Kronik

I Kina spiser man hunde

Godt for Mogens Camre, at kineserne ikke kender til hans eksistens – for så havde de måske spist ham
30. september 2004

Kronik
I Kina spiser man hunde. Man spiser også skrubtudser, slanger og fuglereder. Geder, gæs og søheste ryger også ned. Det siges, at kineserne spiser alt der har fire ben, alt der kan flyve og alt der kan svømme; undtaget er dog spiseborde, flyvemaskiner og undervandsbåde. I Danmark spiser man ikke hunde. Helt forbudt er det vel næppe, men skulle det blive opdaget, at nogen havde sat tænderne i en hund, ville det regeringsbærende parti utvivlsomt kalde fødevareministeren i samråd. Selv heste ville det ikke være tilrådeligt at spise. I hvert fald ikke lige i øjeblikket. På det regeringsbærende partis nylige årsmøde samledes de delegeredes interesse først om fremmest om en pengeindsamling til en død hest, der var kommet ulykkeligt af dage. Interessen for hesten overskyggede endog helt partiets mærkesag: at sende flygtninge retur til et kaotisk og krigshærget land. Men i Kina har man altså et anderledes ligefremt forhold til dyr. Det kan jeg og min kone tale med om.
I Kina, hvor vi for nyligt ferierede, bestilte vi engang en kyllingeret. »Kylling ved man hvad er,« sagde min kone. Retten kom på bordet, og vi gik ivrigt i gang med pindene. Iveren svandt dog noget, da min kone uforvarende fik en hønsefod mellem sine pinde – med tæer, spore og hele molevitten.
»Nu har jeg ærligt talt mistet lysten,« sagde hun, og lod så foden falde ned hvor den kom fra. Jeg forsøgte at formilde hende, ved at sige noget om, at kineserne synes hønsefødder er meget delikate, og gik så i gang med at lede efter et stykke reelt hønsekød til hende. Ligesom i Lady og Vagabonden. Det skulle jeg aldrig have gjort, for da jeg endelig havde fundet et godt stykke, blev jeg for alvor klar over, at kineserne spiser stort set alt – også på kyllinger. Pludselig sad jeg nemlig med den anden ende af kyllingen mellem mine pinde, og den stirrede mig lige ind i øjnene med et bebrejdende drag over næbbet, som om det var min skyld, at kammen nu var blevet smurt ind i sur-sød sovs.
Så var det, at min kone lagde pindene – og jeg bad om regningen.
Til brug for resten af turen lærte jeg mig derfor at sige: Wó bú chi góuròu – jeg spiser ikke hund.

I Kina spiser man med pinde – alle uden undtagelse. Og havde kineserne haft en gud, havde han formentlig også spist med pinde. Her giver pindemadder og en pind i øret ikke mening, og Søren Pind ville de aldrig have valgt som borgmester – hvis ikke af andre indlysende grunde, så alene fordi man ikke kan have en borgmester, der hedder Søren Kniv og Gaffel. I Danmark spiser man
ikke med pinde. »Det er u-dansk og hører hjemme i Kineserland« skal Mogens Camre – det regeringsbærende partis repræsentant ude i den store verden – have sagt.
Det siges, at han har delt verden op i tre dele: Danmark, Amerika og noget han kalder Klatten, hvor Negerland, Kineserland og Muslimland ligger. Amerikanerne må godt være i Danmark, men negrene, kineserne og muslimerne skal holde sig i de lande, der er bestemt for dem, siger han. Og når han siger det, klapper alle partiets medlemmer begejstret i hænderne. Det er derfor Vorherre altid spiser med kniv og gaffel, når han er i Danmark. Han er vokset op i Muslimland, så han er efter sigende vant til at spise med fingrene. Men det skal han ikke nyde noget af, så længe han i Danmark, hvor folk som ham nemt kan risikere at få en enkeltbillet til Muslimland, hvor de efter partiets mening hører hjemme.
I Kina har de kun et parti. Det går under navnet Partiet. Det bryder vi os bestemt ikke om i Danmark – det er u-dansk. I Danmark har vi nemlig mange partier, vi er pluralister – synes vi. Alligevel får den fremmede kun øje på et parti, når han kommer til Danmark efter måske mange års udmattende flugt fra nød og undertrykkelse. Det er det parti, der bestemmer i Danmark – de andre partier er der bare. Det er derfor man inde på Christiansborg, kalder det Partiet – lige som i Kina.
I Danmark gælder det om at mene det samme som Partiet, ellers bliver man ikke valgt næste gang, der er folketingsvalg. Det er derfor man har udnævnt en minister, der har det som sin hovedopgave at vanskeliggøre tilværelsen for indvandrere og flygtninge. Det er nemlig noget Partiet synes om, for Partiet kan ikke lide indvandrere og flygtninge. De er jo u-danske – det værste af alt. For at tækkes Partiet blev det engang foreslået, at initiativet blev formidlet til andre lande i den store verden. Det kom der imidlertid ikke noget ud af. Partiet bryder sig nemlig ikke om at bruge penge på initiativer, der kan hjælpe andre folkeslag.

I Kina har man ikke nogen Gud. Og kineserne kommer hverken i Helvede eller i Paradis. Det er man meget glad for i Partiet. »Når jeg kommer i Himlen, vil jeg slappe af; jeg gider ikke begynde forfra,« udtalte en Parti-præst, der brugte det meste af sit jordiske liv på at holde muslimer ude af Danmark. Han kunne slet ikke udholde tanken om, at han efter dette jordeliv skulle i gang med at genne en milliard kinesere ud af Himmel og Helvede.
I Kina er man ikke er særligt gudsfrygtig. Alligevel levnes der dog plads til alskens tro og overtro. På min og min hustrus rejse i det kinesiske hørte jeg en morgenstund et budskab brage ud over en by fra et højttaleranlæg. Det viste sig at være den stedlige sikh-menighed, der højlydt kaldte til morgenandagt. Det havde kineserne åbenbart ikke noget imod. Og det gjorde heller ikke noget, at sikherne kom gående i hvide gevandter, sandaler og turban.
Den var aldrig gået i Danmark. Her har vi love og forordninger, der regulerer vores brug af hovedbeklædning. Og forbryder man sig mod dem, kan man fyres og må sidenhen som straf henslæbe resten af sit liv i laveste socialgruppe. Her skal man gå stille med dørene, hvis man har en religion, der afviger fra Luthers lære. Her er det endda overordentligt svært at blive begravet, hvis man tilhører en anden trosretning. I Danmark findes der stort set ikke en eneste kommune, der ikke har en eller flere gyldige undskyldninger for ikke at kunne huse en muslimsk begravelsesplads. Man skulle næsten tro, at danskerne har den opfattelse, at muslimer er udødelige og derfor ikke behøver begravelser.

I en anden by hørte jeg en fredag middag den umiskendelige lyd af en muslimsk præst, der ligeledes over et højttaleranlæg kaldte byens muslimer til fredagsbøn – ’for fuld musik’. Jeg troede ikke mine egne ører, for jeg befandt mig jo efter sigende i et meget ensrettet land. Et stykke tid senere så jeg så, muslimerne gå hjem fra bønnen i moskeen. Det slog mig, at de alle var så rolige og afslappede, og mange var tydeligvis glade. Det undrede mig, for jeg ved jo fra mit hjemland, at det ikke er nogen spøg at være muslim. Jeg begav mig derfor i snak med en af muslimerne. Han forstod kun kinesisk, men det lykkedes mig alligevel at komme til en forståelse af, hvorfor han og hans ligesindede kunne signalere glæde og gå så roligt og afslappet hjem fra fredagsbønnen. Det viste sig nemlig, at man i Kina ikke kender til eksistensen af Mogens Camre. Jeg nævnte flere gange Camres navn for kineseren, men han lod mig forstå, at dennes eksistens var ham ganske ubekendt.
I Danmark kender alle muslimer derimod Mogens Camre, og nævnelse af navnet får enhver muslim til at blive fugtig i håndfladerne. Det siges endda, at man i Volsmose truer med Mogens Camre, hvis de små børn ikke vil lægge sig til at sove. Det er noget, der får dem til at ligge stille. Det hænger sammen med, at Camre har fået den fikse idé, at de muslimske flygtninge uden videre kan sendes tilbage til de krigshærgede lande, de kom fra. Den omstændighed, at de få danske statsborgere der ellers befinder sig i disse lande kun færdes i pansrede mandskabsvogne og under eskorte af svært bevæbnede vagter, er uden betydning for Camre. Ikke underligt at Camres navn bringer øjeblikkelig ro hos de små muslimske børn. Ejendommeligt, for der må jo alligevel være stærke usynlige bånd mellem Camre og de muslimske indvandrere, idet hans parti både huser mavedanserinder, og præster der efter sigende kommer fra egne i landet, hvor der er meget sand.
I Kina spiser man hunde. Dér er skildpadder og hønsefødder bare herligt. Og anderumper på spid er en Himmerigsmundfuld. Godt for Mogens Camre at kineserne ikke kender til hans eksistens – for så havde de måske spist ham.

*Tom Skyhøj Olsen er overlæge dr. med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu