Læsetid: 10 min.

DEBAT

Debat
27. september 2004


Efterår
*Lær mig, o' skov, at visne blad.

Poul Malmkjær

Rådgivningen
*I stedet for at prøve at redde dit ry skulle du hellere droppe dit image.

Leif Grage, Valby

Med kasketten omvendt
*Klaus Rifbjergs nyoversættelse af J. D. Salingers The Catcher in the Rye (1951) er en kulturbegivenhed, som har affødt mange kommentarer og kronikker, blandt andet Peter Due Jensens ’Salinger og nutiden’ (Inf., 17. sept.). Mange læsere af Salingers roman, bl. a. undertegnede, føler en slags åndeligt slægtskab med Holden Caulfield.
Bogen udkom, da jeg var femten år gammel og gik på en privat drengeskole, Cranbrook, i Detroits forstad Bloomfield Hills.
Vi var i 1951 en lille hemmelig kreds, som læste bogen og snakkede om den i frikvarterne. Bogen gik fra hånd til hånd, og vi fik ikke mange dage til at læse den. Holden blev vores helt, dog ikke vores forbillede, for vi ville jo så gerne have succes. Vi vidste, at samfundet var falsk, men vi spillede med for at komme ind på et fint universitet tre år senere. Holden Caulfield tog alle vores synder på sig ligesom en asketisk helgen. Han var, som hans navn siger, ’kaldet’.
Efter denne bekendelse vil jeg tilslutte mig nogle af Due Jensens konklusioner, men med hans drejning af Salingers roman til et politisk udsagn i nutiden forsvinder den religiøse betoning i Holden Caulfields underlige adfærd. Hans jægerkasket er for eksempel vendt om, så skyggen sidder i nakken, ligesom en griber (catcher) bærer den i baseball. Som jæger vil Holden beskytte, ikke dræbe.
I dag går mange med baseball-kasketten omvendt, som om vi alle sammen var gribere...

Jonathan Schwartz
antropolog

Kvinderne og riget svigtet i kanon
*Der er kun én kvinde, Karen Blixen, i den fælles litterære kanon for folkeskole og gymnasium. I folkeskolens tillæg er endvidere opført Cecil Bødker og Tove Ditlevsen, mens studenterne skal have kendskab til Inger Christensens forfatterskab. Uden videre forklaring og tilsyneladende uden at stille kritiske spørgsmål refererer Information i artiklen ’Nok at se et Holbergstykke’ den 24. september, at »Matilde Fibiger trods alt ikke kunne kanoniseres«.
Hvorfor ikke? Netop Fibigers ’Clara Raphael’ er et af de første skrifter, der taler kvinders sag i Danmark og som beskriver kvinders muligheder og tilværelse anno 1850 på måder, der sikrer en forståelse historieundervisningen aldrig kommer i nærheden af. Hvis læsningen tilmed kombineres med en snak om
systemskiftet, den langsomme opløsning af ideen om forsørgelsesægteskabet, Fibigers tidlige lighedstilgang i sit syn på køn, i modsætning til f.eks. Wollenstonecrafts forskelsfeminisme kombineret med fortællingen om Fibigers videre skæbne efter udgivelsen af dette værk, så skulle gymnasieelevers forståelse for kvinders – manglende – muligheder være hjemme.
Derudover undrer det mig, at udvalget ikke har ønsket, at elverne stifter bekendskab med udenlandsk litteratur. Kunne det ikke være en lærerig erfaring at læse Isabel Allende (hvis forfatterskab trods alt værdsættes så meget, at hun gøres til H.C. Andersen-ambassadør) – om diktatur, tortur, og en Anden Verdenskrig, der irrelevant hærger på andre kontinenter? Også selve definitionen på dansk litteratur er meget snæver – William Heinesen var færing, skrev på dansk, og Færøerne er vel en del af det danske rige? Og islændingen Halldór Laxness påbegyndte sit forfatterskab, før Island endegyldigt gjorde sig fri af Danmark – og er han virkelig irrelevant at læse? Information får desværre ikke stillet disse spørgsmål.

Stinne Føns
sociologistuderende

Tv er farligt gods
*Hvorfor er DR ikke interesseret i en uafhængig medieombudsmand?
Da ’Mors-sagen’ kom frem, gav det et chok i befolkningen. Tænk engang, at tv-journalisten alene for at få sin udsendelse gjort interessant havde kriminaliseret en plejemor. Da sagen åbenbart ikke havde nogen substans, havde journalisten redigeret udsendelsen, så plejemoren tæskede plejebørnene. Av, av og dask dask. Den gav pote. Alle var forargede. Den producerende journalist havde succes. At plejemoren gik politiet. og at politiet gik ind i sagen kom bag på alle. I hvert fald for de fleste tv-journalister. For der var jo ikke noget nyt i, at man manipulerede, som det passede en i DR-TV.
I 1987 foretog jeg en undersøgelse af pressens dækning af DSB's transport af farligt gods. Det var tv’s dækning af sagen, som vakte forargelse i befolkningen. Tv viste, at ethvert barn kunne komme ind på Vordingborg godsbaneområde og åbne togvogne med giftige væsker fra Proms Kemiske Fabrikker. Tv-udsendelsen var dramatiseret som en kriminalfilm med uhyggelig underlægningsmusik, mens man så disse togvogne, som angivelig indeholdt dræbende gift.
Nu er tv jo ikke en avis. Man kan ikke slappe lidt af, gå tilbage og læse videre. Det er heri at manipulationsstyrken eksisterer for tv-mediet . Hvad der er set er set. Da jeg havde kikket indslaget om gift-togvognene igennem et par gange, gik det op for mig, at man havde dokumenteret sine påstandene ved at interviewe brandmesteren – i Rødby! Rødby har stedsmæssig ikke meget at gøre med Vordingborg. Da jeg kontaktede brandmesteren viste det sig, at man havde interviewet ham om togvognene i Rødby. Problemet var bare, at disse togvogne ikke indeholdt gift. Man havde bedraget i tv-indslaget for at få en interessant historie. Der er ikke noget lettere i denne verden end at manipulere via tv-redigering.
Jeg da godt forstå, at DR ikke er interesseret i en uafhængig medieombudsmand. Hvad skulle de så gøre? Holde sig til sandheden? Puha, den ville ikke være god. Så hellere tage røven på de mange seere, som stadig tror, at de bliver orienteret om fakta.

Jens Ole Bjerre
cand.comm.

Skræmmende korruptionskultur
*Dem der overvejer at stemme ja til EU-forfatningen, bør først læse Eva Jolys bog Korruptionsjæger om hendes erfaringer som forhørsdommer i Frankrig i sagen om olieselskabet Elf. Det er rystende læsning. De korrupte oliedirektører føler sig hævet over loven og benytter alle midler for at sabotere retsvæsenet, inklusive direkte mordtrusler mod forhørsdommeren. I seks år måtte Eva Joly have to bevæbnede livvagter om sig 24 timer i døgnet for at undgå, at hun ikke ’ved et tilfælde’ blev kørt ned på gaden, eller kom for tæt på et åbent vindue. Hendes telefon i justitspalæet blev aflyttet, og der var indbrud i hendes computer. Når hun rapporterede om disse hændelser opad i systemet, skete der ingenting. Ved uanmeldte ransagninger var værterne blevet advaret i forvejen, og hun konstaterer, at destruktion af kompromitterende materiale synes at være en fransk nationalsport.
Joly konkluderer, at Elf-sagen kun er toppen af isbjerget, og at tilsvarende forhold findes i en række såkaldte ’følsomme’ industrier. Det er hendes opfattelse, at den omfattende korruptionskultur er ødelæggende for demokratiet. Ledende folk inden for olie- og våbenindustrien tilraner sig milliardbeløb på den måde, og korruptionen når langt ind i toppen af det politiske liv, ikke mindst i Frankrig og Italien.
Efter syv år og en domfældelse af flere af de ledende personer i Elf-skandalen havde Joly fået nok. Nu rådgiver hun den norske regering om mulighederne for at bekæmpe korruptionen.
De nordiske landes retskultur vil i praksis komme på en urimelig hård prøve, hvis der sker en yderligere integration af retsområdet i EU. Det bør man have med i sine overvejelser ved den kommende folkeafstemning.

Niels I. Meyer
folketingskandidat for Minoritetspartiet

Vand er da fælles
*Adgangen til drikkevand er, som adgangen til luft, en forudsætning for den menneskelige eksistens. Alene af den årsag forekommer det vanvittigt at overlade kontrollen med denne naturgivne ressource til private kapitalinteresser. Opgaven er derfor ad politisk vej at sætte grænserne for, hvor dette skal kunne lade sig gøre.
Her i landet er en stor del af indvindingen og –distributionen af drikkevand en aktivitet, der stiller store krav til investeringer i produktionsudstyr og infrastruktur. Men intet taler for, at producenterne bør være private selskaber, som fastsætter prisen på vand på basis af kartelaftaler, hensynet til bundlinjen og afkast til aktionærerne. Tværtimod. Vandet er vores fælles ejendom og vandforsyningen et fundamentalt nødvendigt gode, som bør varetages af non-profit offentlige virksomheder. Der er der intet belæg for påstande om, at disse ikke kan varetage opgaven effektivt til gavn for forbrugerne. EU er fortaler for liberalisering, som vil betyde at bl.a. store specialiserede selskaber får adgang til markedet for vand. Går det, som det plejer at gå i EU i sådanne spørgsmål, vil sagen efter nogen modstand blive afgjort til fordel for kapitalinteresser. Og går det, som det plejer, vil de hjemlige partier, der er for liberalisering holde lav profil af hensyn til deres vælgerne, og de partier der er imod ikke få reageret før det er for sent. Men det behøver måske ikke gå, som det plejer.
Lad dem der er for, og dem der er imod liberalisering af vores vand melde ud, gerne i Information.

Bjarke Nielsen, cand. scient.

Klimastrategi med flere strenge
*Geolog Claus Heinberg tager i Information den 15. sept. Institut for Miljøvurdering og mig selv til indtægt for udelukkende at ville satse på kvoter i en dansk klimastrategi. Det er en fejlfortolkning.
Det kan ikke anbefales at have en enstreget strategi over for klimaforandringer. Men det er nødvendigt at skelne mellem, hvordan vi her og nu bedst opfylder Kyotoforpligtelsen, og hvilke veje Danmark bør følge på længere sigt.
Kyotoprotokollens såkaldte fleksible mekanismer er den mest effektive måde, Danmark kan opfylde vores Kyoto-forpligtelser på. Under de fleksible mekanismer er der foruden kvoter også mulighed for, at danske miljøinvesteringer i f.eks. Østlande kan sættes i stedet for forbedringer i Danmark. Der er gode muligheder for at opnå reelle miljøfordele gennem disse projekter. Og det er her, vi får mest miljø for pengene og dermed ‘penge til overs’ til andre miljøformål.
Kvotehandel er et andet redskab end konkrete projekter i Østlandene. Målet med Kyoto-aftalen er, at de deltagende lande samlet skal reducere udledningen af CO2 med 5,2 procent i forhold til 1990. Den samlede udledning er blevet fordelt mellem landene i et politisk spil, hvor nogle lande er sluppet med en lettere målsætning end andre. F.eks. tyder meget på, at Rusland vil kunne reducere CO2 med mere end deres Kyoto-målsætning - hvis de tilslutter sig aftalen. Lande, som mere end opfylder deres del af målsætningen kan sælge kvoter. Drivhuseffekten er et globalt problem. Derfor betyder det ikke noget, om CO2 reduktionen foregår i Rusland eller i Danmark. Men er en kvote fra f.eks. Rusland nu også en reel miljøgevinst? CO2-reduktionen i Rusland skyldes jo økonomisk kollaps og er derfor en realitet, uanset om vi køber deres kvoter. Denne aftale kan man have indvendinger mod, ud fra en ambition om at ville gøre mere end Kyotoprotokollen. Men samlet set vil kvoter bidrage til at opnå Kyotomålsætningen.
Heinberg mener, at man i et helhedsperspektiv får mere for pengene ved at investere i udvikling af ny teknologi og vedvarende energi herhjemme end ved projekter i Østlandene.
Der er behov for at afsætte penge til forskning og udvikling af ny energiteknologi og for at analysere, hvilke forskningsprojekter der vil være fordelagtige. Det bør være den langsigtede strategi. Men det er ikke en farbar vej til at opfylde vore Kyotoforpligtelse her og nu. Udvikling af nye energiformer kan tage årtier.
Danmarks langsigtede klimastrategi bør være tre-strenget: Reduktioner af drivhusgasser, hvor det er mest effektivt, forskning i vedvarende energi og tilpasninger til klimaforandringer i Danmark. Og for hver af de tre strenge bør man nøje afveje omkostninger i forhold til effektivitet. Her er miljøøkonomiske analyser et vigtigt redskab til at skabe overblik.

Dorte Vigsø
miljøøkonom

Et socialdemokra-tisk ledet Kbh.
*Hvis jeg bliver overborgmester i København, vil jeg arbejde for, at det grundlæggende i velfærden skal være i orden.
Når borgere ikke får den service, de regnede med, undergraves tilliden til velfærdssamfundet, hvis legitimitet jo er at vi alle betaler til fællesskabet, mod at vi bliver tilbudt den hjælp vi har brug for. Fra næste år har vi sikret pasning til byens børn. Men også forholdene for ældre, handicappede og svage grupper skal forbedres. Personalet skal have mere tid til pleje og omsorg. Byen har 3.000 utidssvarende plejeboliger. Vi starter nu med renoveringen af disse, men der er lang vej endnu.
I dag forlader hver femte elev folkeskolen uden rigtigt at kunne læse, regne eller skrive. For tosprogede elever er tallet 49 procent. Det kan vi ikke være bekendt. Løsningen er, at sprogligt svage børn skal støttes allerede fra børnehavealderen, og vi skal tilbyde dem, der har behov for ekstra hjælp, plads på ressourcestærke skoler. Griber vi ikke ind, forstærkes polariseringen og det todelte samfund. Vi er på vej mod et klassesamfund, hvor underklassen primært vil kunne kendes på deres hudfarve. Den udvikling skal bekæmpes. Jeg vil have bryde den sociale arv. Fordi alle børn fortjener en fremtid, og alle børn burde have ret til en god start på livet!
København er på godt og ondt landets hovedstad. I en hovedstad er mange hjemløse, psykisk syge og misbrugere. De skal gives ordentlige forhold.
På plussiden er alle de muligheder der hører med til at være landets hovedstad. København skal kendes som den levende by, hvor kulturen og de store begivenheder finder sted. Jeg har arbejdet med Øresundsregionen i mange forskellige sammenhænge, og jeg mener samarbejdet i regionen skal tages alvorligt og prioriteres. Øresundsregionen har ifølge OECD et potentiale på 30.000 nye arbejdspladser. Jeg mener vi skal fremme en erhvervspolitik, der gør, at disse jobs bliver virkelighed.
København har brug for friske kræfter!

Karen Hækkerup
politisk ordfører for
Socialdemokraterne i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her