Læsetid: 2 min.

Konservativ skiltning

18. august 2004

Politisk
I vinduerne til de ungkonservatives partikælder på grænsen mellem København og Frederiksberg hænger tre skilte side om side.
Et tiloversblevet fra KU’ernes hild og hyldesttog for Connie Hedegaard til Amalienborg Slotsplads med teksten ’Velkommen hjem, Connie‘.
Et valgskilt for præsident Bush og vicepræsident Dick Cheney, neokonservatismens stærkeste høgenæb i Det Hvide Hus.
Og endelig et ’til salg’-skilt, hvoraf det dog ikke fremgår, om det er Hedegaards politiske principper, KU-lokalerne eller begge dele, der er udbudt. Det vil miljøministerens ageren den nærmeste tid afklare.
Alle partier udsender i valgsituationer en eller anden form for valgmanual, som bringer eksempler på uoverensstemmelser mellem ord og handling – hos de andre partier, forstås. Det egentlige formål er at klæde tilhængerne på og modstanderne af; måske derfor så stereotype valgkampe.

Lad Connie hvile
Det ville være taknemmeligt at plukke guldkorn til valgbrug fra Connie Hedegaards kommenterende virksomhed i forskellige dagblade de seneste år. Men det ville også være for billigt, for hun har gang på gang lagt op til noget så ualmindeligt som politisk samtale om emner, som alle partier, mit eget inklusive, har grund til at overveje. Læs f. eks. i Politiken i september sidste år:
»Borgerlig tankegang var (…) mangfoldighed. Det var tolerance. Det var forankring, men højt til loftet. Sagde vi. Og troede jeg. Hvor ville man ønske, at ens barnetro ikke blev rokket på dette punkt.«
Så lad Connie Hedegaard hvile, indtil hun har bøjet Fogh eller bøjet sig eller er forsvundet. Der er i forvejen rigeligt til valgmanualen af brutale og magt-arrogante udsagn fra borgerlige politikere.
Tag til eksempel Brian Mikkelsens forslag i Information den 2. august om lavere mindsteløn og fjernelse af efterløn og folkepension.
Den 1. oktober er der premiere på filmen Kongekabale, som bygger på bogen af samme navn, skrevet af de Konservatives tidligere pressechef, Niels Krause-Kjær. Heri kaldes Det konservative Folkeparti for ’Midterpartiet’. Den slags illusioner og Connie Hedegaards velkendte samfundssyn vil ikke fjerne vælgernes opmærksomhed, men tværtimod udstille Foghs højrekurs de kommende måneder.
Og under alle omstændigheder er der grund til at glæde sig over Connie Hedegaards politiske comeback, ikke mindst hendes afsæt i Danmarks Radio. Ved igen at tone rent partipolitisk flag har hun fulgt både en af sine forgængere i chefstolen på Radioavisen, Venstrepolitikeren Jørgen Schleimann, og sin nærmeste konservative forgænger i miljøministeriet, Per Stig Møller, som også har en fortid som chef i Danmarks Radio.
Det bekræfter blot, at de røde lejesvendes garnisoner i Gyngemosen og på Rosenørns Allé har flere boliger, end den borgerlige presse dagligt postulerer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu