Læsetid: 4 min.

Globale geofysiske begivenheder

En tsunami kan lægge hele den amerikanske østkyst øde og forårsage millioner af døde
23. august 2004

International
Den vestlige flanke af Cumbre Vieja vulkanen på øen La Palma, en af de kanariske øer, vil på et tidspunkt styrte i Atlanterhavet: Et diagonalt brud har allerede skilt den fra bjergmassivet, og det er kun friktionskraften, som holder den på plads.
»Der vil sandsynligvis gå halvandet minut, fra den begynder at løsrive sig, til den falder i havet,« siger professor Bill McGuire, direktør for Benfield Grieg Hazard Research Centre på Londons Universitet.
Det vil sandsynligvis være et vulkanudbrud, der udløser skredet, og plasket vil frembringe en mega-tsunami (flodbølge, red.), som i rasende fart vil fare hen over Atlanterhavet og overskylle de tilstødende kystlinjer.
Heldigvis er den nærmeste kyststrækning til de Kanariske Øer det tyndt befolkede vestlige Sahara.
Bølgerne vil være omkring 100 meter høje, når de rammer kysten. Bølgernes højde vil aftage, efterhånden som de bevæger sig længere ud over havet, men der vil sandsynligvis ikke være særlig mange indbyggere ved Marokkos kyststrækninger, eller folk der bor langs den sydvestlige spanske og portugisiske kyst, som vil overleve. Irlands sydlige kyster og England sydvestlige kyster vil
også blive ramt, men på det tidspunkt vil bølgernes højde være aftaget til kun 10 meter.

Den store massakre
Den helt store massakre vil finde sted på den vestlige side af Atlanterhavet, fra Newfoundland og hele vejen ned langs Canadas østkyst og videre til USA, Cuba, Haiti og den Dominikanske Republik, de små Antiller og det nordøstlige Brasilien. Når bølgerne rammer det østlige kystområde i Nordamerika, vil de være mellem 20 og 50 meter høje, og de vil blive ved med at skylle ind over land i 10 til 15 minutter.
De tæt befolkede kystområder som Halifax, Boston, New York, Philadelphia, Baltimore og Washington DC. vil blive hårdest ramt. Miami og Havana vil bukke under og drukne i vandmasserne næsten med det samme, lige som de lavtliggende øer Bahamas og Barbados. Hvis man ikke får iværksat en storstilet evakuering, inden flodbølgens ankomst, vil dødstallene ligge på 50-150 millioner mennesker.
Sidste gang vulkanen var i udbrud i 1949, sank dens vestside fire meter ned i havet, og selv nu skrider den meget langsomt nedad.
I betragtning af katastrofens mulige omfang, er McGuire vred over, at der er så få måleapparater på La Palma til at sende advarselssignaler.
»Den amerikanske regering burde være opmærksom på truslen fra La Palma. De har virkelig grund til bekymring, lige som østaterne i det Caribiske Hav, som er dem, der bliver hårdest ramt, hvis katastrofen skulle indtræffe,« siger han.

Advarsler ignoreres
»De tager det ikke alvorligt,« konkluderer McGuire: »Regeringer udskiftes hver fjerde eller femte år, og generelt er de ikke interesserede i de her ting.«
Det er et klassisk eksempel på, hvad vi har været vidne til i hver eneste naturkatastrofefilm:
Videnskabelige helte forsøger at råbe inkompetente regeringer op, men de håbløse politikere ignorerer advarslerne. De videnskabelige journalister kan slet ikke vente med at få trykt deres artikler.
Men klap lige hesten. Har vi ikke hørt om truslen før? Hvori består det nye denne gang? Der er ikke noget nyt i det, bortset fra at folk ikke er kommet styrtende til La Palma for at plastre øen til med seismografer. Hvorfor mon ikke?
Forestil Dem, at de regeringer, hvis kyststrækninger befinder sig i risikozonen fra Marokko til USA, fik en advarsel om, at Cumbre Vieja var ved at blive vækket af sin tornerosesøvn. Hvad ville de stille op med advarslen? Evakuere 100 eller 200 millioner fra de lavtliggende områder?
Man ved ikke, om der vil finde et vulkanudbrud sted (seismologien er ikke nogen særlig eksakt disciplin), hvor stort det vil blive, eller om det vil ryste bjergsiden løs. Det kan ske ved det næste vulkanudbrud, men der kan også gå 1.000 år, før det finder sted.

Gee-gees
Ingen regeringsleder har lyst til at evakuere alle indbyggerne langs kyststrækningen i ubegrænset tid. Det ville udløse en større økonomisk krise og en flygtningestrøm i en størrelsesorden, som var der udbrudt en ny verdenskrig, og så risikere at det bare var falsk alarm. Men ingen vil ignorere en advarsel, og måske være skyld i millioner af menneskers død. Fra et politisk synspunkt, er det bedre slet ikke at have et advarselssystem.
Naturkatastrofer, som har en indvirkning på hele jorden, går i videnskabelige kredse under navnet ’globale geofysiske begivenheder’, eller i forkortet udgave gee-
gees, og de falder i to kategorier: dem, som man kan stille noget op over for, og dem som man er magtesløs over for.
Når regeringer bliver konfronteret med den første slags, kan de tage nogle ret fornuftige forholdsregler.
Da vi for 20 år siden for første gang opdagede, at asteroider og kometer, der rammer jorden, i historiens løb havde været skyld i et større antal masseudryddelser, søsatte den amerikanske regering et projekt, som skulle identificere og spore de 3.000 objekter, hvis nærhed og kredsløb muligvis udgør en fare.
De næste generationer vil måske blive i stand til at omdirigere deres baner, før vi kolliderer med dem, og det er i hvert fald en af de gee-gees, som man gerne vil forhindre i at finde sted.
Men der er ikke udsigt til, at vi kommer på sporet af en ny opfindelse, der vil kunne forhindre vulkanernes, jordskælvenes og tsunamiernes ødelæggende virkninger. Vi må bare krydse fingrene og håbe på det bedste.

*Gwynne Dyer er uafhængig britisk journalist. Hans klumme bringes i aviser i 45 lande

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu