Læsetid: 11 min.

Den nostalgiske revolutionære

Efter at have sonet sit fængselsophold, indtager den berømte italienske 'filosof-terrorist' London som feteret mestertænker. Men da Johann Hari møder Antonio Negri, viser han sig at være glat som en ål
28. august 2004

En psykopat, der har forgiftet sindet hos en hel generation af unge italienere. Sådan betegnede den italienske præsident Francesco Cossiga i slutningen af 1980'erne filosoffen Antonio Negri.

Negri stod anklaget for at have deltaget i den konspiration, der førte til mordet på Italiens tidligere ministerpræsident, Aldo Moro, og for at være il grande vecchio – den store gamle mand og chefideolog i De Røde Brigader, en af de mest frygtede terrorgrupper i efterkrigstidens Europa, før al-Qaeda kom til.

I fængslet brugte han en stor del af sin tid på at være medforfatter til anti-globaliserings-biblen Imperiet. Nu er han løsladt og på vej til London. Jeg venter tålmodigt på ham ved Institute of Contemporary Arts, som ligger i skyggen af Buckingham Palace – parat til at få mit hoved »forgiftet«. »Jeg er bange for at Antonio er forduftet,« forklarer hans forlægger usikkert. Og det er meningen at han skal tale til en forsamling på 200 mennesker på Institute of Contemporary Art om en time.

»Vi sendte en taxa for at hente ham og...tja...han var der ikke. Det er den slags, der kan ske.«

Jeg benytter mig af chancen og gør et nyt forsøg på at læse Imperiet færdig. Bogen blev en uventet bestseller. Den er skrevet af Negri og hans amerikanske ven og kollega Michael Hardt i slutningen af 1990'erne og har nu solgt i 40.000 eksemplarer alene i dens engelsksprogede udgave. Takket være dens på en gang kompakte og viltre sociologiske jargon har den fået ry for at være den politiske tænknings svar på Finnegans Wake – en bog som mange litterært interesserede har anskaffet sig, men kun de færreste læst til ende. Her er en typisk Negri-sætning, som jeg har plukket ud helt tilfældigt:

»Analysen af den reelle subsumption, når man med reel subsumtion forstår, at denne ikke blot berører den økonomiske eller den kulturelle dimension af samfundet, men hele det sociale bios, og man desuden er opmærksom på disciplineringens og/eller kontrollens modaliteter, viser et brud med den kapitalistiske udviklings lineære og totalitære form«.

Efter 400 sider har jeg det, som om jeg er blevet voldtaget af en sociologisk ordbog. Netop som jeg for 117. gang prøver at regne ud, hvad i helvede biomagt er for noget (og hvordan det vil motivere 'mængden' til at erstatte Gudsbyen med Menneskebyen), får jeg øje på en mand, som har kurs direkte mod mig. Han er iført et flot jakkesæt. Han smiler ikke.

»Jeg har lyst til noget vin,« siger han hurtigt, mens han tænder en cigaret. »Hvidvin!« Fra barens udsigtspunkt, kigger jeg på 'filosof-terroristen'. Den nu 71-årige mand er høj og solbrændt med en lidt duknakket holdning. Kan denne ret karakterløse mand virkelig have forårsaget så meget ballade? Negri hørte man først om fra midten af 1970'erne, da den italienske venstrefløj begyndte at splittes. Det italienske kommunistparti besluttede sig for at gå i koalitionsregering med De Kristelige Demokrater. Resterne af den yderste venstrefløj, der ikke kunne acceptere »Det Historiske Kompromis« blev skarpere og blodigere i deres retorik og gjorde sig i stedet til fortalere for en revolution, der skulle finde sted her og nu.

Negri var den nye bevægelses guru og gik ind for »permanent borgerkrig«, og for at »massen skulle bryde lovene«. Negri identificerede sig selv med de voldelige demonstranter, som bar skimasker som forklædning. Han skrev: »Jeg lever mit liv som en snigskytte, en afviger, en kriminel og en arbejder, som ikke møder op på sit arbejde. Hver eneste gang tager jeg min skimaske på og føler varmen, der udgår fra det proletariske samfund omkring mig... Enhver destruktions- og sabotagehandling er for mig at se en manifestation af klassesolidaritet. Den eventuelle risiko bekymrer mig heller ikke: Den fylder mig snarere med feberagtig ophidselse, lige som en mand, der venter på sin elskerinde. Min modstanders smerte rører mig heller ikke.«

Han smiler, da jeg rækker ham vinen. Michel Foucault hævdede i sin tid, at de italienske myndigheder i 1979 kun fængslede Negri, »fordi han var intellektuel«, så jeg begynder interviewet med et spørgsmål, der har naget mig et stykke tid og som jeg gerne vil have opklaret. Hvilke forbrydelser begik Negri i virkeligheden? Officielt blev han kun fængslet for den uklare forseelse: »at stå i spidsen for en undergravende organisation«.

Hans gruppe Autonomia Operaia (Arbejdernes autonomi) foretog 174 angreb på civile og 206 røverier; - Hvor mange af de her ting deltog du selv i, Antonio? Han kigger nøje på mig med en vis foragt i blikket. Så siger han med dæmpet stemme: »Jeg forsøgte aldrig at slå nogen ihjel«. Med et skuldertræk siger han, henvendt til oversætteren: »Jeg blev anklaget for at have begået røverier«.

Hvordan lød anklagen helt præcist?

Han tager et dybt hvæs af sin cigaret. »Jeg kan forstå, at man stjæler penge, hvis det er nødvendigt«. Jeg venter på, at han skal fortsætte, men sætningen hænger i luften – ligesom røgen, der svinder hen.

Røvede du banker?

»Brecht sagde, at det er svært at vide, hvad der er den største forbrydelse: at grundlægge en bank eller at røve en bank«, svarer han. Mere venten, mere røg. Han tager glasset op til munden. »Jeg er enig med Brecht,« siger han, mens han vifter med sin hånd, som om han fysisk prøver at få mig til at skifte emne.

Jeg skal lige til at prøve igen, men vi bliver forstyrret af en vred kvinde. »Kan du se det dér?,« siger hun vredt til Negri. Han vender sig om imod mig, forvirret, som om det er en del af interviewet. Til min store skræk går det pludselig op for mig, at hun kunne være slægtning til en af hans ofre.

»Hvad står der dér?« råber hun. Så får jeg øje på det: Det er et »Rygning forbudt«-skilt. Han ser ikke på hende, men tværer sin cigaret ud i askebægret. Beroliget går kvinden væk. Negri samler sin cigaret op, begynder at ryge igen og nikker til mig som tegn på, at jeg godt kan fortsætte. Det er tydeligt, at han ikke har lyst til at tale om 1970'erne.

Han insisterer på, at han har afsværget sine gamle ideer og ikke vil forsvare dem, selv om han på den anden side intet fortryder. Til sidst siger han: »Det var nødvendigt at svare igen på samme niveau som politiet«.

Nu nærmer vi os endelig noget, der minder om en forklaring. Skal man være fair over for Negri, så aktionerede hans gruppe ikke imod en normal, liberal og demokratisk stat. På det tidspunkt, da han blev politisk aktiv, var italiensk politi, militær og retsvæsen gennemsyret af Mussolini-nostalgikere fra det yderste højre, som sammen med arbejdsgiverorganisationen brugte metoder der mindede om politistatsdiktaturers. De slog specielt ned på de venstreorienterede bevægelser – som havde opbakning fra 35 procent af befolkningen og iværksatte terrorangreb – det ved vi i dag – som venstrefløjsaktivisterne derefter fik skylden for.

Men måske skal man søge kilden til Negris filosofi endnu længere tilbage. Han voksede op i Padua i 1930'erne, som på det tidspunkt var et af de fattigste og mest præsteinficerede områder i Europa. Hans far arbejdede i det lokale byråd og grundlagde Italiens Kommunistparti i 1921. Det kostede ham livet. De lokale fascister slog og ydmygede familien og til sidst slog de hans far ihjel. Antonio var kun to år gammel.

»De tvang ham til at drikke amerikansk olie,« forklarer Negri. »Det er ligesom at drikke beskidt motorolie. Det forårsager blodforgiftning. Det udtømmer dig fuldstændigt.« Han tænder en ny cigaret. »Og så døde han«.

Når man tager de personlige omkostninger i betragtning, undrer det mig, at han er så hurtig til at banalisere fascismen. I en af sine seneste bøger, definerer Negri fascismen som »alle de kræfter der står og spærrer for begæret, og som prøver at forhindre det i at komme til syne og udtrykke sig.« Dette lyder mest af alt som en et politisk program for en 13-årig.

»Du er en del af det!« siger han pludselig. »Du hjælper med til at sælge mine bøger. Så du er en del det. Du kan ikke løbe fra dit ansvar.«

Mit ansvar for hvad, helt præcist? Han åbner munden for at komme med et svar, men jeg hører kun en svag piben. Der går et par sekunder, før det går op for mig, at han griner. Jeg er ikke sikker på, hvad han griner af, men jeg griner nervøst med. Snart efter overgiver vi os til latteren, og jeg har det som om, jeg er faret vild i en tåge. »Mere vin, tak«, siger han pludselig. »Mere vin«.

Da jeg kommer tilbage fra baren, virker det passende at vende tilbage til hans berømte bog, Imperiet. Det lykkedes for Negri at flygte til Paris i 1983, hvor han spiste gode middage med franske intellektuelle som Jacques Derrida. Da han frivilligt rejste hjem til Italien 1997, hvor han straks blev varetægtsfængslet, vendte han ikke ryggen til den uforståelige akademiske stil på venstre Seine-bred. Imperiet er blevet lovprist for at være det 21-århundrdes svar på Det Kommunistiske Manifest, men den er skrevet med samme klart skuende passion som en dårligt oversat computermanual.

George Monbiot, som er en af de ledende skikkelser inden for anti-globaliseringsbevægelsen, indrømmede for nylig at »jeg har en leg sammen med mine venner, som går ud på at slå tilfældigt op i Imperiet, sætte fingeren på en sætning og så finde ud af, hvad i helvede den betyder.« Han tilføjer dog generøst, »at Negri har vigtige ting på hjerte. Jeg ville bare ønske, at han havde formuleret dem i lidt mere klart sprog.«

Men trods alle de ulæselige plaprerier, er det stadig muligt at følge en vis kontinuitet i forhold til Negris tidligere filosofi. Han betegner stadig sig selv som kommunist og opfordrer stadig til revolution. Der er øjeblikke, hvor det virker, som om han er genopstået fra et kryogent århundrede, nedfrosset og bevaret – som Austin Powers uvidende om den tid, der er gået.

Alligevel anerkender visse han forandringer. Negri mener, at vi alle lever under forhold, som han betegner som imperiale. Det er ikke amerikansk imperialisme; det er et kompakt, autonomt netværk af kapitalistiske kræfter, som afløser for nationalstaten. Imperiet udøver sin kontrol gennem 'biomagt' – som er en subtil form for manipulation som inficerer vores hjerner og får os til at internalisere kapitalismens værdier. Vi lever i en Truman show-verden, hvor alt er gjort kunstigt og »underlagt kapitalens herredømme«, hvilket har forvandlet os til bevidstløse droner. Indbyggerne i liberale demokratier mener idiotisk nok, at de er frie, mens de i virkeligheden lever i et totalitært »kontrolsamfund«, i en kæmpe »social fabrik«.

Det er i det mindste det, jeg tror, han prøver at fortælle mig. Men han mener også, at Imperiet er en triumf, en positiv udvikling i menneskehedens historie. På samme måde som Marx, der hyldede kapitalismens sejr over feudalismen, pointerer Negri, at venstrefløjen bør glæde sig over Imperiet, fordi det udrydder den gamle nationalisme og skaber et rum for den konkurrerende kapitalisme på et globalt niveau. Globaliseringen har nedbrudt nationalstatens »infernalske hule« og det burde vi glæde os over. For langsomt vil et Mod-Imperium udvikle sig på resterne af et desillusioneret og kampberedt folk – lige fra de sydamerikanske revolutionære til de islamiske fundamentalister. De vil snart rejse sig og indstifte et »globalt borgerskab«.

Som så ofte før begynder Negri at lovprise »de kommunistiske frihedskæmpere« i det 20-århundredes revolutioner, som om der slet ikke hersker nogen modsætning mellem frihed og kommunisme. Jeg forsøger på høflig måde at påminde ham om det faktum, at alle kommunistiske revolutioner – hver og en – i det 20. århundrede har ført til tyranni og massemord for diskret at gøre ham begribeligt, at kommunismen forrådte alle venstrefløjens demokratiske værdier. Jeg kunne have sparet mig ulejligheden.

»Disse kommunistiske regimer afventer en historisk nyvurdering. Det er meget muligt, at man i næste århundrede ikke vil se så negativt på dem,« siger han, som om dette var det mest indlysende af alt. Negri har for nylig beskrevet Sovjetunionen som »et samfund gennemskåret af ekstremt stærke instanser af kreativitet og frihed,« hvilket er mere end har nogen sinde har sagt om noget demokrati. Han har endog hævdet, at Sovjet kun faldt, fordi det var for stor en succes.

Jeg foreholder ham citatet, og han svarer. »Nu taler du om historisk hukommelse. Hvem kontrollerer hukommelsen? Når man står over for hukommelsens uhyre vægt, er man nødt til at være irrationel! Rationalitet er lig med evig cartesianisme. Men den smukkeste ting i verden er at tænke imod, at tænke nyt. Hukommelse hindrer revolte, forkastelse, indgriben og revolution.«

Han læner sig tilbage, som lige har leveret en fremragende gendrivelse af al kommunisme-kritik. Mener han virkelig seriøst, at vi aldrig skal kigge tilbage på historien, at venstrefløjen skal fortsætte, som om kommunismen var en stor succes og aldrig være selvkritisk.

»Hør nu her, sandheden er en kollektiv aktion på vegne af personer, som kæmper politisk sammen og transformerer sig selv i processen,« siger han. Hans svar synes ikke at forholde sig helt til det, jeg spurgte om, men så husker jeg at have læst hans essay Lovprisning af hukommelsens fravær. Jeg gik ud fra, at jeg bare ikke havde forstået det, men nu bliver det klart, at det vitterlig er Negris opfattelse, at det er bedre ikke at huske på ubekvemme kendsgerninger, bedre »at fastholde et subjektivt synspunkt... fordi hukommelse sløver ånden. Hukommelse er et fængsel.« Hvis man er nødt til at vælge mellem historien og kommunismen, så skrot historien!

Jeg har fået nok. Ingen af verdens virkelige problemer – fra fattigdom over tyranni til klimaforandringer – bliver diskuteret i Negris værk udover nogle højtflyvende påstande om, at de fattige er »mere levende«, og at de liberale demokratiers borgere lever under et »sandt tyranni«, og... nej, jeg giver op. Det er ikke blot sådan, at Imperiets prædikant ikke har noget tøj på – han bor i en intellektuel nudistkoloni. Der findes flere fremtrædende globaliseringskritiske skribenter såsom Monbiot og Joseph Stiglitz.

Men Negri søger at holde liv i en patient – marxismen ·– hvis hjerte holdt op med at slå for længe siden. Er det virkelig her den revolutionære marxisme er endt – som obskure ordspil hos en hvidvinsnippende revolutionsnostalgisk eksterrorist nogle få meter fra Buckingham Palace, der formaner os alle om at glemme?

© The Independent og Information. Oversat af Steen Lindorf Jensen og Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu