International
I artikel otte i USA's forfatning hedder det: »Der bør ikke stilles krav om overdrevent stor kaution, ej heller idømmes overdrevent store bøder, ligesom ingen grusomme eller usædvanlige straffe bør eksekveres.«
Hvad de, Oplysningstidens vise fædre, som formulerede denne forfatningstekst i 1787, i grunden mente, står vel rimelig klart sådan rent principielt.
Dog overlod de det til os andre at afgøre, hvad vi vil forstå ved ord som »overdrevent stor«, »grusom« og »usædvanlig«.
Dødsstraf og lange fængselsstraffe forekommer ærligt talt denne skribent at være ret grusomme foranstaltninger, men amerikanske domstole praktiserer dem rutinemæssigt, så derfor er de ikke spor »usædvanlige«. Men hvad skal vi så forstå ved »usædvanlig«?
Gabestok
Engang var det sædvane, at sætte delinkventer i offentlig gabestok som offentlig ydmygelse. At genoptage den praksis ville i dag være højest usædvanligt.
Ikke desto mindre er det blevet en omsiggribende mode ved stadigt flere amerikanske domstole at idømme såkaldte 'skammebøder', der skal stå mål med den kriminelle handlings art.
I de amerikanske skoler plejer man at læse en berømt roman af Nathaniel Hawthorne Det flammende bogstav (originaltitel: The Scarlet Letter). Bogen handler om en kvinde fra det 17. århundrede ved navn Hester Prynne, som bliver tvunget til at bære et broderet bogstav på sit bryst som straf for at have begået hor.
Nutidens domstole ville generelt være af den opfattelse, at en sådan straf er grusom og usædvanlig. Alligevel sker det, at de idømmer lovovertrædere lignende bizarre ydmygelsesstraffe.
Skammedomme
For nylig appellerede en californisk mand en dom, han var blevet idømt den gik ud på, at manden for en nøjere angivet periode skulle tage fast ophold foran et postkontor bærende et skilt om halsen, hvorpå der stod:
»Jeg har stjålet breve og dette er min straf.«
Derefter skulle han endvidere sone en fængselsstraf for sin forbrydelse, der bestod i at hugge checks udstedt af offentlige myndigheder fra postkasser.
I appelsagen gør mandens advokat gældende, at skilte-straffen strider imod forfatningens bestemmelser om ikke at praktisere »grusomme og usædvanlige straffe«. Anklagerne hævder derimod, at der i selve strafbegrebet ligger en iboende intention om at skamme forbryderen ud. Man må sige, at de har en god pointe her.
Det skal blive interessant at få at se, om højere retsinstanser kan lodde den dybere betydning af forfatningens kuriøse formulering.
Allehånde sære skammedomme er blevet idømt i tidens løb de fleste med et indbygget krav om, at den dømte på en eller anden måde skal udstille sin skyld.
En dommer idømte f.eks. konsekvent spritbilister den straf, at de skulle køre rundt med nummerplader på deres bil, der identificerede chaufførerne som drukkenbolte.
Bud på straffe
Hvis jeg f.eks. var blevet dømt for spritbilisme, ville min straf således være at måtte køre rundt i min hjemby med en nummerplade på min bil, der bar ordlyden:
PAS PÅ! JEG HAR DOM FOR AT VÆRE SPRIT-
BILIST!
Hvilke reaktioner det mon ville fremkalde hos de andre bilister? Mit gæt er, at de fleste nok skulle forstå at holde afstand.
Man kan ikke frakende denne straffeform en vis skør logik. Dog vil jeg mene, at hvis en sådan straf skal vinde bredere indpas, så bør den praktiseres ligeligt og konsekvent.
En første gavnlig konsekvens kunne være at disciplinere dovne unge studerende. Ingen ungersvend vil have lyst til at køre til skole i sin BMW med en nummerplade, hvorpå der står: JEG DUMPEDE I MATEMATIK.
Her er nogle bud på andre mulige nummerplader, jeg lige kan komme i tanke om:
*JEG KVÆLER KATTE
*JEG SÆLGER BILER, JEG VED ER VRAG
*JEG SMIDER AFFALD PÅ MOTORVEJEN
*JEG TAGER PENGE FRA KIRKEKASSEN
*JEG BRUGER IKKE TANDTRÅD
*JEG SER TV OTTE TIMER OM DAGEN
*JEG ER FED OG BLIVER STADIGT FEDERE
*JEG SNYDER I SKAT
*JEG HOLDER TALER OM AT FORBEDRE DE OFFENTLIGE SKOLER, MEN STEMMER IMOD AT ØGE BEVILLINGERNE TIL DEM OG HAR SAT MINE EGNE BØRN I PRIVATSKOLE
*JEG STEMMER IKKE, MEN GIVER FOLKEVALGTE POLITIKERE SKYLDEN FOR ALT, SOM GÅR GALT
*JEG STØTTER HANDELSBLOKADEN MOD CUBA, MEN RYGER CUBANSKE CIGARER
*JEG HAR LØJET OM MASSEØDELÆGGELSESVÅBEN
*JEG SENDER ANDRE MENNESKERS BØRN I KRIG, MEN PJÆKKEDE SELV FRA MILITÆRTJENESTE
Mulighederne er endeløse, og hvem skal kunne afgøre, om sådanne straffe vil være »grusomme og usædvanlige«?
*Paul Ashdown er professor i journalistik på Knoxville University i Tennessee
*Oversat af Niels Ivar Larsen
