Læsetid: 2 min.

Det bliver uden DF

Debat
12. august 2004

Ideologisk
Kulturminister Brian Mikkelsen har følt sig foranlediget til at opruste ideologisk og beskæftige sig med problemstillinger, der ligger uden for hans ressortområde. Det har – blandt andet i et stort interview i Information den 2. august – udmøntet sig i en række tanker, der minder om Anders Fogh Rasmussens tidligere ideer om minimalstaten.
Det ultra-liberalistiske tankegods er åbenbart blevet overtaget af de konservative, efter at de fleste Venstrefolk besindede sig på en mere pragmatisk linie. Når Brian Mikkelsen taler om en skatteprocent på 25-30 pct., afskaffelse af mindstelønnen, obligatorisk privat pensionsopsparing, afskaffelse af efterlønnen og beskæring af folkepensionen, må det være et forsøg på at overgå Venstres miljø- og teknikborgmester i København, Søren Pind og andre ’Venstreløver’. Argumenterne er velkendte: Det er globaliseringen og den påståede ældrebyrde, der skal tvinge os til at gennemføre smertefulde reformer af velfærdssamfundet. Og sågar skal det ifølge kulturministeren gennemføres kort tid efter folketingsvalget, hvis det ender med en borgerlig valgsejr.

Myten om byrden
Men forholder det sig virkelig således? Er det bevist, at de ældre vil komme til udgøre en økonomisk byrde? Og har globaliseringen indtil videre skadet det danske velfærdssamfund?
Foreløbig er ingen af delene bevist. Nutidens lønmodtagere sparer i langt højere grad op end tidligere, de har forstået budskabet og ved, at de for at bevare et højt velfærdsniveau selv er nødt til at spytte i kassen. Og med hensyn til truslerne fra globaliseringen er det en kendsgerning, at dansk økonomi aldrig har haft det bedre. Arbejdsløsheden er forholdsvis lav, og vi har – i modsætning til Euro-landene – oplevet et stort set uafbrudt opsving i starten af det nye årtusinde.
Brian Mikkelsens udmeldinger tager udgangspunkt i Velfærdskommissionens rapport om fremtidens velfærdssamfund. Men har økonomer altid ret? Gang på gang har vi oplevet, hvordan økonomer har advaret og advaret. Vi så det f.eks., da danskerne i 2000 skulle stemme om euroen. I tilfælde af et nej mente mange økonomer, at Danmark ville kuldsejle. Det blev som bekendt et nej, men det ændrede intet i forhold til soliditeten i dansk økonomi. Simpelthen fordi det var umuligt at reducere nationaløkonomi til en rent monetær problemstilling. Det samme gør sig gældende i forhold til ældrebyrden og globaliseringen: Også her er det umuligt at spå om fremtiden, fordi grundlaget er for usikkert.
Så når Brian Mikkelsen pludselig vil indføre et samfund, hvor mindstelønnen afskaffes, og hvor jungleloven råder, kan han og de konservative være sikker på én ting: Det bliver uden Dansk Folkeparti! Derfor er vi meget spændte på at høre, om Brian Mikkelsens tanker er udtryk for officiel konservativ regeringspolitik, eller om der blot er tale om en enlig sommersvale. Det må de konservatives formand, Bendt Bendtsen, kunne give et svar på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her