Kronik

De politiske Lege

Politiseringen har været accepteret af IOC, hvis den har været i overensstemmelse med dominerende tanker i den vestlige politiske borgerlige offentlighed
Debat
13. august 2004

Kronik
I aften begynder åbningsceremonien for de olympiske lege i Athen. 108 år efter de første moderne lege er OL tilbage, hvor de startede i deres efter manges opfattelse naturlige sammenhæng, fordi legene dermed kan forbindes til det antikke Grækenland.
Den historiske sammenhæng legene i 1896 og 2004 indgår i er imidlertid væsentlig forskellig. I dag er OL en mega-event, der sætter fokus på Athen i en globaliseret verden, hvor store kommercielle interesser dominerer legene, som samtidig må leve med risikoen for terroranslag. Til gengæld har den olympiske bevægelse siden legene i Seoul 1988 ikke været udsat for politisk boykot, hvor denne i øvrigt var af mindre målestok. Den sidste boykot, der betød noget i verdensoffentligheden og for konkurrencerne under legene, var af OL i Los Angeles 1984, hvor de fleste lande på den anden side af jerntæppet ikke stillede op.
Dette betyder dog ikke, at den olympiske bevægelse er apolitisk eller, at idéen om at adskille sport og politik har sejret, men snarere at der er overensstemmelse med den vestlige verdens tankegods og den olympiske bevægelse. Groft sagt kan man sige, at politiseringen har været accepteret af IOC, hvis den har været i overensstemmelse med dominerende tanker i den vestlige politiske borgerlige offentlighed eller sågar højreorienterede offentlighed. Dette var tydelig allerede ved de moderne leges start i
Athen 1896.
Ved grundlæggelsen af den internationale olympiske komité i 1894 i Paris var det Coubertins opfattelse, at de første lege skulle foregå i Paris, medens andre mente at London eller Stockholm kunne komme på tale; alle tre såkaldte moderne europæiske hovedstæder. Til gengæld så den græske konge Georg I en politisk mulighed i at bruge de olympiske lege til at samle den unge nation, der skulle finde et ståsted efter mange års tyrkisk (osmannisk) overherredømme, og af en græsk delegeret blev Coubertin og de øvrige tilstedeværende trods store betænkeligheder overtalt til at lade Athen være vært for de første moderne lege. Betænkelighederne gik på om den unge nation overhovedet kunne magte arrangementet.

Som Coubertin havde forudset, var det en hård belastning for den unge græske nation at skulle arrangere de første moderne olympiske lege. I årene frem til 1896 steg Grækenlands gæld til det femdobbelte, og en dårlig høst i 1894 gjorde situationen endnu værre. Regeringen mente derfor ikke, at det kunne lade sig gøre at finde midlerne til afholdelsen af legene. Dette førte til, at den danske prins Vilhelm, der under navnet Georg I i 1863 var blevet valgt til konge i Grækenland, afsatte regeringen og gennemtrumfede, at legene skulle afholdes med kronprins Konstatin som præsident for organisationskomitéen, der startede en større folkeindsamling, men det var først den græske skibsreder og millionær Giorgo Averoffs gave på 900.000 gulddrachmer, der muliggjorde opførelsen af det olympiske stadion.
Datoen den 6. april (eller 25. marts efter græsk kalender) for den officielle åbning af legene var valgt med omhu. På denne dag var det 75 år siden, at Den Græske Frihedskamp mod Osmannerriget brød ud, og symbolikken var ikke til at tage fejl af for de omkring 70.000 mennesker, der overværede åbningen, og den folkelige opbakning til såvel legene som kronprins Konstantin blev hermed sikret. Længe før IOC reelt skulle tage stilling til forholdet mellem sport og politik, noget der først for alvor kom på tale forud for legene i 1920 og legene i Berlin, var der allerede ved de første lege national-politiske manifestationer fra værtsnationens side. Det var baggrunden for hele succesen.
Medvirkende hertil var også konstruktionen af maratonløbet, som for eftertiden er blevet stående som begivenheden fra Athen 1896.
Den franske filolog Michel Bréal havde fået idéen til et løb på strækningen fra Maraton til Athen, og de olympiske leges værter optog med begejstring Maratonløbet i programmet, og sørgede for at flere græske løbere seriøst forberedte sig til konkurrencen. På den måde kunne den unge nation gøre opmærksom på en af grækernes største militære triumfer, da Pheidippides i året 490 f. Kr. angiveligt skulle have løbet de ca. 40 km fra Maraton-sletten til Athen for at meddele, at grækerne havde standset persernes invasion, hvorefter han skulle være faldet død om.
Strategien lykkedes da den græske fårehyrde Spiridon Louis, som den første af omkring 25 startende efter at have løbet 40 km (først 1908 i London blev distancen ændret til 42 km og 195 m), kom i mål på stadion i Athen i tiden to timer, 58 minutter og 40 sekunder. Selve opløbet var en sand triumf. Spiridon Louis entrerede stadion flankeret af kronprins Konstatin og prins George, og da prinserne senere bar ham på skulderen hen foran kongens plads på stadion, bøjede denne sig ærbødigt for løberen.
Straks da man havde fået øje på Louis gled det græske flag til tops, nærmest i ekstase viftede tilskuerne med græske flag og lommetørklæder alt imens de krævede afspilningen af den græske nationalmelodi, en opfordring som orkesteret uden problemer imødekom.
En næsten religiøs stemning greb ifølge den samtidige iagttager forsamlingen, man fornemmede en hellig græsk sejr, og ved sejrsceremonien var Louis iklædt grækernes folkedragt. De første moderne lege styrkede værtsnationens nationale selvbevidsthed, og dette var sikkert ikke uden betydning for grækernes fremtidige kampe for udvidelsen af landets besiddelser.
Siden Athen 1896 har den olympiske bevægelse loyalt fastholdt sit udgangspunkt i en vestlig borgerlig tankegang, og IOC havde på trods af kritiske røster og advarsler fra arbejderbevægelsen og den jødiske offentlighed et godt samarbejde med Hitlers Tyskland i forbindelse med legene i Berlin 1936. Dette er efterhånden velkendt, mindre kendt er det, hvorledes to af IOC’s magtfulde mænd den daværende præsident for IOC, svenskeren Sigfrid Edström, og vicepræsident og senere præsident, amerikaneren Avery Brundage, i tiden efter Anden Verdenskrig gjorde et stort arbejde for at rehabilitisere nazisten og organisatoren af vinterlegene i Garmisch-Partenkirchen Karl Ritter von Halt, der ydermere fra 1942 til 1945 var Hitlers ’Reichssportsführer’. Et arbejde, der trods modstand fra det tyske socialdemokrati SPD og en række af de allierede lykkedes. Bestræbelserne startede i 1949 efter at von Halt var blevet løsladt fra en sovjetisk fangelejr. Lynhurtigt blev han afnazificeret og fik på ny sæde i IOC, hvor han fra 1958 til 1963 som i tiden før krigen igen fik plads i forretningsudvalget.
Reelt var der tale om storpolitik. Sovjetunionen ville gerne optages i IOC, hvorfor de lukkede øjnene for von Halts rehabilitering i IOC. Edström og Brundage havde brug for Karl Ritter von Halt i bestræbelserne på at få såvel DDR som Forbundsrepublikken til at deltage ved OL under et flag. Begge dele lykkedes. Sovjet deltog for første gang i Helsingfors i 1952, og Karl Ritter von Halt stod i 1956 i spidsen for det fællestyske hold, der deltog i Melbourne.

Så sent som ved vinterlegene i Salt Lake City 2002 blev den tætte forbindelse mellem IOC og vestens borgerlige verdensopfattelse demonstreret. Efter den 11. september måtte legene endnu en gang foregå under hidtil uhørte sikkerhedforanstaltninger. USA var såret og en amerikansk nationalisme blomstrede og satte sit direkte præg på åbningshøjtideligheden. IOC’s nyvalgte præsident Jacques Rogge gjorde i sin tale opmærksom på, at IOC’s idealer handler om fred og frihed. En korrekt og betimelig tale, men fremsat i en sammenhæng, hvor præsident George W. Bush brød den olympiske etikette og i stedet for blot at erklære legene for åbne startede med at sig: »Som stedfortræder for en stolt, beslutsom og taknemmelig nation erklærer jeg…«. Hvorefter det ødelagte flag, der havde siddet på toppen af World Trade Center blev båret ind af amerikanske sportsstjerner og enkelte af New Yorks brandmænd i en på en gang gribende og patetisk seance.
Mange havde gerne set flaget gå til tops, men det havde IOC modsat sig, organisationen var allerede gået langt i tilladelsen til at bære det symboltyngede flag ind på stadion. Noget tilsvarende var aldrig sket tidligere, og uden sammenligning i øvrigt blev ikke engang hagekorset rituelt båret ind af nazisterne ved legene i Berlin 1936.

*Jørn Hansen er historiker og lektor, lic. fil. ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet. Kronikken bygger på hans bog ’Ringene samles. En fortælling om den olympiske bevægelse’, der netop er udkommet på Syddansk Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her