Læsetid: 3 min.

Søren og den vide verden

Debat
16. august 2004

Kierkegaard
Den transsibiriske jernbane er en smuk drøm. Men allerede Sverige egner sig til døgnlange osmotiske udvekslinger med allehånde lokale skift – hvortil kommer den tilfældige globale variation.
På nattoget ned gennem Kerstin Ekmans verden delte jeg spisevogn med to polakker sam en skolelærer fra en by på nogle hundrede indbyggere uden vejforbindelse i det nordlige Alaska – gift med en eskimo og dus med grizzlybjørnene. Og han måtte undervise i de fleste fag, for deroppe er der ikke plads til lærerværelsets formaliteter.
Men den største oplevelse var en ung mand fra den prosaiske by Jønkøping, som præsterede et poetisk liv. Han var gået ud af gymnasiet og havde nu i fem år levet på rejsende fod med kamera og dagbog – hvilket han finansierede med reklamefotografiske opgaver. Han havde allerede rejst omtrent overalt og arbejdede nu på en fotografisk bog om affolkningens og arbejdsløshedens Nordsverige. Men som Blixens unge mand med nelliken var han besat af en drøm og kunne ikke tænke sig at leve anderledes. Hver dag, hvert nyt møde var tydeligvis en gave. Purung og skønt ikke uerfaren ubesmittet af mondæn ambition. Livet som proces var hans besættelse, men dog ikke sorgløst udnyttende.
At møde sådan et uskyldigt menneske er en genopdagelse af livets elementære karakter af tilbud, mulighed, udvidelse. Men vi forplumrer det og oplever ofte livet som lutter umuligheder og hinanden som trusler – altsammen tit virkeligt nok, men dog helt sekundære træk i forhold til det under at vi lever og kan tale og handle sammen.

Med rodløs nellike
Min næste tanke var – ja, sådan skulle man leve, du spilder dit liv som en anden Ahasverus. Men jeg kender mig selv godt nok til at vide: At hvis jeg som den unge mand med nelliken rejste hele tiden, så ville jeg igen og igen møde mennesker, der ville få mig til at tænke: Ja, han beskæftiger sig med noget væsentligt, alt andet er fims. Snart en ekspert i økologi, snart en immunologisk forsker, snart en borebisse, blot det er virkeligt. Så hvad skulle jeg så vælge af alt dette? Den salomoniske løsning er at forblive, hvor jeg er, for jeg fik lige så meget ud af min togoplevelse som af noget jobskift. Homeopatiske doser af virkelighed er for nogle alt rigeligt, for de sætter sjælens spejlkabinet i svingning. Nogle mennesker egner sig slet ikke til virkeligheden, men ærer virkelighedens ide.
Jeg kom så hjem til en hed debat mellem to Kierkegaard-forskere, der måske i samdrægtighed helst havde set korifæet kvalt som en illegitim kombattant, hvis de havde været hans samtidige. For sådan er det jo tit i Metropolis: De afdøde giver os plads, roller og muligheder, mens de samtidige står os i vejen. Men debatten handler netop om virkelighed: Tudvad kan dementere gængse sandheder om Kierkegaards liv – måske mest detaljer, men hursomhelst lærerigt: For det viser at man ikke kan stole på ting, blot fordi de har været trykt mange gange før.
Garff må bøje sig, og Tudvad bør få en medalje, men så er den heller ikke længere. Ligefrem at beskylde Garff for plagiat er overilet – for hvis jeg skriver en artikel om Napoleons liv, så må jeg af gode grunde have alle mine oplysninger fra anden hånd, da jeg jo aldrig har mødt manden. Garffs kilder skriver naturligvis også selv af fra nogen, der osv. – men Tudvad er altså gået til selve de fossile urkilder. Igen en respekt for virkeligheden før al snak: »Se, denne mand levede virkelig, dette er vitterlig hans gamle regninger.«
Men at begå sig i normalvirkeligheden handler om at kunne bruge omverdenen: F.eks. vide hvor man skal spørge for at få at vide, hvor man skal klage over, at ens tidligere klage over en anden instans er blevet ignoreret – lutter intrigante trivialiteter hinsides alle smukke ideer. Mit eget forhold til virkeligheden er ligesom den servitrice der på min klage over at teen var kold, dybt undrende insisterede: »Men vandet har kogt!« Selve ideen om virkelig at pudse ruder er således gribende – men tanken om at ruderne næste år atter ser ligesådan ud igen, er demoraliserende og en kilde til metafysisk undren.
På samme vis må Garff nok koge sin bog op en gang til, for virkelighedens bord fanger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her