Læsetid: 11 min.

En anti-semitisme uden jøder

Mange polakker vil i dag sige, at det selvfølgelig ikke var okay med Holocaust. For herefter at forklare, hvor svært det var med så mange jøder. De fylder meget i polsk bevidsthed, skønt der stort set ikke er flere tilbage
16. september 2004

XL
Fortid og nutid er tæt forbundet i Polen. Og Polen er det største af de nye medlemslande på 40 millioner indbyggere. Hvordan tackler landet sin fortid med etno-religiøs udrensning og vil det have indflydelse på de øvrige EU-lande?
Således blev 8. marts-demonstrationen i Warszawa i år mødt af moddemonstranter fra den højreorienterede militante ungdomsfraktion for partiet Liga af Polske Familier med tilråb og andre mere fysiske udtryk som sten, æg, jord og isklumper. Det er heller ikke usædvanligt at møde graffiti rundt om i landet med slagord som ’jødekommunister arbejder for Bruxelles’ og ’burgøjser jøde som ikke giver en groszy’.
’Jøder skal gasses. Jøder skrid!’ I sporvogne har andre forfattet: ’Jøder og bøsser undergraver det katolske Polen’. Da der i dagens Polen befinder sig 3.000-10.000 jøder ud af en befolkning på 40 millioner, fremstår denne besathed i det offentlige og politiske rum temmelig absurd. Man kan derfor kun undre sig og stille spørgsmålet: Hvorfor er de anti-semitiske rødder i Polen så sejlivede, og vil de fortsætte efter indtrædelsen i EU?
For ikke at placere Polen i et mentalt landkort som noget underudviklet, ’far away from God and Denmark’, og som noget grundlæggende uforståeligt, kan Polen i langt højere grad fremstå som et europæisk eksempel i forhold til etno-religiøse minoriteter udspændt mellem kirke og stat i hele EU.
Artiklens hensigt er derfor dobbelt. På den ene side kan Polen fremstå som et eksempel på antisemitisme i en specifik historisk-geografisk kontekst, men samtidig på den anden side som en universel politiseret erfaring, som rækker udover det specifikt jødiske. Den anden universelle side vil derfor bruge de polsk-jødiske erfaringer i forhold til udskillelsen af ’de ukorrekte’ borgere i en europæisk sammenhæng.
Hvorfor er Polen så antisemitisk? På trods af at der stort set ikke er flere jøder tilbage i Polen, eksisterer sammensværgelsesteorier i bedste velgående.
Fysiske overfald forekommer dog i dag i højere grad på romaer, på homoseksuelle eller unge antifascister. At jøder er undtaget for overfald skyldes basalt set, at der ikke er flere tilbage, og at de fleste i Polen forbinder ’en jøde’ med billedet af en hassidisk rabbiner med slangekrøller, turban og den klassiske sorte kaftan. ’Jøden’ er noget udefinerbart fra en svunden stethl-fortid eller i en nutidig form, forbundet med ’noget fordækt’. I denne form fungerer jøder som en usynlig masse, der trækker i de politisk økonomiske tråde og styrer alt bag forsvarsløse kristne polakker.
De fleste polakker har dog aldrig truffet eller talt med en jøde endsige ved, hvordan ’en jøde’ ser ud. Og som sagt fordi de sidste 300.000 jøder mere eller mindre blev smidt ud af Polen i 1968-69, udpeget som syndebukke i et internt stalinistiske nationalis-tiske opgør.

Kort skitseret omtales de tre forskellige former for antisemitisme i Polen i dag som: 1)den standardiserede religiøse; 2) den overtroiske; og 3) den ’moderne’ anti-demokratiske antisemitisme.
Den standardiserede religiøse antisemitisme baserer sig på mantraet: Jøderne dræbte Jesus. Den historiske kobling mellem den katolske kirke og dannelsen af den polske nationalstat og hermed den polske identitet spiller her en væsentlig rolle. Jomfru Maria blev i år 1717 udråbt til dronning af Polen, og kimen til en nærmest ubrydelig alliance mellem den skrøbelige polske nationalstat og katolicismen var lagt. Ligeledes har den katolske kirke været en stærk samlende faktor for en splittet nation, med permanent historisk amnesi. Som den polsk litauiske forfatter Czeslaw Milosz har sagt: Den katolske kirkes helgener husker de døde, og det bliver en måde at fastholde fortiden på og de uretfærdigheder, som er begået.
Men bagsiden af kirken som samlende faktor for en homogen nationalstat er, ud over den fastgroede antisemitisme, en manglende anerkendelse af borgere med dobbelt identitet. Man kan således ikke have en både-og-identitet, men kun en: Kernen er den hvide kristendom, som det centrale og det eneste ’sande’ i den polske identitet. Alle andre trosretninger ekskluderes af det polske medborgerskab.
Hertil hører en af de grundlæggende fordomme: Jøder i Polen var en ’nation i nationen’ og således en trussel mod kampen for det trængte fædreland. Jøder prøvede aldrig på at assimilere sig; de prøvede aldrig at blive ’rigtige’ polakker. Summa summarum: Jøder kunne ikke finde ud af at integrere sig i moderniteten, de afskar sig ikke fra deres kulturelle sædvaner, fra deres sprog, fra deres religiøse praksisser. Det er stadig i dag ikke usædvanligt at opleve en blindhed og fuldstændig tonedøvhed over for Holocaust og det faktum, at samfundet mistede en hel etno-religiøs befolkningsgruppe. Mange polakker vil i dag sige, at det selvfølgelig ikke var okay med Holocaust ... for herefter at forklare hvor svært det var med så mange jøder.
13 procent af den polske befolkning bestående af én etno-religiøs gruppe blev fuldstændigt udraderet. En kultur og et sprog forsvandt efter Anden Verdenskrig. Polakker har stadig den dag i dag meget travlt med at fortælle om deres vrede over, at verden kun ser jøder som døde i Polen og ikke polakker som døde. Polakker føler sig generelt forbigået, svigtet og misforstået, og også mange unge polakker undlader den dag i dag ikke at udpege Vesten, især Frankrig og England, som værende skyldige i ikke at bakke op den polske nationale frihedskamp.

Bøsser får røvfuld. I en samtale med Marciej Rembarz, en ung rådgiver i statsministeriet, gav denne udtryk for følgende: Polsk-jødiske relationer er meget komplekse og fulde af følelser. Vi føler os uretmæssigt ramt, når andre europære anklager os for at være antisemitter. Det var ikke os, som byggede kz- lejrene – det var tyskerne. De byggede dem her i Polen, fordi her var så mange jøder. Husk på, at mange polakker risikerede deres liv og lemmer for at redde jødiske borgere fra nazisterne.
Jeg indvender, at der har været stærke antisemitiske strømninger i Polen, også efter Anden Verdenskrig.
»Det er rigtigt, at antisemitismen var som en gift i det polske samfund. Den var så stærk blandt mine forældre og bedsteforældre. Min bedstefar sad i Auschwitz barak nr. 10 og hadede alle jøder, fordi kapoen var jøde. Også selv om han sad i Auschwitz. Han ville ikke se, hvad der skete med alle de andre jøder, han så det han ville se.«
»Men jeg tror at denne gift er mindre i Polen i dag og den vil blive mindre med næste generation, for til sidst at forsvinde.«
»Hør her«, siger Maciej, »det her land har været igennem så meget, tror du virkelig ikke, vi vil bruge EU-midler på en god måde?«

I en anden folkelig og overtroisk variant, som eksisterer, men dog er på retur, så eksisterer jøder som dæmoniske, som frastødende, men samtidig med nærmest overnaturlige kræfter.
Man kan stadig i landområder finde bysbørn knælende ved forladte jødiske gravsteder, hvor der skulle ligge hellige troldmænd med magiske kræfter.
I polske landområder med feudallignende tilstande og en fattigdom den dag i dag, som leder tankerne hen til Danmark ved århundredeskiftet, var og er der god grobund for både mistro og overtro.
Spraglede, anderledes, fremmede, belæste og emanciperede jøder vakte misundelse og had blandt mange landboere, fanget i feudallignende forhold.
Oftest bliver jødiske mænd og kvinder påhæftet en grænseoverskridende og styrende form for seksualitet – roden til meget ondt – en direkte provokation i forhold til den katolske kirkes moralske regulering af seksualiteten.

Systemskiftet forårsagede i 1989 den totale omvæltning af samfundet, nærmest ned til mindste detalje. Samtidig med de neoliberale vinde, som i perioder medførte hård liberalisering og høj arbejdsløshed, fulgte den økonomiske usikkerhed i kølvandet på disse forandringer.
Som den tidligere politiske leder, da Solidaritet var undergrund, og nuværende redaktør Adam Michnik har sagt det:
»I dag er Polen et land uden jøder, og når antisemitiske ytringer bliver udtalt i Polen, så er det ikke jøder som sådan, det handler om, ligegyldigt hvad ophavsmændene end måtte tænke. Spørgsmålet er derimod om fremtiden kan bære et fast forankret polsk demokrati...«.
Hvad er antisemitisme i dag i Polen? Først og fremmest, så er det ikke enestående. Aggressive antisemitiske slogans kan høres i dag i Prag og Bratislava, i Rusland og Ukraine, i Ungarn og Rumænien. Alle disse stemmer har en dobbelt side. Hver er ikke kun en manifestation af had mod jøder, men basalt set fjendskab mod de fundamentale standarder i europæisk demokrati.
Antisemitisme er blevet en form for kode og fælles sprog for mennesker som drømmer om en nationalt ren og en politisk disciplineret stat – en stat uden folk, som er anderledes og uden en fri opposition. Jøder er i dag, mere ’symbolske’ jøder, en erstatning for nye problemstillinger.
Forandringerne siden 1989 er stadig pågående og ikke entydige. Lige så vel som landet er befriet fra den strukturelle form for antisemitisme, så er spørgsmålet om ’polskhed’ og antisemitiske ytringer vanlige temaer i de politi-ske debatter og bliver jævnligt brugt som kasteskyts mod politi-ske modstandere eller – som nu – den siddende regering. Den moderne form for antisemitisme har sine konkrete fysiske udfald mod nye minoriteter såsom romaer og homoseksuelle.
Som den tjekkiske Vaclac Havel udtrykte det i 1993 efter flere mord på romaer, så er »diskrimination en lakmusprøve, ikke så meget på demokratiet, men på det borgerlige samfund, som sådan«.
Murens fald har også betydet synlige og positive forandringer i forhold til bevarelse af den jødi-ske fortid. Nogle kalder dette ’den virtuelle jødedom’. Vestlige og amerikanske jøder valfarter til deres forfædres hjemstavne, tager til årlige festivaler, dyrker nostalgien i stethl-life i Krakows Kazimierz-distrikt, ser monumenter og mærker efter deres ’indre’ jøde.

På det konkrete plan og i et bredere perspektiv har murens fald betydet et dobbelt spor i forhold til etno-religiøse minoriteter: Der er røster, som taler om jødisk revival, og at unge søger mere viden om jødisk identitet og jødisk historie. En del af disse tankegange kan tilskrives post-1990’ernes beskæftigelse med etnisk identitet generelt. Udkommet af dette årti er snarere etnisk kitsch, i form af årlige tilbagevendende kulturfestivaler, åbning af jødiske restauranter i turistområder, end egentligt grundfæstet jødisk samfund i Polen.
Den nye debatkultur har også betydet, at ’temaer’, som førhen var ikke-eksisterende i det offentlige rum, nu er sat på den politi-ske dagsorden.
Registreret partnerskab og antidiskrimination er hotte emner i den polske medievirkelighed, og det er i dag de små, men synlige homoseksuelle organisationer, som er den samlende faktor for diskussioner om tolerance og rettigheder i det polske samfund. Medierne spiller med, og det er et langt større tv-scoop at vise debattten i Senatet vedrørende registreret partnerskab end diskussioner om den polske landbrugsudvikling.
Maciej Rembarz fortæller ligeledes: »For noget tid siden rejste jeg i tog til Tyskland. Vi havde passeret grænsen og var kommet et godt stykke ind på den tyske side. Togkontrollørerne var udskiftet og bar nu tysk uniform. Jeg tog mine billetter frem og lagde mærke til, at kontrolløren var udpræget homoseksuel i sin adfærd og brugte endog makeup. Jeg kiggede rundt på de tyske passagerer for at se, hvordan de reagerede. Men ingen lod sig mærke med noget. Og ved du, hvad jeg så tænkte? 100 km længere borte på polsk territorium, ville det hele have set anderledes ud. Togkontrolløren ville med sikkerhed have fået en røvfuld for at være bøsse for herefter at blive kylet af toget. Men det skete ikke på den tyske side. Her var en fuldstændig accept af, at man kunne være den, man ville være, og en forsikring om, at man kan leve på den måde, man vil leve uden omverdenens fordømmelse.«
»Og tænk blot: Jeg befandt mig i et tidligere nazistisk samfund, og se hvorledes meget har ændret sig. Polen var aldrig nazistisk, så jeg er sikker på, at vi vil opnå samme demokratiske resultat meget hurtigere.«
Som repræsentanten fra den regionale kvindeorganisation KARAT, Goska Peretiatkowicz-Czyz udtaler: Den nuværende regering er også den første, som har oprettet en ligestillingsafdeling med den strategiske placering i statsministeriet og været meget stærk fortaler for antidiskrimination i samfundet generelt. Der er for første gang tæt samarbejde mellem NGO’er og centraladministrationen, hvilket er revolutionerende i en polsk kontekst.
EU spiller en vigtig rolle i institutionsopbygningen, antidiskriminationen generelt og demokratiseringen i de central og østeu-ropæiske lande. Menneskerettighedsorganisationer, kvindeorganisationer og NGO’er generelt ser med meget positive øjne på EU’s rolle som demokratiserende medspiller i de processer, som landene gennemgår.

Spørgsmålet er i dag, hvilken dagsorden Polen ønsker at sætte, og hvilken dagsorden der vinder de politiske magtkampe internt i Polen.
Polen har tidligt ønsket at spille en ’støjende’ rolle i EU og været klar fortaler for at stadfæste det kristne fundament i den nu vedtagne EU-traktat. Den polske regering har ligeledes bedt EU om nationale undtagelser på det moralske og familiepolitiske område. Således har Polen som eneste ansøgerland sat åbent spørgsmålstegn ved de grundlæggende traktatfæstede værdier om ligeværdighed og antidiskrimination i EU’s traktatbestemmelser. Flertallet af polakker forventer til det kommende valg i 2005 et regeringsskifte til en koalition bestående af højrepopulisten Andrzej Lepper fra partiet Selvforsvar, det stærkt anti-EU-parti Bondepartiet i alliance med Liga af Polske Familier, et prokatolsk, antisemitisk, homofobisk, antifeministisk, ultranationalistisk højrefløjsparti med dertil knyttet militant fascistisk kristen ungdomsorganisation.
Som Goska Czyz siger: »Hvis Lepper vinder valget til næste år, overvejer jeg seriøst at emigrere. Så vil jeg ikke længere føle mig sikker, når jeg går på gaden.«
Det er tydeligt, at mange polakkerne i dag kæmper en hård kamp for at demokratisere deres land. De lever med den stadige mangel på demokratiske institutioner og er vidne til, hvor skrøbelige de eksisterende er. Derfor er Polen og Polens historie en vigtig reminder for Danmark og EU på en lang række områder:
*Hvordan forholder Danmark sig til de politiske signaler angående nationalisme og ideen om nationens renhed?
*Hvordan formidles den euro-pæiske kulturarv som værende flerkulturel og flerreligiøs?
*Hvordan analyseres antisemitismen i forskellige specifikke historiske og geografiske kontekster?
*Hvordan skabes dialog mellem regeringen og etno-religiøse samfund, og hvordan opfordres til medborgerskab?
Polen er placeret i Europas midte. Europas hjerte, som mange ynder at sige. Og spørgsmålet er så, for hvad dette hjerte kommer til at banke.

*Anna Rebecca Kledal er tidl. EU-rådgiver for den polske regering via Center for Ligestillingsforskning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu