Kronik

Den romantiske længsel efter nærvær

Odin Teatret kan på fredag fejre 40-års jubilæum. En af forestillingerne tager afsæt i Eik Skaløes skæbne og et oprør, som på mange måder mislykkedes
28. september 2004

Kronik
Odin Teatret blev oprettet i Norge i 1964 af italieneren Eugenio Barba. Han havde fra starten af 60’erne fulgt Jerzy Grotowskis teaterarbejde i Polen og forsøgte nu at etablere sig som instruktør. Det lykkedes ikke inden for det etablerede teater, men derimod lykkedes det at samle en gruppe unge, som var blevet afvist fra teaterskolen i Oslo. Med nogle af disse blev den første forestilling skabt og vist 51 gange også i Danmark.
Det førte til et tilbud fra den kulturglade Holstebro: Teatret kunne overtage en landejendom og herfra drive teatervirksomhed. Holstebro havde ikke tidligere haft et teater, men forventede sikkert en mere eller mindre moderne iscenesættelse af tekster i nye spændende fortolkninger.
Odin Teatret havde vanskeligt ved at leve op til en sådan forventning. Skuespillerne var endnu ikke uddannede, og desuden havde et par af dem forladt gruppen. Man måtte begynde forfra med at opbygge en ny gruppe med de to tilbageblevne og Eugenio Barba.
Desuden var der problemer med sproget. Den kommende gruppe bestod af forskellige skandinaviske nationaliteter og var derfor tvunget til at kommunikere på en måde, som var uafhængig af sproglige betydninger. Gruppen måtte gennem træning udvikle sin egen specifikke dramaturgi. Og netop derfor vakte Odin Teatret i begyndelsen skandale, fordi dette simpelthen ikke var genkendeligt som teater. Træningen uden kostumer og scenografi lignede ikke en indstudering af en tekst, den var baseret på akrobatiske, mimiske og andre typer af øvelser, som ikke sigtede på at skabe en rolle, men på etableringen af et nærvær i et tomt rum, som mest af alt mindede om en gymnastiksal.
Sådan var det også med en række andre aktiviteter: seminarer, forlagsvirksomhed, produktion af film og pædagogiske arrangementer. Der var tale om et fundamentalt anderledes teater, som benægtede den gængse opfattelse af teater som tekstfortolkning, og som tog udgangspunkt i teater som et personligt møde med en eksistentiel, en etisk og en politisk dimension.
Odin Teatret knyttede an til den tradition, som går tilbage til russerne Stanislavskij og Mejerholdts teaterstudier og polakken Grotowskis teaterlaboratorium. Det centrale blev en udvikling af skuespillerens forskelligartede greb og teknikker uafhængigt af forestillingssituationen. Det er i den sammenhæng, man kan se logikken i seminaraktiviteten og den senere dannelse af International School of Theatre Antropology i 1979, som med seminarer og konferencer forskellige steder i verden har demonstreret genkomne principper i vestlige og asiatiske skuespiltraditioner. Laboratorietanken er i 2003 endt ved dannelsen af Centre for Theatre Laboratory Studies i samarbejde med Aarhus Universitet, hvis mål blandt andet er at undersøge den eksperimenterende teatertradition.

Odin Teatret har produceret omkring 60 forestillinger og udviklet en form for egenart i forhold til arbejdsmåde, disciplin, personlig nødvendighed. Samtidig har teatret søgt at definere kunst og teater alment, både på et formelt grundlag i kraft af skuespillerens sceniske nærvær (i modsætning til illusionsteatret), hvor man ikke skelner mellem dans, teater og vokal scenekunst.
Odin Teatret er et ensembleteater. Det er ensemblet, som er det skabende subjekt i forhold til udviklingen af et materiale, som er grundlaget for mødet mellem tilskuerne og teatret som en reel handling. Udformningen og udforskningen af denne kunsthandling har været og er fortsat Odin Teatrets ambition.
Det enkelte værk er på én gang åbent og lukket. Det vil sige, at der ikke findes enkle narrative forløb, enkle figurer eller referencer, som tilskueren kan forfølge, men flere forskellige fortællinger, flere dramaturgiske lag som er med til at komplicere tilskuerens »adgang« og forståelse, samtidig med at tilskueren kan tilvælge egne associationer og dermed skabe en personlig mening.
Der er ingen mulighed for at afkode værket til et enkelt indhold, og der findes position, hvorfra værket kan overskues i sin totalitet. Det gælder imidlertid både for Odin Teatrets instruktør og skuespillere og for tilskueren. Denne dynamiske mangetydighed og vanskeliggjorte adgang er et gennemgående træk i Odin Teatrets historie.
Der er tale om en principiel erfaring og indsigt i modernitetens fravær af en given og overleveret mening, som Odin Teatret deler med eksempelvis Tjekhov, Artaud, Brecht og Beckett. Nogle af figurerne lever videre fra forestilling til forestilling og bliver til en slags arketyper, som man også kender det i Commedia dell’Arte eller i orientalske teaterformer.
Odin Teatrets arketypeagtige figurer: den hvidklædte udråber med tromme og masken med en tåre, Stylte-dæmonen, »Androgynen« og Mr. Peanut, »døden« på stylter, er udviklet af enkelte skuespillere gennem en årrække, men efterhånden er der tale om figurer, som overleveres til nye skuespillere som en levende ’tekst’, med sin egen form for biografi, identitet og fortælling.
Teatret nærmer sig her et personligt ritual: en konfrontation eller ’samtale’ med en anden virkelighed. I teatrets form overskrides teatret og bliver til en form for selvrefleksiv handling, som ændrer det levede liv. Hver skuespiller definerer en individuel mening med teater, gennem faglige handlinger og relationer.

Interessen for den reelle handling fører Odin Teatret til et brud med teksten, således at man kan tale om teater som intensiveret nærvær. Odin Teatret deler i høj grad nogle af de politiske tendenser, man kunne møde i den russiske avantgarde, og hos avantgardeteoretikere som Brecht og Walter Benjamin.
Det politiske markerer sig i teatrets forskellige kulturelle udvekslinger som byttehandlen, der er blevet praktiseret verden over som en organiseret udveksling med en lokal kultur, arbejdsdemonstrationen, der, som det brechtske lærestykke, drager tilskueren ind i det skabende rum og viser afgørende principper for skuespillerens nærvær og kreative processer, eller Festugen i Holstebro som er en tilbagevendende lokal aktivitet, hvor Odin Teatret koordinerer og samarbejder med et stort antal af byens kulturelle institutioner, miljøer og initiativer i en iscenesættelse af byrummet som en syvdøgns teaterfest.
Teatret søger konstant en benægtelse af dagligdagens normer: bevægelsesøkonomi, pragmatik, ’tidsånd’, vaner og klicheer bekæmpes hårdnakket og bevidst til fordel for en organisk relation mellem krop og tænkning Det essentielle er knyttet til en teaterhandling, som forbinder nødvendighed og tvetydighed, og det nomadiske forbinder autonomien med en dynamik: en personlig form for selvdefinering.

Odin Teatret bryder med traditionen og fortsætter den. Teatret er forankret i en romantisk længsel efter det absolutte nærvær, og samtidig kan man tale om modernismens undvigelse af betydningens entydighed og en søgning efter personlig mening som noget centralt. Gruppen består af ’hjemløse’ individer, som søger deres eget teaters karakter i et egensindigt, udenforstående og modsætningsfyldt princip. Jeg skal blot kort omtale en enkelt forestilling som eksempel:
Itsi Bitsi (1991) opføres af og handler om Iben Nagel Rasmussen (Itsi Bitsi er hendes kælenavn) og hendes historie med Eik Skaløe i 60’erne, instrueret af Eugenio Barba med tekst af bl.a. Iben Nagel og Eik Skaløe. Forestillingen drejer sig om mødet mellem de to unge, deres politiske engagement og forhåbninger, eksperimenter med forskellige former for narkotika samt deres rejser og endelig Eiks selvmord i Indien i en alder af 25 år og Ibens optagelse på Odin Teatret.
Forestillingen er blevet spillet over hele verden på spansk, engelsk, italiensk og dansk med omkring 250 opførelser. Den er autobiografisk, men samtidig yderst formel, skabt på baggrund af Iben Nagels arbejdsdemonstration i forhold til bevægelses- og stemmeteknik, arbejdsmåder i forhold til roller, behandling af rekvisitter og kostumer samtidig med at forestillingen påpeger fortællingens virkelighed, og at skuespilleren og rollen er den samme.
Itsi Bitsi kalder Barba en ’biografisk fremstilling’ og antyder noget grafisk, en tegning, en tråd.

Itsi Bitsi er også en analyse af ’oprøret’, som på mange måder mislykkes. På den måde er der tale om en forestilling, som tematisk hænger sammen med forestillinger som The Gospel according to Oxyrhyncus, 1985, Talabot, 1988, Kaosmos, 1993, Ode to Progress – A Ballet, 1997 og Mythos, 1998.
Alle forestillinger som mere eller mindre direkte tematiserer efterkrigstidens opløsning, fragmentering og fremskridtet som en »katastrofe, som uafladeligt hober ruin på ruin (Walter Benjamin). Itsi Bitsi er som en historiens engel, den der vækker de døde (herunder også teatrets fiktive figurer) og markerer dermed at oprøret ikke er glemt.
Odin Teatrets historie er på mange måder eventyragtig, og måske ikke helt tilfældigt tager den nye forestilling Andersens drøm (2004) udgangspunkt i en drøm eller mareridt H.C. Andersen nedskrev i sin dagbog i 1874.

*Lektor Erik Exe Christoffersen er lektor ved Afdelig for Dramaturgi, De æstetiske fag i Århus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu