Kronik

Er Yasmins frihed vigtigere end Miriams?

De fleste etniske minoritetspiger er selvstændige og stærke individer, og samfundet bør behandle dem derefter. Det skal problemet med tvangsægteskaber ikke ændre på
Debat
31. august 2004

Kronik
Yasmin er 17 år og forlovet med en fætter fra sine forældres oprindelsesland, og først kort tid før brylluppet begynder hun at sætte spørgsmålstegn ved forlovelsen. Det sker, mens hun kommer i en pigeklub i en forstad til København. I klubben diskuterer hun ægteskab, uddannelse, forelskelse og familieliv med andre piger, og nye spørgsmål spirer frem. Måske er der andre muligheder end at blive gift med sin fætter? Måske er det noget andet, hun vil?
Når pigerne lufter deres betænkeligheder ved et bryllup, henviser lederen af pigeklubben til familiesammenføringsreglerne, som sandsynligvis forhindrer pigernes tilkommende i at komme ind i Danmark. Yasmin bliver glad, da hun hører om 24-årsreglen. Miriam, en af de andre piger, synes ikke, at danske politikere skal blande sig i hendes familieliv. Hun har mødt en mand i Libanon og er vred over, at de kan blive nødt til at bosætte sig i Sverige for at omgå den danske lovgivning. Først efter et år eller to kan de – via et svensk statsborgerskab – forhåbentlig flytte til Danmark. Miriam kan ikke forstå, at hendes danske veninder er myndige som 18-årige, mens hun først er vurderet til at være det som 24-årig.
Det er nærliggende at opfatte diskussionen om familiesammenføringsreglerne som et spørgsmål om, hvorvidt samfundet skal ofre Yasmins frihed til fordel for Miriams eller omvendt. Både den nuværende og tidligere regering har tilsyneladende vurderet, at Yasmins frihed er vigtigere end Miriams. Det virker rimeligt, for Miriam kan vel nok holde til at udskyde sit ægteskab (selv om det for hende som muslim bl.a. vil betyde, at hun ikke kan være seksuelt sammen med sin kæreste før hun bliver 24) eller bo et år i Sverige (hvilket selvsagt ikke var regeringens hensigt), hvis Yasmins forældre til gengæld forhindres i at tvinge hende til et ægteskab. Men er det nok, at reglerne redder én Yasmin, hvis de krænker mange Miriam’er og desuden griber ind i den danske demokratiforståelse, hvor alle i princippet er lige for loven?

Manu Sareen argumenterer 13. august her i avisen for, at en 21-årsregel er et godt kompromis mellem den nuværende 24-årsregel og en egentlig ophævelse af særregler, sådan som De Radikale ønsker: »Tvangsægteskaber forsvinder ikke de første 40-50 år, hvis man bare giver los. Der er alt for store økonomiske og familiære interesser i det,« lød hans påstand.
Vores vurdering er derimod, at forandringer sker meget hurtigere – hvis man kommer dem i møde. Hvis man tværtimod fastholder etniske minoriteter i en forestilling om, at de er bærere af tvangsægteskabstraditioner, som det vil tage generationer at gøre op med, vil det også blive sådan. De fleste mennesker lever på en eller anden måde op til omgivelsernes forventninger – positive som negative. Pigerne bliver handlingslammede og har svært ved at se, det kan nytte at gøre oprør mod så tunge odds. Og 24-årsregel eller ej – forældrene skal nok få dem gift, hvis det er det, de ønsker – der er masser af muligheder, hvor det danske system ikke kan nå dem. »Løsningerne kan kun blive værre for den enkelte pige,« som Miriam siger.
Forældrene har gode argumenter for at lukke sig om dem og deres – sat uden for det danske demokrati som en særlig stamme af håbløse middelaldertænkende. Det er ikke en invitation til at åbne sig for normer, rettigheder og pligter i det danske samfund. Det øger afstanden og dermed også de unges muligheder for at gå i dialog og bygge bro mellem det danske og deres familier. Det er nemlig et ansvar, langt de fleste unge har påtaget sig – men vel at mærke i et tempo, så ingen mister sig selv eller hinanden undervejs. For mange er det lykkedes, og langt flere er undervejs. Alle Miriam’erne.
Så er spørgsmålet, hvordan vi hjælper Yasmin. Vi foreslår at lade hende og hendes veninder være med i diskussionen. For selv om hun umiddelbart er glad for en regel, der udskyder hendes problemer, giver den hende også mulighed for at udskyde den nødvendige dialog med sine forældre. Den dialog, der skal inddrage både hende og dem i ansvaret for at komme tvangsægteskaber og andre afskyeligheder til livs. Hvis Yasmin tager dialogen med sine forældre i tide, er der stor sandsynlighed for, at de finder en fælles løsning. Hvis hun udskyder dialogen til dagen før brylluppet, er der større risiko for, at det ender med et brag.
Der findes Yasmin’er, hvis forældre synes umulige at gå i dialog med. Disse Yasmin’er har brug for al den bedste støtte – og for en hastig udvikling af de få muligheder, vi i dag har for kvalificeret rådgivning, mægling, udvikling af netværk m.v. – savnede tilbud, der er alt for lidt fokus på. Hvad Yasmin ikke har brug for er at blive sat i en kategori, hvor hun og alt hvad hun har med sig – både værdier og problemer – anses for mindre værd og derfor bliver gjort til en ubrugelig parentes i det danske demokrati.
Manu Sareen møder som rådgiver i Etnisk Konsulentteam i Københavns Kommune formentlig flest Yasmin’er, der har brug for personlig hjælp. Nærværende kronikører møder flest Miriam’er, der ikke ser deres generationskonflikter som sværere end for andre unge – eller hvis konflikter med forældrene fylder mindre end følelsen af ikke at kunne få del i den demokratiske fællesfølelse. Og vi møder forældre, der ikke fortjener at blive slået i hartkorn med det fåtal, der opfører sig rædselsfuldt over for deres børn.

Det er vores vurdering, udfra et bredt kendskab til minoritetspiger, at de fleste er alt andet end ofre for deres bagland. De er handlekraftige, selvstændigt tænkende aktører, der er i stand til at indgå i konfliktløsning og forhandling med deres familier – som generelt er samarbejdsvillige, men kan have brug for tid til omvæltninger.
Bl.a. gennem sit arbejde med bogen De små oprør har Marianne Nøhr Larsen interviewet fagfolk og minoritetspiger. Nogle piger er bange for at gøre oprør mod nogle meget dårligt fungerende forældres normer. Men langt flere har kræfter og kreativitet til at finde løsninger, selv på umiddelbart uløselige konflikter – også selv om processen kan være vanskelig og smertefuld. Nogle har brug for megen støtte udefra, en del har især brug for støtte til at blive bevidste om egne holdninger og ønsker.
En pigeklubleder fortæller, at to 13-årige piger med tyrkisk baggrund, der går i klubben, netop har fået at vide, at de skal forloves i Tyrkiet næste sommer. Det er alle dybt rystede over. De har vendt og drejet det i klubben, og med opbakning herfra har pigerne understreget over for deres forældre, at det vil de ikke være med til – i givet fald vil de flygte. Det går forældrene nu og tænker over. Herudover har pigerne bedt klublederen om at tale med forældrene – først og fremmest mødrene, som hun har god kontakt til. Det vil hun gerne, på uformel vis og som en del af forældresamarbejdet. Hun er overbevist om, at forældrene ikke er dummere, end at de tager modspillet til eftertanke. Under alle omstændigheder vil det være muligt til en start at overbevise dem om, at pigerne skal have en uddannelse, mener hun – og herfra skaber tiden og den påbegyndte dialog ofte andre muligheder end dem, pigen og forældrene lige kunne få øje på.
At påtage sig den slags opgaver er for nogle socialarbejdere svært – det stiller krav til kvalifikationer og evt. mulighed for at hente hjælp andre steder i systemet. Men i mange situationer handler det primært om at give pigerne tro på, at forhandlinger nytter. At pigerne føler sig hørt og bakket op – og at deres forældre ved, at andre er orienteret.
Mange pigers problemer vil kunne tages i opløbet. Men det kan være betinget af, at pigerne har netværk og en kompetent voksen at gå til. Det kræver tillid til den voksne og det danske system at turde gå i dialog, både fra pigernes og deres forældres side. Den tillid skal bygges op.

Vi skal ikke lukke øjnene for tvangsægteskaber og andre overgreb mod minoritetsunge. Men vi må fokusere på den vilje til integration og nytænkning, der hersker blandt flertallet af minoritetsunge og deres forældre. Via gode eksempler på, hvordan man f.eks. manøvrerer uden om gamle ægteskabsløfter, kommer mange familier langt. Via gode tilbud om støtte bliver mange piger i stand til at tage hånd om deres egen situation.
Vi må fastholde, at alle borgere i det danske samfund har samme rettigheder, men kan få forskellige tilbud om støtte og vejledning afhængig af deres individuelle behov. Kun på den måde kan vi forvente, at etniske minoriteter accepterer og arbejder for at opretholde demokratiske principper. Og kun på den måde kan vi give både Yasmin og Miriam en chance for et frit og værdigt liv.

*Yasmin og Miriam er opdigtede navne.
*Marianne Nøhr Larsen er antropolog. Hun udgiver til september bogen De små oprør. Tanker og metoder i arbejdet med minoritetspiger, Aarhus Universitetsforlag
*Malene Grøndahl er journalist. Sammen med Fahmy Almajid udgiver hun til september bogen Get a life – ghetto life! Om hverdagen i et boligsocialt område, Alfabeta

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her