Læsetid: 11 min.

Havet sletter alle spor

En kaptajn beordrer besætningen til at demontere skibets radar og kaste den i havet ved Skagen i stedet for en ny, der skal monteres inden havneanløb. Rederiet sparer penge til kran i havn og aflevering af radar på losseplads – men havet betaler prisen. Har samfundet råd til ikke at gribe ind?
19. august 2004

XL
Jeg ser stadig billedet for mig. Vi drenge fra Nørrebro kaster sten mod de tomme ølflasker, som vugger derude på Peblingesøen i en vinkel på 45 grader med flaskehalsen opad, halvt fyldt med vand. Udfordringen består i at få bølgerne omkring flasken til at skvulpe så meget, at den fyldes med vand og går til bunds eller smadres i flere stykker, så den forsvinder fra overfladen.
Jeg tror nok, vi følte, at vi gjorde en god gerning, for der var altid mange flasker på det store havområde, som Peblingesøen var i vi drenges oplevelsesverden. 11-12 år var vi. Kønne så de heller ikke ud, flaskerne, og farlige var de, både flaskerne og det andet affald på Peblingesøen. Der var nemlig skibstrafik på vort store hav.
Sådan gik der nogle år, hvor vi brugte meget fritid på at rense vort rekreative område for den tids miljøsvineri. Vi tænkte egentlig ikke over, at det dette hav var rekreativt område – sådan kaldte man det vistnok ikke den-gang – men vi havde det godt ved Peblingesøen, som var vores hav med al den herlighedsværdi, som det var for os knægte. Vi sejlede med modelskibe, som vi søsatte på Nørrebrosiden og trimmede sejl efter vind og vejr. Vinderen blev den, hvis skib nåede først til kaj på den anden side – porten til den indre by – indtil den dag, da mit skib sejlede ind i to flasker og forliste. Det giver et sug i mit mellemgulv den dag i dag ved at tænke på det. Min stolthed gik til bunds. Det var hele min verden den gang, nu brudt sammen på grund af havets affald.
Jeg brugte i uger derefter tiden til at kaste endnu flere sten mod de flasker, som for mig nu mere end nogensinde mishandlede og skæmmede havet på grænsen mellem Nørrebro og den indre by i København. Jeg opdagede, at havet sletter alle spor, for det var jo åbenbart, når flaskerne forsvandt fra overfladen. Sådan løste man dét problem, troede jeg.

Omkring 15 år senere blev jeg journalist og studievært på TV-Avisen, som startede i 1965. Vi lavede, blandt så meget andet, reportager om det affald fra havet, som skyllede op på strandene, mest af hensyn til badeturisterne, så vidt jeg
erindrer, for det var først og fremmest i det sene forår, at den type indslag fra TV-Avisens Århus-redaktion blev accepteret i redaktionssekretariatet i København. TV-holdet fra Århus kørte af sted til den jyske vestkyst. Der var billeder i det, når affaldet flød og frivillige samlede det op. Forskellen var til at få øje på, og problemet blev ligesom dengang på Peblingesøen løst. Affaldet blev fjernet, og stranden ren.
Jeg må indrømme, at det var først, da jeg for 7-8 år siden arbejdsmæssigt gik fra fjernsyn til nærsyn, at det gik op for mig, at havet ikke sletter alle spor. Jeg slog mig ned i Jylland og har nu i flere år opereret journalistisk i yderområderne i Danmark, i de egne, hvor fiskeri og turisme betinger eksistensen for titusinder af familier og derfor også i de dele af vort land, som regeringen ved sin tiltræden erklærede, at den vil sætte fokus på. Men den har det formentlig ligesom jeg - regeringen – at den må tættere på i et nærsyn for at forstå, hvor afhængig disse udkantområder er af havet og dets tilstand. Således også med Nordsøen. Jeg er i disse år dansk informationsansvarlig i et internationalt projekt, Save the North Sea i tilknytning til EU’s Interreg. III B-program i et samarbejde mellem landene omkring Nordsøen. Det er det hidtil mest omfattende EU-støttede projekt om det fysiske havmiljø til 45 mio. kr. over tre år.
Det er projektets filosofi at sætte fokus på Nordsøens tilstand med en kampagne over for de brugere af havet, der hvert år kaster så meget som 20.000 tons affald over bord og alene oplever det som en transportvej og ikke et økosystem. Ingen skal hænges ud, men alle skal motiveres, er udgangspunktet i kampagnen. Når affaldet forsvinder fra havets overflade, er problemet løst, tror alt for mange stadig. Derfor handler Save the North Sea om at medvirke til at ændre holdning og adfærd hos dé af søens folk i handelsflåden, blandt fiskere, på olieboreplatforme og fritidssejlere, der ser på havet som en skraldespand.

Man kan naturligvis stille spørgsmålet, om dette store hav, Nordsøen, der er randhav til Atlanterhavet mellem Storbritannien og Jylland, ikke bare kan absorbere disse 20.000 tons affald årligt. Nordsøen er kolossal i udstrækning, omkring 575.000 kvadratkilometer og 50-100 meter dyb med undtagelse af Norske Rende med 700 meter til bunden. Skulle der ikke være plads nok til affaldet? Det bliver jo fjernet, når det skylles op på kysten. Det ser vi i tv år efter år, og det er vel en dokumentation, der er til at forstå.
Svaret er ja, ud fra en overfladisk betragtning, men heller ikke mere. Oplever vi ikke - netop i disse år - så mange andre af fortidens (miljø-)syndere, at vi bør undgå at blive vidne til flere om f.eks. 10-15 år, når det er for sent at redde Nordsøen, der er en af klodens mest trafikerede transportveje? Alene ved Skagen registrerer fyr – og kystudkigsstationen omkring 100.000 større skibe årligt i de tre hovedfærdselsårer omkring Skagen på toppen af det europæiske kontinent.

Kolossale, negative påvirkninger rammer vore sårbare kystsamfund, hvor et lille landområde som Danmark har den tredje længste kyststrækning blandt EU-landene efter Grækenland og Italien. Vi stirrer os blinde på Nordsøen, fordi vi ikke ser, hvad der foregår derude på de 575.000 kvadratkilometer, og vi får det heller ikke at vide?
Der er ingen sejlende journalister på Nordsøen, og der er intet politi, bortset fra den fiskerikontrol, der skal se efter, om fiskerne har fanget de forkerte og for mange fisk, og fiskerikontrollen er ikke klædt på til en indsats overfor miljøsynderne.
Som følge af dén situation indskrænker mediernes og offentlighedens interesse sig kun til det affald, der lander på kysten – for det kan man altså se som en dokumentation for mishandlingen af Nordsøen, men det repræsenterer kun 15 pct. af de 20.000 tons hvert år. Og hvem véd, at tredjedel af havfuglene tror, at plastic-affaldet på havet er føde. De spiser det og dør.
Gør politikerne og miljøministrene da ikke en indsats? Jo, men hvor meget gennemslagskraft har de egentlig? Der holdes Nordsøkonferencer om miljøbeskyttelse og overvågning af havet med miljøministrene fra landene omkring Nordsøen, men beslutningerne er ikke juridisk bindende. De er for det meste moralsk betingede og drejer sig fortrinsvis om spildevand fra byerne og nitratkvælstof fra landbrugsarealer fra de højt industrialiserede lande med intensivt landbrug omkring Nordsøen. Det er naturligvis et indlysende problem, der kalder på fortsat opmærksomhed, men det fjerner i for høj grad samtidig interessen for den forholdsvis ukendte fysiske forurening, som det er Save the North Sea-projektets opgave at sætte i fokus.
Hvad er da problemet med disse 20.000 tons affald, der ikke synes at optage medierne og det politiske liv i tilstrækkeligt omfang, endnu da, uagtet EU’s tilskud i en tre-årig periode, som – psykologisk set – vel er for kort tid til at ændre en århundreder lang adfærd blandt søens folk?
For det første drejer det sig om arten af affald, der i al sin mangfoldighed ikke alene gør Nordsøen til en losseplads, men som desuden har omfattende socio-økonomiske følgevirkninger, som endnu ikke er erkendt i sin fulde konsekvens. Dernæst handler det om, at problemet ikke indkredser sig til den 575.000 kvadratmeter store Nordsøen. Affaldet føres vidt omkring af de intensive havstrømme og langt ind i de indre danske farvande, op til Norge og langs Storbritanniens østkyst samt til Sveriges vestkyst, hvor Golfstrømmen placerer så meget affald, at der inden for de sidste 10 år er opsamlet flere end 400.000 affaldssække langs den svenske vestkyst.

Det står om muligt værre til ved Jyllands vestkyst, hvor de fiskeriafhængige kommuner i forvejen slås med reducerede fiskekvoter og en anstrengt økonomi. Her kæmper fiskerne nu også med de 20.000 tons affald, hvoraf 70 pct. går til bunds, 15 pct. til stadighed flyder omkring, mens resten, som nævnt, skylles i land.
Havets losseplads udgør en blanding af snart sagt alt. Der er gamle dunke og beholdere, ofte fyldt med rester af maling, og der er lavet tydelige mærker i dem af et særligt værktøj, der kan slå hul i dem, så de hurtigst muligt fyldes med vand og går til bunds. Fiskerne får alt dette skrald i trawlet i tonsvis, og rester af maling farver fisk og skaldyr i alle regnbuens farver, så det påvirker prisen negativt, eller de bliver usælgelige.
Det drejer sig om kolossale mængder, for den danske fiskerflåde repræsenterer trods kvotebegrænsninger stadig den største, samlede årlige fangst blandt EU, s fiskerinationer. Gode og sunde fødevarer destrueres. Men der er andet ‘gods’ i fangsten, f.eks. gamle wirer, plastkasser og paller, glas, aluminium og metaller i almindelighed. I fiskerbyen Hvide Sande f.eks. lander fiskerne hvert år mellem 360 og 380 tons af denne type affald. Det er mere end en ton pr. dag, og situationen er den samme i Skagen, Hirtshals, Thyborøn, Hanstholm, Esbjerg og i flere andre fiskerbyer. Dertil kommer en kolossal mængde kasseret trawl, som kastes over bord af fiskerne selv, udenlandske såvel som danske – vi véd ikke af hvem. Men vi ved, at kasseret trawl hvirvles ind i skibsskruen og ofte er årsag til (motor) havarier. Et pilotprojekt med 10 fiskefartøjer i Holland dokumenterer, at hvert fiskefartøj i gennemsnit opsamler 12.000 kg affald hvert år. Men hvor meget totalt forbliver derude? Vi ved det ikke nøjagtigt, men vi ved, at aluminium er uforgængeligt i 200-250 år og en plasticflaske har en levetid på omkring 450 år. Det er ligeledes dokumenteret, at en tredjedel af havfuglene oplever plastic og aluminium som føde, som deres fordøjelsesorganer ikke kan kapere. På verdensplan dør omkring en million havfugle og 100.000 havpattedyr hvert år, når de spiser plastic eller vikles ind i kasserede fiskenet.
Endnu et eksempel, som jeg fik fortalt for nylig, er fra Skagen, hvortil der kom en opringning til fiskeriforeningens formand. Den var fra en far et andet sted i landet. Hans søn er forhyret på et containerskib i fast rutefart mellem Göteborg og Belgien, og drengen ringede hjem til sin far, dybt frustreret over, at kaptajnen havde beordret besætningen til at demontere skibets kæmpe radar og kaste den i havet ved Skagen som erstatning for en ny, der skulle monteres inden anløb i Belgien. Hvorfor? Jo, kaptajn og rederi, hvis navn er mig bekendt, sparer penge til kran i havn og aflevering af radar på losseplads. God økonomi for dem!

Havet sletter alle spor, nuvel, men hvor snæversynet kan man tillade sig at være? Er kaptajnen på dette rederi klar over, at fiskerne får ødelagt deres trawl, når det griber fat i radaren på bunden af havet, og at den dyrebare fangst slipper ud igen, samt at kutteren måske havarerer. (Når jeg ikke oplyser skibets og rederiets navn, skyldes det hensynet til den unge sømand, der endnu er forhyret om bord).
Dette eksempel er måske ikke enestående, men ingen ser jo, hvad der foregår – langt derude på havet, og det er et tilfælde, at jeg nu kender til det. Der er ingen øjenvidner, udover skibsbesætningen, som formelt har tavshedspligt, og der er ingen myndighedskontrol. Den menneskelige selvkontrol er ene om at repræsentere samvittigheden, der, som i dette tilfælde, begrænser sig til en egoistisk, økonomisk gevinst. I den forstand er de ikke-juridisk bindende Nordsøkonferencer ikke meget værd.
Der synes dog efterhånden at udvikle sig et grundlag for, at flere og flere brugere af havet erkender et medansvar via deres foreninger og organisationer, men der er lang vej endnu. Danmarks Rederiforening og Danmarks Fiskeriforening har blandt mange andre danske og nordiske organisationer for nylig knyttet sig til Save the North Sea-projektet i en referencegruppe, der efterhånden tæller adskillige organisationer i landene omkring Nordsøen. Også KIMO, Kommunernes Internationale Miljø Organisation, sætter yderligere fokus på Nordsøen med Fanøs borgmester, Kjeld Nielsen, som den danske formand i et samarbejde med Save the North Sea.
Fiskerne er i et dilemma. De har ikke altid plads om bord til at bringe fangsten af affald i land, og det er vel på denne baggrund forståeligt, hvis de ind imellem kaster affaldet ud igen til fordel for fisk og skaldyr på en god fangstrejse. Og når affaldet kommer i land, skal den lille og ofte fattige kommune betale for at håndtere det, og det løber op i store summer. Hvide Sande modtager omkring 380 tons om året, alene bragt i land af fiskerne. Det er omkring en tons hver dag. Dertil kommer dét, der driver op på strandene i de samme kommuner, der lever af turisme som en væsentlig indtægtskilde. Dét affald er de nødt til at fjerne, for ellers bliver turisterne væk.
En foreløbig succes i Save the North Sea-projektet er, at store dele af affaldet kan destrueres og genbruges i et recyclingsanlæg i i Skagen, hvor Skagen Uddannelsescenter er dansk partner i Save the North Sea-projektet. Her findeles trawl og plastickasser samt paller til granulat, der indgår i produktion af ny emballage, mens noget sendes til Kina, hvor det indgår til fremstilling af støvler.
Det sker på en ikke-kommerciel basis som et led i Save the North Sea-projektet, og det kan allerede nu dokumenteres, at mulighederne er så gunstige, at tilsvarende anlæg kan og bør placeres i flere byer og lande omkring Nordsøen.
Det er et succeskriterium at ændre holdning og adfærd hos dé blandt søens folk, der fortsat bruger havet som losseplads, men viden og især erkendelse kan som bekendt tage lang tid. Filosofisk kan det vel præciseres således:
Tid tager den tid, tid tager… men har vi tid til at vente?

*Claus Jacobsen er journalist, forfatter – og dansk informationsansvarlig i ‘Save the North Sea’-projektet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu