Kronik

Genfundamentalisme og anderledeshed

Man kan også kaldet det re(pro)duktion
2. august 2004

Kronikken
Næsten dagligt finder forskere ud af at denne eller hin egenskab eller sygdom er genetisk betinget. Øjenfarve har vi siden Arilds tid vidst var arvelig. Og har en gæv, dansk kvinde gift med en lyshåret og særdeles blåøjet jyde pludselig født en mulat, har de fleste været overtydet om, at den mørke farve ikke er miljømæssigt betinget. Erfaringer med arvegange i sygdomme har gjort det sandsynligt, at de er arvelige. Blødersygdom og cystisk fibrose har henhørt under denne konto
i årtier.
I det gråfelt, der er en blanding af sygdomme og egenskaber, plæderes flere nu genetisk betingede. Vi er efterhånden nået frem til at acceptere de fleste seksuelle afvigere. Men nu udråber nogle forskere homoseksualitet som en genetisk betinget egenskab eller sygdom; en anderledeshed end flertallets seksuelle orientering må det vel siges at være. Hvis adfærd, herunder seksuel adfærd, betinges af genetikken og afvigende adfærd, herunder afvigende seksuel adfærd, betinges af afvigende genetik er afvigende adfærd sygeliggjort. Anderledesheder er blevet sygeliggjort. Vi kommer således til at stå med et nyt menneskesyn, som vi ikke kan håndtere juridisk, eller menneskelig. Det er derfor grund til at stille sig særdeles kritisk til modstand, herunder videnskabelig modstand, når sådanne teorier søsættes. Jeg tør knap nok tænke på, at enkelte (amerikanske) forskere er overtydet om at kriminalitet skyldes et defekt gen.
Reduktionismen har slået sig igennem i synet på mennesket. For menneskets vedkommende er tidens absolutte mantra, at vi er et produkt af vores genom. Genomet er vores samlede genbillede. For blot 30 år siden var Laings antipsykiatri accepteret, i visse kredse endda anerkendt. Antipsykiatriens fornemste tese var, at psykoser som skizofreni og maniodepressive psykoser, de sværeste og værste af alle sindsuligevægtigheder, var et sund menneskes svar på et sindssygt samfund.
I dag er sindssygdomme i mange tilfælde forment adgang til psykologisk bedømmelse endsige helbredelse. Sindslidelser er reduceret til en biologisk unormalitet, der i bedste fald kan behandles medicinsk. Lykkepiller der skal genoprette en ubalance, der måske er grundet i et manglende signalstof i hjernen, skal genoprette titusinder af menneskers signalstofbalance og dermed tilbagegive dem deres lykke, som pillernes folkelige navn antyder. Uden at nogen kan godtgøre, at lykken er et menneskeligt grundvilkår gennem hele livet; således synes det eneste argument for den overdrevne brug af lykkepillen at være, at producenternes lykke er proportional med deres indtjening på pillerne. Tilbage står blot logisk at konkludere, at menneskets sjælelige velbefindende er reduceret til at en række signalstoffer i hjernen, som kan retableres ved pillehjælp.
Ubalancen er bedømt genetisk betinget. Menneskers lykke er genetisk betinget. Videnskaben har gennem en menneskealder bevæget sig så langt fra en oprindelig påstået sandhed til en ny, at der må være slugt så mange kameler med så store pukler, at en læge fra 60’erne og en fra vor tid ikke har mange andre berøringspunkter end en konversation om brækkede ben; de lægges før som nu i gips.
60’ernes tro på at barfodslæger med det rette budskab om sund levevis kunne forebygge alle sygdomme er afløst af en klippefast tro på, at de fleste sygdomme og egenskaber kan søges i generne og helbredes med målrettet medicinsk terapi.

L
ovgivningen har taget konsekvensen af vores viden om generne. Forældrepar i hvis slægt optræder alvorlige arvelige sygdomme får tilbudt gendiagnostik på det ufødte barn. Viser barnet sig at have anlæggene for sygdommen tilbydes abort. Forældre til IVF-børn (reagensglasbørn) stilles endnu bedre, idet det her er ganske nemt at diagnosticere for eventuelle sygdomme blandt de ca. 10 æg, der oftest udtages og befrugtes. Politikerne har sat grænse for hvilke sygdomme, der må gendiagnosticeres. Så man kan endnu ikke fravælge et barn på grundlag af mindre handicappende lidelser.
Det lader sig selvsagt gøre i privat regi. Især vil det være overordentligt fristende at sortere grundigt i IVF-produkter. Hvis det er muligt at finde ønskebarnet blandt de 10 befrugtede æg, hvorfor så ikke undgå den døve, den platfodede, den for tidligt skaldede dreng, den rødhårede med den sarte hud eller pigen, når nu forældrene har så meget blåt børnetøj? Få tør tage den fulde konsekvens af gendiagnostikken.
Hvis et samfund tillader at befrugtede æg (zygoter) diagnosticeres med mulighed for efterfølgende abort ved en række lidelser som Downs syndrom (mongolisme), cystisk fibrose, blødersygdom og mange flere har man udtrykt den holdning til de, der er født med disse lidelser, at der som de var blevet født i en tid inden for diagnostikkens mulighed, havde de været uønskede.
Eller ganske firkantet: hvis et forældrepar med et genetisk betinget handicappet barn ved næste graviditet får muligheden for at gendiagnosticere det kommende barn og fravælger det, må de retfærdigvis se deres ældste barn i øjnene og sige: ’Dersom du var blevet undfanget på et tidspunkt, hvor din sygdom kunne gendiagnosticeres, ville du ikke være blevet født.’

Det er ganske forskelligt, om man ser det genetiske fravalg fra den individuelle side eller fra samfundets side. Set fra individets side, kan et fravalg legitimeres med, at familien menneskeligt og socialt ikke kan bære at opfostre et svært handicappet menneske.
Set fra samfundets side er der tale om frivillig eugenik, altså udvælgelse af mennesker efter deres genetiske herkomst. Det foregår i sterile hospitalsstuer og på klinikker. For godt et halvt hundrede år siden foregik det i nazistiske udryddelseslejre.
Der er ingen grund til ikke at erkende det, og med oprejst pande stå frem og sige: ’Diagnosticering og fravælgelse af zygoter med visse lidelser er eugenik.’ Hvor fravælgelsens grænser skal gå, kan der sættes politiske grænser for. Hvis ikke bliver grænsen for hvorledes, vi stiller os til diagnosen et privat anliggende. Skel- eller vindøjethed kan for nogle være en
diagnose, der fører til fravalg af en zygote. Jeg bruger bevidst ordet zygote, idet det på private klinikker er helt op til hvert enkelt forældrepar, om det vil føde med undfangelse »in vitro« (i glas), som reagensglasbarn eller »in ordovico« (i æggestokken), den gammeldags metode, der kan indebære heftig og måske ufornuftig lidenskab på et lagen, i en skov, blandt klitter eller i en faldefærdig rønne i regnvejr. Zygoten er videnskabeligt set det befrugtede æg, og er en mulighed for et kommende menneske.
Mange forældre vil, hvis de får muligheden, og den får de snart, hvis der ikke lovgives derom, vælge et højt drengebarn med de
evner og intelligenser, der nu måtte være genetisk betingede, hvilket vi heldigvis ikke endnu har noget belæg for.
Vi er således begyndt at styre menneskets udvikling, evolutionen, hvor den hidtil i høj grad har været autonom. Havde man haft den genetiske viden og redskaberne til udvælgelse på Crô-Magnon-menneskets tid ville vi i dag have haft en menneskehed af sublime køllesvingere og jægere. Det bør stå ganske klart, at mange af de mennesker, der i kunsten står centralt, har lidt eller kan have lidt af en genetisk betinget sygdom.
Van Gogh var sindssyg. Dostojevskij var ludoman og epileptiker. Toulouse-Lautrec var en pukkelrygget krøbling. Deres anderledesheder eller sygdomme har haft stor indflydelse på deres kunst.
Seriøse forskere finder nu belæg for at menneskelige følelser er genetisk bestemte. Følelsen af religiøse oplevelser plæderes henlagt til en bestemt del af en bestemt hjernelap. Det godtgøres ud fra kemisk og elektrisk aktivitet i denne lap og efterfølgende religiøs oplevelse, hvis den stimuleres, hvad enten man er muslim, kristen eller ateist. Allah, Jesus, Luther, Grundtvig, de indremissionske og hele banden af muslimske fundamentalister er da styret af en overstimuleret hjernelap.

Kærlighedslivet er ligeledes genetisk indbygget i vore hjerner. Feromoner, duftstoffer, styrer kærlighedslivet. Signalstoffer farer ved feromonal aktivitet i luften rundt i hjernen og gør mennesker forelskede. Sixten Sparre og Elvira Madigan var blot ofre for let stimulation af hjernens kærlighedscenter.
Den var uhensigtsmæssig. De døde, og det kan egentlig tænkes at have været i evolutionens tjeneste. De satte ikke børn i verden; og tænk hvor uhensigtsmæssigt disse børn kunne have teet sig, hvis de var dobbelt genetisk underlagt et uregerligt kærlighedsliv.
Hvis disse videnskabelige udsagn står for troende, er det en videnskabelig nødvendighed at tage konsekvensen deraf. Dersom vores følelsesliv er bestemt hvorledes vore gener skaber vores hjerne og dens følsomhed over for dette og hint signalstof, er den eneste logiske konsekvens deraf, at vi ikke har nogen fri vilje. Menneskets bevidsthed er reduceret fra noget ganske uforklarligt til et sammenrend af genetik og kemi. Vi er reduceret til et determineret produkt af evolution, genetik og forskellige sanseindtryks stimuli på vore hjerner med efterfølgende reaktion.
Genfundamentalisterne har som det oftest sker for fundamentalister malet sig ind i et hjørne, og derfra slipper man ikke uden afslørende maling på fingrene. De har i deres forsøg på at skrive livet på genetiske former reduceret livet, og livet må vi ikke reducere. Er religion, kærlighed, had,
empati, intelligens ja, hele følelseslivet underlagt generne er det tåbeligt ikke at underlægge sig det ganske.
Det må så være direkte tåbeligt om nogen, der tror på at religiøse oplevelser er en genetisk betinget kemisk reaktion i hjernen, er medlem af noget trossamfund. For det videnskabsmenneske der tror på kærligheden som en genetisk, kemisk reaktion på feromoner er det tåbelig at græde over svigtet kærlighed. Mod denne gråd virker piller effektivt.

*Vagn Sohn er efterskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu