Kommentar
Første indtryk af masseturismens mekka var lig det kategoriske negativ: Lange rækker af butikker med fuldstændig ens junk og tingeltangel, himstregimser og nøgleringe, T-shirts med smarte slogans, dingbats, metalstativer med pornopostkort og tekster som »Man, I was drunk for a week« og »Did I have fun last night?«. Frådende ølmaver skriger, at nu dropper de bussen og drikker hjernen ud, diskorytmerne toner fra fyldte barer nede om hjørnet, og luften er bare alt for fuld af alt for mange mennesker deres lyde, deres dufte, deres efterladenskaber.
Ferie på Crazy Horse
Det var samtidig et sikkert goddag til vesterlændingens mentale skraldespand: Det tomme, forudsigelige forbrug, den allestedsnærværende leflen for billigste pris og fem af noget for en tier, ideen om, at jo ringere kvalitet det har, jo mere kan vi hælde indenbords. Den politisk korrekte forbruger, med de alt for fine fornemmelser, havde allerede pakket kufferten og ringet efter taxaen.
For hvor fik han dog bekræftet sit veletablerede had til eksistensen som en lille, bitte, ædru prik i et meget stort hav af fulde tyskere, hollændere, belgiere, svenskere og englændere, som går på pubber med navne som dem derhjemme (Crazy Horse, Eddys Corner, Livingstone), og som hver evig eneste morgen finder vej ned til det fluepapir af en strandbred, der tager sig ud for turiststedets primære produkt det rene sand og det klare vand, eller: den kontinuerlige vekslen mellem varme og kulde, som i vores del af verden lever af november, november og november. Fra branken hud under bagende sol til vådt, rynket skind, som efter en lang dag på fællesgrillen skaller og efterlader lange, hvide striber af indtørret Middelhavssalt.
Om aftenen flyder plasticispinde, -papir, -poser, -bægre, -flasker. Der er dog ingen grund til at fortvivle, for i nattens løb ankommer en kloning mellem en traktor og en sneplov, som skræller det øverste lag af strandens så dyrebare materiale. Mens sandet sies, samles affaldet og kværnes til en hård klump af vellevned, der sikkert forkuller i en ovn et sted inde i landet. I havet fanges præservativer og mælkekartoner i et tilsvarende finmasket renovationsnet. Vi taler professionel, topstyret hygiejne i den sikre forventning om, at folk er nogen svin.
Oh, sprøde baguettes
Men nu til den egentlige bekendelse: Kvalmen fortog sig nemlig forbløffende hurtigt, vaner og daglig praksis har over en årrække rykket perspektivet, og en anden en må erkende, at kulturaliseringens kraft ikke er til at spøge med. For der findes naturligvis mening og værdi alle vegne; i detaljerne, i feriedagenes små banale hændelser, i gentagelser, fænomener, mennesker og ting: Sprøde baguettes og varme croissanter om morgenen. Duften af havgus, som skyller ind over terrassen på lune aftener. Lyden af stemmer på talrige sprog, mens man ligger på sandet med lukkede øjne og prøver at nå zenit. Sandslotte med knægten, der spiser af sin is med hele kroppen på en gang. Den daglige grød af solcreme der blandes med sand og efterfølgende skylles væk af de offentlige bruseres kølige ferskvand. Aftenløbeture på palmepromenaden. Skaldyr på restauranten. Leche merengada med kanel på toppen indtaget på den samme isbar med den samme tjener som sidste, forrige og alle andre år. De tidlige morgener, hvor fiskerflåden stævner ind i havnen med friskfanget fisk, den tørre, krydrede duft af syden, den sikre sol, de få eksplosive regnvejr med zigzag lyn på nattehimlen og en torden, som efterlader verden genfødt.
Han nyder stedet og kan lide at hilse på viceværten, som hver sommer smiler og siger velkommen tilbage.
