Kronik

Verdener fra hinanden

Bruce Springsteens engagerer sig nu i den amerikanske valgkamp
Debat
30. august 2004

Kronik
Rockkongen Bruce Springsteen skulle blive næsten 55 år, før han traf sit livs beslutning. For det ser bestemt ud til at være det, han har gjort ved at deltage i de såkaldte ’Vote for change’-koncerter, en politisk happening, der skal finde sted kort før det amerikanske præsidentvalg, og som får deltagelse af berømte rocknavne som R.E.M, Pearl Jam, John Mellencamp og John Fogerty. Der er naturligvis intet nyt i, at rockkoncerter kan have en vis politisk tendens. Men ’Vote for change’-projektet er usædvanligt, fordi der er tale om en fuldstændig bramfri indblanding i parti-politik: Stjernerne skal optræde ved erklærede støttekoncerter for John Kerry, og politiseringen af musikken går så vidt, at man ligefrem vil målrette indsatsen imod de stater, hvor stillingen imellem republikanere og demokrater er på vippen.
Bruce Springsteens deltagelse er efter alt at dømme det politiske trumfkort i projektet. Ikke alene er han dets vel nok største navn, men Springsteen er også en skikkelse, hvis stillingtagen må få en ejendommelig tyngde, fordi han igennem hele sin karriere har været højst forsigtig med blande sin rolle som kunstner sammen med partipolitik. Til trods for sine velkendte, moderat venstreorienterede synspunkter – blandt andet udtrykt ved hans deltagelse i koncerter imod atomkraft i 1979 og for Amnesty International i 1988 samt ved et utal af donationer til eksempelvis strejkende minearbejdere – har Springsteen hele tiden fastholdt en unik placering som talerør for en bredt funderet amerikansk selvforståelse. Ved at indlejre sine mange socialrealistiske sange i en kontekst af amerikansk patriotisme, etiske værdier af almen betydning og en solid tradition for simpel og livsglad rock’n’-roll har Springsteen kunnet fungere som kulturelt samlingspunkt for noget, der ligner selve den amerikanske folkesjæl. Det så man med plade-fænomenet Born in the USA (1984), der dengang blev forsøgt anvendt i Ronald Reagans præsidentkampagne, og som nu bliver anvendt i John Kerrys.
Men man så det igen i 2002, hvor Springsteen med albummet The Rising gav sit bidrag til amerikanernes forsøg på at genvinde fodfæstet efter terrorangrebet den 11. September. Ved en hårfin afbalancering af sorgen og vreden i forhold til et nærmest religiøst betonet kærlighedsbudskab fandt Springsteen på The Rising en stemme, der var som skabt til at samle nationen. Det kan ikke have faldet ham let bare to år efter at sætte sin musik ind på at splitte den.

Springsteen har redegjort for sine bevæggrunde ved at offentliggøre et politisk kampskrift i New York Times den 5. august. Skriftet findes også på hans hjemmeside (www.brucespring steen.net). Det er moderationen, der giver Springsteens stemme politisk tyngde, og det fremgår da også, at han bifaldt krigen i Afghanistan, selvom han er afgjort modstander af Irakkrigen. Endvidere stiller han sig ikke i opposition på en så radikal måde, at han lader republikanerne få patent på at appellere til kristne og nationale værdier. Springsteen skriver tværtimod, at »det er gennem den sandfærdige udøvelse af de bedste menneskelige kvaliteter – respekt for andre, ærlighed i forhold til os selv, tillid til vore idealer – at vi kommer til live i Guds øjne.« Og hans skrift slutter i samme højstemte tonefald: »Vores amerikanske regering er kommet for langt væk fra amerikanske værdier. Det er på tide at samle stumperne og komme fremad. Det land, som vi bærer i vore hjerter, venter.« Man hører i sådanne vendinger en mand, der næppe ville optræde som poli-tisk provokatør, hvis han ikke
følte sig nødsaget til det. Springsteen opfatter det forestående valg som det mest afgørende, han har oplevet, og som der står ved indgangen til hans hjemmeside: »Jeg følte, at jeg ikke kunne have skrevet den musik, jeg har skrevet, og været på scenen for at synge om de ting, jeg har sunget omi de sidste cirka 25 år, uden at tage del i denne bestemte valgkamp.«

Springsteens beslutning har sin pris, hvilket han næppe kan have været uvidende om – der kom nemlig et forvarsel for fire år siden. Dengang var politifolk i New York kommet til at dræbe en ubevæbnet, sort mand med 41 skud, og Springsteen reagerede med en både dybt rørende og ætsende satirisk sang om, hvordan man kan blive dræbt blot for at leve i sin »amerikanske hud«. Disse ord fik en helt ny betydning efter den 11. September 2001 – men det fik New Yorks politistyrke jo så sandelig også! I hvert fald skete der det uhørte, at der pludselig kunne høres buh’en under nogle koncerter, når Springsteen sang »American Skin«, og på hans hjemmeside udviklede der sig en omfattende debat om, hvorvidt man overhovedet kan dyrke hans musik, hvis man er højreorienteret. En gennemgående pointe i mange bidrag til denne debat var, at de etiske implikationer i musikken måske nok favoriserer demokratiske synspunkter, men ikke nødvendigvis udelukker republikanske. Endvidere slog de republikanske fans på kunstens autonomi i forhold til partipolitik, og de mente herved – med rette – at befinde sig i en slags tavs overenskomst med Springsteen selv.
Det er denne overenskomst, som Springsteen nu har brudt, og reaktionerne har ikke ladet vente på sig. I løbet af få døgn havde nyheden om hans indrullering i valgkampen resulteret i tusindvis af debatindlæg på hans hjemmeside, og mange af dem har den karakter, at republikanske fans højtideligt sværger, at de aldrig mere vil støtte hans musik. Økonomisk set kan den stenrige rockstjerne naturligvis tage dette med sindsro. Men når granvoksne mennesker, hvoraf én for eksempel husker at have været med til over 20 af Springsteens koncerter, nu slår hånden af ham, er det jo ikke bare penge, der står på spil. Det kan måske være svært at fatte sagens alvor, hvis man ikke forstår Springsteens særlige appel til sine lyttere. Og man skal i hvert fald ikke spørge den type af modernistisk invaliderede musikkritikere, der falder på næsen for alt grænseoverskridende – stofmisbrug, perversion, perfiditet, karakterløshed – men som traditionelt får røde knopper, når de står over for Springsteens helstøbte og gennemsympatiske personlighed. Springsteen har i næsten alle sine sange forsøgt at udtrykke noget etisk holdbart og opbyggeligt, og det har derfor aldrig været blaserte pirringsnarkomaner eller kunstsnobber, han henvendte sig til. De bånd, han har knyttet til sine fans – og som nu meget tænkeligt kan briste i op imod halvdelen af tilfældene – drejer sig i sjælden grad om et etisk og eksistentielt forpligtende fællesskab.
På albummet The Rising handlede en af sangene om et lidenskabeligt forhold imellem en amerikansk mand og en lokal kvinde et sted i Mellemøsten. Det er naturligvis manden, der fortæller, og han lægger ud med en intim beskrivelse af deres favntag, som imidlertid afbrydes brat: »Men når jeg ser ind i dine øjne, står vi verdener fra hinanden«. Det er klart, at den linje giver luft for amerikanske frustrationer i forhold til omverdenen, især den muslimske, efter 11. september. Tonen er øm, men også illusionsløs, for som det hedder senere i teksten: »Nogle gange er sandheden bare ikke nok, eller den er for meget i tider som denne«. Alligevel fortsætter sangen som en desperat bestræbelse på at overvinde kulturkløften gennem ømheden, og det budskab, der står tilbage, ligger i slutordene: »Lad os lade kærligheden give, hvad den giver«. Hermed får sangen indirekte en politisk tendens, der i den aktuelle situation må opfattes som venstreorienteret. Men samtidig er det moderate i denne venstre-orientering angivet, fordi intet er sagt eller garanteret om, hvor meget kærligheden kan give. Ved at holde sig til den intetsigende tautologi, at kærligheden giver, hvad den giver, har Springsteen udstillet vores faktiske uvidenhed og undgået at falbyde en sentimental patentløsning på verdenssituationen.

Det forekommer mig, at sangen om de af storpolitik hjemsøgte elskende har
fået en ny og overraskende betydning i dag. Springsteen har efter et musikalsk favntag over tre årtier set sit publikum direkte i øjnene, og erkendt, at hans musik står verdener fra den republikanske regeringsførelse. Kærlighed alene kan ikke fjerne en kløft imellem standpunkter, og rockkulten, der kan ligne kærligheden en del, har i forholdet mellem Springsteen og republikanerne nået grænsen for, hvad den kan forene.

*Jørgen Dalsgaard er cand. phil. i filosofi fra Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her