Socialt set
Informations kronik den 10. september med Søren Blak Hjorthøjs erfaringer fra det praktiske arbejde i hjemmeplejen på Vesterbro under overskriften Hjælp, hjælp, hjemmehjælp er så stærk og opsigtsvækkende i sin stilfærdigt afdækkende dokumentation, at den burde tilstilles medlemmerne af regeringens velfærdskommission.
For mens denne økonomifikserede kommission synes at reducere velfærdsspørgsmålet til finansieringen af velfærdsstaten, så minder Blak Hjortshøj os om, at velfærd er et menneskeligt og konkret anliggende.
Mennesker i klemme
Det handler ikke kun om finansiering af de statslige udgifter, men også, og det først og fremmest, om menneskeligt velvære. Ikke kun for dem, der har hjælp behov, men også velvære for dem, der skal yde hjælpen. Mon ikke der i øvrigt skulle være en tæt sammenhæng mellem disse to ting? Kronikken rammer lige i økonomitænkningens solar plexus, når den påpeger, hvordan velfærdsarbejdet i stigende grad er organiseret på en sådan arbejdstidsstudiebaseret måde, at selv om de ansatte i hjemmeplejen måtte ønske noget andet, så tvinges de ind i en beregnende afstand til de gamle og svage. Ford-fabrikkernes taylorisme og tidsstudier, det menneskelige møde sat på økonomisk formel, har tilsyneladende fået en renæssance i Københavns Kommunes hjemmepleje.
Resultatstaten kalder Blak Hjortshøj rammende vor tids teknisk rationelle socialstat. Det virker som om målinger af resultater (produktion?) ud fra standardiserede tabeller, er blevet vigtigere end, hvordan mødet og samværet med de ældre borgere foregår. En bevægelse fra velfærd til måling og kvalitetskontrol a la Dansk Varefakta.
»Alle får ordrer om at udnytte tiden bedre fra et ukendt sted det lyder nærmest som en fortælling fra Kafka,« siges det i kronikken. Ikke underligt, at der er et problematisk stort sygefravær og folk, der holder op i hjemmeplejen.
Når arbejdet slider
Pudsigt nok var der i Information den 10. sept. også en artikel om, hvor sjovt det er at gå på arbejde (Anders Jørgensen: Oh, arbejde du hellige gral). Her luftede sociologiprofessor Jens Tonboe sin bekymring på velfærdens vegne, idet undersøgelser viser, at danskerne er så pjattede med at gå på arbejde, at de nærmest ikke vil gå hjem igen. Og når ikke Gud, men Dansk Industri holder længe åben, reduceres det sociale samvær med familiemedlemmer og venner så meget, at det går ud over politisk aktivitet, naboskab, lokalsamfund, foreningsliv osv. Processerne i de civile samfund anskues af sociologiprofessoren for at være så truede, at også den fælles velfærd er truet. »Det her er velstand, men er det også velfærd?« spørger Jens Tonboe retorisk.
Jamen, lad da også disse undersøgelser og betragtninger tilflyde homo oeconomicus-kommissionen, så velfærdsdebatten får det bedste og bredest mulige grundlag. Og mon ikke der kan findes nogle forskningsmidler, så vi kan få noget komparativ sociologi, der undersøger, hvorfor det nogle steder i Danmark er sjovt at gå på arbejde, mens det andre steder er nedslidende og sygdomsfremkaldende.
