Kronik

En humanistisk faktura – findes den?

I går sagde det højt estimerede Danmarks Humanistiske Forskningscenter farvel til de sidste professorer og seniorforskere. Herefter lukker centeret. I dagens anledning reflekterer centerets direktør over dansk forskningspolitik
1. september 2004

XL
Fra tanke til faktura«. Sådan lancerede videnskabsministeren sidste år regeringens nye forskningspolitik: Forskere og virksomheder er både kreative og innovative – især når de arbejder sammen, hed det. ’Vidensamfundet’ forsætter sit indtog med hastige skridt. Nye veje mellem forskning og erhverv skal virkeliggøres, så tanke bliver til faktura. Disse ord om dansk forskningspolitik blev ved årsskiftet sendt til alle aktører i det danske forskningslandskab. I samme ånd har regeringen med statsministeren i spidsen for alvor taget fat om videnskaben her i sensommeren. Tidsånden politiseres nu konkret, og der sættes tal på retorikken med endnu en milliard danske kroner, så Danmark kan blive ’en teknologisk højdespringer’ i den internationale konkurrence. Vi har for længe sakket agterud på dét felt. Man ser det for sig: Lille Danmark spæner af sted i sprint, sætter af og springer højt, højt over videnskabens overligger uden at rage den ned. Lige så godt som japaneren og amerikaneren gør det. Det er en dejlig drøm, hvis iscenesættelse og retorik må få topkarakter. Bedre har ingen andre regeringer gjort det, selv om indholdet ligner noget, vi har hørt før. Også for den forrige regering var det et mål at sætte tre procent af bruttonationalproduktet af til forskning, og især til forskningsprogrammer, rekvireret af myndigheder og politikere. Det har været målet for danske myndigheder det sidste årti. Det er ikke nået, men der er sket en forfinelse af retorikken.

Pengene derimod skal findes et sted, hvilket kan blive vanskeligt med det urørlige skattestop. Forskningens del af BNP kan slet ikke konkurrere med hverken milliardinvesteringerne i USA og Japan eller for den sags skyld med Finland, der bruger 3,5 pct. af BNP på forskning og udvikling. Men det er da ’en spæd start’, som Dansk Industri siger. Industri- og erhvervsfolk har gode grunde til at glæde sig.
Spørgsmålet er, om forskere, forskningsledere og direktører for forskningsinstitutioner også glæder sig? Det ved vi ikke, for der kommer for tiden stort set ingen reaktioner fra dén kant, hverken i form af applaus eller som kritiske røster. Alle tier. Det lader til, at erhvervslivets fordringer til viden sætter betingelserne for tidsånden i forskningen. Nu er der ikke noget galt med erhvervslivet som sådan, ligesom der heller ikke er noget galt med udvikling af viden. Spørgsmålet er blot, hvilken viden, det offentlige og det private Danmark vil have fra forskningen og på hvilke betingelser?
Det er her, man bliver en lille smule betænkelig ved, at al dansk forskning skal rettes ind efter samme tankegang: Den skal have markedsrationale og umiddelbar nytteværdi, forstået som salgbarhed på markedet.
Hvilke langsigtede konsekvenser kan det få, at kun den markedsefterspurgte forskning prioriteres i disse år? Bliver det automatisk den højest kvalificerede forskning, der klarer sig bedst i konkurrencen? Bliver der penge og plads til den grundforskning, der kræver tid og omtanke? Hvor findes interessenter for og aftagere af den forskning, som i sin natur er uforudsigelig, og hvis kompleksitet på langt sigt gøder jorden for den målrettede forskning? Hvor findes aftagerne for den forskning, som erhvervslivet ikke interesserer sig for? Hvor findes de, hvis ikke i det offentlige system af universiteter og forskningsråd?
Svaret vil sikkert være, at Danmark med de universitets- og forskningsreformer, der blev lovfæstet sidste år, har fået forskningsråd for både strategisk og fri forskning; at universiteterne iflg. den nye lovs paragraf 2 skal værne om forskningsfriheden.
Problemet er, at også dette lader til at være retorik. Fastansatte forskere på universiteter og forskningsinstitutioner skal i stigende grad søge eksterne midler i lige konkurrence med hinanden om danske og europæiske, private og offentlige forskningsmidler for at kunne komme til – at forske. Det bliver mere og mere normen, at professorer og lektorer over en årrække skal indtjene minimum en tredjedel af deres løn. Desuden skal de naturligvis vise deres forskningsproduktivitet gennem et vist antal publikationer.
Det er sundt at oppe forskningsaktiviteten i form af krav til den enkelte forskers kvantitative produktivitet. Men bliver antallet af forskningspublikationer eneste målestok for specifikationerne på forskningsfakturaen, er det ikke svært at se, at fristelsen for at drive overfladisk forskning, der tilsyneladende er effektiv, da den kan gøres færdig lynhurtigt og derefter publiceres, er stor. Videnskabelige artikler bliver vurderet af tidsskriftredaktioner, som afviser det, som er dårligt argumenteret eller skidt dokumenteret. Men monografier, der er en typisk publikationsform for nytænkende humanistisk (grund)forskning, skal aftages af et forlag. Forlaget er afhængigt af, at bogen kan sælges på markedet, ellers må det på forhånd skaffe vægtig publikationsstøtte. Således kommer også forlagsfolk til at konkurrere med forskere om at søge de samme private og offentlige midler til publikationen. Dette vil i sig selv begrænse formidlingen af grundforskningen i nogen grad.

Naturligvis skal enhver arbejdsplads, offentlig såvel som privat bevise sin duelighed gennem rentabilitet og kvalitet, men igen: måles kvaliteten af forskning alene på salgbarhed og kvantitet, mister vi noget. Hvis sloganet fra tanke til faktura skal forstås bogstaveligt, må det nemlig betyde, at forskningen skal rettes mod et marked, der vil og kan aftage den. En faktura er en specificeret nota, der sendes til køberen sammen med varen. For at nogen vil købe tanken, skal den omdannes til en vare, der kan specificeres som en viden, der kan bruges af køberen. En viden, som det skal kunne betale sig at investere i. En viden, der er nyttig for markedet. På den måde kommer aftagerne til at bestemme, hvad der skal forskes i, hvor hurtigt forskningens viden skal leveres, og hvor meget, den skal koste. For tiden ligger aftagermidlerne hovedsagelig inden for nanoteknologi, it- og kommunikationsvidenskab og biotech. Jeg ved ikke, hvordan fakturaerne på denne viden ser ud, men de er sikkert komplekse og meget præcist formuleret. Systemet er af professor Patti Lather fra University of Ohio i USA kaldt ’new managerialism’ og ’accountability’. Det slår ikke blot igennem i det politiske system, men også som ledelsesdiskurs hos forsknings- og universitetsledelser, som i tidsåndens logik bliver nødt til at have kontrol med indholdet af forskningen. Hvordan skulle de vove andet?
Dette er, hvad fri forskning er oppe imod, og hvad sker der med dén, som markedet af gode grunde ikke efterspørger? Hvad sker der med den forskning, som visse dele af befolkningen, men ikke erhvervslivet efterspørger? Den forsvinder vel lige stille, med mindre nogen griber ind. Her kan man glæde sig over, at staten ikke helt blindt har fulgt markedets forventninger. Danmarks Grundforskningsfond har gennem det seneste årti løftet en stor opgave med milliardinvesteringer i 44 forskningscentre inden for så forskellige områder som f.eks. epidemiologi, atomfysik, marinarkæologi og subjektivitetsforskning. Disse centre har for de flestes vedkommende vist en dansk forskningsindsats på højt internationalt niveau. Men disse centres of excellence som de kaldes, kan som hovedregel kun overleve i ti år med mindre etablerede institutter og universiteter ’gifter sig’ med dem, dvs. indlejrer dem i deres egne budgetter. Det gælder også for andre forskningscentre, oprindeligt etableret som uafhængige forskningscentre med det formål at stimulere kreativitet og visioner på højt niveau i danske forskningsmiljøer.

Dette gjaldt også for Danmarks Humanistiske Forskningscenter, som blev åbnet i 2000 og lukket igen i dag, kun fire år efter. Det værste er, at vi ikke ved hvorfor. Lukningen sker på trods af, at Centeret oprindelig var tænkt som et permanent center. Den sker også på trods af, at Centeret allerede i 2003 fik det blå stempel som »stimulerende og tiltrækkende«. Det blev kaldt et sted, »der imødekommer behovet for en tværfaglig og metafaglig udvikling, som under de nuværende forhold ikke opfyldes tilfredsstillende i de eksisterende, humanistiske forskningsmiljøer«, som det hed i en kombineret dansk og international evaluering. Det europæiske rådgivende forskningsråd, the European Research Advisory Board fremhævede i januar 2004 Danmarks Humanistiske Forskningscenter som rollemodel for, hvordan innovativ forskning skabes ude i verden. Desuden har Centeret fået en central placering i den verdensomspændende organisation Consortium of Humanities Centres and Institutes, der har hovedsæde i USA og omfatter ca. 150 centre for avancerede studier i USA, Australien, Rusland og Europa. Hvorfor da lukke et sted, der oprindelig var tiltænkt at være permanent, og som har levet op til både myndigheders og forskeres forventninger? Er lukningen foranlediget af mangel på interessenter? Det kan den ikke være: Antallet af kvalificerede ansøgere fra ind- og udland til stedet er steget 700 pct. på fire år.
Jamen, er der da ikke blevet produceret tilstrækkeligt? Jo, der er: 57 stipendiater og undertegnede har færdiggjort 274 manuskripter, udgivet 271 videnskabelige publikationer på anerkendte forlag og afholdt 315 forelæsninger på alverdens universiteter. Og så er resultaterne fra de otte måneder i 2004 ikke engang regnet med. Professorer og seniorforskere, der har haft ophold på stedet, hævder selv, at de aldrig før har været så produktive som det ene år på Centeret, og efterhånden som stedets dagligdag er blevet mere rutineret, er det kvantitative udbytte steget støt år for år.
Nu er produktivitet som sagt ikke nødvendigvis et udtryk for kvalitet. Men her ser det ud til, at den er blevet til kreativ kvalitet: Monografier og artikler har høstet gevaldig anerkendelse i den internationale videnskabelige verden, flere stipendiater er blevet udnævnt til professorer efter et ophold på DHF, og nogle hidtil løst ansatte har fået faste stillinger, uden at der dog kan påvises nogen direkte forbindelse til Centeret.
Skyldes lukningen da, at forskningen ikke er blevet formidlet til offentligheden? Heller ikke: Centerets foredragsrækker Vinkler På Viden! er gennem årene blevet stadig mere velbesøgt af både det brede publikum og den humanistiske forskningsoffentlighed. Der er interesse for formidling af kulturforskning på avanceret niveau.
Skyldes ophøret af statens bevillinger til Danmarks Humanistiske Forskningscenter da, at det er umuligt at overføre tanken til faktura? Nej - og ja. Såvel forskningsprocesser som – resultater er blevet målt og evalueret hvert år, og en specificeret beretning om dem er sendt til myndigheder, forskningsråd, dekaner og forskningsledere.
Kan dette kaldes en ’faktura’, er den samlede regningssum på 12 mio. kr. årligt, i alt 48 mio. kr. For dette beløb har Centeret som et humanistisk laboratorium stimuleret 57 seniorforskere fra vidt forskellige miljøer og fag til at skabe en kreativ kvantitet, de ikke har haft store chancer for på deres vante institutter. Dette samlede tophold af forskere har dokumenteret, at humaniora er rig på kvalitet og er drevet af en vilje til samtale på tværs af fag og interesser. At der blandt de ypperste kan skabes et velfungerende videnskabeligt fællesskab som Erasmus af Rotterdams respublica litteraria. Et sted for intellektuel åndsfrihed, der ifølge sagens natur ikke er drevet af politiske dagsordner, men af et ønske om at forbedre avanceret, kritisk forskning og af en evne til at slå bro mellem klassisk humanisme og moderne, globaliserede kulturstudier.
Men dette kan jo nok ikke kaldes en faktura, for her blev tanken ikke til en faktura på en vare, der var efterspurgt af et markedsrationale. Her blev tanken til med det mål at forbedre grundforskningen, at professionalisere de enkelte projekter, at finpudse metoderne, at producere lidt mere end vanligt og at få udvidet forskernes egne faglige horisonter. Så hvorfor skulle disse ting opstilles i en faktura? Man skriver vel ikke en faktura på noget, der ikke er en økonomisk nyttig vare? Man skriver vel ikke en faktura på den civilisatoriske nødvendighed, det er at kreere nytænkning?

Humaniora har igennem de seneste 200 år haft tradition for at være et almendannende og dermed ikke-markedsstyret videnskabsområde. Derfor må det bæres af det offentlige. Skiftende danske regeringer har nærmest gjort det til en tradition at overse humaniora (og samfundsfag) som videnskaber. De seneste år har humaniora ligefrem været udsat for noget af en hetz, hvor forskningen stemples som overflødig og luksuspræget.
Hvordan kan danske politikere på den ene side med velvilje og retoriske falbelader omklamre anerkendte forskningscentre, der sætter Danmark på verdenskortet i de internationale forskningsmiljøer og på den anden side overlade dem til faktureringsprincipper, der er hentet på markedet? Er det fordi de tanker, der i givet fald skulle faktureres, er for komplicerede? Er det fordi de anfægter etablerede tanke- og organiseringsmåder? Er det fordi det er en torn i øjet på etablerede institutioner og et enstrenget forskningsbevillingssystem at give plads til at samle de bedste hjerner for en periode, give dem dét, de har brug for og derefter selv lade dem finde ud af, hvad de vil?
Det ved vi ikke. Vi ved blot, at vore myndigheder ikke vil diskutere denne helt enkle strategi, som »ikke er udtryk for at man overgiver sig til videnskabens arrogance, men udtryk for respekt for den menneskelige kreativitets skrøbelighed«, som Gottfried Schatz, formanden for det schweiziske Videnskabs- og Teknologiråd skrev i Politiken 7. september 2003. Man kan ikke styre nytænkning. Med så mange styrede forskningsprogrammer i Vesten, som kræves fra politisk hold i disse år, bliver behovet for frie forskningssteder markant større – og lur mig om ikke røgt og pleje af sådanne steder er til gavn for både befolkning og stater på længere sigt?
Man spørger sig, om ikke regeringens forskningspolitiske slogan skulle ændres til det mere dobbelttydige: Fra tanke til civilisation.
Idéen er gratis. Den bliver ikke faktureret.

*Birgitte Possing er dr.phil., direktør for Danmarks Humanistiske Forskningscenter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu