Kronik

Kan de Olympiske Lege stoppe krig?

Den Olympiske Våbenhvile er blevet anerkendt af 150 statsoverhoveder. Sporten kan bruges som et præventivt middel til at skabe fred
12. august 2004

Kronik
Der blev skrevet verdenshistorie, da den græske regering bragte en resolution om »Olympisk Våbenhvile« til afstemning på FN’s generalforsamling i 2003. For første gang nogensinde vedtog samtlige 190 medlemslande enstemmigt at støtte grækernes opfordring til at lade kanoner og geværer være tavse i de 16 dage, hvor verden er samlet til de olympiske lege i den græske hovedstad, Athen.
Budskabet om fred i verden bør således stå højt på dagsordenen, når de olympiske sommerlege vender tilbage landet, hvor de for mere end 3.000 år siden, havde deres oprindelse. Fra den 13. til den 29. august vil folk fra Grønland i Nord til New Zealand i Syd sætte sig til rette foran tv’et eller være på plads i Athen for at følge deres helte i den ædle kappestrid om guld, sølv og bronze. Men i nogle lande vil befolkningerne have deres tanker og opmærksomhed helt andre steder.
For mens Camilla Martin slår til fjerbolden, og Wilson Kipketer løber for guld, må mennesker i verdens krigsområder bekymre sig om deres egen individuelle overlevelse og sikkerhed.
I værtsbyen er man vant til at have det meste af verdens bekymring om overlevelse og sikkerhed på sine skuldre. Det kom endnu engang til udtryk, da en række mindre bomber i maj i år eksploderede i den indre by. Ved den lejlighed blev der igen skruet op for frygten for, at sikkerheden ikke vil være tilstrækkelig til, at grækerne forsvarligt kan gennemføre verdens største globale begivenhed.
Allerede inden de mere eller mindre harmløse bombers sprængning, havde frygten for terrorismen og sikkerheden ramt organisationskomiteen for legene. Og som modsvar til hele verdens bekymringer har Athen brugt mere end syv milliarder kroner på at opnå den maksimale sikkerhed for OL’s afvikling. Man kan let i al denne snak om kameraovervågning, kampklædte soldater på havet samt indsættelsen af overvågningsfly fra NATO undre sig over, hvor de olympiske leges idealer om fredelig kappe-strid mellem verdens nationer er blevet af.
Det kan se ud til, at man i bestræbelserne på at undgå terroristangreb i Athen helt har glemt den olympiske bevægelses formål om at medvirke til at opbygge en fredeligere og bedre verden ved at uddanne klodens børn og unge gennem sport praktiseret uden nogen form for diskrimination. En sport, som ifølge de olympiske værdier skal sikre gensidig forståelse, venskab, solidaritet og fair play mellem verdens lande.
Men man behøver imidlertid kun at distancere sig fra alverdens snurrende tv-kameraer, forlade det olympiske svømmebassin eller for en kort stund vende fokus væk fra den olympiske 100-meter finale for at genfinde optimismen og troen på, at sporten generelt og de olympiske lege specifikt kan være et middel til at stoppe verdens krige og konflikter.
Optimismen og troen på at sporten kan gøre en forskel i det internationale diplomati blev bekræftet, da Nord- og Sydkorea i begyndelsen af juli måned offentliggjorde, at de i Athen ligesom i Sydney vil marchere ind under ét fælles flag ved OL’s åbningsceremoni.
Håbet og troen på fred i forbindelse med de Olympiske Lege er ingenlunde noget nyt fænomen. I år 800 før Kristus underskrev de græske konger Ifitos, Kleosthenes og Lycourgos det, der senere har vist sig at være verdens længst bestående fredstraktat – Den Olympiske Våbenhvile. Fredstraktaten kom i stand, da de græske bystater enedes om at suspendere alle fjendtlige handlinger syv dage før, under og syv dage efter de antikke olympiske lege. De græske konger sikrede dermed, at alle atleter og tilskuere frit kunne rejse frem og tilbage fra legene i græske Olympia.
I dag har Den Olympiske Komite samme ambition om at suspendere alle krigeriske handlinger før, under og efter OL, og ligesom i det antikke Grækenland har man forsøgt at forpligte det internationale samfund ved at lade FN’s generalforsamling behandle forslaget om genindførelsen af Den Olympiske Våbenhvile.
Den Olympiske Våbenhvile er efterfølgende blevet anerkendt af 150 statsoverhoveder, der i FN’s deklaration for det nye årtusind har inkluderet en artikel om promovering af fred og gensidig forståelse mellem verdens nationer gennem sporten og de olympiske lege. Støtten til sporten og OL som et diplomatisk redskab til at skabe en pause i krigshandlinger nåede med den historiske afstemning på FN’s seneste generalforsamling sit absolutte højdepunkt i det internationale samfund.

Trods den historiske opbakning til den græske regerings resolution, kan man frygte, at der er tale om en omgang symbolpolitik, hvor de flotte ord ikke bliver fulgt op af konkrete handlinger. For vil terrorister i Irak stoppe fabrikationen af selvmordsbomber og afblæse attentater for i stedet at begejstres over det irakiske landsholds præstationer i den olympiske fodboldturnering?
Eller vil amerikanske soldater i både Irak og Afghanistan stoppe alle aggressive handlinger for i stedet at koncentrere sig om at følge de amerikanske atleters noget mere fredelige kamp for at bevise, at USA også på den olym-piske scene er overlegen?
Og hvad med konflikten mel-lem israelerne og palæstinenserne – vil den for en stund stoppe, så gaderne i de besatte områder kan fyldes med børn, der begejstres over legen med den runde bold i stedet for deres daglige kast med brosten mod israelske kampvogne?
Det er tidligere lykkedes for den olympiske bevægelse at inspirere den politiske scene til at indstille krigeriske handlinger under legene. I 1994 under OL i Lillehammer benyttede den daværende olympiske præsident, Juan Antonio Samaranch, legene til at udtrykke håb om våbenhvile og fred i det borgerkrigshærgede Bosnien, der kun 10 år tidligere havde lagt grund til vinterlegene i Sarajevo. Det lykkedes den olympiske bevægelse at få de stridende parter til at indgå en våbenhvile på 24 timer. Våbenhvilen var kortvarig – javist, men den skabte mulighed for, at UNICEF kunne vaccinere tusindvis af serbiske, bosniske og kroatiske børn og dermed forbedre deres chancer for at overleve den bosniske vinter.

Den olympiske bevægelse kan i fremtiden skabe endnu flere gode eksempler og dermed manifestere Den Olympiske Våbenhvile som et diplomatisk redskab, som distancerer sig fra de flotte ord og i stedet bliver forbundet med aktiv handling. Den udvikling opnås ved at bruge sporten og OL, som et forebyggende værktøj i regioner eller lande, hvor der endnu ikke er udbrudt konflikt, men hvor der af religiøse, økonomiske eller sociale årsager er risiko for krig.
At risikoen for krig kan mindskes i det øjeblik, sporten bruges som et præventivt middel til at skabe fred, er forholdet mellem Grækenland og Tyrkiet et eksempel på. De to lande har aktivt benyttet sporten og den olympiske bevægelse til at opnå et bedre forhold. Et forhold der flere gange har været tæt på at ende i en væbnet konflikt.
Senest har de to landes udenrigsministre som de første underskrevet Den Olympiske Våbenhvile for de kommende lege i Athen og efterfølgende i respekt for våbenhvilens intentioner gensidigt annulleret alle militære øvelser i det Ægæiske Hav.
Hvis den olympiske bevægelse efterfølgende forstår at bruge den respekt, der hersker omkring legene, har man skabt grobund for, at de olympiske ringe også efter, at kameraerne er slukket, den olympiske ild pustet ud og det sidste spyd kastet motiverer til fred og respekt. Legene bliver dermed et vigtigt værktøj, der kan fortælle fremtidens generationer, at sporten kan skabe et håb om forsoning og forhindre fremtidige konflikter i at opstå.
Det er et håb, som bør være med til at anerkende, at OL fortsat er andet og mere end et spørgsmål om, hvor mange sikkerhedskameraer, man kan opsætte på et stadion eller hvor mange bombehunde, der skal til for at afsøge de forskellige sportshaller.
Verdens konflikter vil ikke forsvinde fra den ene dag til den anden, mens verden mødes i Grækenland. De Olympiske Lege kan ikke stoppe krig, men de kan inspirere til fred, og hvis vi kan have fred i 16 dage, så kan vi måske – ja hvem ved – måske have fred for evigt.

*Poul Broberg er cand. scient. pol og Danmarks Idræts Forbunds repræsentant på Det internationale Olympiske Akademis session for unge idrætsledere

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu