Kronik

Salinger og nutiden

’Griberen i rugen’ kan være Rifbjergs måde at få det sidste ord på i den evige ordkrig med de reaktionære og nykonservative, som har fået en skrappere tone de seneste år
17. september 2004

Kronik
J.D. Salinger udgav i 1951 romanen The Catcher in Rye. Fra begyndelsen var den noget ganske særligt, og den blev som en bibel for adskillige generationer af collegestuderende i USA og tilsvarende gymnasieelever i Danmark. Bogens unge helt, Holden Caulfield, er en af de første i en lang række af utilpassede og oprørske unge mænd i efterkrigstidens litteratur og film. The Catcher in the Rye er for nylig udkommet i ny oversættelse af Klaus Rifbjerg med titlen Griberen i rugen (Vibeke Cerris oversættelse fra 1953 havde den mindre præcise, men bedre lydende titel Forbandede ungdom).
Det kan konstateres, at Salingers bog er en levende og nutidig klassiker. Det er ikke kun af (litteratur-) historiske grunde, at The Catcher in the Rye er værd at læse i dag. I de forløbne godt 50 år har den ikke samlet det mindste støv og fremstår i den nye oversættelse som et dugfriskt og helt nutidigt værk. Vi har, med andre ord, at gøre med en roman, som ikke bare bliver oversat og udgivet fordi, vi skal have en ny version af bogen, men fordi der er grund til at pege på dens aktualitet lige nu og til en hver tid.
Den nye oversættelse af The Catcher in the Rye, får mig til at spekulere på, hvad der gør en roman til en klassiker? Mere præcist: Hvad er det, der gør at The Catcher in the Rye, der i den grad synes bundet til sin tid og sit sted, kan hæve sig over dette og blive læst igen og igen af nye generationer? Jeg er ikke i tvivl om, at det har noget med værkets sammensatte karakter at gøre. The Catcher in the Rye favner, så at sige, hele tilværelsen i al dens gru og glæde, nederlag og sejre og den gør det på en måde, så de fleste føler sig ramt og genkendt af bogens hovedperson såvel som af den fornyende og morsomme sprogtone.
Men der er mere. Det ligger lige for at spørge, hvorfor det netop er denne nyklassiker, Rifbjerg har kastet sig over at genoversætte og ikke en af de utallige andre klassikere eller en væsentlig bog, der endnu ikke er oversat? Det er fristende at se denne udgivelse som en kommentar til tiderne og samfundet netop nu og, derfor, som et værk, der hører til på Rifbjergs værkliste i næsten lige så høj grad som på Salingers. At den er så meget andet og mere end et partsindlæg i kulturkampen i den hjemlige andedam, er jeg klar over, men den kultur- og samfundskritik, som ligger i The Catcher in the Rye kan nemt påvises at ligge i umiddelbar forlængelse af den kultur- og samfundskritik med nyradikalt udgangspunkt, som Rifbjerg har dyrket i hele sit forfatterskab, men som står særlig markant i essaybøgerne (Karakterbogen, Synderegistret, Facitlisten og Tidsmaskinen f.eks.) fra de sidste 10 år. Griberen i rugen kan derfor siges at være Rifbjergs måde at få det sidste ord på i den evige ordkrig med de reaktionære og nykonservative, som har fået en skrappere og
mere uforsonlig tone de sidste år.

Holden Caulfield er med tiden blevet indbegrebet af ungdommens problemer med at vokse op og tilpasse sig 50’ernes sociale og kulturelle klima i Amerika. Holden kan ikke tilpasse sig et samfund, som han synes er præget af falskhed, overfladiskhed og materialisme.
Overalt, hvor han vender sit skarpe og kritiske blik, mødes han af et syn, der får kvalmen og leden til at vælde op i ham. Hans jævnaldrende kammerater er enten indbildske charmører uden egentlig sans for kærligheden som Ward Stradlater eller kroniske undermålere fulde af mindreværdskomplekser og filipenser som Robert Ackley.
Forældre og andre voksne autoriteter er enten fraværende eller uforstående, og Hollywoodfilmen repræsenterer for Holden det ultimative symbol på en tom, meningsløs kultur.
Med til dette hører, at The Catcher in the Rye er fortalt som en lang monolog henvendt til psykiateren og læseren, en slags monolog i det tomme rum, som understreger Holdens grad af isolation, men som Rifbjerg i sin oversættelse, mere tro mod originalen, giver en lidt anden tolkning, ved, at Holden henvender sig til et uformelt du i stedet for det gammeldags De og derved opnår et præg af intimitet, som den gamle oversættelse mangler, og at den derfor, også, kan forstås som en tekst, der handler om, hvordan man som forfatter og outsider finder sin stemme at tale et modsprog med.
Klaus Rifbjerg har, naturligvis, fundet sin stemme og sit sted at tale fra for mange år siden, men de stadig hårdere anslag mod hans holdninger og hans person fra konservativt hold har måske alligevel gjort, at han i stigende grad står mere alene, end han gjorde tidligere, og at han derfor har fundet en åndsbeslægtet i Holden, som også taler mod en mægtig og overvældende kultur. Hvad der efterlyses hos begge er, hvad man med et meget bredt begreb, kan kalde humanisme, altså en ideologi, hvor mennesket står i centrum. Vi skal ikke gå i krig, vi skal ikke fare frem, for vi løser ikke verdens problemer med våben i hånd, men primært med humanitær indsats. Fra det store økonomiske perspektiv er der ingen grund til, at vi i den vestlige verden skal blive ved med at rage til os, vi skal derimod dele ud af vores velstand for derved at afhjælpe verdens problemer og skabe en fornuftig balance, der kan bane vejen for en verden med mindre ufred og uforsonlighed. Hvad, der efterlyses, er, at man tænker sig om og giver det fejlbarlige menneske en chance, lader uskylden tilkomme den ret, som den stadig har i et samfund, hvor der ellers mest eksisterer en mastodontisk enhedskultur.
Med Holden Caulfields optik for øjnene vil det være evident, at mange af de ting og tendenser, som han fandt ulidelige og falske, og som han stod magtesløs over for at ændre, er forstærket og potenseret til svimlende højder i dag. Jeg nævner for god ordens skyld de mest fremherskende af Holdens ideosynkrasier: film, falskhed, selvgladhed, egoisme og griskhed. Over for dette står uskylden, som i The Catcher in the Rye, først og fremmest, symboliseres af børnene.

Det er, på den baggrund ikke underligt, at The Catcher in the Rye for Rifbjerg må opleves som en slags urtekst, der kan siges at være en af grundstenene i hans eget forfatterskab. For Rifbjerg har det i lang tid været magtpåliggende at sige, at den kulturradikale kamp er mere nødvendig end nogensinde før. Danmark går i krig i Irak på et fuldstændig løst og, viser det sig siden, løgnagtigt grundlag. Vi oversvømmes dagligt af kulturel fastfood i en grad, så både Holden og en gammel kulturradikal som Rifbjerg må reagere. Tv er, som sædvanlig, et godt pejlemærke for kulturens tilstand. Her er der bingoprogrammer og indretningsprogrammer i et væk, samtidig med at det kongelige bryllup bliver eksponeret i en grad, som er fuldstændig ude af proportioner med den reelle betydning, Kongehuset har i vore dages samfund. Den kritiske brod er stort set ikke til at få øje på, og hele bryllupsugen serveres som en overdreven soap med happy ending og kronprinsens tårer i tilgift. Vores byer er mere forvoksede kræmmermarkeder end byer, hvor mennesker kan leve og komme hinanden ved. Alt det forlorne og falske, som Rifbjerg og mange andre gjorde oprør mod i 60’erne, har vokset sig overvældende stort.

Holden befinder sig på et sted i livet, hvor ingen kan holde ud at være i længden uden at blive sindssyg. Men det vigtige, og der hvor han som figur og symbol har evig relevans, er, at han repræsenterer en så følsom tilgang til livet, at han må knække på det, men jo også en tilstand, som alle har været i, og som det er nødvendigt at bevare en rest af hele sit liv, hvis man vil være et ordentligt menneske. Så selv om Holden Caulfield er alle børn og unges yndlingsvrag og som sådan hurtigt kan blive en dårlig undskyldning for aldrig at blive voksen, skal man ikke glemme, at der i bogens slutning anvises en vej frem.
Holdens sidste ord: »Det er underligt. Man skal aldrig fortælle nogen noget. Hvis man gør, kommer man bare til at savne dem alle sammen«, modsiges af hele hans foregående fortælling, for i og med at Holden har fortalt sin historie, har han også indledt en dialog med verden, som i sidste ende bliver hans redning. Pointen er jo, at Holden ikke kan lade være med at fortælle og, ikke mindst deri, består det håb, som tændes ved romanens slutning. Og dermed er det slået fast, at The Catcher in the Rye ikke længere hedder Forbandede ungdom på dansk, men Griberen i rugen.

*Peter Due Jensen er cand.mag. og underviser i dansk som andetsprog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu