Læsetid: 5 min.

Løs er al fremmed tale

Debat
20. september 2004

Kanon
Danskerne er grebet af dyb angst og uro. På alle sider føler de sig omringet af en nutid, der trænger sig på og truer med at udslette det, som de føler er det særligt danske. Derfor er der god afsætning på allehånde forslag til at holde den truede danskhed i live, og lige for tiden er det kanonisering af særlige emner og tekster, der er på mode.
Undervisningsministeren har således nedsat et udvalg, der skal pege på den litteratur, danske børn bør stifte bekendtskab med. Det er der en del debattører, der er utilfredse med. De vil have det bløde ‘bør’ udskiftet med det hårde ‘skal’, og de forlanger, at der skal vedtages en liste over litteratur som danske børn skal læse i skolen.
En af dem, der går ind for ‘skal’, er professor i børnelitteratur, Torben Weinreich. Han har netop udsendt en bog med titlen Kanon, og heri finder man en liste over tekster som danske børn efter hans mening skal lære at kende, og begrundelsen er hovedsagelig national. Litteraturen skal gavne det danske, for – som Torben Weinreich skriver – i »Danmark er nation, sprog og de mennesker der bor i landet, bundet til hinanden.«
Det multikulturelle afvises derimod som noget, der er uden interesse, og det fremgår da også af listen med tekster, der skal kanoniseres. Her er ingen løsagtig fremmed tale. Kun det gode gamle hjemmegroede danske sprog, og stort set kun fra den nationale tid. Det vil sige fra 1800-tallet og frem. Så ingen grønlandske myter og sagn. Ingen islandske sagaer. Ingen færøske kvad, ingen norske noveller og slet ingen tyrkiske eventyr. Det er, som om verden uden for landets grænser slet ikke findes. Dansk skal det være, og det nationale krav er så stærkt, at det sætter sig igennem på trods af manglende litterær kvalitet. Torben Weinreich mener således, at danske børn i fremtiden skal læse Den store Bastian, selv om den egentlig er oversat fra tysk og således en slags frø af ugræs, der er føget over hegnet. Det viser sig imidlertid, at en rimsmed ved navn Simonsen engang i 1800-tallet har tilføjet tre kluntede vers til den danske udgave, og selv om de er dårlige, så er de dog danske, og derved får Den store Bastian en så høj danskhedsprocent, at den kan slippe ind i den nye kanon.

National krampe
Torben Weinreich skriver videre, at »kanon er ikke et borgerligt projekt«, og det har han ret i. Kanon med ‘skal’ støttes af gamle marxister med deres ønsker om statslig styring af kunst og kultur. Den støttes af gammeldanskere, der frygter, at muslimerne overtager magten i Danmark. Den støttes af nykonservative med deres autoritære længsler efter respekt for læreren, og den støttes såmænd også af populister, der hader enhver form for ekspertise, herunder lærerens. Så vist er kanon ikke en speciel borgerlig sag. Det der forener de forskellige kanonstøtter er derimod det nationale, og de er enige om, at den danske kultur nu er så svag, at den skal støttes med magtbud. En kanon er også i takt med tidsåndens ønsker om at kunne måle og veje alt. Med en national kanon som rettesnor kan man således også evaluere, hvordan det går med det danske, det vil sige, at det bliver muligt at holde eksamen og give karakterer i danskhed, så kan man ikke smide de fremmede ud, så kan man dog give dem dumpekarakter i det nationale.
Det er i øvrigt ikke kun på litteraturens område, man har krav til national oprustning.
Der er netop udsendt nye lister over en historisk kanon, og provsten i Gentofte har foreslået, at der skal indføres en særlig kanon med 66 danske salmer.

Kogt blævreflæsk
Selv mad kan komme i søgelyset. Man er, hvad man spiser, hedder det jo, og her må man sige, at danskerne har fået en næsten fædrelandsforræderisk forkærlighed for multikulturel mad som pizza, kebab, burgers, sushi, shawarma... I forlængelse af den litterære, den historiske og den salmesyngende kanon, kan man derfor forestille sig, at der også laves en særlig madkanon for skolekøkkenerne, så danske børn får lært den sande danske madkultur at kende, og der er masser af gode danske retter, der er ved at gå i glemmebogen. Bare tænk på sådan noget som havregrød med klumper. Kogt blævreflæsk med roer. Kartofler med melsovs. Medisterpølser, grønlangkål og salte sild. Og ligesom man herefter ikke skal læse for at blive klogere, men for at blive mere dansk, således må det også gælde, at man herefter ikke skal spise for at blive for at blive mæt, men for at blive dansk. Kvalme og opkast accepteres ikke. Et godt motto kunne her være: Jeg søber min kål for at støtte min danskhed.

Hep hep-optimisme
Det er også blevet sagt, at ønskerne om at indføre en kanon skyldes kulturpessimisme; for dens fortalere har ingen tillid til det danske. De tror ikke på folkeskolen, de tror ikke på lærerne, på de folkevalgte råd og nævn og på bærekraften i dansk kultur i det hele taget. Men sådan som de fører sig frem, dementerer de godt nok enhver pessimisme. De stråler af en helt utrolig optimisme. Når blot vi får et tilstrækkeligt antal kanoner, vil respekten for lærerne blive genindført som ved et trylleslag. Erfaringer fra tidligere tider, der siger, at kanon fører til afsky for indholdet, preller fuldstændig af på dem. De er så jubeloptimistiske, at de ikke gider lytte til den slags.
At kunst ikke kan spændes for politiske, religiøse eller ideologiske hensigter, ved de sådan set også godt, for det sagde de, da det var marxisterne, der ville sætte litteraturen i deres tjeneste. Nu er det tilsyneladende noget helt andet. Landet stander i våde, og når bare vi får vedtaget en liste over tvangslæsning, så vil danske børn blive endnu mere danske, ja måske ender de endda med at blive nydanske? Derefter vil enhver uro i folket forsvinde. Enhver angst for danskhedens undergang vil fortage sig. Det danske folk vil igen blive et trygt folk.
Så det er bare om at komme i gang. Hvad dælen nøler I efter?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her