Samernes hellige krigere

Kronik
Den 14. oktober er 150-årsdagen for afslutningen på et religiøst inspireret samisk oprør mod de norske myndigheder. To af lederne, Aslak Hætta og Mons Somby, blev henrettet ved halshugning i Alta i 1854. Til stede var, udover en stor tilskuerskare, to præster der retfærdiggjorde dom og straf i lange taler til mængden, og som på selve skafottet forgæves forsøgte at få de to samer til at angre.
Begivenhederne i 1852-54 vækker blandede følelser i dag, både blandt samer og nordmænd. Blandt samerne er der folk, der ser Aslak og Mons som helte, mens andre tænker på det skete med skam.
Oprøret er næsten ukendt her i landet, men veldokumenteret i Norge. Min roman, Indtoget i Kautokeino, forsøger inde fra sine personer at svare på, hvad det var for en bevægelse, der dengang i Finnmark ulmede og endte med at eksplodere.
Det viser sig at det vi i dag kalder fundamentalisme, også fandtes i Skandinavien omkring 1850. Nok var det ikke to skyskrabere der var målet, men dog et par repræsentanter for ordensmagt og pengemagt, nemlig en landbetjent og en købmand. Oprørerne kom fra området omkring Kautokeino og Alta. De var fjeldsamer og vandrede med deres dyr fra kysten ved Alta om sommeren, op forbi Kautokeino, til nogle skovområder i Finland om vinteren og så tilbage igen. Mennesker der i det barske klima var letpåvirkelige over for små ændringer. Og årene omkring 1840 bragte ændringer.
Flere nybyggere kom til, og med sig bragte de kristendom, alkohol og ideen om at man kan hegne jord ind og gøre den privat. Alkoholen fik for mange en voldsom virkning, der kan minde om det, vi kender fra Grønland. Så dukkede der en frelser op.

Den svenske præst, Lars Levi Læstadius havde fra 1844 prædiket på en stærkt oplevelsespræget måde. Han gik ind i samernes univers, talte sproget, brugte stærke naturmetaforer, græd og jublede med dem i kirken og prædikede, at man måtte ned i sin dybeste sorg for at kunne bekende og blive »vakt af syndesøvnen«.
Han beskyldte samfundets spidser for at trække jævne folk med sig mod helvede. (Lensmænd og præster drak ofte pænt i Finnmark på den tid.) Sproget var ganske direkte:
»Verdens herrer smører deres struber med djævlens pis, og bønder og fjeldsamer følger deres eksempel og dyrker den forkerte gud. Ja, når et menneske fødes, dyrker det den gud som er i endetarmen, og når det dør, dyrkes den samme gud igen. Dødt er det der kommer ud den vej. Og dødt er det menneske der går den vej...«
Da Aslak Hætta og Mons Somby, unge samer i 20’erne, hørte ham, blev de bevægede. De og deres nærmeste tog Læstadius’ lære til sig og videreudviklede den selv, da han forlod området i 1849. Nu blev man ikke bare ’vakt’, men ’født på ny’. Man var et af Guds lemmer, og kunne derfor ikke synde. Bevægelsen voksede, og mange samer gjorde desuden, hvad halvhjertede norske forbud ikke havde magtet: Droppede brændevinen.
De fandt belæg for deres lære mange steder i Biblen. Var Jesus ikke også en udstødt der talte ’verdens herrer’ imod? Flere af de vakte forstod sandsynligvis sig selv som næsten bibelske personer. Når deres tro kunne gøre dem så godt, og sådan oplevede mange det, var det naturligt at forsøge at sprede den. Den 6. juli 1851 gennemførte de deres første organiserede og helt igennem
ikke-voldelige aktion. 20 mænd og kvinder mødte op i Skjervøy kirke, og lod Gud tale gennem sig. Der blev råbt, hoppet og joiket, og man opfordrede præsten og menigheden til at »komme til Kristus«. De ivrigste samer blev fjernet med magt og låst inde, og præsten anmeldte dem for at forstyrre gudstjensten. I løbet af
efteåret 1851 blev gudstjenesten i Kautokeino kirke ’forstyrret’ af de hellige samer talrige gange. Flere og flere blev overtalt – eller truet – til at gå over, og præsterne og Kautokeinos købmand, Carl Johan Ruth, blev mere og mere betænkelige.

Myndighederne reagerede tilsyneladende klogt. Man ønskede dialog, og sendte præsten Niels Stockfleth til Kautokeino. Han talte samisk, men kunne intet stille op. Han prøvede at standse et af de helliges møder ved at slå de åndelige med sin stok. De slog ikke igen, men fortsatte deres for ham sære tale, bøn og en vedholdende hoppen i timevis.
Da samerne havde indset at Stockfleth ikke var åndelig, gik de i offensiven. Det var vel deres tro, deres Gud og deres kirke. Klimaks blev nået da den 29-årige Rasmus Spein besteg prædikestolen og erklærede Stockfleth for besat af djævlen. Han blev fjernet af et par lensmandsassistenter, der i dagene før var blevet kaldt til byen.
Arrestationer fulgte, og i foråret 1852 blev 22 samer idømt kortere eller længere fængselsstraffe, flere af dem set med nudtidens øjne meget strenge: et-to års fængsel fik ’de værste’ for at råbe op i kirken og fornærme præsten.

Bevægelsen standsede imidlertid ikke fordi man straffede lederne, og da de mest markante af disse, bl.a. Aslak Hætta, blev løsladt i sommeren 1852, tog begivenhederne for alvor fart. De vakte søgte med stadig barskere midler (slag i den bare med frosne birkeris) at hverve sjæle. Desuden gjorde man sig klar til et forsvar mod lensmanden, som man frygtede ville dukke op for at inddrive skyldige sagsomkostninger (flere hundrede rener) og for at arrestere en ung mor, Ellen, der havde undgået anholdelse til afsoning. I efteråret dannede de hellige »renbyen Himlen«. Her boede 40-50 vakte sammen i telte, og over for en sådan flok mente samerne ikke, at det ville være muligt at gennemføre arrestationer og inddrive omkostninger.
I »Himlen« holdtes andagter, og Aslak Hætta fremstod mere og mere som bevægelsens leder med kontakt direkte til Gud. Myndighederne truede stadig med arrestation af Ellen, brændevinen, der gav købmanden en god indtjening, flød igen i området, og på et tidspunkt kom Aslak til den konklusion at »Antikrist måtte dræbes«.
Den 7. november 1852 drog omkring 50 mænd, kvinder og børn af sted fra »Himlen« mod Kautokeino i pulke, trukket af rener. Flere mente at udtrykket »at dræbe Antikrist« skulle forstås åndeligt. Men Aslak og en kreds tæt på ham forstod det særdeles konkret.
De ankom næste morgen til Kautokeino. Her gik købmanden og lensmanden, svenskeren Lars Johan Bucht, ud for at møde dem, og Aslak »blæste straks til angreb«. Han slog Bucht ned og bed næsen af ham, og samerne dræbte de to nordmænd med kølleslag og knivstik. Derpå samlede man de fleste øvrige indbyggere og spærrede dem inde i præstegården. Her blev de, inklusive Kautokeinos nye unge, samisktalende præst, Frederik Hvoslef, afklædt og pisket, mens andre samer brændte købmandsgården ned til grunden. Man gjorde sig derpå klar til at køre de tilfangetagne til »Himlen«, så de kunne blive omvendt.
Men ikke alle samer var på de helliges parti, et par stykker slap væk fra byen og hentede hjælp i nabolandsbyen. Om eftermiddagen ankom en flok til Kautokeino, ligesom de vakte bevæbnet med køller, og efter en kamp blev de hellige overmandet. I de følgende uger blev de kørt til Alta, hvor forhør og retssager fandt sted fra november 1852 til maj 1853. Efter appelsagernes afslutning var to dødsdømt, 11 fik livsvarigt tugthus, 15 tugthusstraffe af forskellig længde, tre døde under arrestation og fængsling, og fire blev frifundet.

Oprørerne var for en stor del unge mænd og kvinder, mange med småbørn. Alle tilstod deres medvirken og forklarede at det var ånden – og
Aslak Hætta – der havde ladet dem forstå, at det var rigtigt at dræbe. Flere af dem blev betegnet som særdeles velbegavede.
Efter henrettelsen blev Mons’ og Aslaks kroppe bisat i nabosognet, yderst på kirkegården. Men ikke hovederne.
Dem havde Universitetet i Oslo rekvireret, for at de kunne indgå i studier af sammenhæng mellem race, kranieform og kriminalitet. Først den 21. november 1997 blev de to kranier begravet sammen med kroppene, efter at de henrettedes slægtninge havde krævet hovederne tilbage. Det ene fandtes på universitetet i Oslo, det andet på Københavns Universitet, der havde byttet sig til det. Ved begravelsen beklagede den norske amtmand hændelserne i 1850’erne, mens Sametingets leder udtalte at »oprøret var første gang samerne satte sig imod flertalsbefolkningens politik.«
Årsagerne til oprøret har været analyseret mange gange, og diskussionen, der i disse år har inspireret både til min roman og til en norsk film, er ikke slut endnu. Den cocktail af religiøs fanatisme og harme over social undertrykkelse, der er en del af baggrunden, er kun alt for aktuel.

*Martin Petersen er forfatter. Hans historiske roman, ’Indtoget i Kautokeino’, udkommer på forlaget Samleren 10. september