Læsetid: 9 min.

DEBAT

Debat
13. september 2004


Den højere enhed
*Jeg kombinerer det personlige med det upersonlige, på den måde slår jeg to fluer med ét smæk.

Leif Grage, Valby

Slet ikke
*ikke fordi
og heller ikke på grund af noget særligt
ikke på grund af noget der skulle være
eller noget der ikke skulle være
Ikke for at gøre noget for at undgå noget andet
Ikke et greb ned i foret for at få et eller andet på det rene
Ikke derfor – overhovedet ikke derfor
Slet og ret ikke

Absalon Rasmussen, Folkets Minut

En drøm
*Forleden så jeg i en drøm, at der er 800.000 funktionelle analfabeter i Danmark. Der er tusinder af danskere (gammel- og nydanskere) som har for lidt historisk- og almenviden.
I samme drøm så jeg, at der var arbejdsløse dansk- og historielærere. Så fik jeg en genial ide. Men desværre havde jeg glemt den, da jeg vågnede.
Hvad kan det mon være? Kan nogen hjælpe mig?

Jens Aage Øland, Århus C

Børn svigtes af det offentlige
*Kronikken af Joi Bay den 7. september ramte plet. Vi er nye i handicapverdnen: Vores datter Rebecca på fire år fik diagnosen Smith-Magenis Syndrom – en sjælden kromosomfejl – i januar i år.
I kronikken kunne vi læse, at de ’sektoroverskridende problemer’, vi allerede har mødt, er ikke et opstartsproblem, men er karakteristisk for handicapområdet. Serviceloven selv er et godt stykke arbejde, synes jeg, men forvaltningen af de gode hensigter halter bagud. Ikke fordi vi møder modvilje – tværtimod. Men Joi Bay skrev, at »forældre til et barn med handicap er uden tidligere erfaringer«, og de professionelle, der har erfaringer, bidrager vist kun, når de bliver spurgt, ofte når noget er sket, ikke forebyggende.
Rebecca har været indlagt fem gange de sidste fire måneder med nyresvigt og infektioner. Udover de umiddelbare bekymringer tænker vi også på andre ting, der kan være galt. Hvem tager sig f.eks. af Rebeccas kroniske søvnproblem (syndromet gør hende til nærmest et halvt-nattedyr)? Er det mest et medicinsk problem? Eller et psykisk problem? Eller noget andet? Hvilke ’sektoransvar’ hører det til? Hvem undersøger og prøver at finde en løsning?
I loven står det klart, at nogle i systemet skal f.eks. ’sikre tilstedeværelse af den fornødne ekspertise’. Her er der vist et til område, hvor der er behov for nogle, der fører lidt tilsyn med myndighederne.
’Lov er lov, og lov skal holdes’ bør også gælde de udførende myndigheder og forvaltninger. Hvis der ikke er ressourcer nok, skal loven laves om, ikke ignoreres.

Sergio Fox
bygningsingeniør, Roskilde

Nationalistisk hykleri
*Tak til Mogens Kasler for indlægget den 4.-5. september om ungdommelige nazi-vildfarelser.
Endelig et menneske med noget, der ligner orden i papirerne, som prøver at give et mere sandfærdigt billede af den besættelsestid, sene efterkommere ikke synes at kunne blive færdige med.
Uanset sym- og antipatier og hvem, der gjorde og sagde hvad, har diskussionen om denne fjerne tid taget udgangspunkt i helt urimeligt forenklede forestillinger. Som om modstandsbevægelsen fra starten var en organiseret enhed med central styring og planlægning – sådan en slags skarpladt hjemmeværn – og som om frihedskæmperne var målbevidste, nationale helte, der vidste, hvad de gjorde.
Selv husker jeg de nationale – Dansk Samling, KU'er og hærens folk – som potentielle og ofte aktive modstandere, der bl.a. lagde beslag på mængder af våben for at kunne bruge dem mod politiske modstandere efter befrielsen. Brigaden i Sverige var oprettet med samme formål.
Ingen af mine gode venner fra den tid optrådte efter 4. maj 1945 med stålhjelm og armbind – de forblev anonyme og nægtede at deltage i hele det nationale illusionsnummer, som en for første gang enig befolkning gennemførte under anførsel af ’den farligste illegale klike’ (Buhl, Hedtoft & Co).
Tiden taget i betragtning var det måske forståeligt. Men det er uanstændigt at rode op i afdøde kulturpersoners ungdommelige vildfarelser, når f.eks. over 30 af de nazistiske mordere og brandstiftere fra dengang aldrig blev retsforfulgt i Danmark – og når man den dag i dag forsvarer en figur som Kaj Munk.
Man glemmer bekvemt de mange, for hvem det var rene tilfældigheder, som afgjorde, om de kom til at stå på den rigtige eller den forkerte side, da krigen var vundet helt andre steder end i Danmark.
Hele det nationalistiske hykleri synes at skulle retfærdiggøre, at en dansk regering igen har underkastet sig en fremmed magt, der har som mål at omskabe verden i sit eget billede.

Tørk Haxthausen
forfatter

Pas på retssikkerheden
*I Sydafrika voksede vi hvide op med hver eneste dag at høre, at de sorte truede ’civilisationen’. Det var derfor nødvendigt at vi ’holdt dem nede’. Vi fik fortalt, hvor forfærdeligt det ville blive, den dag de sorte fik magten. De ville slagte os, gøre børnene til slaver og voldtage kvinderne. Hele Sydafrika ville forfalde i barbari. De skulle holdes nede, fordi de ’ikke var civiliserede og aldrig ville blive det’. De skulle ikke have stemmeret – dertil var de for dyriske/utilregnelige. Dagligt blev der opmalet skrækscenarier af lærere, politikere og præster. Hvad ville der ske, hvis de sorte fik magten?
Da Nelson Mandela blev løsladt, og virkeligheden begyndte at dæmre, begik hvide selvmord og familiemord på stribe. De ville hellere dø og dræbe deres egne børn end at blive regeret af de hedenske sorte.
Det gik, som det gik. Mennesker som Nelson Mandela, Bishop Tutu, Oliver Tambo, Joe Slovo m.fl. førte landets hvide til nye højder af erkendelse af civiliseret og kristen opførsel. De gjorde det utænkelige, de tilgav deres undertrykkere. Der var intet hævntørstigt blodbad, og i dag arbejder hvide og sorte side om side for at løse landets mange problemer, skabt af apartheid. Det var apartheid, der bragte landet ud til randen af totalt kaos og anarki, og skabte utrolig lidelse for hele befolkningen.
Retssikkerhed er vigtigst af alt, hvis en retsstat skal fungere. Er der ingen retssikkerhed mere, er der ingen retsstat. Når dommere, læger og advokater igen og igen vender det blinde øje til politiets misgerninger, kan et land ikke længere bruge betegnelsen retsstat. Det er blevet til ordflom, tomme skriverier, et spil for galleriet og institutionaliseret hykleri.
Officielt kaldte Sydafrika sig for en retsstat. De kaldte sig sågar for et demokrati. Der var bare nogen, der var mere lige end andre.
Kan I se mønstret? Langsomt, lidt for lidt, i ’krigen mod terrors’ hellige navn, forsvinder borgernes retssikkerhed. Mange ’fremmede’ og mange ’svage danskere’ har oplevet vold fra danske politifolks hænder – og deres retssikkerhed er lig nul! Hvad er pointen i, at stats- og rigsadvokaten igen og igen dækker over politiets misgerninger? Det efterlader politiet med et ubegrænset magtmonopol med ’frihed uden ansvar’.
Lad ikke dette uvæsen vokse! Konsekvenserne er, hvis ikke det stoppes, uoverskuelige.

Gerald Procter
kunstner

Så gør dog noget
*Det eneste, vi kan lære af historien, er, at historien gentager sig. Spørg derfor ikke, hvorfor helt almindelige danskere er villige til at skjule afviste flygtninge, men hvorfor det er nødvendigt for flygtninge at gå under jorden i Danmark. Hvad er det for et system, der frasiger sig ethvert ansvar i det øjeblik, det ikke længere er politisk bekvemt?
Fra jeg trådte min barnesko på den jyske muld har jeg til overmål fået indprentet at respekt for mine medmennesker og social ansvarlighed er de ’danske værdier’, som jeg som alle andre må efterleve. Af familie, skole og omgivelser er jeg blevet indoktrineret i en sådan grad, at jeg direkte har følt det som en ’pålagt’ forpligtelse at hjælpe andre, uanset køn, alder, hudfarve eller politisk observans. For mig er næstekærligheden det mest danske, jeg kender.
Så langt så godt, troede jeg. I min forvirring må jeg nu konstatere, at Pia og Bertel (i smuk samklang) kalder mig et naivt menneske, der skader nationens interesser. Naiv fordi jeg ikke forstår at traumatiserede krigsofre; kvinder udsat for massevoldtægt; torturofre – ja selv børn, der har fået trukket neglene af; unge mænd, der har nægtet at udføre selvmordsaktioner; mennesker, der har mistet alle deres nærmeste – alle udelukkende er søgt mod paradiset Danmark i et akut anfald af bekvemmelighedstrang. Landsskadelig fordi jeg i min dumhed aktivt modarbejder, at Danmark skal isoleres som nationalismens uansvarlige højborg præget af intolerance i en verden, der ellers med stormskridt globaliseres.
Jeg undskylder min naivitet og landsskadelighed, men nu ved jeg, at det for alvor er på tide at skride til handling. Nu.

Joes Mikkel Christensen
Komiteen Flygtninge Under
Jorden

Vrøvl om muslimske kvinder
*Skødesløshed præger Bo Gunnarsons artikel den 28.–29. august om OL og kvindelige, muslimske deltagere.
For det første var der mange muslimske kvinder, der deltog i almindelig sportsdragt, bl. a. fra Etiopien i Afrika, men også fra småstater i Asien som f.eks. Uzbekistan. Således var det ganske få muslimske kvinder, der bar en traditionel klædedragt med tildækning af deres arme, ben og hår, mens de konkurrerede som atleter.
For det andet er Nigeria ikke et muslimsk land, som B. G. påstår. Det er kun Northern Region, der er muslimsk. Både Western og Eastern Region er kristne.
Og sådan er det i mange lande i verden, at muslimer udgør et mindretal i befolkningen.

V. Sørensen
Kbh. Ø

Det’ da løgn – om det vand
*Det er svært at holde hovedet koldt i debatten om forureningen af vore omgivelser. Der er så mange følelser involveret. Tag nu f.eks. sådan noget som vores drikkevand. Det er slet ikke ualmindeligt, at stemningen bliver ophedet, når der findes tungmetaller, rester af pesticider og organiske opløsningsstoffer eller næringssalte i vandreserverne. Og så bliver der lukket brøndboringer og vandværker, og myndighederne foranstalter nødforsyninger med tankbiler og plasticdunke.
Alt sammen bare fordi der er folk, der har fået den idé at forbinde drikkevandskvalitet med rent vand.
Jeg mener, at det er en gammeldags og defensiv holdning til problemet. Og vel egentlig også samfundsskadelig, når det kommer til stykket. I virkeligheden ville det måske være nyttigt at gøre sig nogle tanker om, hvem der egentlig står bag alt hysteriet. Det skulle vel ikke være det sædvanlige sammenrend af purister, utopister, pacifister og gamle kommunister? Alle disse fanatiske vegarianere, militante miljøforkæmpere og feministiske dyreaktivister?
Tag nu disses tvivlsomme kredses følelsesbetonede reaktion på den undersøgelse for nylig, der vist afslørede, at den engelske befolkning udskiller så meget Prozac, at det kan måles i drikkevandet. Hvad er det egentlig, de er så utilfredse med? Er det ikke det selvsamme slæng, som har så travlt med at udbrede sig om, hvordan det moderne samfunds brister og mangler tvinger flere og flere ud i håbløshed og depression?
Hvad er logikken i, at netop de har så ondt af, at mennesker, som måske ellers ville være tvunget til at gennemgå et langt og smerteligt terapiforløb, nu slipper for at blive sygeliggjort, blot ved at drikke fra den kolde hane. En smule sammenhæng i deres tankegang ville have været vederkvægende, men det er vel for meget forlangt. Det næste bliver vel, at de kræver vandforsyningen underlagt receptpligt!
For alle os andre, der ikke har denne underlige trang til at vende tingene på hovedet, må det være klart, at vi her står over for et fænomen med store profylaktiske muligheder. Og tænk så på, at virkningen opnås uden nogen særlig indsats fra samfundets side, og uden at der beslaglægges den mindste smule ressourcer. Det er en fuldstændig udgiftsneutral sidegevinst ved det almindelige lykkepilleforbrug. Jamen, er det ikke bare at praktisere genbrugstanken i dens renest mulige form?
Og hvem ved, hvad det kan føre til, efterhånden som koncentrationen i drikkevandet stiger? Måske ender det med, at selv de utilpassede elementer, som nu råber så højt, gennem den daglige dosis får mildnet de nedbrydende rygmarvsreaktioner i en sådan grad, at de til sidst bliver gode samfundsborgere.

Peter Bidstrup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her