Det da løgn
Lige siden opfindelsen af vækkeuret og før endda har mennesket bakset med spørgsmålet om tidens gang. Det kan undre, når man tænker på, at det for længst er bevist, at den slet ikke findes: Fortiden er ikke mere, fremtiden er ikke endnu, og nuet er ikke andet end et skift fra den ene mangel på eksistens til den anden. Så hvorfor dog spilde tid på noget, som ikke er til?
Fordi tiden alligevel, trods denne basale svaghed, har en vældig betydning. Vi har jo særlige tider til enhver lejlighed. Vi har arbejdstid på fuldtid eller deltid med mødetider og fyraftenstid. Vi har myldretid og afgangs- og
ankomsttider. Ved aftenstid er det blevet tid til et måltid, og snart er det sengetid. Nogle har fritid, andre overtid. Der er åbningstider, besøgstid og telefontid. Der er ulvetider, dyrtid og op- og nedgangstider. Der er sørgetid og højtider, krisetider og fredstid. Nogle kender deres besøgelsestid, og alle husker vi vores skoletid.
Og tænk så lige på, at vi taler om et fænomen, der slet ikke er til!
Tiden har en tand
Forunderligt, javist, men for den, der har fordybet sig i studiet af tiden, er dette ikke engang det mest besynderlige. Hvem skulle f.eks. have troet, at noget, der slet ikke findes, kan have en begyndelse og en ende, at det kan være både kort og langt og ikke alene optræde i punkter og linier, men også i rum? Desuden ved ethvert barn, at tid er penge, og at den læger alle sår, og folk med fingeren på pulsen kan følge dens strømninger og tyde dens tegn og signaler. Med tiden indser man også, at den har en tand.
Vi kender en del til tidens aktivitetsniveau og dens bevægelsesmønstre. Vi ved, at den er ret mobil. Den løber og går og kan endda flyve. Men det sker også i tide og utide, at den snegler sig af sted. Det meste af tiden bevæger den sig fremad, men den kan også til tider finde på at høre op med at gå og stå stille. Derimod sætter den sig aldrig eller lægger sig ned. Undertiden nærmer den sig, og bedst som den er inde, løber den ud.
Vi anstrenger os alle for at følge med den, så den ikke løber fra os. Vi efterstræber den altså. Men værdsætter vi den, når det kommer til stykket? Her støder vi på en af de helt store mærkværdigheder i studiet af tiden: Vores eget forhold til den.
Gør gode tider bedre, lød sloganet engang. Dén ambition er nu helt forladt i det offentlige liv. Nu er det kun gamle og syge og afviste asylansøgere, der har god tid. Gør det dem så glade? Er tiden dem dyrebar? Næh, de prøver efter bedste evne at slå den ihjel! Vi andre gør et stort nummer ud af at have dårlig tid. Helst har vi ikke tid overhovedet. »Når jeg får tid,« siger vi, men mener det ikke. For aktive og travle samfundsborgere er tid ikke noget, man får. Det er noget, man må tage sig. Man kan også give sig tid, men gør det sjældent. Det er der ikke tid til.
»Næ, det er da klart,« siger vor læser ironisk. »Den eksisterer jo slet ikke. Nu har vi vist fattet det!«
Nå, siger jeg bare. Det var på tide.
