Kronik

Min første pilot

Kaospiloter er selv-centrerede, egoistiske, arrogante og udfarende – og har af samme grund præcis det drive, der kan løfte et land som Danmark ud af den intolerante smålighed og forblindede nationalfølelse, som i disse Bush-tider gør det mere pinligt at være dansker end amerikaner
Debat
3. september 2004

Kronik
Manhattan var pulserende, varm og fugtig, ligesom den perfekte elskerinde, og ligesom hende ville den lange, høje ø miste sin attraktion, hvis man havde den alene. Jeg boede hos forfatteren Garrison Keillor på Central Park West med udsigt til vandreservoiret og den karakteristiske hvide funkisstruktur, hvor Woody Allen udtænkte sine neuroser, rullede dem i celluloid og kastede dem ud over altanen, ned på 5th Avenue. Som han i øvrigt stadig gør, 10 år senere.
På vej over foyerens spejlblanke granit om morgenen hilste jeg på Michael J. Fox og – især – på Kim Basinger, der som en trimmet tronarving i landet med de lidenskabelige, iklædt tætsiddende jeans og hvid top, forcerede dobbeltdørene og steg ind i en taxi med samme em af erotik, som havde hun været nøgen og taxaen et skummende badekar.
Det var i New York samme år, at jeg mødte mine første kaospiloter. De ankom til lejligheden, fire fyre og en pige, for at indlede den obligatoriske odyssé gennem Guds eget land, from sea to shining sea, med endestation i San Francisco, højborgen for cool. Og det anså de også sig selv for at være.
Jeg havde boet alene i lejligheden for at skrive – eller, rettere, for at finde min stemme, hvis jeg havde en. Stilheden i den gigantiske lejlighed blev på ingen tid forvandlet. Vi joggede i Central Park, købte rulleskøjter, udførte sindrige yoga-øvelser på sildebensparket 12 etager over asfalten, der osede dernede, inficeret med yellow cabs.
Jeg var på den ene side lettet over deres ankomst, da det gav mig en undskyldning for at udsætte skriverierne, noget jeg senere har erfaret, at de fleste forfattere gør. På den anden side havde jeg ikke set frem til denne konfrontation med virkeligheden. New York er det sted i verden, hvor man kan være mest ensom, og jeg sværmede om ensomheden som en hveps over en ølflaske.
Den første eftermiddag efter deres ankomst og uden at have vekslet andet end et par ord med dem, løb jeg en tur for at samle mine tanker. Jeg havde foldet nogle tyvedollarsedler og lagt dem i kanten af strømpen og spadserede efter løbeturen ned til Zabar’s på hjørnet af 80. gade og Broadway for at proviantere delikatesser til aftensmaden. Jeg satte dem i køkkenet og gik ud for at vaske løbeturen væk.

Hun kom ud på badeværelset, mens jeg stod under bruseren. Jeg havde ikke låst døren, for jeg boede der jo alene. Jeg kunne se hende gennem kabinens sandblæste glas. Det var startet som et bad og var blevet til en situation. Hun skulle vel på toilettet, sagde jeg til mig selv. Var det nu et problem?
Vi var unge og smukke. Hvorfor ikke? Selv om der var et andet badeværelse, men måske havde jeg ikke fået forklaret mig ordentligt. Der opstår en række ikke udpræget originale tanker i hovedet på en nøgen mand, når en kvinde afklæder sig inden for en radius på under en meter. Hun skulle ikke på toilettet, viste det sig, og lod tøjet falde til gulvet som flyveblade.
Jeg fik budskabet.
Om aftenen, da vi satte os til bords, sagde hun »New York er fantastisk. Vi har kun været her i fem timer, og jeg har allerede været i bad med Brian«. Da jeg kunne fornemme, at alle betragtede mig, kiggede jeg op og sagde noget i retning af at jeg var glad for, at de var kommet og løftede glasset med perlende Chardonnay.

Hun var min første pilot. Siden har jeg mødt mange og haft dem som venner, kolleger, bekendte. Deres eneste fællestræk er, at de er selvcentrerede, egoistiske, arrogante og udfarende – og har af samme grund præcis det drive, der kan løfte et land som Danmark ud af den intolerante smålighed og forblindede nationalfølelse som i disse Bush-tider gør det – om muligt – mere pinligt at være dansker end at være amerikaner. For 10 år siden rejste jeg fra USA til Danmark for at studere. Jeg var knust over at skulle tilbage, for jeg følte mig hjemme i det USA, hvor jeg havde opdaget Dylan, Ginsberg, Bukowski – og kvinder. I flyveren mod øst sad jeg ved siden af en svensk pige. Vi talte engelsk sammen, fordi vores respektive modersmål var i dvale. Jeg forsøgte at drikke mig ud af min sorg over at skulle hjem. I Kastrup vågnede jeg med ansigtet nede i en frugtsalat, jeg ikke anede var blevet serveret.
Ved bagage claim nægtede min svenske rejsefælle at tale til mig, og vi gik med 10 skridts afstand gennem terminalen ud i hver vores intethed. Da jeg trådte ud i den klare oktoberluft og fik øje på en dansk nummerplade, begyndte jeg at græde. Mit Amerika var tabt. Mit Amerika, som gjorde mig stolt. Jeg var tilbage.
I dag vækker hverken Danmark eller Amerika nogen stolthed i mig. Nærmere en ligegyldig sorg, som når naboens kanariefugl dør, og man prøver at finde rette mine, mens det bliver én fortalt.
For 10 år siden kunne jeg være stolt, når jeg nævnte mit fædreland. I dag holder jeg lav profil, ligesom de fleste omrejsende amerikanerne. Der er ikke noget at være stolt af. H.C. Andersen kan ikke redde os. Søren Kierkegaards ære & værdighed varetages af et forskningscenter befolket med ynkelige pedanter. Laudrup-brødrene er blevet småfede, omrejsende artefakter, der lunter over grønsværen som geriatriske gravhunde, lykkelige over at være undsluppet prins Henriks domesticerende kærtegn. Og hvis man ikke nænner at spørge sig selv, hvad det hele dog skal ende med, kan man jo begynde med at spørge, hvor det hele kommer fra?

Svaret er, at der intet nyt er under solen. Magt korrumperer og har altid gjort det. Vi ser det her til lands, hvor vores folkevalgte har præcis det på hjerte, som kan få dem genvalgt. Ikke omvendt. Vi ser det med eftertryk i USA, hvor George W. Bush mentalt er det største vakuum, der nogensinde har fået vinduerne til at klirre i det Ovale Kontor. Til sammenligning er Bill Clinton et brægende får i en reklamefilm for vaskemiddel. Da Clinton besøgte Danmark, kunne de have sat Amalienborg på tvangsauktion, uden at nogen ville have opdaget det. Han var kongen, der kom hjem.
Hvis Bush kom i dag, ville han ikke kunne praje en taxi. Fordi han ligesom her til lands navigerer efter intolerance, smålighed og forblindet nationalfølelse. Og ikke tør sige det i det offentlige rum.
Dansk Folkeparti er et af landets største partier, men jeg møder aldrig vælgerne. De sniger sig langs murerne i tusmørket, æteriske gespenster i en gotisk roman, deres hud er gusten, øjnene matte som på en misrøgtet hund. Ingen vil indrømme det, med mindre de er nødt til det.
Louise Frevert fra Dansk Folkeparti er et sindbillede på alt, hvad der gør Danmark til et godt land at forlade: »Vi kan ikke have en zig-zagkurs, hvor vi bare skifter mening, fordi en evaluering viser noget, og folk lægger pression. Det vil bare skabe præcedens.« (Politiken, den 20. august 2004).
Hun taler om Kaospilotuddannelsen. Og hun har fuldstændig ret – men præcedens er netop det, hun får sin taburet for at skabe. Jeg kan ikke i dagens politiske landskab få øje på en eneste politiker, der tror på en sag. Eller bare på Danmark som et samfund, vi skal kunne være stolte af. Nationalitetsfølelsen kan vi stikke skråt op. Den sidder med ved bordet som et afdødt familiemedlem, og ingen gør noget ved det. Danmarks berettigelse og egentlige ressource er åbenheden, ideerne, den indsigt, at livet handler om skabelse, ikke det skabte.
At lukke Kaospiloterne svarer til at rive Århus Domkirke ned, fordi rødt tegl ikke passer til vandskulpturen, der pryder torvet som et futuristisk pissoir. Domkirken overlevede med nød og næppe Anden Verdenskrig. Det tyske ammunitionsskib, Scharnörn, lå lastet med 2.000 tons ammunition 20 meter fra en eksploderet lægter. Hvis ikke bugserbåden Hermes havde fået Scharnörn ud af havnen, ville Latinerkvarteret i dag være et asfalteret minde.

Hvad gjorde forskellen? Personligt engagement, uselviskhed og vovemod? Eller pedanteri, smålighed og forskrækkelse? Hermes reducerede katastrofen til en anekdote. Men anekdoter opstår af virkeligheden. Ligesom historien om min første pilot. Hver morgen går Kaospiloternes rektor Uffe Elbæk forbi uden for mit kontor. Jeg tænker på, hvad der mon går gennem hans hoved. Han ser ikke nedtrykt ud, snarere det modsatte. Han går forbi, let duvende med tasken over skulderen, hengivet sine egne tanker og med et sejrsikkert blik, som en ung Churchill. Han udstråler en anstændighed, jeg finder opløftende.
Han har endda god grund til at smile, for han kan ikke tabe, heller ikke selv om skolen må lukke som en konsekvens af, at politikere ikke tør indrømme, at de tager fejl. Og så komme videre til noget væsentligt. Kaospiloternes rektor har skabt noget unikt – og det er en sejr i sig selv. At vi er omgivet af en nation, der hellere vil se Hammerslag og Lørdagslotto end være med til at rette op på den pinlighed, som har ramt Danmark, er ærgerligt.
Jeg tænker ikke så ofte på min første pilot. Hun eksisterer inde i mit hoved. Som et formativt minde, der siger, at det kan man godt tillade sig at gøre. Er der andre, der vil med ind i badet?

*Brian Dan Christensen er forfatter, kreativ direktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her