Læsetid: 2 min.

Sukker i tanken

6. august 2004

Oliestop
Information har gennem sommeren påvist at oliealderen lakker mod enden. Klimaproblemerne trænger sig på pga. CO2-udledning, men Danmark har svært ved at leve op til sine Kyoto-forpligtelser. Og så vil WTO stoppe eksportstøtten.
EU-kommissionen truer med at beskære støtten til sukkerproducenter. Må de danske sukkerproducenter dreje nøglen om? Eller ligger der her en chance for at sætte ind overfor de to førstnævnte problemer? Forsvinder støtten kan det ikke betale sig at producere sukker i Danmark, siges der. Man kan ikke begræde at støtten falder bort – for vi udkonkurrerer jo u-landenes sukkerproducenter. Men det er muligt at finde alternativ anvendelse for sukkerroerne. Til erstatning for benzin, såmænd!

Det kører i Brasilien
I Brasilien har man i 25 år anvendt sukkerrør til at fremstille ethanol. 25 pct. af al benzin i Brasilien er skiftet ud med ethanol. Man sparer de sparsomme og kostbare oliedråber. Og man belaster ikke klodens klima med udsendelse af drivhusgasser. VW har lanceret en ny bil i Brasilien, der både kan køre på benzin og på ren ethanol.
Hvis man producerer mere ethanol til bilbrændstof i Europa, kan bilen selvfølgelig også sælges her. Den er ikke den eneste der kan køre på ren ethanol. 18 procent af alle nye biler i Brasilien kører på ren ethanol.
Til sammenligning har EU sat et latterligt frivilligt mål fra 1. januar 2005 for de enkelte lande på mindst 2 pct. af benzin og dieselolie, der skal erstattes af biobrændsel. I 2010 mener man at kunne snige sig op på 5,75 procent! I Danmark er man ikke nået længere end til løs snak om lidt tilsætning af biodiesel til busser.
Venstre foreslår 2 procent tilsætning til alle biler. SF’s miljøordfører Jørgen Jespersen er lovlig hurtig på aftrækkeren med uden nærmere overvejelse at betegne det som støtte til landbruget.

Sukker gavner Kyoto
Men hvad med vores store sukkeroe-produktion? Det er skadeligt at sende sukkeret ud på verdensmarkedet. Det ville da være oplagt at anvende sukkeroerne til ethanol, at nedsætte afgiften på miljøvenligt brændstof – og gå i spidsen med at fjerne mest mulig benzin fra bilparken. Den danske transport står for en meget stor del af vores CO2-udledning.
I stedet for at købe kvoter i udlandet kan vi her tage et stort skridt til opfyldelse af Kyoto-målene. Sukker-fabrikkerne på det arbejdsløshedsramte Lolland-Falster kan indrettes til ethanol-produktion. Trods en passende stor målsætning for Danmark kunne der måske endog blive noget at eksportere til det øvrige oliehungrende EU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu