Læsetid: 5 min.

Lad Che Guevara hvile i fred

Vi, der blev venstreorienterede efter murens fald, er ikke belastet af knæfald for den morderiske kommunisme – det er vores chance, som vi må ikke forspilde
Debat
2. september 2004

International
Jeg var 10 år gammel, da Berlinmuren faldt. At blive politisk vakt som venstreorienteret i 1990’erne – efter kommunismens fald – oplevede jeg som at blive født ind i en familie, hvor en eller anden uhyre betydnignsfuld slægtning netop var død og havde taget tusinder af dystre hemmeligheder med sig i graven. Jeg havde aldrig kendt afdøde personligt, men efter, hvad jeg kunne læse mig til om ham, var han et forfærdeligt uhyre. Det var da også kun de færreste, der ønskede at tale om ham af bare skam.
I Kommunismens sorte bog – en sober akademisk artikelsamling redigeret af den franske historiker Stéphane Courtois (en dansk udgave kom i 2002, red.) – dokumenteredes det, at over 1o0 mio. mennesker er blevet myrdet af kommunistiske regimer i det 20. århundrede Jo mere jeg læste om venstrefløjens medansvar og vægren sig ved at se uhyrlighederne i øjnene, jo mindre begreb jeg.
Næsten alt, som en af mine store helte George Bernard Shaw skrev om emner som hjemløshed og våbenindustri fandt jeg dybt inspirerende. Men næsten alt, hvad han skrev om Stalins Sovjetunionen var panegyrisk og tilbedende. Det samme gjaldt mange andre helte fra H. G. Wells til Bertolt Brecht – listen over inspirerende venstrefløjskulturpersonligheder, der uden videre gjorde sig til apologeter for et af det 20. århundredes mest morderiske tyrannier, er alenlang. Hvad er forklaringen?
Ingen synes at sidde inde med svaret. Højrefløjen hævder ikke overraskende, at disse historiske kendsgerninger blot afslører venstrefløjens sande tyranniske ansigt. Påstanden virker på mig uhørt tåbelig. Jeg kan altså ikke se hjælpearbejderne i Oxfam eller redaktionsstaben på New Statesman som diktatorer i svøb. Men venstrefløjen har heller ikke gode svar. Vi har aldrig foretaget det endelige totalopgør med kommunismen. For hvis vi havde ville vi ikke behandle åbenlyse apolegeter for Sovjetunionen med så stor overbærenhed og endog respekt.

Stalinistiske ikoner
Her tænker jeg ikke kun på den feterede Imperie-tænker, Antonio Negri. Et andet prominent eksempel er den højt anerkendt historiker som Eric Hobsbawn – også han har noget nær rockstjernestatus som intellektuel frontfigur på venstrefløjen. Hans bøger sælger i store oplag, og hans foredrag samler fulde huse. Dette på trods af at Hobsbawm aldrig har fortrudt sin støtte til Stalin.
»Jeg ville med glæde have spioneret for Stalin, hvis jeg var blevet spurgt,« udtalte han for nylig, og i sin selvbiografi forklarer han, at han »behandler mindet om Sovjets og dets traditioner med overbærenhed og ømhed.«
I sit 600 sider lange tilbageblik på et langt livs støtte til Sovjet, tæller jeg kun tre beklagelser. Den sidste af dem er typisk. Hobsbawn noterer kort: »Jeg er rede til at medgive, med beklagelse, at Lenins Komintern ikke var nogen særlig god idé.«
Den indrømmelse ville sikkert have glædet de millioner og atter millioner af mennesker, som Lenin og hans arvtagere nedslagtede, at høre.
Et andet eksempel er den kult, der endnu engang er opstået omkring Che Guevara –endnu et stalinistisk ikon efter succesfilmen Motorcykeldagbog. Che Guevara var da en smuk og karismatisk mand og på mange måder beundringsværdig for sin idealisme og sociale indignation.
Men han var også en glødende forsvarer af Joseph Stalin og massemord. Ved flere lejligheder knælede han foran portrætter af Stalin, når han aflagde politiske løfter. Isnende uhyggelig er hans bøn om, at »måtte vi blive fyldt med et så umætteligt had til fjenden, at det kan føre os ude over menneskets naturlige begrænsninger og gøre os til effektive, voldelige og kolde dræbermaskiner.« Fortjener en sådan mand virkelig vor hyldest og beundring?
Jovist, Che kæmpede mod morderiske højrediktaturer, ikke mindst i Guatemala, hvor USA støttede et højreekstremistisk kup på vegne af United Fruit Company.
Men sådanne kræfter må bekæmpes med demokratiske venstrefløjsværdier – ikke med venstreorienteret tvillingetotalitarisme.

Latter over Gulag
Venstreorienterede i min alder er den første generation på vores side af det politiske hegn, som helt kan sige sig fri for en belastet fortid i forhold til kommunismen. Det værste, vi kan gøre, er at forspilde den chance ved at rehabilitere ’heltene’ fra hin frygtelige, blodige tid.
Vi bør i stedet søge inspiration hos de venstreorienterede demokrater, som heldigvis også fandtes – fra Michael Foot til Léon Blum – som fra begyndelsen tog klar afstand fra Sovjet og nægtede at forsvare nogensomhelst overgreb, uanset hvor meget det så hævdedes at tjene den rette sag. Den afgørende lære af det 20. århundrede for venstrefløjen, at demokrati er kerneværdien på vores dagsorden – et demokrati, som må være langt mere omfattende og meningsfuldt end Georg Bushs og neoliberalismens koncerndominerede og udhulede overfladedemokrati. Opskriften på dette demokrati finder vi ikke ved at grave Che Guevaras lig op.
Det er fristende at tro, at venstrefløjens tilbøjelighed til at vende det blinde øje til døde med Sovjet. Lad mig give et eksempel på det modsatte. I Oliver Stones nylige dokumentarfilm, Commandante, besøger instruktøren og Ches gamle fælle, Fidel Castro – en diktator, som fængsler demokratiforkæmpere og har drevet en femtedel af Cubas befolkning i eksil – et cubansk gulag. Castro taler med en håndfuld tydeligvis skræmte politiske fanger, som åbenlyst er blevet forhåndsinstrueret.
Da en journalist beder Stone om at kommentere episoden, udtaler han: »Tjo... det virkede godt nok lidt pudsigt på mig. Men dette var jo paternalisme – en ’far ved bedst’-holdning, som er noget ganske andet end totalitarisme. Paternalisme er latinamerikansk mentalitet.«
Journalisten bemærker: »Stone brød ud i latter«. Latter over Gulag. Og forsvarede sig – med et explicit racistisk argument – om at sådan kan latinamerikanere nu engang lide det.
Venstrefløjen kan ikke tillade sig den slags overbærenhed over for vores egne ’slemme fyre’. Vi kan ikke tilsidesætte demokratiske normer for at slå løs på en fjende, som vi opfatter som endnu værre. I en situation, hvor kloden er ved at overophede og en mia. mennesker må leve for under en dollar om dagen, er en globaliseret venstrefløj et mere påtrængende behov end nogensinde. Men den må være demokratisk uangribelig. Det er på tide at lade Che og hans kammerater hvile i fred.

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her