Læsetid: 8 min.

LÆSERDEBAT

Debat
3. august 2004


Olympsik ilt
*DDR er nedlagt, og det så er det, det er.
Men spændingen er oplagt:
Hvem vil i år bestige podiet mest?
The Land of Dope and Glory?

Jens Raahauge, København Ø

Hvad landbrug er
*Landbrug er en samfundsmæssig luksus, som udfolder sig på bekostning af andre, mere fattige samfund.

Sternberg

Tak til Grønlykke
*Hvem gider læse Læsbygaard? spørger Per Gammelgaard i Information den 30. juli. – Det gør jeg, men jeg er måske ikke intellektuel, kulturel moden, eller hvad ved jeg. Jeg har fulgt serien (føljetonen) siden start og delvis via Information’ens hjemmeside i ferielandet. For mig at se er der både underfundig politisk og samfundsmæssig satire mellem linierne.
Og så handler det jo også om den nepotisme, indspisthed og andegårdsafhængighed, vort samfund er plaget af, men som vi kun tror, er noget, der foregår i Sydeuropa. Jeg venter bare på de sidste fire afsnit. Tak, Maria Grønlykke.

Bent Nielsen
Galten

*Per Gammelgaard efterlyser i sit indlæg d. 30. juli læsere, der følger med i føljetonen Kampen om Læsbygaard. Det gør jeg og med den største fornøjelse. Fede karikaturer – helt Scherfigsk. Jeg kaster mig over afsnittene som det første hver dag.
Gumpetung? Det er da vist dig selv, Gammelgaard...

Søren Vestergård Nissedal
Espergærde

SAK og kork
* I den verserende debat om Søren Kierkegaard er nedenstående kun en lille brik. Men den henleder i det mindste opmærksomheden på det almengyldige forhold, at det sete afhænger af øjnene, der ser. I Søren Kierkegaard og pengene (Frithiof Brandt og Else Thorkelin, Spektrum 1993) præsenteres nogle skomagerregninger, som viser, at SK brugte ganske mange penge til at få sine støvler forsålet med kork.
Brandt og Thorkelin tolker SK’s anvendelse af dette meget dyre og lidet slidstærke sålmateriale som SK´s behov for at kunne snige sig lydløst ind på sine bysbørn, ’Politispionen i det Høies Tjeneste’, som han af og til spøgefuldt kaldte sig selv. Må jeg pege på en ganske anden tolkningsmulighed: På SK´s tid var kork formentlig det eneste støddæmpende materiale til fodtøj.
Men hvorfor investere så mange penge i noget, som de fleste vil anse for helt unødvendig luksus? Fordi SK havde haft adskillige (mange?) voldsomme angstanfald, formentlig af den allersværeste type, nemlig det, man i dag kalder angst med panikanfald. Panikangst starter ofte med stor svimmelhed, og anfaldenes gentagne, svære rystelser af centralnervesystemet giver blandt meget andet individet en langvarig nerveoverfølsomhed, specielt i balancesystemet. Den mindste lille ujævnhed under fødderne kan udløse et sus af svimmelhed og dermed stor frygt for, at et nyt angstanfald er under opsejling. Derfor SK´s store behov støddæmpende korksåler.
At SK havde problemer med balancen fremgår i øvrigt også af flere af hans samtalepartnere på gadevandringerne. Flere har berettet om SK´s noget slingrende gang, og om hvorledes sidemanden kunne blive nærmest skubbet ud af kurs af SK.
Der er også SK´s evindelige paraply, som på samtidige tegninger altid sidder fastklemt under venstre overarm og med underarmen fikseret af et fast greb af højre hånd, i alt en fastlåsning af overkroppen under gangen og dermed et værn mod alt for spasmodiske reaktioner på de signaler, der trods alt slap gennem korksålerne.
Om denne tolkning af SK´s skomagerregninger vil vinde gehør blandt professionelle SK-forskere ved jeg ikke. Set med mine øjne, så ville intet menneske kunne skrive Begrebet Angest og slet ikke dets afsluttende kapitel fem uden personligt at have oplevet den voldsomste form for genstandsløs angst, panikangst.

Tommy Bergstein
fysiker

Kan plagiat bevises?
*Peter Tudvad modbeviser på en række punkter kendte sandheder om Kierkegaard. Og han mener med Hans Brix’ berømte fyndord, at det gode i Garff’s SAK ikke er nyt, og det nye er ikke godt. Men når han kalder Garff plagiator, fordi han let omskriver tidligere kolportører, er det overdrevet.
Disse forfattere har jo selv i sin tur fundet deres oplysninger enten hos endnu ældre forgængere eller ved selvsyn i rigsarkivet. Og i ingen af tilfældene er der noget at plagiere – for af indlysende grunde er der jo ikke tale om originale bidrag. Den art forskning minder mere om bogholderi – hvorimod det på andre vidensområder kræver opfindsomhed at udtænke eksperimenter, der kan besvare vore spørgsmål.
Netop fordi kreativitet modsat arkivfund er noget ’indvendigt‘, er plagiater i egentlig forstand nemme at skjule: For hvis en tanke eller formulering er tilstrækkeligt slående og ikke blot fjollet, så vil der faktisk ofte være flere, der kommer på den.
Men det kræver ikke stor originalitet at bruge just dette forhold som argument mod enhver beskyldning om plagiat – og netop derfor er plagiater ikke just undtagelsen i dagens akademiske verden. Pinligt – og derfor gør vi farisæisk et desto større nummer ud af det, når sorgløse gulddrenge ret harmløst kopierer andres formuleringer af velkendte fakta og antagelser.
Som sagt kan man kun bevise plagiat i de tilfælde, hvor det egentlig knap er værd at plagiere – men sådanne fælder kunne man til gengæld indflette som en art radioaktive sporstoffer og dermed spore mere omfattende lån tillige.
Således lancerede jeg engang i forbifarten udtrykket ’avantgardekonformister’ om storbyernes moderyttere: en paradoksal og spids betegnelse for et yderst velkendt fænomen – men ingen genial aha-sentens. Netop derfor kan jeg være helt sikker på, at når jeg siden har set udtrykket et par gange hos svenske kritikere, så må jeg have haft mindst én svensk læser.
Derimod kan man ikke bevise, at Hans Brix’ geniale fyndord – »det gode er ikke nyt, og det nye er ikke godt« – er lånt fra Samuel Johnsson. Tværtimod er det sært, at ikke flere har fundet på det – og forklaringen herpå kan kun være den, at ambitiøse folk har så travlt med at kopiere hinanden, at de ikke får tid til at tænke selv.

Henrik Bandak
filosof

Dinnerstein bør ikke glemmes
*Hvor er det ærgerligt, at en ellers interessant og provokerende kommentator af kønsforhold anno 2004, Jette Hansen, i sit essay om Det moderne faderskabs svage punkt (28. juli) ikke nævner en af de væsentligste kilder til at forstå forholdet mellem mand og kvinde, nemlig den amerikanske psykoanalytiker Dorothy Dinnersteins værk The Mermaid and the Minotaur: Sexual Arrangements and the Human Malaise (fra 1976 – genoptrykt så sent som 1999).
Dorothy Dinnerstein tilhører den såkaldte objektrelationsteoretiske skole inden for psykoanalysen, der netop lægger vægt på det tidlige og dermed ikke-sprogligggjorte mor-barn forhold for at forstå forholdet mellem kønnene. Hun anvender tillige metaforen om den lille havfrue til at beskrive, hvordan denne for altid må spadsere, som om »hun gik på knive« i valget af det at blive kvinde – og måske (og altså ikke i havfruens tilfælde) opnå mandens kærlighed.
Jeg har ikke selv beskæftiget mig med Dinnersteins arbejde siden en gang i slutningen af 1980’erne, hvor jeg besøgte hende i hendes hjem i New Jersey. Men jeg synes retfærdigvis, at når man refererer forskning, der i den grad bringer mindelser om Dinnersteins arbejde frem – uden kildeangivelse – så må der reageres.

Bente Elkjær
København Ø

Prins Joakim har fuldstændig ret
*Det kan undre, at prins Joakim får så meget kritik for at blande sig i politik, når han reelt blot siger, hvad alle politikere siger, nemlig at landbrugsstøtten på sigt skal væk. Men det, som måske træder alle politikerne over deres ligtorne, er, at prinsen også siger, at en landmand i dag ikke ved, hvilke regler man skal producere efter om blot et halvt år.
I stedet for at kritisere prins Joakim, så burde man skamme sig, for det er faktisk korrekt: Landbruget ved endnu ikke, hvordan de skal disponere deres drift i forhold til den seneste EU-landbrugsreform.
Det er simpelthen ikke en rimelig behandling af et erhverv.

Kjeld Flarup
civilingeniør

Socialpornoi Information
*Her i Århus forsyner vores lokale ugeavis hver onsdag læserne med et stykke ’socialporno’, hvor os hel- eller halvnormale kan kigge nyfigent ind i de mange triste skæbner, der findes blandt tidligere kriminelle, incestofre, narkomaner, alkoholikere, konkursramte, samspilsramte børn m.v.
Nu har jeg bemærket, at Information er ved at tage konkurrencen op med denne lokalavis. Et stærkt stigende antal artikler i Information vælger den ’personlige vinkel’ på de konflikter og urimeligheder, der findes ude i samfundet, f. eks. voldtægtsofre, ludere fra Østeuropa, voldsdømte i elektronisk fængsel og gældsplagede danskere. Medfølelsen og retfærdighedens harme bruser i ofte i vores årer, men vi bliver sjældent klogere af artiklerne.
Da det egentlig er i et forsøg på at blive klogere på livet og samfundet, at jeg læser Information, er det nok på vej til, at jeg sparer Information og læser lokalavisen.

Uffe Rasmussen
Højbjerg

Rødt kort til Hjort
*»Farvel til aktiveringsfabrikken«, var overskriften på en artikel i dagbladet Børsen den 24. maj, skrevet af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. »Ingen skal længere anbringes i udsigtsløs aktivering«. Som sagt så gjort. Andelen af ledige i aktivering er faldet fra 32 procent til 18 procent, og regeringen har i 2004 sparet 1,5 milliard på aktivering (kilde: AK-Samvirke). Altså: Nej til aktiveringscirkus og ja til individuelle kontaktforløb.
Lad os undgå bevidstløs aktivering, men løsningen er ikke at erstatte noget meningsløst med ingenting.
Det meningsløse skal erstattes af noget meningsfyldt med flere tilbud om uddannelser med jobmuligheder og opkvalificeringer. Vi skal give de ledige de nødvendige kompetencer til at klare sig på dagens – og fremtidens arbejdsmarked. Viden er afgørende for virksomhedernes konkurrenceevne. Allerede nu er der problemer med flaskehalse på en række fagområder. Vi skal fokusere på kvaliteten i aktivering frem for kvantiteten.
Men i dag har kontaktforløbene ikke bragt de ledige tættere på arbejdsmarkedet. Fire store undersøgelser fra Landsforeningen for Socialpædagoger, Danske Sælgere, AF-Ribe Amt samt AK-Samvirke fremhæver de lediges utilfredshed.
Hos Danske Sælgere mener kun fem procent af de ledige medlemmer, at kontaktforløbet har hjulpet dem til at komme i arbejde igen, (juni 2004) og samme bristede forventninger kan læses i de andre undersøgelser, hvor vi også får bekræftet, at de fleste jobskift, eller ansættelser, sker via netværk og at ’trække på nogen, der kender nogen’. Kontaktforløbene er endt i bureaukrati, kontrol og mistænkeliggørelse af, om de ledige står til rådighed. Spild af tid og ressourcer, siger a-kasserne.
Sommerferien er slut, og regeringen kridter den ideologiske bane op. Der fløjtes op til ideologisk kamp med en beskæftigelsesminister, der vil fjerne a-kassernes rådighedsret og udbetaling af dagpenge, og en kulturminister, der mener, at en mindsteløn på 90 kr. i timen er for høj og holder mange væk fra arbejdsmarkedet – »de kan ikke producere en værdi, der svarer til mindstelønnen«.
De ledige fastholdes i lavtlønnede, ufaglærte jobs med ringe udsigt til fremtidens videnstunge arbejdsmarked. Der bliver brug for hoveder, men ikke ufaglærte hoveder til sulteløn. Vi ser regeringens selvmål.
Restriktioner og kvotestyring medførte, at alene Århus Amt og Storkøbenhavn sidste år brændte inde med 137 millioner kr. af aktiveringsmidlerne.
På to år har regeringen skåret 400 millioner kroner af efter- og videreuddannelserne på trods af. at vi ved, at hele 30 procent af befolkningen ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse.
Det kan kun blive rødt kort og omklædning til opposition.

Claus Andersen
it-underviser

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her