Kronik
Jeg er ikke imod udviklingen.
Vi er ikke imod udviklingen, og ingen ønsker at gøre København til et bymuseum.
Vi er ikke mennesker bange for forandring og alt det andet, som arkitekt Erick van Egeraat og direktør Allan Andersen fra det statsejede ejendomsselskab Freja beskylder os for.
11.000 borgere har som led i en demokratisk proces skrevet under mod byggeriet på Krøyers Plads 11.000 borgere blander sig i denne sag og de har en rigtig god sag.
Ikke blot har man her overtrådt alle regler for de kommuneplaner og lokalplaner, der eksisterer for området, ligesom naboer er blevet afskåret fra at have klageret man har også fraveget ideen om, at det skulle være byggeri, som de fleste havde muligheder og råd til at bo i.
Nu skal der bygges her: 140 luksusboliger 100 kvadratmeter lejlighed til omkring fire millioner kroner stykket, siger direktør Allan Andersen. Han kalder projektet »enestående« og »fremragende«. Jeg kalder det sørgeligt og tåbeligt.
11.000 har på papiret har skrevet under på, at de finder det forkert men vi er mange, mange flere, der har fået nok af udviklingen langs vandet i København. Se på Kalvebod Brygge, hvor kontorhuse af kedsommeligste karakter som en mur adskiller byen fra vandet. Se på Holmen, hvis oprindelige originalitet, med enkelte undtagelser, er omdannet til et røvsygt boligkvarter for rige mennesker uden bopælspligt. Se på Nordhavnen, der er endt som en planløs rodebutik af kontorhuse til advokater og andet liberalt erhverv.
Udviklingen kunne have været anderledes vi kunne ikke blot have påvirket og ændret byen men skabt en helt ny historie. Skabt et fantastisk tilskud til København bragt byen tilbage til vandet. I stedet har vi ladet og lader markedskræfterne rase og rasere gennem havnen uden nogen markerer deres faglige integritet. Kommunen, staten og havnevæsenet har solgt ud af fælles værdier.
Vi er alle kommet ud i et ærinde og blevet presset op i et hjørne men nu vil vi ikke være medskyldige mere og derfor råber vi op og siger STOP.
Stop, lad være at bygge lige her tøv en kende, inden vi plastrer den sidste grund i inderhavnen til. Og til politikerne i København siger vi tænk jer om en sidste gang, findes der ikke en anden og bedre løsning, inden det er for sent og byggeriet står der? For eksempel at købe grunden tilbage.
For hvad nytter det, at vandet er blevet rent, hvad hjælper det, når man har omkranset vandet af ikke liv forblæste virksomhedshovedsæder og dyre boligområder.
Det er tankevækkende, at det er folkelige projekter, som havnefronten på Islands Brygge, Pappa Hotel-området, Luftkastellet og Christiania, der skaber liv og glæde. Det er her, at livet findes og bliver levet. Har vi virkelig ikke råd til at bevare disse små åndehuller og oaser lade dem blomstre og lære os andre at få mere ud af livet? Har vi overhovedet råd til at miste dem?
»The true test of a Citys vitality is not its commerce, but its art.« Ordene er Albert Einsteins. I vores tid taler man om »Creative Capitals« »Cities need a people climate even more than they need a business climate,« fastslår den amerikanske professor Richard Florida. Han spår, at fremtidens byer er byer med »kreativ økonomi« det er det, der skaber udvikling og vækst og som tiltrækker dygtige medarbejdere, turister og investorer. For Richard Florida er kernen i den kreative økonomi de tre Ter: teknologi, talent og tolerance.
Hvad er det, der gør København til noget særligt og som er vores kreative økonomi?
Hvad er det, vi begejstres over? Hvad er det, som turister og erhvervsfolk udefra begejstres over ved mødet med København?
Det er alt det, som vi i øjeblikket er i færd med at ødelægge.
I vores iver efter at gøre det så godt som muligt, så ødelægger vi i øjeblikket byens allerstørste aktiv dens samspil og tilknytning til vandet. I vores iver efter at hævde os, er vi godt i gang med at gøre København til en provinsby blandt metropoler. En by, der har nøjagtig det samme som de andre, bare i en lidt mindre og mere ligegyldig målestok en by i europæisk top 20, ja men med mere tryk på 20 end top.
Fejlen er, at det nye intet nyt tilfører, men hver gang fratager byen glæde og muligheder. For det er kun os selv, der er ved at falde i svime over vores internationale formåen, hvis bare facaden hælder tre grader, er påklistret lidt sort marmor eller minder om et højhus. Det er som om, at København er ramt af et kollektivt Brian Nielsen-syndrom. Vi klarer os fint, så længe vi måler os med middelmådige modstandere vi bryster os af en rekordliste, der på papiret ser rigtig godt ud vi har al det, de andre har men første gang, vi matches med »the real stuff«, så får vi bøllebank, så det klodser.
København er ved at blive en international, ligegyldig McDonalds-by uden fyrtårne.
Og en by uden fyrtårne er ingen metropol. Hvad ville Sydney være uden Utzons operahus? Hvad ville Bilbao være uden Frank Gehrys Guggenheim-museum? Ingenting det er pointen. På ét værk på én fælles anstrengelse på én vision, der har de to byer formået at markere sig og hæve sig langt over de fleste andre byer. Ét værk, ét byggeri er nok, hvis ambitionen og visionen er 100 procent tilstede. Dét er læren.
Men vi lærer ikke vi vælger de dårlige eksempler som forbillede. Vi bygger og bygger, men intet er markant og i nærheden af at være et fyrtårn. Hverken Det Kongelige Biblioteks nye tilbygning og heller ikke det nye opera-projekt ligner et fyrtårn og det kommer projektet på Krøyers plads heller aldrig til.
Byen København er ved at udvikle sig til en koncern A/S København, hvor den fine balance mellem det private og det offentlige er ved at forskubbe sig mod 100 procent privat byggeri. Hvor havnen, staten og kommunen sælger ud af byens fællesarv grundene langs vandet hvor havnefronten bliver bygget til og enhver investor stort set kan bygge, som vedkommende vil. Det gælder erhvervsbyggeri og det gælder boligbyggeri.
En koncern vil benytte sig af nøjagtig samme muligheder, men både overborgmesteren og bystyret glemmer, at de ikke leder et firma, og at vi er borgere og ikke ansatte. Borgere med en mening, der ikke tror, at frasalget af grunde giver bedre økonomi, mere hjemmehjælp, flere kunstige hofter og billigere bustakster borgere, som med rette stiller krav om visioner, der rækker længere end at lægge regnearket øverst og visionerne nederst. Og de glemmer, at det ikke er nok at give erhvervslivet muligheder hvis byen de skal bo og arbejde i bliver grå og uinteressant.
I sommer havde jeg besøg fra hhv. Los Angeles og Berlin. For dem var mødet med byen allerstørst, hvor det skete sammen med mennesker. Hvor vores euforiske, skødesløse sommerliv kom kraftigst og gladest til udtryk. Hvor det spontane og sociale element var til stede. Deres største oplevelse var udestederne Luftkastellet, Bryggen og stranden ved Pappa Hotel, som de flere gange vendte tilbage til mødet med byen, vandet, og dens indbyggere. Det var unikt, ja, uvirkeligt noget, de aldrig havde set i nogen anden storby.
Måske er dette vores allerstørste fyrtårn sommeren, os selv, og måden, som vi slapper af på, når tingene får ro og opstår af sig selv ved vores egen medvirken.
For det sociale liv kan ikke planlægges det opstår i smuk symbiose mellem mennesker, udefinerlige lag af initiativer og som et tværsnit af et områdes historie og oprindelse.
Helt herude med udsigt over hele inderhavnen og kig til Nyhavn og de smukkeste pakhuse har byen de sidste år nydt stor glæde af områdets åndehulskarakter, som bevidst eller ubevidst givet os alle en forståelse for byens historie og udvikling som en by i samspil med vand og havn.
Jeg anerkender absolut betydningen af ny arkitektur og er ikke bange for forandring, men hvorfor har vi ikke råd til og giver plads til områder, hvor tingene får lov til at blande sig langsomt omkring sig selv i en form for indre fornuft, en indre vision affødt af stedets originale oprindelse og identitet frem for i skyggen af endnu et nyt byggeri, hvis beboere ikke tåler hverken larm eller andre menneskers indtrængen på deres område. Se disse fristeder i byen som et kæmpeaktiv for København og som en del af den kreative kapital, som skaber vækst. Det er vigtigt for havnen og byens balance og attraktion også at se på uudnyttede arealer i Sydhavnen og B&W-grundene med nye øjne frem for at sælge ud og bebygge alt. Og det er vigtigt at forstå at samspillet mellem det politiske miljø og det fysiske arkitekter og byplanlæggere og os borgere er afgørende for Københavns muligheder.
Københavns Havn er vores fællesarv og byens største aktiv. Det er her, vi af alle steder fornemmer byens navn. Finkulturens folk har fået deres bid, erhvervsvirksomheder og luksusboliger har i høj grad gjort deres indhug. Nu er det på tide at bakke op om stimulerende byområder og de selvgroede steder vi har derfor denne appel: Beskyt og bevar Nokken, Christiania, Krøyers Plads og andre truede fristeder, hvor man kan få lidt jord eller sand mellem tæerne på den fede måde.
*Kronikken er Jon Stephensens tale tirsdag ved en demonstration mod højhuse på Christianshavn let forkortet af taleren selv
*Jon Stephensen er direktør for teatret Aveny-T samt uddannet arkitekt
