Læsetid: 2 min.

Struktur uden plan

Overlades den regionale planlægning til kommunerne alene, kan nepotisme og økonomiske lokalinteresser komme til at sætte dagsordenen
Debat
18. august 2004

Kommentar
Ifølge den strukturreform, som regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om, skal en række beføjelser flyttes fra regionalt til kommunalt niveau. Det gælder også den fysiske planlægning, hvor »kommuneplanen bliver den bærende plantype«, og de i dag juridisk bindende regionplaner erstattes af nogle tilsyneladende langt mindre forpligtende »regionale udviklingsplaner«.
Forligspartierne er af den faste overbevisning, at det lokale niveau per definition er bedre til at løse opgaver end det regional- og landspolitiske. Den mindste planlægningsenhed – kommunen – gøres således til opdrejningspunkt for landets fysiske og økonomiske udvikling. For at ’løfte’ de stadigt mere specialiserede offentlige opgaver skal vi have færre og større kommuner. Men når det gælder fysisk planlægning, er kommunestørrelsen af mindre betydning. Her er der først og fremmest brug for er en koordineret indsats. Det skyldes, at mange opgaver – infrastruktur, erhvervsudvikling, bosætning, det åbne land, naturbeskyttelse osv. – rækker langt ud over kommunegrænserne, uanset hvor små eller store, kommunerne er. Derfor er der fortsat behov for en strategisk planlægning på regionalt niveau. Vel at bemærke en planlægning med politiske og juridiske beføjelser. Overlades den regionale planlægning til kommunerne alene, løber man en alt for stor risiko for, at nepotisme og snævre økonomiske lokalinteresser kommer til at sætte dagsordnen. En indikator på at det vil gå sådan er, at Naturklagenævnet, siden kommunerne i 2002 overtog ansvaret for byggeri i det åbne land fra amterne, har måttet underkende en lang række kommunale byggetilladelser.

Hvor er væksten?
Globaliseringen betyder, at der mere end nogensinde er behov for at nationale planlægningshensyn sætter dagsordenen, hvis Danmark skal have en chance i den internationale konkurrence. Det er almindeligt anerkendt, at økonomisk vækst foregår i regioner, og at byernes udvikling spiller en væsentlig rolle for disse regioner. I den sammenhæng forekommer forligspartiernes udpegning af ’regionshovedstæder’ ikke blot ulogisk, men direkte hæmmende for landets fysiske og økonomiske udvikling. Det er nødvendigt, at vi satser på de største bysamfund: Århus, Odense, Aalborg, Trekantsområdet …, men først og fremmest København. Af samme grund burde hele hovedstadsregionen gøres til én administrativ planlægningsenhed, og HUR (Hovedstadens Udviklingsråd) erstattes af en overordnet planlægningsmyndighed med udvidede politiske beføjelser. Alt andet vil føre til at hovedstaden forarmes af smålig strid på kryds og tværs af kommunerne.
»Statens rolle på planlægningsområdet bliver at sikre, at overordnede hensyn varetages i landsplanlægningen,« hedder det i forligsteksten. Smukt lyder det. Umiddelbart kan det da også forekomme positivt, at Miljøministeriet overtager ansvaret for bl.a. strandbeskyttesleslinjer, og at ikke også dét overlades til kommunerne. Men det er langt fra tilstrækkeligt. Virkeligheden er den, at de nationale planlægningsinteresser de seneste år er blevet henlagt til et kontor under Skov- og Naturstyrelsen, som samtidig er blevet kraftigt beskåret.
En juridisk forpligtende fysisk planlægning må fastholdes på regionalt niveau. Lige så vigtigt er det, at planerne også på dette niveau fortsat vedtages af direkte valgte politikere – og at borgerne inddrages i planprocessen.
Måtte Folketinget have det for øje, når strukturreformen den kommende tid skal udmøntes i følgelovgivning. Her får den nyudnævnte miljøminister en oplagt mulighed for at vise, at hun ’gør en forskel’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her