Læsetid: 3 min.

Hvem er Connie Hedegaard?

Gemmer der sig bag Connie Hedegaards comeback-rolle en hjemløs i det konservative parti?
13. august 2004

Kommentar
Udnævnelsen af Connie Hedegaard til miljøminister er blevet fejret med mange medvinds-interviews . Fedekalven blev for alvor slagtet, da den fra Christiansborg ellers så fortabte datter pludselig vendte hjem, netop som hun skulle have haft sin karrieres mest flatterende job som studievært i bedste sendetid.
Jeg har selv gennem samarbejde med Connie Hedegaard lært hende at kende som en sympatisk og dygtig person og kan kun ønske det velkomment, at hun går tilbage til det politiske liv, som i den grad trænger til tilvalg fra yngre kompetente personer. Jeg genkender i øvrigt den problematik, som hun har trukket op i mange interviews, nemlig at det er temmelig gratis at være journalist og kommentator – at kunne skyde fra alle positioner uden selv at skulle tage et ansvar for, at problemerne løses. Til lykke med, at hun tør prøve ansvaret. Endog under de sværeste vilkår, man kan forestille sig. For nok kan hun ikke undgå at blive en bedre miljøminister end forgængeren – men samtidig vil hun få svært ved at opfylde ret meget på miljøfolkets lange ønskeliste. Og i den brede politik – hvor hun allerede er udråbt som Bendt Bendtsens naturlige afløser – vil hun få svært ved at markere de standpunkter, som mange udleder – dels af hendes placering i partiet, da hun var ordfører – og dels af de holdninger, der har gennemsyret hendes journalistik og ikke mindst hendes kritiske kommentarer til den siddende regering.
Hun har allerede været ude og for første gang i lang tid sat nogle ordentlige ord på forskellen mellem liberalisme og konservatisme. En understregning af det politiske i forhold til markedskræfterne. I lang tid har det været Brian Mikkelsen, som har tegnet partiet ideologisk, og som – ikke mindst gennem mediepolitikken – har konkurreret med Venstres Jens Rohde om, hvem der kunne være mest – ikke liberal – men liberalistisk. Det var i ganske morsomt at se samme Brian Mikkelsens overstrømmende velkomst til Hedegaard i et interview i Politiken. Han erkendte klart, at hun var en større stemmesluger for partiet, end han nogen sinde ville blive.
Men tilbage står spørgsmålet: Hvad mener Connie Hedegaard om at trække stemmer til en politik som Brian Mikkelsens? Og hvilken rolle skal den nuværende kulturminister have, hvis Connie Hedegaard en gang skal være med til at sætte holdet? Med andre ord: Hvor meget kan hun politisk skræve over – med den integritet i behold, som med god ret er blevet fremhævet. Selvfølgelig må hun indgå mange kompromisser, men der er en hårfin grænse for, hvornår det bliver for meget.
Det er ingen hemmelighed, at hun i sin tidligere karriere på Christiansborg havde et utrolig godt samarbejde med Marianne Jelved, og snakken går, at Hedegaard for så vidt lige så godt kunne have været radikal, ja, eller socialdemokrat som den tidligere medstudievært Antorini.
Alt dette fortæller for alvor noget om de gamle ideologiers tilsyneladende irrelevans. Det er holdningsspørgsmålene, som skiller. Det er holdningen til de fremmede. Til udenrigspolitikken. Hård eller blød. Til retssikkerheden. Hård eller blød. Til miljøet. Minimalistisk eller aktivistisk.
Det er spændende, hvordan den genfødte konservative politiker vil placere sig – hvad hun tør og vil sige i en regering, der så klart har valgt side mod de fremmede, for den hårde udenrigspolitik og toughe retspolitik og for den passive miljøpolitik. Vi venter nu på, at hun træder i karakter og besvarer spørgsmålet: Hvem er Connie Hedegaard?
Nu skal miljøministeren beslutte sig for, om hun vil lade sig opstille til Folketinget i den sikre kreds, som tilsyneladende står parat. Eller om hun siger som Hans Larsen, den daværende uhyre indflydelsesrige radikale redaktør for Skive Folkeblad: »Det er en meget besværlig vej til politisk indflydelse at være folketingsmand.«
Hvis ikke hun opstiller, må man fastslå, at hendes comeback er halvhjertet, og man vil tolke det, som om hun stadig føler sig åndeligt hjemløs i det konservative parti.
Hvad jeg bestemt ikke vil fortænke hende i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu