Læsetid: 8 min.

DEBAT

29. september 2004


Palidromosn
*I Information den 15. september var der et langt palindrom: Selmas lakserøde o.s.v. Jeg kender et endnu længere: Skik er: En domingodame skal evig give laksemad og ni modnere kiks. Jeg har ladet mig fortælle, at fanger i Frøslevlejren under Anden Verdenskrig forlystede sig med at konstruere så lange palindromer som muligt, og denne skulle være den længste.

Jørn Rasmussen

Rust i kanonløbet
*Er det virkelig ligegyldigt, hvad der læses af Martin A.Hansen, Tom Kristensen, Klaus Rifbjerg etc.? Og kommer det hele ikke an på, hvilken måde man læser, og med hvilken hensigt? Og skal europæiske eller angelsaksiske forfatterskaber slet ikke nævnes ved navn?
Hvad er meningen med en række navne, som elever muligvis kan nævne nogle år efter, de er gået ud? Kunne det ikke lige så godt være navnene på en række sportsstjerner? Hvad er det for et dannelsesbegreb? Hvor skal vi hen?

Henrik Ljungberg
lektor, dansk/engelsk

*Enten: Vil man i gymnasiet fortrinsvis elevernes bekendtskab med 15 af undervisningsministeren kanoniserede (er man mon blevet katolik?) danske forfattere, og vil man deres overblik over statsautoriserede (kultur)historiske epoker, og vil man desuden deres forøgede bekendtskab med forældede åndsformer (i.e. kristendom og islam) på tænkningens, filosofiens bekostning?
Eller: Vil man i gymnasiet snarere udvikling af elevernes analytiske evne til at gennemskue manipulation, svindel og inhumanitet i koalitionens argumentation for og gennemførelse af Irak-krigen, samt udvikling af deres evne til at udtrykke denne og lignende indsigt? Vil man især det sidste, vil man elevernes almene dannelse.
Vil man især det første, tjener man den honnette ambition, parvenuerne og de pæne middagsbordes tomme konversation.
Overblikket, som ministeren vil fremme, er så temmelig ligegyldigt, gavner mest den raslende overfladiskhed; genuin almen dannelse har derimod altovervejende med indsigt i den sociale magts løgn og uret at skaffe.

Poul Ferland
Hadsund

*Kulturredaktør Peter Nielsen bruger forsidelederen 24.sept. til at rose den nye kanon i danskfaget. Den er han rigtig glad for. Det skal han have lov til at være. Men hvorfor kan han ikke udtrykke sin begejstring uden at opstille et fjendebillede af inkompetente gymnasielærere, der har fået lov til at hyppe deres helt private ideologiske kartofler i undervisningen og sat »almen dannelse og respekt for viden« over styr?
Hvor har du det fra, Peter Nielsen? Slå op i de sidste mange bekendtgørelser for danskfaget og se, at vi skal give eleverne et overblik over dansk litteratur fra runerne til i dag, at historisk læsning udgør en meget stor del af faget, og at denne læsning skal afspejle de litterære og kulturelle hovedstrømninger i tiden. Og få så fat i nogle af de pensumindberetninger, gymnasielærere skal indsende til undervisningsministeriet til kontrol af, at kravene er opfyldt. Du vil ikke alene se, at gymnasielærernes praksis svarer til teorien (og det gør den med glæde), men også finde, at mindst 80 pct. af de nu kanoniserede forfattere er blevet læst. Det er nemlig ikke fornyelsen, men traditionen der har fået det blå stempel.
Peter Nielsen bruger begrebet ’kulturradikal’ som skældsord på linje med Venstres og Dansk Folkepartis anvendelse af begrebet (prøv i stedet Encyklopædien). Lærernes metodefrihed defineres som friheden til at »spilde elevernes tid med ligegyldig og tilfældig temalæsning og projektarbejde«. Så er det klart, at den må tages fra dem – hvis præmissen altså holder!
Lumpen retorik og luset argumentation breder sig i politik, i medier, overalt. Også i Information.

Vibeke Thomsen
gymnasielærer

*Der er flere ting, jeg vil rose kanonudvalget for, bl.a. at det spiller ud med et forslag til en fælles dansk litterær kulturarv, at der bliver et rum til frit valg tilbage, at der peges på forfatterskaber og ikke på enkeltekster, og at kanonlisten begynder med folkekeviserne, i modsætning til Den store kanon fra Undervisningsministeriet i 1994, der begyndte med Peder Palladius’ Visitatsbog fra 1540’ erne.
Når det er sagt, vil jeg kritisere to ting. Danmark har fire verdensklassikere: folkeviserne, H.C. Andersen, Kierkegaard og Karen Blixen. Af dem er Kierkegaard udeladt i den obligatoriske kanon, formodentlig fordi han betragtes som for svær. Lad gå. Resten af Danmarks forfattere er ikke verdensnavne, men store og gode forfattere, hovedsagelig kendt i skandinavisk sammenhæng. Blandt disse har udvalget fundet tre kvinder, hvoraf ingen kommer på den obligatoriske kanon, men to på den vejledende kanon til folkeskolen og en på gymnasiets. Af den samlede danske litteratur altså i alt fire kvinder.
Udvalget har således intet forstået og intet lært af forrige århundredes verdensomspændende feministiske litteraturkritik. Det tager ikke højde for, at det er vigtigt med offentlige og officielle identifikationsbilleder. Oven i købet er der slet ikke tale om en retfærdighedshandling. Efter Anden Verdenskrig har der været et gennembrud af store kvindelige danske forfattere. Udvalget har haft nok at vælge mellem. Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Kirsten Thorup eller Suzanne Brøgger kunne alle stå på den obligatoriske liste. Mit råd til ministeren: tag Peter Seeberg ud af den obligatoriske kanon og sæt Inger Christensen ind i stedet for. Og find plads til mere end tre på de vejledende lister.
’Klassikere’ er litterære værker med transhistorisk aktualitet. Det vil sige, at de var aktuelle i deres samtid, og at de stadig kan reaktualiseres. Nogle gamle værker kan altså holde sig unge. Et kanonudvalg burde have mod til at sige: vi tror, at nogle af vores unge værker også kan tåle at blive gamle. Danmark er altid 40 år bagefter, sagde Georg Brandes. Den nuværende kanon hægter nutiden af og afskærer derfor eleverne fra at følge en dynamisk aktualitetsproces. Spil dog ud med nogle navne: Søren Ulrik Thomsen, Kirsten Hammann, Jan Sondergaard, Peter Høeg, Solvej Balle, Pia Tafdrup, Simon Grotrian og Jens Christian Grøndahl, f.eks.
Tager I fejl, hvad så? Eftertiden kan rette i kanonlisten, hvad den i øvrigt alligevel vil gøre.

Pil Dahlerup
docent i dansk litteratur ved Københavns Universitet

*Hvad vil der ske, hvis folkeskoler og gymnasier fik en kanon for musikundervisningen a la den foreslåede litterære?
Vi ville få en kanon bestående af 15 danske komponister med hovedvægten lagt på romantikken, f.eks. Mogens Pedersøn, Buxtehude, Hartmann, Weyse, Kuhlau, Horneman Gade, Lange-Müller, Malling, Carl Nielsen, Rued Langgaard, Holmboe, Kayser og Per Nørgaard. Men det er ligegyldigt at kende deres musik uden at kende den store sammenhæng de er en del af - den europæiske musiktradition, f.eks. komponister som Palestrina, Bach, Mozart, Beethoven, Wagner, Dvorak, Grieg, Verdi, Debussy, Boulez eller Cage.
Den præsenterede litterære kanon repræsenterer kulturel isolationisme. For at danne kulturelle mennesker i nutiden er der mere brug for at kende f.eks. Homer, Dante, Shakespeare, Luther, Goethe, Dostejevskij end flere af de foreslåede danske forfattere. Med al respekt for deres arbejde.

Helgi Breiner
musiker

Sommerhuse overalt
*Her i denne måned høster jordejerne de frugter, Venstre-miljøministeren såede sidste år . I landets kystkommuner forgylder kommunalrødderne de af vennerne som har matrikler ved vand og skrænt.
På Nordlangeland vil man have 45 procent flere sommerhuse! Endnu mere sommerhus-slum i de følsomme landskaber. Endnu større afstand til vandet for besøgende og fastboende. Endnu flere private veje med skilte og bomme, som skal hindre adgang til strand og klint.
I ingen af de forslag, som indsendes nævnes, at natur og landskab kan lide skade, og at lokalsamfundet forarmes. Tværtimod lader projektmagerne og deres skinhellige teknikere, som om de er samfundets velgørere. De påstår at være igangsættere og opfindere af job og udvikling, men sandheden er, at de er simple grundspekulanter, som nasser på fortidens kulturarv og stjæler fremtidens glæder.
Een fastboende betyder mere for et lokalsamfund end 55 sommerhusbeboere, – og de kreative fastboere er på vej væk, for man overlever ikke i et samfund, som er domineret af 10 ugers-indbyggere. De tilfører nemlig ikke noget til samfundets netværk – sommer-surferne skaber ikke det civilsamfund, som er mørtlen imellem de sten, som samfundet er bygget af.
Det er kun 25 år siden, udstykningspesten hærgede kyster og bakkelandskaber. Sårene er nu groet til som uigennemtrængelige skorper af huse og anlæg, der spærrer for udsyn og adgang til både natur og kultur.
Skal den sygdom brede sig på ny ?

Michael Martin Jensen
Tranekær

Konforme røde
*Hvor Martin Andersen Nexø dog ligner sin partiformand Aksel Larsen på det billede, Information den 24. sept.har valgt af den kanoniserede, men er der ikke noget om, at de der kommunister er meget konforme?

Thomas Frank Møller
Lyngby

SVAR: Undskyld fejlen, som opstod ved, at den forkerte halvdel af et dobbeltportræt af Nexø og Larsen blev sat i avisen.Red.

’Ud fra et socialistisk synspunkt’
*Enhedslistens Per Clausen kritiserer den 17. sept. den kommende Europæiske Forfatning: »Ud fra et socialistisk synspunkt kan der ikke være nogen tvivl om, at den indeholder en række forringelser« ... »endnu flere kompetenceområder overføres fra de enkelte lande til EU.«
Det er forkert. Kampen om suverænitet kan umuligt indsnævres til et spil med kun to aktører, EU og nationalstaten. Sandheden er, at suveræniteten fosser ud af nationalstaterne i disse år. Ikke til EU, men til alle de processer, som vi sammenfatter med betegnelsen globalisering. Opgaven er at kæmpe noget af denne suverænitet tilbage til det politiske niveau. Det er her EU byder sig til i forhold til nogle af de grænseoverskridende forhold.
Det er således en god idé at kæmpe for mere union på de områder, hvor suveræniteten er mistet til markedet og globaliseringen. Clausen er imod, at der i forfatningen lægges op til at samordne arbejdsmarkeds-, beskæftigelses- og socialpolitik i EU. Det er jeg ikke, fordi jeg ser det som en mulighed for at sikre et
Europa, som ikke tvinges til at nedjustere sine sociale standarder, selv om andre regioner i verden måtte vælge noget andet.
I virkeligheden er det slet ikke EU der, som Clausen ellers giver indtryk af, vil få størst betydning for forholdene i Danmark og resten af Europa de kommende år. Det er tværtimod det forhold, at tre milliarder kinesere og indere – heldigvis! – er på vej ind på verdensmarkedet. Det er en udvikling, vi skal hilse velkommen.
Omvendt skal vi ikke tro, at der ikke skal gøres en ekstra indsats for at holde den europæiske tradition med høje sociale standarder i hævd.
Ud fra et demokratisk synspunkt er både EU og den kommende forfatning en god ting. EU kan bruges til at kæmpe suverænitet tilbage til det politiske niveau. Den Europæiske Forfatning øger borgernes muligheder for at øve indflydelse på den verden vi lever i. Demokratiet på EU-niveau forbedres nemlig afgørende. Den Europæiske Forfatning fordobler således antallet af områder, hvor de folkevalgte i Europa-Parlamentet sidestilles med Rådet. Lovgivning på EU-niveau bliver nu til i fuld åbenhed. Et venstrefløjskrav gennem mere end 15 år. Der åbnes op for borgerinddragelse og deltagerdemokrati. Og endelig fastlægges en række fælles værdier for alle borgere i EU. Faktisk alle de værdier vi tidligere kaldte nordiske.
Ud fra et socialistisk synspunkt er det betydelige fremskridt. Jeg kunne have ønsket mig meget mere – ud fra et venstreorienteret synspunkt. Bedre bestemmelser for at fremme beskæftigelsen. Flertalsafgørelser på erhvervsbeskatningsområdet, og miljøafgifter med flertalsafgørelser, for at det ikke bare skal være markedet og virksomhedsejerne, der bestemmer tempoet.
Den slags kritik kan jeg forstå. Den er venstreorienteret. Det Per Clausen disker op ligger klart til højre. Også selv om det fremføres af en fra Enhedslisten.

Steen Gade
fmd. for Nyt Europa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu