Læsetid: 3 min.

Den sporløse kvinde

Mon ikke David Rehlings uvilje mod at checke mine politiske resultater er – politisk?
Debat
25. august 2004

Kommentar
David Rehling er radikal, så det gør noget. Faste læsere af Information vil have oplevet hans glæde ved radikale politikere og hans evne til at give dem spalteplads gennem venlige kommentarer og interviews. Anderledes med politikere fra andre partier. De duer bare ikke.
For nylig var det mig, der kom under behandling i en leder den 19. august. Det formastelige bestod i, at jeg stillede op som socialdemokratisk kandidat til overborgmesterposten i Købenavn. Grovfilen måtte frem, og det lykkedes David Rehling at få nævnt kandidater fra de andre partier som den radikale Klaus Bondam – hvor mon egentlig den radikale Inger Marie Bruun-Vierø blev af?
David Rehling kan ikke få øje på, at jeg har udrettet noget i de over 30 år, jeg har været i politik. Jeg er bare en medieperson, og sådan en har efter hans opfattelse ikke nogen politik.
Det kræver ellers kun lidt tid at slå op i Folketingstidende, for her kan han se de mange forslag, jeg har gennemført i min tid som undervisningsminister, socialminister og fødevareminister. Men det er åbenbart for meget at forlange lidt hjemmearbejde, før lederen blev skrevet. Det rummede også den risiko, at David Rehling ville opdage, at jeg ud over folkeskolereformen, som han omtaler, havde gennemført lovgivning om de faglige grunduddannelser, at jeg med en enkelt stemme – en konservativ – sikrede, at Roskilde Universitet ikke blev nedlagt, at jeg fik sat formidling af forskningen på den politiske dagsorden, og at jeg fik udarbejdet en langsigtet plan for udviklingen af vores uddannelsesvæsen, U90. Som socialminister arbejdede jeg meget med velfærdsstatens udvikling og skabte begrebet og lovgivning omkring socialindkomsten – et forsøg på ikke at lade et skævt skattesystem overføres til de sociale ydelser.

Kyoto på resultattavlen
I EU havde jeg mulighed for at gennemføre aftalen om klimaforandringerne i Kyoto, konventionen om biodiversitet og Basel konventionen om industrilandes farlige affald. Herudover vakte det stor opmærksomhed, at jeg påtalte, at Danmark ikke overholdt nitratdirektivet, og at jeg indførte bødemuligheden over for de lande, der trods gentagne henvendelser ikke gennemførte vedtagen miljølovgivning.
Det er påfaldende, at Rehling, som ellers har været direktør for Naturfredningsforeningen, ikke kan huske, at jeg rejste debatten om landbrugets forurening allerede i slutningen af 1980'erne, lang tid før nogen andre havde taget den op. Det tog han ellers selv afsæt i som direktør på et senere tidspunkt. Hvad mon han ellers har fået tiden til at gå med?
I den oppositionsperiode, som Socialdemokratiet nu er i, har jeg både skabt flertal udenom regeringen for at give støtte til mindre virksomheder og til at indføre et erhvervskørekort, så restaurationer og butikker ikke snyder med moms eller hygiejne. Umiddelbart før folketinget gik på sommerferie, gennemførte jeg med regeringen, SF og de Radikale loven om Sameksistens, dvs. bestemmelserne om GMO planters udsætning i den danske natur.
De politiske resultater, jeg har opnået i folketinget, er noget, jeg har været sammen med andre om. Det er karakteristisk for dansk politik, at vi har mindretalsregeringer, og det vil sige, at ministre skal være i stand til at samarbejde med politikere fra andre partier. Kan de ikke det, kan de ikke få vedtaget noget. Det har jeg altid kunnet, og det kan jeg stadig. En af mine første bedrifter som fødevareminister, var omkring kogalskaben, hvor det lykkedes mig at få et enigt folketing bag en politik, der betød, at Danmark kom langt bedre igennem disse vanskeligheder end de fleste andre lande. David Rehling kunne i Information nemt have fået en debat om politik, hvis han havde villet, så skulle han bare have ladet være med endnu engang at skrive en leder om min person.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her