Kronik

Hyænedans for skribenter

Fænomenet er velkendt i den britiske tabloidpresse: Måske hører man det, man vil høre – ligesom dengang med Judas Priest
4. august 2004

Kronik
Spalterne i flere danske aviser har i tiden efter Ole Wivels død været fulde af beskyldninger. Disse har haft en særdeles voldsom, ja, i blandt en grov karakter. Substansen af beskyldningerne kan nemlig koges ned til følgende: Ole Wivel var nazist, og det var Knud W. Jensen formodentlig også. Journalister har brugt disse tekster som afsæt til artikler, hvor man alt for beredvilligt har peget med den store pegepind efter de to afdøde kulturpersonligheder.
London, hvor jeg bor, rummer noget af den bedste europæiske journalistik, og noget af den værste. De respektive danske aviser og journalister har i deres behandling af Wivel og W. Jensen lagt standarden overraskende lavt. For lavt synes jeg.
Weekendavisens forside-artikel fra 25. juni afslører i værste tabloidstil: Ringen sluttet. Poul Pilgaard Johnsen fremlægger et antal sandsynliggørelser, formodninger, uddrag af digte og citater. Broderparten af disse peger mest af alt mod et skjult homo-erotisk forhold de unge mænd imellem, som i denne beskrivelse:
»Et andet digt taler om deres samvær i sommernatten, hvor et af Ringens medlemmer hviler blidt ’i hans betryggende skød’. ’Han’ er Wachnitius, der efter oplæsningen går hen og kysser Ole Wivels pande. Wivel rødmer, da han fejlagtigt tror, at det skal være på munden, som han når at spidse, inden Wachnitius ombestemmer sig«.
Pilgaards forsideartikel kredser om emnet skjult kærlighed mellem mænd. temaet bliver en del af bevisførelsen, der skal påvise Wivels skyld, løgn og fornægtelse, men skyld i hvad? Efter Pilgaards mening meddelagtighed i Ole Høsts død samt en fortid som nazist.
Det er mig komplet ubegribeligt, hvorfor Pilgaard anvender netop disse citater. Er det fordi han sidestiller homoseksualitet med nazisme? Eller er det bare endnu en spand mudder, kastet i formodningen om, at smider man nok, kan det være, at noget bliver hængende?
Hvordan definerer man en Nazist? Jeg er ikke ganske sikker, og skal man ikke passe på med at bruge dette ultimative skældsord lemfældigt? Flere skribenter havde ikke brug for megen aktindsigt, før de frejdigt erklærede, at de var overbeviste:
»Ole Wivel var Nazist. Derom kan der ikke længere herske tvivl,« skriver Claes Kastholm i Berlingske Tidende. Ulrik Høy er i Weekendavisen heller ikke i tvivl om grunden til Ole Wivels uvilje mod at debattere sin fortid: »Fordi han så måtte have løftet sløret for sin »romantisk-heroiske vildfarelse, der reelt var nazisme«. Noget som Høy uden nærmere forklaring lægger til grund for, at Wivel takkede nej til jobbet som kulturminister. I begge tilfælde er der tale om en stærkt subjektiv tolkning. Gør det, at Wivel ikke ville tale om, hvad han så som sværmerier og forvildelser i ungdommen, ham til nazist?
I Weekendavisen den 17. juli konstaterer Bo Bjørnvig, at Jørgen Hununsøe spøger bag hele sagen om Wivel og W. Jensen. Men han mener ikke, at baggrunden for anklagerens ønske om at anklage har nogen betydning. Det forstår jeg ganske enkelt ikke. Mener Bjørnvig, at baggrunden for anklagen er ligegyldig? At det f.eks. er underordnet, om anklagen er baseret på dyb personlig eller funktionel modvilje?

Den amerikanske heavyrock-gruppe Judas Priest blev i 1990 anklaget for at have været årsag til to unge mænds selvmordsforsøg. Efter sigende kunne man høre ordene Do it, hvis man spillede pladen baglæns. Rockgruppen blev slæbt i retten. Anklagen kom fra en gruppe fundamentalistisk kristne, der mente, at heavyrock var djævlens værk. Efter et længere retsopgør lukkede gruppens sanger sagen, da han påviste det selektive i, at anklageren ønskede at høre, hvad han hørte. Heavyrockeren fandt en vilkårlig plade, spillede den baglæns og fandt et sted, der lød som noget i retning af Give me the peanut butter. Fundamentalisterne havde altså fundet på at spille pladen bagfra i et inkvisitorisk forsøg på at finde noget, der kunne knække genstanden for deres afsky. Jeg påstår ikke, at nogle af de implicerede i angrebene på Wivel og W. Jensen skulle dele overbevisning med de kristne fundamentalister. Bare, at deres sandhedsopfattelse og bevisførelse er lige så selektiv.

Ville det ikke have været på sin plads med en grundig gang kildekritik før man for ud med bål og brand og tilsmudsede eftermælet hos to store bidragsydere til dansk åndsliv efter krigen? For det er vel, hvad der de facto opnås. Og som med alle anklager er det betydeligt lettere at rejse dem. end at mane dem i jorden igen. Debat om kulturpersonligheder er selvfølelig velkommen. Pilgaard, Høy, Kastholm og Bjørnvigs indlæg har skabt en vis debat, sågar blandt min generation (de, der blev født i 70´erne). Det bliver bare let en debat, der ikke stikker videre dybt, dertil ved de fleste for lidt, også de ovennævnte journalister, kunne man driste sig til at mene. De døde har svært ved at give svar på tiltale, og de få, der har taget til orde i et forsvar er blevet mødt med kommentarer om forudindtagethed som Svend Auken, eller et »kom ikke her med jeres anstændighed« som Leif Blædel. Det virker forkert, når anklagerne frabeder sig spørgsmålet om forudindtagethed og samtidig skyder dette i skoene på Wivels og W. Jensens forsvarere.
Det ville blive lige så svært for mig at påvise, at Ole Wivel og Knud W. Jensen ikke var nazister, som det vil være at påvise, at de var. Det er heller ikke det, der er min pointe.
De voldsomme anklager så sent, at de fleste førstehåndskilder, der kan be- eller afkræfte påstandene ligger på kirkegården. Tilbage står en håndfuld digte og breve, skrevet for over tres år siden, der kan læses, som læseren vil læse dem. Udvalgte dele af disse sporadiske kilder er blevet brugt til grov tilsværtning.
Er det mon meningen? Beredvilligheden til hurtigt angreb hos de her nævnte skribenter kunne tyde på det. Anklagerne er blevet serveret med eftertryk og i visse tilfælde, hvad der virker som en god del kontrolleret fornøjelse. Ole Hyltoft gik skridtet videre. I Politiken udfærdigede han en hel konspirationsteori, der involverer Gyldendal/ Louisiana, Danmarks Radio, samt Politiken/Information. ’Bermuda-trekanten‘, som Hyltoft kalder den, skulle efter sigende have ført en kartel-lignende kontrol over dansk åndsliv. Ledet direkte eller indirekte af den onde og nazistiske Wivels fuldstændige magtbesiddelse over alt skabende i Danmark. Konspirationsteorier siger ofte mest om dem, der finder på dem.
Den række udmærkede skribenter, der så hurtigt og tilsyneladende velvilligt hoppede om bord på det renfærdighedens inkvistitions-skib, med målet at grave op i fortidens gru og ondskab, må have haft gode grunde til det de gjorde. En tyrkertro på oprigtigheden i deres udsagn må de have haft, selvom Poul Pilgaard i Weekend-avisen fra den 17. juli i sin artikel Ro på!, forsøger at kaste lidt vand på bålet. Skyldes denne pludselige eftertænksomhed og omtanke, at Pilgaard selv ikke er så sikker? Hvad der er skrevet, er skrevet, og det virker lidt besynderligt, at en af brandstifterne, selv medvirker ved slukningen.

Angrebene på Wivel og Jensen har været ført på en måde, der minder mig om de værste tabloider i England. Denne ensidige dækning er i særdeleshed Weekendavisen men også Berlingske Tidende og til dels Politiken skyld i. Man er nået frem til konklusionen på et mildest taget skrøbeligt grundlag, og Weekendavisens populistiske behandling af emnet virker mærkeligt klejn og tabloid. Er det en ny stil? Hyæneeffekten, hvor galpende skribenter kaster sig over deres berømte bytte er velkendt i den britiske presse. Kunne sandheden ikke være, at Wivel og Jensen er to store fangster, og at bide lunser af sådanne godbidder kunne styrke de ærværdige journalisters renomme? For er Ringen virkelig sluttet? Ved vi med sikkerhed, at Ole Wivel og Knud W. Jensen var nazister i deres unge dage? Og hvis vi ikke ved det, hvorfor så hele debatten?
Det forekommer mig, at man kunne påpege kryto-facistiske tendenser i Poul Pilgaard Johnsens sammenkædning af homoseksualitet og nazisme. Der er også grimme reminiscenser af ’Vi skyder først og spørger bagefter-princippet’, i Kastholms kølige konstatering af Wivel som nazist. Præcis dette princip blev fulgt under det danske opgør med de tyskervenlige efter krigen, en skamplet på moderne dansk retspleje.
For min generation kan det virke som om nid og nag i det halve århundrede, der er gået efter den omdiskuterede tid, har fået større betydning end lysten til objektiv bedømmelse. Dermed går de omtalte aviser og journalister hånd i hånd med tabloider som The Sun og The Mirror, der er berygtede for sandhedsfabrikation. Og den kurs bør dansk presse ikke følge.

*Jakob Illeborg er sanger i rockgruppen Circus, bosiddende i London og free lance-journalist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu