Læsetid: 5 min.

I høet med David Rehling

Debat
17. august 2004

Frisind
Det er munter beskæftigelse at dissekere David Rehlings artikel den 13. august under titlen ’Vis frisind: Hop i høet med Anders Fogh’. David Rehling er utilfreds med statsministerens skelnen mellem tolerance og frisind og statsministerens forståelse af begreberne.
David Rehling støtter sig bl.a. til Ordbog over det danske Sprog i 27 bind, hvorefter definitionen af begrebet tolerance indeholder gloser som forsonlighed og fordragelighed.
Rehling beskriver ikke begrebet frisind, men anfører som om han mener, at det er et knusende argument, at begrebet frisind er indført i det danske sprog af Georg Brandes, Henrik Pontoppidan og Nexø. Personer, som statsministeren efter Rehlings opfattelse ikke kan føle sig trygge ved.
Statsministeren kan nok ikke lide de kulturradikale, mener Rehling, hvad han for resten intet aner om – ergo kan statsministeren og andre liberale ikke være frisindede. For frisind har de kulturradikale monopol på. Rehling når i mangel på frisind og tolerance dog ikke Georg Brandes til sokkeholderne. Brandes viste med sine hadefulde angreb mod kristendommen, som han nærmest ønskede død over, at han ikke selv kunne bestå virkelighedens prøve og møde anderledes tænkende med det, som kulturliberale forstår ved frisind.
Frisind er for kulturliberale netop ikke tolerancen med al dens forsonlig og fordragelighed. Derfor er Rehlings eksempel med annoncen om bofællesskabet helt ud i skoven og beskriver det modsatte af det Rehling i virkeligheden ønsker.
Rehling mener, at frisind er at tage del i andres udskejelser mens tolerance er, at man tåler noget. Det sidste er helt rigtigt. Det er præcis denne ligegyldighedens og fejhedens tålsomhed, jeg vendte mig i mod i min bog En lige venstre. Det er tolerance og netop ikke frisind at lade passere, hvad man ikke kan fordrage. Frisind er tværtimod at gå ind i modsigelsen og diskussionen og tage stilling imod det, man ikke kan fordrage og afprøve modpartens argumenter, samtidig med at man levner den, man er uenig med samme frirum i diskussionen, som man selv vil have plads til. Frisind og frihed hænger for kulturliberale nøje sammen, og så er det revnende ligegyldigt, om Rehling og andre mener, at disse begreber er forbeholdt for længst hedengangne kulturradikale.

Forskellen på de to begreber har aldrig været beskrevet bedre end i den radikale biskop Skovs ordinationstale til nye præster.
Jeg tillader mig at citere fra min egen bog fra afsnittet om misforstået fredsommelighed:
»Skov forklarer den oprindelige betydning af ordet tolerance: ’Ordet tolerance kommer af det latinske ord tolero, jeg tåler, jeg udholder. Tolerance er altså en tålsomhed, en udholdenhed, man viser, for at modstanderens mening kan komme frem og kan brydes med ens egen. Man må indrømme modstanderen plads, så han kan komme frem med sit, før man svarer ham igen.
Men det er en misforståelse, at tolerance er det at undlade at have en mening og kæmpe for den, i misforstået fredsommelighed, at strække våben før kampen er begyndt… Begrebet tolerance er efterhånden kommet til at stå for det standpunktløse og det tandløse og betyde en åndelig mørklægning af problemerne, hvor alle katte er lige grå. Tolerance står altid i fare for at blive holdningsløs, hvis ikke man fastholder sit standpunkt, indtil man med klare argumenter er blevet overbevist om dets urigtighed.’
Den afsporede tolerance fremstiller biskop Skov i skikkelse af den grundtvigske præst i Hans Kirks roman Fiskerne.
Pastor Brink er en rigtig skikkelig og velmenende præst. Han vil have fred og ikke strid. Der skal helst være lunt vejr i enhver forstand. Men med de stærke missionske fiskeres ankomst til sognet er det slut med fred og magsvejr. Der bliver strid. For fiskerne tager deres kristendom alvorligt. Hos dem hærger tolerancedjævelen så sandelig ikke. De er ikke tilfredse med solskinspræsten og ønsker den sorteste svovlprædikant som tilkaldepræst.
Præsten hverken tager en diskussion eller står fast på sit eget. Han vil fred, og derfor foreslår han, at fiskerne løser sognebånd til et fremmed sogn. På den måde forstyrrer de ikke den åndelige dvaskhed i det lille fiskerleje… Men fiskernes åndelige fører har en helt anden opfattelse. Vor Herre har nu bestemt, at de skal være i dette fiskerleje for at tjene deres brød. Og hvor de er sat, der bliver de. Og selv da fiskeren Thomas Jensen rent ud siger, at det pastor Brink forkynder, ikke er kristendom, lader præsten sig udfordre. Han siger ikke til fiskerne, at deres sorte omvendelsestro er i strid med hans opfattelse af evangeliet.
Som Skov siger, han forråder sin sag. Jamen, er det da netop ikke respekt selv at give plads til de andre? Nej, siger Skov for vor tilværelse er en kamp mellem absolutte modsætninger. Derfor er pastor Brinks tolerance blot en prisgivende og nivellerende holdningsløshed. Pastor Brink kan se sagen fra så mange sider, at han selv har opløst sit forhold til sagen. Der er ikke noget jeg bagved siger Skov.
Tolerancedjævelen hvisker: »Det kan ikke siges så direkte, det skal ikke siges så hårdt, så vil det blive misforstået og føre til uheldige og for præsten ubehagelige reaktioner.
Og så vælger man en uden-om-det -farlige-stil, så man ikke risikerer noget. De intetsigende og opbyggelige vendinger er straks til fals, de lægges en i munden og de støder ikke an, fordi de ikke rammer nogen og noget«.
Hvad er det så, vi skal ifølge biskop Skov? Jo, man skal vise tolerance, så modstanderens mening kan komme frem og kan brydes med ens egen. Man må indrømme modstanderen plads, så han kan komme frem med s i t, før man svarer ham igen.«

Ikke skeje ud
Man skal altså svare igen og ikke som David Rehling påstår, tage del i udskejelserne. Det understreges netop af Skov, at det er en misforståelse, at tolerance er det, at undlade at have en mening og undlade åndsstriden, og i misforstået fredsommelighed, at strække våben før kampen er begyndt. Tager man ikke striden, så tager man ikke sagen alvorligt og så tager man ikke modstanderen alvorligt.
Jeg kan kun anbefale læserne at danne deres eget billede af, hvordan det ville gå i et bofællesskab, hvor Bertel Haarder og jeg flyttede ind. Vi ville ikke udvise fordragelighed over for det, vi netop ikke kunne fordrage, men tage mange højrøstede og drabelige diskussioner. Det er frisind.
Mener man som David Rehling, at frisind er mere end tolerance, og at det mere er at hengive sig til alt det, man ikke kan fordrage i stedet for at tage åndskampen, så kan man ende i høet med David Rehling.
Ganske uforvarende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her