Kronik

Tyrkerne kommer!

I december skal EU beslutte, om optagelses-forhandlinger med Tyrkiet skal indledes. De signaler, de store lande sender i efteråret, vil være af særlig betydning
10. august 2004

Kronik
Den tyrkiske ministerpræsident Tayyip Erdogans nylige besøg i Paris kan få afgørende betydning for den storpolitiske udvikling. Det altoverskyggende emne under samtalerne med præsident Chirac var Tyrkiets EU-perspektiv. Unionen står over for en af sine hidtil vigtigste beslutninger, når den til december beslutter, om optagelsesforhandlinger skal indledes.
For en bureaukrat er spørgsmålet teknisk: EU’s stats- og regeringsledere vil blive vejledt af anbefalingerne i den rapport, som Kommissionen fremlægger til oktober. Såfremt Kommissionen vurderer, at Tyrkiet lever op til de politiske Københavns-kriterier, vil den anbefale EU-cheferne at indlede optagelsesforhandlinger. Under det danske EU-formandskab blev det besluttet, at forhandlinger i så fald vil starte »snarest muligt« – i praksis vil det formodentligt sige foråret 2005.
I realiteternes verden er sagen imidlertid politisk. På den ene side har Tyrkiet fortsat problemer med menneskerettighederne, som udgør kernen i de politiske Københavns-kriterier. På den anden side er Tyrkiet kommet mindst lige så langt med at opfylde disse kriterier, som flere af de tidligere kandidatlande var, da Kommissionen i sin tid erklærede, at de »nu lever op til de politiske Københavns-kriterier«. Efterlevelse af kriterierne er i bund og grund et spørgsmål om tiltro til, at processen er irreversibel og demokratiet dermed rodfæstet.
Ingen ønsker at ende i en situation, hvor Kommissionen fremlægger anbefalinger, som EU-cheferne efterfølgende erklærer sig uenige i. Derfor vil Kommissionen i tiden frem til oktober nøje studere de signaler, som medlemslandenes regeringsledere udsender i spørgsmålet om Tyrkiet. Signalerne fra de store lande er af særlig betydning.
Det har i flere år stået klart, at Storbritannien og Middelhavslandene er positive over for tyrkisk medlemskab. For disse lande spiller økonomiske argumenter en vægtig rolle. Tyrkiet har markant større økonomisk samkvem med landene ved Middelhavet end med lande som Sverige og Danmark.
I den britiske EU-vision står et markedsbaseret fællesmarked stadigt i centrum. Det er umiddelbart lettere at passe Tyrkiet ind i denne vision for et fremtidigt Europa, end i en føderalists EU-vision.
De seneste års fremskridt i den tyrkiske økonomi styrker det britiske argument. Tyrkiet har siden 2001 fulgt de økonomiske prioriteter i EU’s tiltrædelsespartnerskab samt Valutafondens stabiliseringsprogram, og det har skabt meget betydelige økonomiske fremskridt. Væksten for første kvartal 2004 var på intet mindre end 12 procent, og det endog på baggrund af vækstrater i 2002-2003 på henholdsvis otte procent og seks procent. Dermed er Tyrkiet nu på vej til at overhale Kina som verdens hurtigst voksende økonomi.
Observatører havde forudset, at de nye medlemslande med Polen i spidsen bag kulisserne ville arbejde imod at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. De hidtidige erfaringer fra udvidelserne af EU viser, at de seneste optagne medlemmer typisk er uvillige, når det gælder nye udvidelsesrunder. Men ikke her. De nye medlemslande har tværtimod forholdt sig neutrale eller ligefrem støttet Tyrkiet.
Støtten skal formodentligt også ses som et »tak for sidst«, idet Tyrkiet i sin tid bakkede op bag NATO’s udvidelse med disse lande.
Mest opsigtsvækkende har været skiftet i tysk udenrigspolitik, hvor udenrigsminister Joschka Fischer har spillet en særlig vigtig rolle. For Fischer er perspektivet om tyrkisk medlemskab strategisk: EU’s største udfordringer kommer i dag fra Mellemøsten – et EU med et moderne muslimsk Tyrkiet som medlem vil give såvel Tyrkiet som EU en helt anden pondus og legitimitet i regionen, end begge aktører hver for sig har i dag.
EU’s problemer i forhold til et mere aktivt engagement i Mellemøsten er bl.a. den geografiske distance og den manglende forståelse for regionens komplicerede relationer. Her vil Tyrkiet kunne give Unionens fælles udenrigspolitik kød og blod. Tyrkiets problem er, at regionens lande af historiske årsager fortsat betragter Tyrkiet med nogen mistro. Med EU som løftestang vil Tyrkiet ikke på samme måde stå i et historisk modsætningsforhold til nabolandene. En parallel kan drages til Tyskland, der også via EU er blevet en mere legitim aktør på den internationale scene, end landet på egen hånd ville være grundet landets historie.
Desuden har Fischer en fortid som en hård kritiker af Tyrkiets brud på menneskerettighederne. Kun hvis Tyrkiet gennemfører markante forbedringer på dette område, kan landet forvente at blive taget seriøs som EU-kandidat, udtalte Fischer under topmødet i Helsingfors i 1999, hvor Tyrkiet blev erklæret som kandidatland.
Fischer var dermed med til at sætte en markant udvikling i gang i Tyrkiet. Siden 1999 har Tyrkiet gennemgået en intens reformproces, som har medført iøjnespringende ændringer for landets mindretal, afskaffelse af dødsstraffen, udvidede frihedsrettigheder osv. Ikke overraskende føler Fischer i dag ejerskab for den udvikling, han selv var med til at sætte i gang. Det samme kan siges om kommissæren med ansvar for EU’s udvidelse, Günther Verheugen, der flere gange har omtalt udviklingen i Tyrkiet som en af EU’s største udenrigspolitiske succeser.
Netop udviklingen på menne-skerettighedsområdet var den vigtigste grund til, at den nu afdøde svenske udenrigsminister Anna Lindh skiftede fra at være skeptiker til at blive en af de mest prominente fortalere for Tyrkiets EU-perspektiv. Hendes efterfølger, Laila Freivalds, har overtaget dette synspunkt.
Desværre har danske politikere ikke på samme offensive måde brugt udviklingen i Tyrkiet til at pege på den positive og stabiliserende effekt, som er resultatet, når EU-landene evner at føre en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Mest usikkert er det, hvad eliten i Paris tænker i spørgsmålet. Den borgerlige franske regering er indenrigspolitisk presset i spørgsmålet. På trods af franske meningsmålinger, der viser stigende tilslutning til tyrkisk medlemskab, er antallet af modstandere stadigt højere.
Den yderste højrefløj brugte Tyrkiet som skræmmebillede i det netop overståede valg til Eu-ropaparlamentsvalget. Også i den borgerlige lejr spores udbredt skepsis. Der er frygt for, at Tyrkiet vil blive brugt i nej-kampagnen op til folkeafstemningen næste år om EU’s forfatningstraktat.
De franske socialister har traditionelt haft tætte bånd til den armenske diaspora og ønsker tyrkisk anerkendelse af det armenske folkemord, der fandt sted i årene omkring Første Verdenskrig (før grundlæggelsen af den tyrkiske republik).
Realpolitisk forekommer det urealistisk, at kravet på så sent et tidspunkt kan tilføjes Københavns-kriterierne – desuden kan man stille spørgsmålstegn ved rimeligheden i en sådan manøvre, eftersom EU hele tiden har understreget, at Tyrkiet vil blive behandlet på lige fod med øvrige kandidatlande.

Til syvende og sidst vil præsident Chiracs ord være afgørende. Chirac har dog ikke kun et indenrigspolitisk bagland at tage hensyn til. Tyrkiet har stået centralt i de seneste års drøftelser mellem EU-cheferne, og særligt Chiracs forhold kansler Gerhard Schröder er i sager af strategisk betydning af stor vigtighed for Chirac.
Præsidentens problem er, at Kansleren synes stadigt mere overbevist om, at svaret til Tyrkiet i december bør blive ja.
Den væsentligste bekymring for Chirac er følgende scenario, jf. filmen Troja: USA bliver bragt ind bag EU’s sikre mure via den trojanske hest, Tyrkiet. Umiddelbart kan denne frygt forekomme velbegrundet. Tyrkiet har i en årrække lagt sig tæt op af USA i strategiske spørgsmål.
Imidlertid skal man være opmærksom på, at Tyrkiet de sene-ste år har tiltaget sig en stadig mere markant »europæisk« profil i konkrete internationale spørgsmål : Irak, Afghanistan og konflikten i Mellemøsten har alle været kendetegnet ved, at Tyrkiet har udviklet synspunkter, der ligger tættere på den »kritiske« EU-gruppe (med Frankrig og Tyskland i spidsen) end på USA.

Ligeledes sker i disse år et skifte i tyrkisk udenrigspolitik på »blødere« spørgsmål (f.eks. menneskerettighedspolitikken og i FN-spørgsmål), hvor det er Tyrkiets erklærede mål at støtte den fælles EU-politik.
Mit gæt er, at denne tendens vil fortsætte: Jo tættere Tyrkiet kommer på EU-medlemskab, jo mere vil landet tillade sig at indtage en pro-europæisk linie. Argumentet bestyrkes af, at den tyrkiske befolkning i stigende grad ser EU som et attraktivt alternativ til det strategiske partnerskab med USA.
Skal man på baggrund af ovenstående forsøge at udlægge de udtalelser, der kom fra Chiracs mund efter møderne i Paris med premierminister Erdogan, må konklusionen for Tyrkiet være positiv – også selv om den tyrkiske delegation utvivlsomt gerne havde set mere håndfaste tilsagn fra Chiracs side. Chirac udtalte bl.a., at der ikke længere kan sættes spørgsmålstegn ved, om Tyrkiet vil blive medlem af EU. Han understregede dog, at Tyrkiet må fortsætte sin politiske reformproces.
For Tyrkiet er det imidlertid afgørende, at Chirac fastholder muligheden for at indlede optagelsesforhandlinger til december 2004. Han lader sig ikke presse indenrigspolitisk til at tage afstand fra denne mulighed – hvilket Chirac reelt gjorde nogle måneder før topmødet i København i 2002.
Min vurdering er, at den franske præsident er ved at gøre sit indenrigspolitiske bagland klar til en positiv beslutning i december. Konsekvensen vil være, at Tyrkiet om et år officielt vil være i gang med optagelsesforhandlinger. På trods af de noget uklare udtalelser efter Tayyip Erdogans besøg i Paris, kan det meget vel være det realpolitiske udfald af besøget.

*Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu