Læsetid: 4 min.

Den svenske model

23. august 2004

Nationalt
Erik Gustaf Geijer (1783-1847) er et svensk ikon, meget få beskæftiger sig med i dag. Ved 100-året for hans død i 1947 blev han fejret med pomp og fanfarer; i 150-året 1997 blev der skrevet lidt pligtskyldigt i de litterære tidsskrifter; i dag er det svært at få fat i hans skrifter på bibliotekerne. På vores lokale måtte bibliotekaren i kælderen og grave i magasinet, og det eneste, hun fandt, var hans erindringer. Hans mest berømte bog, Om Vår Tids Inre Samhällsförhållanden, og den mest aktuelle, må bestilles fra centralbiblioteket. I Universitetsparken i Uppsala står hans monument: en lille, tyk broncemand i for snæver frakke, sat op på en søjle og med en opgivende muse forneden. Dengang, man endnu snakkede om ham, var det, fordi han blev set som grundlæggeren af den svenske velfærdsstat. Man kunne tænke sig, at den svigtende interesse kommer af, at projektet i al stilhed er opgivet.
Han var politiker, teolog, digter og samfundsforsker, altså et levende udtryk for oplysningstidens rod med hensyn til, hvad folk havde lov at blande sig i, og nåede i de sidste tre-fire år af sit liv at gøre nogle højst forbavsende iagttagelser af de moderne samfunds udvikling. Det havde taget ham lang tid at nå så vidt, men tiden og Sverige var i opbrud, og forvirringen var stor.
Fra konservativ romantiker, medlem af Götiska Förbundet og opfyldt af bragesnak efter landets nederlag mod Rusland, ændrede han med tiden holdning og blev liberal (hvad hans venner og kolleger betragtede som et ’fald’ – omtrent, som hvis en nutidig socialdemokrat stod frem som kommunist), men standsede ikke ved dét. Han udviklede en skarp kritik af Adam Smith, hvis opfattelse af egennytten som en socialt positiv kraft og idé om ’markedets usynlige hånd’, Geijer måtte forkaste, bl.a. efter at have set Englands nye industrier med omgivende elendighed og starten på noget tilsvarende hjemme i Sverige. Men der var ikke noget sentimentalt i hans syn. Geijer opfattede globaliseringen og industrialismen som udtryk for noget lovmæssigt, der med uimodståelig kraft satte sig igennem i menneskenes samfund og stillede bestemte krav. Han skrev:
»Stridspunkterne forøger sig altså nødvendigvis i samfundet med oplysningens fremskridt. Lægger man til, at med denne stigende oplysning, som overalt er intelligensens voksende andel i arbejdet, bliver menneskene med hensyn til at få deres behov tilfredsstillet stadigt mere afhængige af hinanden, og at denne stigende, gensidige afhængighed er civilisationens mest uundgåelige resultat – så har man en nødvendighed for øjnene af i sandhed skræmmende karakter.
Og alligevel er denne nødvendighed intet andet end intelligensens egen, iboende lov! (…) Hvad var den fri konkurrence, hvis den blot blev et middel til igen at indføre den stærkeres ret i samfundet? (…) det er over for sådanne spørgsmål, at selv den mest frisindede, med blikket på tidens tegn, begynder at springe tilbage og betænke sig.«

Religionen forpligter
Ifølge Geijer kan ingen standse den udvikling mod lige ret og lige magt for alle, som er sat i gang ved de stigende krav til arbejdskraftens viden og intelligens. Det eneste valg, magthaverne har, er, enten at kæmpe imod udviklingen og skabe elendighed og vold, eller at hjælpe den på vej og skabe et verdensomspændende, mere retfærdigt samfund. I modsætning til Marx – dette er skrevet ca. fem år før det Kommunistiske Manifest – opfatter han den nye individualisme som noget godt, og netop derfor håber han ikke, som Marx, på statens bortdøen, men ser den stærke stat som forudsætningen for den enkeltes frihed – som værn mod økonomiske og sociale overgreb. Modsætningen mellem individ og kollektiv er for Geijer en naiv og indholdsløs tankekonstruktion. For han er troende og ved, at ethvert Jeg bliver til igennem mødet med et Du.
Men også religionen forpligter:
»Religion og moral, ordinerede som bedøvende midler mod uretten, er virkelig et opium, som kan medføre slummer, men også, ofte, en opvågnen, der præges af bespottelsens vanvid! Hvad der skulle have været kærlighedens værk, bliver hadets – og roser sig af det!« I et engelsk blad fremhæver han følgende citat om nationaløkonomi: ’Det er af uendeligt større vigtighed, hvordan et samfunds rigdom fordeles, end hvor stort nationalproduktet er.’
Geijer var en ægte liberal, som klart så, hvad der var ved at ske i verden. Skulle menneskeheden slippe godt fra det, måtte bestemte forudsætninger opfyldes: Stærke institutioner måtte beskytte den enkeltes rettigheder; alle mennesker skulle opnå økonomisk, social og politisk lighed med magt over egne forhold. Dette var ikke politiske mål – det var uundgåeligt. Men man kunne stritte imod og skabe lidelse, vold og krig – eller følge udviklingen frem mod en hidtil uset frihed.
Man forstår, at nutidens liberalister ikke vil kendes ved ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu