Læsetid: 4 min.

Retten til frihed

6. september 2004

Politisk
Socialdemokraterne har ikke sejret ad helvede til. De er nået halvejs.
I et frit samfund er mennesket frit. Det betyder, at mennesket i et frit samfund har eneretten til sit eget liv. Individdet er suverænt. Det betyder samtidig, at man i et frit samfund ikke har ret til at overfalde andre og krænke andres ret til frihed. Frihedsretten gælder for alle. Friheden betyder frihed til at sige sin mening, til at handle, til at bevæge sig og til at skabe. Det, som mennesket skaber, har det ret til at råde over og til at beholde. Uanset hvilket produkt, et menneske skaber, har det eneretten til det. Uden retten til ejendom er friheden en illusion. Retten til at leve i frihed og retten til ejendom er uadskillige.
Nu er der måske straks nogle forhærdede retorikere der siger stop. Først kommer du med nogle påstande om, hvad frihed er, og derefter taler du om rettigheder. Hvor har du det fra? Hvordan kan du tillade dig at tale om ret og uret? Og hvem siger, at din definition af friheden er den rigtige – hvis vi overhovedet går med på, at frihed er en værdi? Lad os derfor begynde forfra og gå tilbage til påstandenes forudsætninger. Først må I acceptere, at frihed er en værdi. Hvor stor eller lille værdi , friheden har sammenholdt med andre værdier, er som udgangspunkt underordnet.
Så kommer vi til friheds- og rettighedsbegrebet. Begrebet frihed knytter sig til begrebet liv. Uden liv ingen frihed. Og som det gerne skulle fremgå af argumentet nedenunder – uden frihed intet virkeligt liv.
Liv er biologi. Liv er betegnelsen for noge,t der er levende i modsætning til noget, der er dødt. Liv har en begyndelse og en afslutning. Mennesket, andre dyr og planter er levende enheder. Mennesket er et levende væsen. Det er vores liv, der er en forudsætning for alle de værdier, vi kan værdsætte herunder ideen om frihed. Og som følge af menneskets fornuft er potentialet for dets frihed – herunder evnen til at vælge – mange gange større end dyrenes.

Frihed indskrænkes
Lever vi ikke, er der ingen værdier, der har betydning. Det vil sige, at livet er den ultimative værdi. Alle fænomener, der også er værdifulde for mennesker, har kun betydning sålænge, der er liv, det være sig kærlighed, frihed, tryghed eller rigdom. Spørgsmålet er nu, om noget enkelt menneske eller flere mennesker har ret til at tage andres frihed eller med magt at tage noget fra dem, som har værdi for deres liv – eksempelvis deres ejendom? Kan andre mennesker tillade sig med magt at gribe ind i et menneskes liv og ændre dets forudsætninger for at leve og dermed dets muligheder for at stræbe efter de værdier, som det pågældende menneske værdsætter? Her er det at meningerne for alvor brydes. I det meste af verden er et demokratisk flertal eller et diktatorisk mindretal i et givent land rørende enige om, at enkeltindividers eller organiserede banders tyveri skal bekæmpes, mens statens konfiskation af værdier derimod er acceptable – så længe konfiskationen og dermed afviklingen af individets frihed begrundes. Hvilken begrundelse, der i den pågældende sammenhæng gives, er underordnet. Dogmet er, at man gerne må tage fra andre.
Men i det øjeblik, flertallet i samfund eller en bande med magt tager noget fra et menneske, så tager det også noget fra det menneskes liv. Begrundelserne ændrer ikke på handlingen eller på konsekvenserne. Friheden og dermed mulighederne for at leve indskrænkes.
Når flertallet i et samfund vælger at konfiskere større eller mindre dele af et menneskes ejendom, da begår det flertal derfor ikke bare en forbrydelse mod individets ejendom, men også mod dets liv og mod dets frihed. Om det kaldes for beskatning eller omfordeling gør ingen forskel. Det er et ingreb mod friheden. Og stigende beskatning er dermed også udtryk for en gradvis afvikling af et frit samfund.
For hvad er forskellen på stigende kriminalitet og stigende beskatning? Det er et spørgsmål om organisering og planmæssighed. I et samfund med stigende kriminalitet er der flere og flere enkeltindivider eller bander, der forbryder sig mod andre menneskers ejendom. I et demokratisk samfund med stigende beskatning er det flertallet i et samfund, der forbryder sig. Det er den eneste forskel.

Kun halv sejr
For omkring hundrede år siden betalte vi knap nok ingenting i indkomstskat. I dag gives i gennemsnit halvdelen af vores indkomst til nogle andre.
Om hundrede år vil vi, hvis udviklingen fortsætter, betale det hele. Det kan sagtens lade sig gøre. Den totale konfiskation af løn betyder blot, at man vil være helt afhængig af flertallets d.v.s. det moderne demokratis luner. I stedet for lønindkomst vil vi modtage borgerløn, su, bistand, produktions- eller arbejdstilskud.
Da hensigten med den udvikling naturligvis ikke er, at verden skal gå i stå, vil det stadigvæk kunne betale sig at arbejde. Meningen med den ordning er – for demokratiets mænd og kvinder – at illustrere, at vi hverken har ret til vores frihed eller til vores ejendom. For socialdemokraterne er frihed og ejendom i praksis ikke en menneskeret, men noget staten giver, tildeler og administrerer for os. For dem er graden af uretfærdighed i et samfund lig med graden af frihed og mængden af ressourcer, som staten ikke har adgang til at regulere.
Derfor har socialdemokraterne ikke sejret ad helvede til. De er blot nået halvvejs. Målet er nået, når alle værdier fordeles autoritativt og har gyldighed for hele samfundet. Kort sagt når alle ressourcer er politisk ejendom.
Først da har reformisterne sejret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu