Kronik

Multinationale undergraver menneskerettigheder

I UNDP’s årlige rapport om udvikling og økonomisk vækst i Asien er Indien et af de lande, der bliver fremhævet. I landsbyen Plachimada i Indiens sydligste delstat, Kerala, glimrer udviklingen med sit fravær. Her lever folk i ekstrem fattigdom, og deres eksistensgrundlag er truet af verdens største sodavandsproducent, Coca-Cola
Debat
20. august 2004

Kronik
Vi ønsker ikke udvikling, men retfærdighed. Udvikling for nogen vil altid resultere i underudvikling for andre. Vi har brug for en retfærdig fordeling af verdens ressourcer,« siger Ajit Murricken fra Vikas Adhyayan Kendra (VAK). VAK er en av Kirkens Nødhjelps (Norge) samarbejdsorganisationer i Indien. Han leder en organisation, der beskæftiger sig med sociale projekter i Syd- og Vest-Indien. Et af projekterne VAK arbejder med er konflikten mellom Coca-Cola og såkaldte kasteløse adivasier i Plachimada.
Konflikten rummer fire elementer: For det første har Coca-Cola pumpet uforsvarligt store mængder grundvand op i lokalområdet. I perioder har fabrikken pumpet 800.000 liter vand op om dagen. Grundvandet i området er næsten forsvundet. For det andet har de dumpet bly- og kadmiumholdigt specialaffald i naturen. Det er sevet ud i det hydrologiske system. Resultatet er et øget antal sygdomstilfælde blandt lokalbefolkningen som blodfattighed, feberanfald, allergiske reaktioner og ledsmerter. Videre hævder adivasierne at Coca-Cola også har foræret specialaffaldet væk under dække af, at det var egnet som gødning. Endelig skal etableringen af fabrikken være brud på den såkaldte Kerala Land Utilization Act, en lov der fastslår at jorden først og fremmest skal bruges til landbrugsformål.

I mere end et år er der pågået et langvarigt retsligt tovtrækkeri. I april 2003 besluttede borgmesteren i Palakkad, at han ikke ville forny Coca-Colas licens til at drive virksomhed i området. Coca-Cola ankede denne beslutning videre op i systemet, og forskellige organer blev involveret i processen, herunder State Pollution Control Board, Ground Water Department og Kerala High Court. I december sidste år gav Kerala High Court Coca-Cola en måneds frist til at finde vand fra alternative kilder. I praksis medførte det en gradvis nedlukning af fabrikkens produktion. I midten af februar 2004 kom dommen: et påbud om midlertidig lukning af fabrikken på grund af den forestående tørketid. Den midlertidige lukning gjaldt frem til den 15. juni 2004. Om fabrikken bliver genåbnet, er endnu uvist. I slutningen af maj besøgte jeg området. Der var ingen tegn på genoptagelse af produktionen.
Dette er ikke kun Davids kamp mot Goliat; en gruppe enkeltpersoner der er blevet ofre for overgreb fra en enkelt ’slem’ virksomhed. Konflikten må ses i en større sammenhæng. Den er et tværsnit af en trend, der i takt med nyliberalismen har spredt sig til flere steder i både Indien og Asien. Udviklingslande har mødt store udfordringer med hensyn til at tilpasse sine økonomier til de krav Verdensbanken og Det Internationale Valutafond dikterer for at yde lån. De strukturelle tilpasningsprogrammer har haft store konsekvenser.
Landene er blevet pålagt at åbne deres markeder for udenlandske investeringer og liberalisere den offentlige sektor. Naturressourcer, der tidligere var ejet af staten og blev administreret lokalt, er blevet privatiseret, og med dette, komodificeret – dvs. omgjort til produkter. Komodificeringen leder til prisstigninger og et fald i udbud og kvalitet på offentlige tjenester. Private aktører udbygger ikke nødvendigvis tjenester, hvor det behøves, men hvor det er mest lønsomt, ofte i urbane områder.
I rurale områder står samfundets allerfattigste magtesløse og er vidner til, at naturressourcer, der tidligere tilhørte folket bliver forvandlet til varer. Mangel på reguleringer, der kontrollerer måden disse selskaber driver business på, er en realitet. En realitet, der skaber vindere og tabere: Dem der kan betale prisen for de tjenester og varer selskaberne tilbyder, og dem der ikke kan. Hvis du er tørstig, må du betale mere for en liter vand end for en liter mælk.

I Indien skal du ikke forvente at bureaukratiet kan loven. Man må engagere sig og arbejde for sine rettigheder lokalt ved at påvirke myndighederne direkte, fortæller Surendranath. Før arbejdede han som journalist for en af Indiens største aviser, The Hindu. Nu arbejder han freelance. Selvom det indebærer en mere usikker levevej er han ikke i tvivl, om at det er det eneste rigtige for ham at gøre.
»Af og til er man nødt til at træffe den type valg. Jeg vil ikke være i lommen på nogen. Jeg vil have frihed til at dokumentere uafhængigt,« erklærer han. I sagen fra Plachimada har uafhængig journalistik spillet en vigtig rolle for, at urbefolkningen kunne vinde gehør for sine krav.
»I begyndelsen var medierne meget tilbageholdende med at dække begivenhederne. Medierne er afhængige af reklameindtægter fra store annoncører som Coca-Cola. Først da BBC kom og tog prøver af specialaffaldet, og efterfølgende fastslog, at det var ubrugeligt som gødning på grund af den store koncentration af tungmetaller, holdt Coca-Cola op med at dele det ud, fortsætter Surendranath.

Kampen mellem verdens største sodavandsgigant og den fattige urbefolkning er ikke kun et miljøproblem. Det er også et menneskerettighedsproblem. Disse mennesker har mistet retten til selvbestemmelse over egne naturressourcer.
I FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, artikel 1.2 står der sort på hvidt, at alle mennesker frit skal kunne disponere over deres naturrigdomme, samt at ingen må frarøves sit eksistensgrundlag. Menneskene i Plachimada er specielt sårbare. De bor i et såkaldt regnskyggeområde hvor nedbøren er sunket med to tredjedele de sidste år. En varsom forvaltning af naturressourcerne er dermed tvingende nødvendig. ILO konvention 69, artikkel 15.1 har til formål at sikre denne rettighed. Konventionen fastslår at »urbefolkningers landområder skal beskyttes specielt, samt at befolkningen har ret til at deltage i henholdsvis forvaltning, brug og bevarelse af disse ressourcer«.
Samme konvention pålægger i artikkel 7.4 regeringer, at »iværksætte særlige tiltag i samarbejde med urbefolkningen, der beskytter og varetager miljøet i områdene de ejer«.
Dette er også et klassisk eksempel på, hvor galt det kan gå, når stater lider af demokratisk underskud som følge af markedskræfternes indtog. Der foregår en forskydelse af magt fra den nationale til den globale arena. Denne forskydning behøver ikke at være negativ. Verden har udviklet sig i en retning og med et tempo, der gør det umuligt at løse de udfordringer, der er forbundet med klimaændringer og miljø alene på et nationalt niveau. Vi har et fælles ansvar for at sikre, at den jordklode, der skal gå i arv til kommende generationer, forvaltes på bæredygtig vis. En global økonomi indebærer et globalt miljømæssigt og socialt ansvar.

Men hvem skal sikre at konventionen ikke forbliver intentionserklæringer? Hvem kan gives autoritet til at sanktionere de lande, der med sin handels- og miljøpolitik undergraver realisering af FN’s millenniumsmål? Hvem skal overvåge at multinationale selskaber sørger for både at skabe arbejdspladser og økonomisk vækst uden at det sker på bekostning af mennesker og miljø? Svaret fra de mennesker, jeg møder overalt i Kerala er klart og tydeligt: Man må arbejde langs flere akser samtidig og i regi af institutioner, der er virkelig demokratiske.
»Så længe USA kan nedlægge veto i FN og være præmisleverandør for hvilke resolutioner, der skal omsættes i praksis fungerer det ikke,« mener Ajit Murricken fra VAK.
»Vi har brug for et internationalt rammeværk, der regulerer økonomisk adfærd og sikrer at naturressourcer, der i århundreder har vært folkets eje, ikke bliver pantsat. Uafhængige instanser må identificere mulige implikationer, når udenlandske investorer etablerer sig.«
Vi har nu en international domstol der straffer folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. Forbrydelser mod menneskeheden omfatter mere end tortur af krigsfanger i irakiske fængsler. Fattigdommens fængsel og de globale magtstrukturer, der er skyld i at 30.000 børn dør hver dag som følge af underernæring, må også straffes. Er det på tide med endnu en domstol?

*Anne Bitsch har tidligere arbejdet som projektleder for ’Make Coke change in India’, en kampagne Kirkens Nødhjelp i Norge startede tidligere dette år

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her