Kronik

Mobilitet uden grænser

Rejsens monumenter – motorvejen og lufthavnen – er ikoner, som markerer, at moderne samfund er liv og nervøs bevægelighed, mens pyramiderne betød død og ubevægelighed
5. august 2004

Kronik
Mennesker er mobile, drevet af nysgerrighed, grådighed eller frygt. Derfor er historien også folkevandringernes historie, og de foregår stadig for øjnene af os, enten som de riges turisme, når de arbejder og ferierer, eller de fattiges ufrivillige turisme på flugt fra sult, lidelse eller et udsigtsløst liv. Og mens de riges rejser favoriseres, med motorveje, flyruter og hurtige tog, lægges der stærke grænser på de fattiges rejser. Stod det til den rige verden, skulle de slet ikke rejse. De rige flyver over hele kloden, de fattige er lænket til deres sted, medmindre de vover en risikabel transport. På to forskellige måder bekræftes det gamle ord om, at det at rejse er at leve.
De gamle verdensriger krævede mobilitet. Alexander og Cæsar og Napoleon var store rejsende. Romerrigets avancerede veje var både beregnet til hurtig transport af soldater og informationer. Og i Renæssancen startede opdagelserne, hvor Europa spredte sig over kloden og søgte at gøre den til sin egen. Det åbnede for en vision om mobilitet uden grænser, så det moderne menneske blev rastløst og transportabelt og grænseløst, altid på vej, så vejen både er det faste, med sten og asfalt, men også den flydende bevægelse mod det nye. Mens fortidens mennesker hentede deres identitet fra forfædres blod, fødes nutidens mennesker som spørgsmålstegn, hvor svaret er op til dem selv. De må skabe sig selv gennem en karriere, som er en ’løbebane’, en vej, så transport og mobilitet bygges ind i vort væsen. Igen: at rejse er at leve, og enhver rejse starter og begynder på en vej. Derfor er rejsen vigtigere end ankomsten, derfor er vejen et vitalt symbol på overraskelser og muligheder, og derfor er rejsens monumenter – broen, motorvejen, lufthavnen – blevet moderne ikoner, som markerer at moderne samfund har bundet sig til liv og nervøs bevægelighed, ligesom de gamle pyramider og gravmæler var tegn på død og evig ubevægelighed. Den moderne verden ikke blot åbner sig for, men forpligter sig til en global transport, som bringer alle mennesker i spil med alle mennesker, uundgåeligt anbragt side om side i et skæbnefællesskab. Ofte har transport ingen anden mening end lysten og drømmen. Men transport er mere end en privat fantasi.
EU blev oprettet for at lette udvekslingen af kapital, varer og mennesker, så hver EU-borger frit kan rejse til hvert EU-land og bevare sine rettigheder. Mens information, billeder og kapital kan udveksles friktionsløst, i nutid, så hele verden bliver øjeblikkeligt tilgængelig via TV, Internet og mobiltelefon, er transport af mennesker en fysisk transport, som kræver tid, energi og råstoffer plus en enorm infrastruktur. Det er pragtfuldt at verden er tilgængelig i ord og billeder, så fjerne mennesker og steder kan ses og høres. Men intet kan erstatte det fysiske nærvær – at være til stede med sine egne sanser og møde mennesker ansigt til ansigt. For enden af det moderne projekt står en vision om en friktionsløs transport, som forøger hastigheden og presser tid og rum sammen. Den umulige udviklingsdrøm er, at hele verden er øjeblikkeligt og frit tilgængelig for hele verden og i alle dimensioner.
Transport har altid været en del af et længselsfuldt billede af luksus. På museer og film kan man stadig beundre de transportmidler, som de rige havde adgang til i gamle dage – hestevogne med fløjlsbetrukket luksus, togvogne som herskabslejligheder med messing og velour, biler med bar og sofa og en chauffør bag mørkt glas, private jetfly til disposition 24 timer i døgnet, alt sammen i grel modsætning til hvad der bydes aberne på charterturismens flyvende slaveskibe eller i motorvejenes og lufthavnenes lange køer.

Transport er et vigtigt element i billedet af udvikling og rigdom. De rige englændere, som i 1800-tallet var de første turister, efterfulgt af kunstnere som H.C. Andersen på europæiske dannelsesrejser, rejste på en måde, ingen i dag vil misunde dem. Men hvad de rige for få årtier siden knap kunne drømme om, er demokratisk hverdag for millioner. Transport-ideen har spredt sig over hele kloden, så en asfalteret vej er et livsbånd, hvor hele verden kan strømme hen til et sted, som før kun var fattigt og møjsommeligt tilgængeligt, og hvor mennesker – den anden vej – kan bevæge sig ud i hele verden. Det kræver glatte veje at realisere det globale samvær. Blot har den lette transport en bagside: både rejsen og de eksotiske steder bliver banale. I en retro-bevægelse tilbydes de rige turister derfor rejser fyldt med strabadser og ubehag, så de på kan mærke, at de rejser, og at de lever.
Transportmidler og transportdrømme danner et kredsløb, hvor begge poler hidser hinanden op og sætter hinanden i skred, så resultatet er en vækst i transport. De gamle eventyrs fjederhamme og magiske vogne realiseres blot for at åbne for nye fantasier. Der opstår en længsel efter at komme væk, så mennesker hellere vil sidde i det fremmede og føle hjemve end at sidde hjemme og føle udlængsel. Mobilitet er en realitet, men også en drøm, som ophidser og skaber endeløse begær. Og erhvervsfolk, politikere og teknikere har hver deres grunde til at imødekomme dem. Også på transportens område opstår en kravsinflation, som ikke kan bremses, fordi alle puster til dens ild i håbet om at drage fordel af den. Veje og broer, baner og lufthavne er moderne templer for den gud, som hedder mobilitet. På de store broer, som hæver deres betonpiller mange hundrede meter over havet, forbundet med et spindelvæv af kabler, kan vi fornemme den sublime nærhed af en storslået gud.
De rige ejer mange steder og må rejse mellem dem for at kapitalisere ejerskabet. Hvad er et sommerhus, eller en lejlighed i en fremmed by, dersom man ikke bruger dem? Og hvad er et liv, som ikke omfatter erobring af verden med krop og sanser? I takt med at det vestlige billede af rigdom har bredt sig over kloden, er der opstået en tvang til transport, som gør det blot lokale liv til armod. Og både marked og stat arbejder hårdt på at strømline transporten, så verden kan åbne sig – og hvem ved, måske blive så åben, at de rige lande ikke behøver at bremse transporten fra de fattige lande med mure og politi, pigtråd og overvågningskameraer, fingeraftryk og irisbilleder. Når vi fejrer billedet af en åben verden frembesværger vi et billede, hvor alle kan rejse og opleve det som en befrielse, ikke som en flugt.

Drømme om transport er uden grænser og inddrager rummet, skønt det er svært at asfaltere vejen fra Jorden til Mars. Men er der grænser for vækst?
Selv om drømme er gjort af et flygtigt stof, kræver det faste materialer at opfylde dem. Eventyrets fjederham vejede ikke mere end en fantasi. Biler, tog og fly kræver ikke blot stål, glas og plastic, men et netværk af transportmidler. Når biler bliver for alle og enhver, skal de have veje og benzin og parkering og værksteder, så bilsystemet breder sig over hele verden. Tænkes den moderne drøm om transport til ende, og gøres drømmen demokratisk, forvandles den langsomt til et mareridt.
Transportmidler udvikles for at spare tid. De skal gøre rejsen smertefri. Men der opstår en tidsfælde, for når det er let at transporteres, vokser mængden af de steder, man har lyst til at komme. Den sparede tid ædes op af nye rejser. Og ikke nok med det. Selv om bilen er hurtigere end ben, hestevogn og cykel, fyldes byerne med biler, som bremser hinanden og til sidst går i stå, når alle skal mange steder hen. Landskabet fyldes med motorveje og månelandskaber med tilkørselsramper og vissent græs, luften fyldes med maskiner, som larmer og forurener, og overalt opstår der køer, klumper og flaskehalse i den strøm af transport, som i teorien og på billederne tager sig så friktionsløs ud, ligesom turistbureauernes billeder af tomme palmestrande med et par smukke mennesker kun er billeder, mens realiteten afslører strande fyldt med svedende turister, ghettoblastere og blidt svævende Kleenex-servietter.
Det er svært at undgå den irriterende konklusion, at der er grænser for mobilitet. Når alle skal indfri drømmen om friktionsløs mobilitet, udhuler drømmen sig selv. Der opstår utilsigtede bivirkninger, som drømmen gerne fortrænger. Som enhver vækst må også væksten i transport nå et maksimum, hvorefter der opstår kriser, prishop og social uro, ikke kun omkring de fattiges rejser væk fra deres udsigtsløse hjemlande, men også omkring de riges rejser hen til de lokkende udlande.
Derfor må vi ikke blot tænke over, hvordan drømmen om en mobilitet uden grænser kan indfris, men også over drømmens grænser. De gamle kejsere og de gamle opdagelsesrejsende var besat af en trang til ekspansion, som endte med at integrere kloden. Nu er det sket, og der er ikke flere steder at erobre, undtagen i verdensrummet. Derfor står vi over for en anden opgave – at gøre drømmen om transport bæredygtig og smuk og at integrere den i landskab og byskab. Det kræver andre talenter og en anden kunst end den, som var – og er – nødvendig for at føde drømmen og udvikle dens redskaber. Det kræver en anden form for politisk og teknisk mod.

*Ole Thyssen, professor, dr. phil., Handelshøjskolen i København

*Kronikken var et indlæg på Nordisk Vejteknisk forbunds 19. kongres, Mennesker og mobilitet i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu