Jeg ku mærke det, straks han satte sig på bænken. Han ville i snak. Jeg lod som ingenting. Ønskede ikke at blive forstyrret, mens jeg nød udsigten over de grønne plæner. Lavtsiddende buksetaljer, små toppe og masser af bart. Tæt ved lå en ung pige på ryggen i solen. Når hun bevægede kroppen, vippede det forjættende under hendes overdel. Hvordan mon det ville føles at lade hånden glide ind i skyggen under dens stof?
»Ja, det ku du nok li at vide!« lød det venligt fra fyren ved siden af mig. Hans påtrængenhed fyldte mig med ærgrelse. Så fattede jeg den fulde betydning af hans ord og vendte mig forbløffet om. Han var i første halvdel af trediverne, havde fuldskæg, mørk lød og mellemøstlige træk. Han bar en fremmedartet hvid kjortel, og under dens kant sås en sandalklædt fod. Begge hænder var arrede efter et voldsomt sår.
Jeg stirrede på ham. Han smilede og nikkede bekræftende som svar på mit uudtalte spørgsmål. Du glade milde! Tænk at møde sådan en berømthed! Al irritation var borte. En varm følelse voksede frem. Lykke, tror jeg. Noget i stil med, hvad en personlig autograf af David Beckham kunne udløse. Jeg glemte alt om pigen i græsset. Det her var stort!
»Hvordan er der på den anden side?« spurgte jeg. »Passer det, at hærskarer lovsynger Herren i himmelske sale?«
Han lo. »Nok står tiden stille hos os i evigheden,« sagde han, »men så gammeldags er vi nu heller ikke!«
»Det dér med, at du sidder ved din Faders, Den Almægtiges, højre hånd, hvorfra du skal komme og dømme levende og døde? Passer det så heller ikke?«
Meningsmåling i paradis
»Ham præsten i Taarbæk har faktisk ret. Vorherre har virkelig sluppet tøjlerne. Et moderne Himmerige kan ikke regeres efter elitære, patriarkalske principper. Tænk på, at Himmelen udgør belønningen for jordelivets fortrædeligheder. Det må selvfølgelig afspejles i dens indretning. Derfor kører alt deroppe efter meningsmålinger og vox pops. Himmelen af i dag er et brugerstyret servicesamfund.«
»Sådan! Men hva laver I så
deroppe?«
»Jamen, det er da bare fest, farver og fornøjelser fra evighed og til evighed. Der er en overflod af forbrugsvarer, og alle har kreditkort med ubegrænset træk. De trykte medier indeholder udelukkende begejstrede reportager fra endeløse fester i de kendtes verden. Og kendte, det er vi alle sammen: Vindere af endeløse realityshows, sportsstjerner og modeller, popstjerner, livsstilseksperter eller studieværter. Og alle er på hele tiden.
Vi kan vælge mellem talløse radioprogrammer, hvor overstadige værter prøver at overtale lyttere til at gøre tossede ting. Og tv-kanalerne bugner af shows, hvor berømtheder skaber sig fjollet for et jublende publikum.
I Himmerige kan vi udfolde os frit og udleve enhver fantasi. Der er ingen anfægtelser og ingen anger. Vi er fri for besvær, bryderier og bekymringer, forskånede for fortrædeligheder og fortrydelser. Der er ingen alvor eller pligter, intet ansvar og ingen skyld.«
Jeg var imponeret. Sikken et sted! »Jamen, hvad så med Helvede den evige fortabelse?«
«Helvede har vi selvfølgelig afskaffet. Det passede jo slet ikke ind i konceptet. Og så er det i øvrigt helt overflødigt.« Han så på mig med et uudgrundeligt smil.
«Og nåden. Hvad med den?«
«Hvem har brug for nåde, når alle er uden skyld?« Hans smil blev bredere og endnu mere tvetydigt. »Jeg tror faktisk, at det er svært at finde et mere nådesløst sted end Himlen af i dag!«
En sær følelse greb mig. En fornemmelse af, at alt ikke var, hvad det gav sig ud for at være. Min sidemand strakte sig velbehageligt, og nu så jeg hans andet ben. Det var påfaldende kraftigt behåret og vakte i mig en rædsel, som kun kan forklares ved, at det ikke sad på en vædder.
