Frygt og væmmelse i Bayern

International
Bayern, i det sydøstlige hjørne af Tyskland, kunne godt ligne et jordisk paradis. Jeg har aldrig set så mange hårdtarbejdende, hjælpsomme og glade mennesker, som bor i så idylliske omgivelser. De står tidligt op om morgenen, vander og nipper de geranier, som pryder hvert eneste hjem og fejer deres del af fortovene. De er alle uden undtagelse renskurede, sunde, arbejdsomme – og som logisk konsekvens heraf – velhavende.
I Berchtesgaden har man hverken problemer med graffiti eller affald. Alle er høflige og hjælpsomme. Teenagere provokerer ikke voksne med aggressiv, seksuelt udfordrende adfærd, excentrisk påklædning, skaldede hoveder, strittende eller grønt hår, ligesom de heller ikke piercer sig med metalringe. Fedme er en sjældenhed. Der er næsten ingen kvinder, som bærer make-up. Deres klare, solbrændte ansigter lyser af energi og velvilje.
Selv de øldrikkende mænd virker stabile, gemytlige og lovlydige. Bilisterne udviser forsigtighed og hensyntagen. Der findes tilsyneladende ikke tiggere her. Jeg kan heller ikke få øje på handicappede, fulde mennesker eller narkomaner. Her er hverken vold eller synlige tegn på fattigdom.
Omgivet af stejle, forrevne bjerge, som blødes op af dugfriske grønne enge for foden af bjergene med græssende får og geder, fremstår Bayern som en enestående smuk egn.
Alligevel indgyder disse omgivelser mig et næsten fysisk ubehag? Hvorfor giver Bayern og denne delstats anstændige, tilfredse befolkning mig mindelser om Konerne fra Stepford, når dette utopiske landskab synes at inkarne noget af det største, vores civilisation har opnået inden for de sidste 200 år? Her er indbegrebet af det 21. århundredes landvindinger samlet – folk spiser bedre, bor bedre, er bedre lønnede og sundere end nogensinde før i historien.

Konformitet som princip
En del af forklaringen er givetvis de myter og traditioner, som Bayern er hjemstavn for. Tyske kunstnere fra Dürer til Altdorfer til Caspar David Friedrich og frem for alt Richard Wagner blev inspireret af disse fyrretræsskove, disse klippefremspring, disse overdådige solnedgange og disse knugende, stormomsuste skyer. Bayern taler til noget, der synes at ligge dybt i den germanske folkesjæl. Til heroiske visioner om konflikter, der sætter lys op imod mørke; det gode, der besejrer det onde, jernkrigere, lysblonde dronninger og isjomfruer.
For nylig gik jeg forbi et galleri i London, hvor man havde udstillet et homoerotisk billede af to ariske unge med stålansigter, der poserede foran et bjergpanorama. Billeder af uforsonlig militærkraft og nazipropaganda dukkede op i baghovedet. Når man støder på sådanne tableauer, er det som at blive konfronteret med et kollektivt ubevidst lag af den europæiske kulturarv. Der er ikke plads til tvivl i disse billeder. Der er ikke plads til det ufuldkomne og for det middelmådige. Man kan ikke være anderledes i Bayern. Her er det styrende princip er konformitet.
Ubehaget skyldes selvfølgelig også den nyere historie. Her i dette smilende landskab stod nazismens vugge. Hitler tilbragte mange af sine ungdomsår her. Han blev født i Østrig, men flygtede som 17-årig til München, eftersøgt af det østrigske politi, fordi han ikke havde indskrevet sig til obligatorisk militærtjeneste. Det var i München, at nazistpartiet spirede frem, og det var München, som først i 1920’erne blev platform for Hitlers racistiske opflammelser. Og München forblev nazistpartiets faste borg, da Hitler i 1933 rykkede ind i Rigskancelliet i Berlin. Så ofte, han fandt stunder til det, vendte føreren tilbage til Bayern for at tage et hvil fra statsanliggenderne i sin sommerresidens i Berchtesgaden, som han gjorde til sin personlig enklave.
Den lille by er i høj grad bevidst om sin skamfulde fortid. Berchtesgaden har gjort sit bedste for at udrense alle levn af nazisme. Kun ved det nyligt åbnede Dokumentation Obersalzberg – et informationscenter på den bjergskråning, hvor Hitlers Berghof engang lå – kan man finde omtale af den usigelige gru, der indtraf for få årtier tilbage. Men de nazi-insignier, som engang prydede alle offentlige bygninger, er forlængst retoucheret ud af historien.

Arisk hjemland
Ingen synes at huske – tilsyneladende er kun få af de lokale klar over det – at Berchtesgadens enorme banegård blev bygget af Albert Speer med henblik på at imponere gæster som Mussolini eller hertugen og hertuginden af Windsor. Og Ingen bekymrer sig om, at bygningen ved den glitrende flod Ach, der nu huser en pizzarestaurant, førhen var bolig for det vagtmandskab, der skulle beskytte Hitler imod de menneskemængder, der fylkedes ved Berghof for at få et glimt af deres elskede Führer.
Mit ubehag havde en yderligere grund. Det varede et par dage, før det gik op for mig: Alle i Berchtesgaden og omegn – og næsten alle i Bayern – er hvide mennesker. På seks dage talte jeg færre end 12 sorte, og slet ingen af blandet herkomst. Selv de tyrkiske gastarbeiter, som leverede billig arbejdskraft til Tysklands Wirtschaftswunder, var så godt som usynlige, hvis de overhovedet var der. De eneste asiater, jeg så, var en håndfuld japanske turister, der fotograferede hinanden med en bjergudsigt som baggrund.
Denne del af Tyskland blev i 1930’erne og 40’erne ’renset’ for sine mentalt eller fysisk handicappede, for sine jøder, romanier, bolsjevikker og homoseksuelle, og den er tilsyneladende til den dag i dag forblevet det ariske hjemland, som Hitler drømte om at skabe. Skønt seks årtier er gået, har intet ændret sig her. Hele det øvrige Vesteuropa er blevet multikulturelt og multietnisk. Fremmedartede ansigter og stemmer af alle afskygninger blander sig i undergrundsbanen, i butikker og på gader og stræder. Sådan er det ikke i Bayern. Dette var den egentlige årsag til mit ubehag.
Næste år vil verden markere 60-årsdagen for Anden Verdenskrigs afslutning. Efter 1945 måtte tyskerne igennem en skærsild af ydmygelser, fornægtelser og skyld, før det nåede ud på den anden side og kunne erkende den smertelige sandhed om, hvad der skete med deres højt civiliserede land, da de overlod det i den psykopatiske Hitlers og hans brutale kumpaners vold.
Bliver det nogensinde Bayerns tur til at acceptere det sidste halve århundredes forandringer og gøre sig til en del af det 21. århundredes multikulturelle, multiraciale, etnisk opblandede virkelighed?

© The Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen og Niels Ivar Larsen