Kronik

Kampen om vandet

Placeringen af Israels ’Sikkerhedsmur’ tyder på, at det er vandressourcerne lige så meget som bosættelserne, der har været afgørende for dens geografiske forløb
Debat
26. august 2004

Kronik
Der er en sammenhæng mellem Israels besættelse af Vestbredden, og kontrollen over Mellemøstens sparsomme vandressourcer, som ofte overses når Mellemøsten er på dagsordenen. Spørgsmålets betydning vokser imidlertid i al ubemærkethed, imens konflikterne eskalerer. Kendelsen fra den internationale domstol i Haag om Israels ’Beskyttelsesmur’, og forårets amerikanske accept af, at en israelsk tilbagetrækning fra hele Vestbredden til grænserne fra 1967 er urealistisk, giver nu emnet en ekstra aktualitet.
Mellemøstens tre primære vandressourcer er floderne Eufrat og Tigris, der løber fra Tyrkiet til Irak, samt vandsystemet omkring Jordanfloden og Tiberiassøen. Derudover er der to større underjordiske grundvandsbassiner, et ved Middelhavskysten (Kystbassinet), og et under den nord-syd-gående højderyg ned igennem Israel og Vestbredden (Bjergbassinet).
Eufrat og Tigris har udspring i Tyrkiet, men kontrollen over vandressourcerne omkring Jordan-floden har altid været et strategisk afgørende spørgsmål i Mellemøsten. Med besættelsen af Vestbredden og Golanhøjderne i Syrien efter Seksdageskrigen i 1967, fik Israel imidlertid kontrol over alle Jordan-regionens væsentligste vandressourcer.
Den bæredygtige udvinding fra de to grundvandsbassiner, samt Jordanfloden og Tiberiassøen, udgør Israels naturlige ferskvandsressource. Ressourcerne opretholdes igennem afløb og nedsivning fra områdets nedbør, og hvis de skal bevares, kan der i længden kun udvindes vand svarende til den mængde, de tilføres via nedbøren. På det grundlag er det bæredygtige forbrug beregnet til ca. 1,7 mia. kubikmeter vand.
Det israelske vandforbrug har imidlertid for længst overskredet de 1,7 mia. kubikmeter, og var i 1998 på ca. 1,9 mia. På grund af produktionen i Negev-ørkenen har det israelske landbrug udviklet sig til storforbruger af ferskvand i et omfang, der er markant ude af proportion med dets bidrag til landets velfærd. Sektoren producerer knap 5 procent af Israels BNP, og beskæftiger en marginal andel af arbejdsstyrken, men landbruget står for over 60 procent af det totale ferskvandsforbrug. Dertil kommer, at det private vandforbrug er bemærkelsesværdigt højt, både efter lokale og internationale forhold. Ferskvandforbruget pr. capita i Israel er på ca. 350 liter pr. capita pr. dag. Til sammenligning er vandforbruget i Danmark ifølge Danmarks Statistik på ca. 126 liter pr. capita pr. dag, mens WHO anbefaler et gennemsnit på 100 liter pr. capita pr. dag.

En miljømæssig bæredygtig tilpasning af forbrugsmønstret vil imidlertid kræve store omstillinger. Landbrugsproduktionen i Negev-ørkenen har stor symbolværdi for den zionistiske forestilling om den jødiske stats identitet. Samtidig er løfterne om en højere levestandard et væsentligt element i de israelske bestræbelser på at tiltrække en øget indvandring, og de store indvandringsgruppers materialistiske forventninger er et vigtigt partipolitisk redskab, især for den israelske højrefløj. Dermed får besættelsen af Vestbredden med bjergbassinet et ekstra perspektiv.
Bjergbassinet reproduceres hovedsagelig af nedbøren i det palæstinensiske territorium. Områdets topografi giver imidlertid de mest økonomiske udvindingsmuligheder på den israelske side af 1967-grænsen. Det anslås, at den årlige reproduktion, og bæredygtige udvinding af bjergbassinets vand, er på ca. 679 mio. kubikmeter. Det er tilstrækkeligt til at dække både et palæstinensisk forbrug svarende til WHO’s anbefalede gennemsnit på 100 liter pr. capita. pr. dag, og samtidig tillade en betydelig afledning til Israel. Dermed kunne der være lagt op til en fælles udnyttelse af vandet, til fordel for begge parter. Den israelske besættelse har imidlertid skabt en radikalt anderledes spændt og ustabil situation.
Ved besættelsen blev retten til vandressourcerne øjeblikkeligt konfiskeret og underlagt israelsk administration. Resultatet har været en systematisk forværring af den palæstinensiske vandforsyning, samt øget israelsk kontrol med ressourcerne, og stigende vandforbrug til israelske bosættelser. Den israelske udnyttelse udgør nu anslået 75-80 procent af det udvundne ferskvand fra Bjergbassinet under Vestbredden, svarende til omtrent 25 procent af det samlede israelske ferskvandsforbrug. Til sammenligning er palæstinensernes forbrug nu på ca. 70 liter pr. dag pr. capita, – betydeligt under WHO’s anbefaling, til trods for, at palæstinenserne bogstaveligt talt bor oven på regionens største grundvandsbassin.

Det har medført at grænsen for bæredygtig udvinding nu også er ved at være nået for bjergbassinets ferskvandsressourcer. I så fald er der også nået en miljømæssig grænse for yderligere ekspansion af bosættelserne, idet deres vandforbrug ligger markant over såvel palæstinensernes, som det gennemsnitlige israelske vandforbrug. Hvis kapacitetsgrænsen er nået, vil en fortsat israelsk ekspansion af bosættelserne kunne nødvendiggøre en kontroversiel reduktion også af deres forbrug, medmindre Israel i stedet er i stand til at gennemtvinge yderligere reduktioner i det allerede kritisk lave palæstinensiske forbrug.
Problematikken tyder på, at udviklingen på Vestbredden nærmer sig et vendepunkt for Israel. Bosættelsespotentialet svækkes af bosættelsernes høje vandforbrug, som ikke alene underminerer en to-statsløsning på konflikten med palæstinenserne, men nu også truer med at komme i konflikt med Israels bredere interesse i den størst mulige udnyttelse af ressourcerne til dækning af det interne vandunderskud i selve
Israel. Det er muligvis forklaringen på, at Israel med opførelsen af ’Beskyttelsesmuren’ på Vestbredden med amerikansk opbakning ser ud til at have konsolideret grebet om vandressourcerne, forud for en delvis tilbagetrækning, og sideløbende retter blikket mod de sidste mellemøstlige vandressourcer, – dem som Tyrkiet kontrollerer.
Den ’Beskyttelsesmur’ som Israel siden efteråret 2003 har sat store ressourcer ind på at opføre, som et gigantisk anlægsprojekt ned igennem Vestbredden, tegner til at blive Sharon-regeringens modstykke til den berømte National Water Carrier fra Tiberiassøen til Negev-ørkenen. Murens forløb er blevet ændret flere gange, angiveligt for ikke at isolere forskellige bosættelser, men tilsyneladende også for at sikre Israels greb om de mest produktive brøndboringer, og dermed garantere fortsat kontrol over de rigeste dele af Bjergbassinet.

Det er ikke alle dele af bjergbassinet der er lige tilgængelige for udvinding. Landskabsgeografien og de geologiske forhold gør, at visse områder er mere velforsynede med ferskvand og lettere at udvinde end andre. Derfor har det afgørende betydning for udnyttelsesmulighederne, i hvilke geografiske sektioner af bassinet man etablerer brøndboringerne. Både blandt israelske og palæstinensiske geologer og hydrologer er det velkendt, hvor i området de vigtigste brøndboringer findes, og kontrollen over disse boringer kan sikre reel kontrol over den dominerende del af bassinets ressourcer, uanset om dele af arealet over bassinet i øvrigt overlades til andre.
Efterhånden som konstruktionen af den israelske sikkerhedsmur skrider frem, er der flere og flere palæstinensiske eksperter og internationale NGO-observatører der påpeger, at murens forløb meget nøje ser ud til at være planlagt, så bassinområderne med de vigtigste udvindingsmuligheder kommer til at ligge vest for muren. Med andre ord tyder placeringen af muren på, at det er vandressourcerne lige så meget som bosættelserne, der har været afgørende for dens geografiske forløb.
I så fald kan formålet være et arrangement, der efterlader
Israel med de strategiske områder, hvorfra de kan opretholde kontrollen med den fremtidige udnyttelse af Bjergbassinets ferskvandressourcer. Det kunne sikre, at udnyttelsen fortsat sker på israelske vilkår, mens hovedparten af arealet på Vestbredden i øvrigt rømmes som en forhandlingsgestus, og overlades til en eventuel palæstinensisk stat. Hvis bjergbassinets kapacitetsgrænse er ved at være nået, og mulighederne for yderligere bosættelser derfor er begrænsede, kunne det være en logisk forklaring på den israelske politik.
Modellen ville imidlertid ikke løse Israels langsigtede problem med et underskud på vandregnskabet, der ikke lader sig forene med det israelske forbrugsmønster. Det problem kan næppe heller løses med et storstilet ’Våben for vand’-arrangement med Tyrkiet, som det der blev annonceret sidste vinter, hvorefter Israel køber opdæmmet vand fra Eufrat og Tigris, mod israelsk våbenbistand til Tyrkiet. Tværtimod kan arrangementet med Tyrkiet på længere sigt risikere at øge Israels problemer med de arabiske naboer, fordi Israel dermed også kommer til konkurrere med Irak og Syrien om vandressourcerne i Eufrat og Tigris. De israelske bæredygtighedsproblemer vil fortsat være forbundet med det ekstravagante forbrug i (især) landbruget og husholdningerne.

*Bjarne Riisgaard er cand.scient.adm. og nu BSC-studerende i ’Politics and International Relations’ på London School of Economics

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her