Kronik

På vej til bananstaten?

Provinsialismen, selvtilstrækkeligheden og isolationen breder sig i det danske samfund – tendensen har også betydning for litteraturen og formidlingen af den
Debat
29. september 2004

Kronik
Se følgende for dig, kære læser: Bag frontlinjen sidder generalstaben og diskuterer slagets gang – det er lyrikerne og kortprosaisterne. Ude ved fronten tordner tanks fremad – de flamboyante forfattere af krimi- og spionromaner. Mellem disse bemandede køretøjer med deres vinger af sand, ja, der marcherer infanteristerne – de udholdende forfattere af samtidsromaner.
Sådan ser jeg tit min placering – som en af litteraturens infanterister. Og det er så fra den position, jeg skriver dette.
I et mindre militaristisk sprog:
Informations interviewserie om oplysningen var bemærkelsesværdig på to måder: For det første indgik til min overraskelse næsten ingen kvinder i serien. For det andet blev Thomas Bredsdorffs fremragende bog Den brogede oplysning ikke nævnt i serien, selv om bogens ærinde netop er at gøre op med en størknet opfattelse af oplysningstiden og arven derfra.
I DR2’s program Debatten (45 min.) op til Socialdemokraternes kongres blev Europa ikke nævnt – trods en kommende afstemning om en EU-forfatning.
Udenrigsministeriet har skrottet traditionen med en årlig ’depeche’ fra danske ambassadører, der hver især plejer at give deres bud på verdens gang.
Jeg ser kort sagt flere og flere forsvindinger, usynliggørelser, tavsheder, og hvad det ender med, ved jeg selvsagt ikke. Men set i sammenhæng med en voksende social ulighed i det danske samfund går tendensen i retning af provinsialisme, selvtilstrækkelighed, isolation – begyndelsen til en bananstat.
Denne tendens har betydning på flere planer, men lad mig holde mig til bøger og formidlingen af dem.
Modtagelsen af antologien Fra kamp til kultur. 20 smagsdommere skyder med skarpt (red.: Jes Stein Pedersen og Stig Ørskov) og Informations anmeldelse af Janne Tellers roman Kattens tramp er hver for sig besynderlige.
En politisk tekst som kulturkampsbogen stiller selv op til klø, det er derfor, den er skrevet! Men jeg må alligevel spørge, hvordan i alverden jeg skal få respekt for formidlere, jeg er politisk uenig med, når deres håndværk som skribenter, deres politiske identitetsfølelse og ansvarsbevidsthed er så slatten? For der er et ansvar forbundet med at sætte ord på papir, det ved man alt om i lande, hvor forfattere og journalister blir fængslet på grund af det, de skriver.
Men også i vores del af verden har ordvalg, fejlciteringer, insinuationer betydning. Skal dialogen, så dygtigt mistænkeliggjort af statsministeren, modarbejdes? Skal det anfægtede menneske presses ud af det offentlige rum og gå i selvcensur? Skal den åh, så lovpriste individualisme parkeres i festtaler, mens den bekæmpes som levende realitet i samfundet?
Hvad der skete i Marie Louise Kjølbyes ellers så kloge hoved, da hun skrev anmeldelsen af Janne Tellers roman Kattens tramp, aner jeg ikke. Men det var et lyspunkt, at forfatteren tog til genmæle i Information med korrektioner af fejl, ikke med forsøg på at se svipseren i en større sammenhæng.
Men det er måske på sin plads at forsøge.

I den folkelige ende af det litterære kredsløb hedder det, at der går 13 på dusinet af forfattere, mens der er rigtig langt mellem kritikere. Men bare fordi der er flere romanforfattere end kritikere, behøver vi ikke at blive behandlet som ignoranter og dovendidrikker, der kun tænker på penge. Jeg finder ingen synderlig respekt for romanforfatterens håndværk, ingen nysgerrighed over for temaerne, for den filosofiske bundlinje og menneskesyn, hvis ikke man vidste bedre, kunne man få indtryk af, at rom aner falder ud af himlen.
Jeg kan allerede høre protesterne og vil fortsætte med større alvor:
Der er i det danske litterære kredsløb en tradition for dygtig formidling af lyrik – vores bedste kritikere er lyrikelskere – og det har sat sig nogle spor. Romanformidlingen udviser ingen genrebevidsthed af betydning, orienteringen er primært skandinavisk, og endelig hentes kvalitetsforståelsen i lyrikken, hvad jeg opfatter som tvivlsomt.
Meget konkret kan det ses i den sensitive og omhyggelige læsning, der foretages af den i disse år så populære kortprosa: Her så tæt på lyrikken er den danske kritiker på hjemmebane. Mens jeg har indtryk af, at romanerne opfattes som for tykke og bøvlede og så overfyldte, at de er for meget at arbejde seriøst med – især da med de morderiske deadlines og elendige honorarer dagbladsanmeldere får. F.eks. har jeg en mistanke om, at anmelderne mener, at en dansk roman på over 300 sider ikke kan indeholde æstetisk sensibilitet (kræver det for megen energi at analysere dén?).
Forfatternes hele Antritt er også for tungt og savner det event-præg, kulturministeren og dele af den borgerlige presse er så begejstret for.
I øvrigt handler romanerne jo aldrig om dét, der er brug for lige nu. Ikke hvis man skal tro de tilbagevendende krav om samtidsromanen.
Lad mig slå fast med syvtommersøm, at der ikke er tale om inkompetence hos danske formidlere, det handler om arbejdsforhold og en form for kærlighed eller tradition, der ikke åbner sig men vender indad og ender i et tab af proportionssans. I værste fald kan tabet af proportionssans medføre mangel på respekt – i dette tilfælde for romanen.

De fleste mennesker har af indlysende grunde et forbitret forhold til virkeligheden. Ikke mindst i de senere år har man kunnet opleve temmelig outrerede udtryk for denne forbitrelse, for ikke at sige had. Ét udsnit af virkeligheden er nogen andre, og især disse andre skal fjernes fra den danske virkelighed, så den igen kan blive rigtig virkelig, nemlig som den plejer at være.
Men hvor ubesmittet er den danske fortidsidyl?
Når man kradser lidt i danskheden finder man en forbløffende mængde af tyske, russiske, svenske, italienske, polske, jødiske, islandske og spanske bedsteforældre i familien og nærmeste vennekreds. Og i huset ved siden af er der it-ingeniøren fra Iran, der er malersvenden fra Bosnien, den afghanske læge, en ekskæreste fra Chile, en tyrkisk grønthandler, en vietnamesisk pige i take-away cafeen og en sværm af koreanske, kinesiske, rumænske og bolivianske adoptivbørn.
Der findes også familier i Danmark, som i mere end 200 år ikke har kunnet opvise én eneste bonde i slægten. Ganske som der findes gader beboet af familier, der aldrig har sendt et ungt menneske på højskole.
Det er dén brogede virkelighed romanforfatteren forholder sig til – dog uden af affotografere den, det tager forskellige dokumentarister sig af.
Inspireret af den australske litterat Peter Nicholls vil jeg sige følgende:
Forfattere kan have et udmærket liv, men romanen er dybest set den intellektuelt utilfredses genre, det er i romanen forbitrelsen kommer til udtryk gennem et mylder af omverdensrekonstruktioner, der kan være alt fra det blideste blide til bloddryppende raseri. Men som allerede sagt lader det til, at romaner på den ene side forekommer for tykke, for bøvlede og overfyldte, og på den anden side er den jo så selvfølgelig, denne her roman. Et mildt handlingsreferat og en domfældelse skulle derfor være tilstrækk eligt for avisens læsere.
Men hvad nu hvis fiktionen er så troværdig eller simpelthen ’god’, at den virker selvfølgelig og hvad i alverden kan man sige om det selvfølgelige?
Det er en udfordring – at finde ind til kernen af det selvfølgelige – og tages den udfordring ikke op, ender forholdet mellem forfatter og formidler i selvglædens grøftegraveri.
Sagt anderledes: Dansk litterær kritik savner et sprog for det gode, for uden analyser og påvisninger er rosende ord som ’pragtfuld’ og ’læseværdig’ jo aldeles tomme.
Det rager hverken læsere eller kritikere, hvor lang tid det har taget at skrive en roman, og hvilke overvejelse og kvaler forfatteren har været igennem. Men relationen mellem form og indhold, sprogarbejdet, det grundlæggende menneskesyn og vinkler på verden – alt dét og mere til tæller og burde indgå i formidlingen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvis interesser tjener det – altså at provinsialismen, selvtilstrækkeligheden og isolationen breder sig i det danske samfund? Og at – noget militant udtrykt – fedtspillet breder sig i det litterære kredsløb? Hvordan i det hele taget er sammenhængen mellem samfund og litteratur?
Siden min romandebut for 28 år siden har jeg tit oplevet den her skitserede mangel på respekt i formidlingen af romaner. Man lærer at leve med det og med at undvære den stimulans, en anderledes holdning til genren kunne tilbyde.
Men hverken litteraturen eller formidlingen af den kan løsrives fra sin tid, og det, der sker i disse år, burde få alle os i det litterære kredsløb til at reflektere over både udviklingen og vores egen praksis. Jeg bliver skræmt af højrefløjens spil på frygt og af alle disse udsagn om, at det er for meget – herunder også, at den besværlige roman er for meget.
Men hvis det hele nu faktisk er for meget, bliver romanerne jo også for meget, de bliver uhåndterlige og trækker stadig flere tråde ud til en større verden end den danske. I sin minimalstatsbog efterlyste den nuværende statsminister en mere lys og positiv kunst, men det kan ikke siges for tit: Forfatterne har et livssyn og en opfattelse af verden, og hvordan de vil forvalte integriteten i deres bøger, er deres sag. Det kan man se alene af den enorme bredde og variation, der er dansk romanlitteraturs kendetegn og adelsmærke. Også selv om formidlerne ikke anerkender det, fordi de opfatter dette særlige som en selvfølge!
Kunstneres individualisme er stærk, og den kan regeringens kontrolmani ikke stille noget op med. Men hvis skrækscenariet holder – at Danmark er på vej til at blive en bananstat – vil vi måske se stadig mere selvcensur, mere fejlanbragt tavshed, provinsialisme og selvtilstrækkelighed både hos forfattere og deres formidlere.

*Inge Eriksen er romanforfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her