Kronik

Det sproglige humperi

EU har et akut behov for et fælles sprog – og hvad om f. eks. Information, The Independent og Die Zeit en gang om ugen bragte en fælles europæisk debatside?
13. september 2004

Kronik
EU har det ikke godt. Dels har det udviklet sig til et stadig mere folkefjernt og elitært politikerstyre med de dertil hørende velkendte problemer – ringe valgdeltagelse, undergravet troværdighed. Dels ser det ud til, at EU’s politikere i desperation har løftet sig ovenud af den træge vælgerflok for på én gang at bygge et rent luftkastel med den nye forfatning og samtidig udvide EU lige lukt ind i en uoverkommelig økonomisk opgave. Denne voldsomme handlekraft øger givetvis afstanden til vælgerne. Uden basis i en europæisk bevidsthedsdannelse – eller blot tilløb til den – kan EU ende som en ikke-levedygtig vanskabning.
Ikke desto mindre er dette EU så nødvendigt som aldrig før, som modspiller til et USA, der så åbenbart sætter klodens fremtid på spil.
EU’s krise handler om demokratiet og hænger sammen med sprogspørgsmålet. Mens politikerne kommunikerer via deres tolketjeneste (eller snakker engelsk på tomandshånd), er vælgerne fortsat lukket inde i 25 forskellige sproglige (medie)verdener.
En reel fælleseuropæisk bevidsthed kan vanskeligt udvikles, så længe de mange sprog står i vejen for en fælles drøftelse af fælles forhold – også uden for de dertil indrettede politiske forsamlinger, der har lært at humpe igennem ved hjælp af deres møjsommelige tolkeapparater (efter EU-udvidelsen er antallet af tolke-muligheder i Bruxelles kommet op på 420).
Det engelske sprog frister som den bekvemme genvej. Hjulpet af gammel tradition og ny globalisering har engelsk etableret sig som det helt dominerende europæiske fællessprog – men derved også som en trussel mod Europas øvrige sprog, der er havnet i en forsvarsposition, hvad der allerede er det halve nederlag.
Som videnskabens fællessprog er engelsk for længst etableret som indlysende praktisk. Som forretningsverdenens, reklamens og underholdningens interlingua erobrer det dagligt terræn, hvilket uundgåeligt får politisk-ideologisk-kulturelle implikationer: engelsk er som bekendt også det sprog, der lyder fra Washington og Hollywood, det engelske sprog er intet mindre end USA’s trojanske hest i Europa, det er den amerikanske kultur, vi inviterer indenfor, hver gang vi siger yes og no.
Videnskab, underholdning, markedsføring – dertil kommer, specielt i en EU-sammenhæng, politik. Når det engelske sprog også frister/truer her, er det naturligvis, fordi det politiske Europa har et akut behov for et fælles sprog, i hvert fald en form for fælles samtale – og ikke kun mellem politikere og på den besværlige måde, som tolkning i EU-parlament mv. gør mulig.

I et demokrati oplever borgerne sig repræsenteret på to måder: dels naturligvis gennem den demokratiske procedure med valg af politiske repræsentanter udstyret med formel og reel magt – men dernæst jo dog også af mediernes meningsmagere i læserbreve, kommentarer, lederartikler, radiodebatter osv.
I denne offentlige debat opstår et fællesskab om, hvilke problemstillinger og hvilke forskellige holdninger, der er mulige, dermed også en oplevelse af samhørighed, en identitetsdannelse. ’Vi er mange, der mener...’, men også ’Vi er i hvert fald uenige om...’. Dette ’vi’ vil som regel sige: vi, der udtrykker os på dette sprog. Derved implicerer det et nationalt fællesskab.
Så længe EU kun rummer kanaler for den første form, det formelle demokrati, mens sproget/sprogene fortsat begrænser enhver debat – også om politiske forhold – til de nationale rammer, vil EU forblive en meget topstyret affære. Det europæiske demokrati lider under savnet af en fælles basis, en fælles problemformulering og -horisont blandt vælgerne på tværs af de mange landegrænser, en fælles debat uden for de snævre rum i Bruxelles og Strassbourg.
Det fortæller noget om, hvor udhulet vort demokrati er blevet, når dette elementære problem ikke synes at anfægte nogen. Søges: en europæisk debat på et andet plan end politikernes. Uden en europæisk samtale, ingen europæisk bevidsthedsdannelse!
Men vi savner jo det nødvendige fælles sprog at tale sammen på! Når politikerne har så svært ved at kommunikere, hvilket sprog skal vi andre så bruge? Den debat vi burde savne, vil i hvert fald aldrig kunne finde sted på engelsk.
Uden for England vil det engelske sprog altid opleves som et overgreb mod det lokale, som en fremmed magts sprog, og vil derfor avle protestbevægelser, der fra fødslen vil være lige så reaktionære og perspektivløse som Dansk Folkeparti og dets åndsbeslægtede i de andre lande.

Lad mig nævne tre mulige løsninger, eller tilløb til løsninger – og på forhånd bemærke, at ingen af dem begejstrer mig.
Det mest beskedne forslag handler om en meget konkret og begrænset kortslutning af den babyloniske sprogforvirring: Dagspresse og tidsskrifter kan – helt anderledes end radio og fjernsyn, der kun taler ét sprog ad gangen – danne ramme om en fælleseuropæisk debat. Sådan som der p.t. er tilløb til i tidsskriftet Lèttres internationales, der udkommer på en række europæiske sprog, det samme gælder Le monde diplomatique (som blot også udkommer uden for Europa).
Begges oplag er begrænsede, og de udkommer for sjældent til at bære en egentlig debat. Mere perspektiv var der unægtelig i denne vej, hvis dag- eller ugeblade, der lå omtrent på samme linje, som Information, The Independent, Die Zeit m.fl. f.eks. en gang om ugen bragte en fælles europæisk debatside om spørgsmål af kulturel og politisk art. På en sådan debatside ville den skrivende principielt henvende sig til alle europæere og ville derfor uvilkårligt selv tænke og skrive som europæer. Her kunne de ellers så udskældte intellektuelle – som givetvis sammen med politikere ville præge en sådan debat – være de naturlige fødselshjælpere. Det burde i grunden være enhver EU-politikers dagdrøm at forestille sig den (fjerne) dag, hvor samme debat bringes i samme opsætning i et dagblad i hvert af de 25 lande.
Først den dag kan der føres reel europæisk valgkamp af fælleseuropæiske politiske partier, først den dag vil det europæiske fællesskab blive oplevet som andet end en korridor-idé fra Strassbourg, som vi andre ulejliges med at legitimere gennem pligtskyldig stemmeafgivelse.
2. Hvis engelsk er en trussel mod vor sproglige mangfoldighed, giver det mening at fravælge det som skolernes første fremmedsprog. Forslag herom blev fremsat for en del år siden af den libanesisk-franske forfatter Amin Maalouf. Det er formentlig utopisk, men tankegangen er der ikke noget i vejen med: fik EU-parlamentet magt – og lyst – til at træffe en sådan beslutning, ville den formentlig føre til, at tysk, fransk, spansk og italiensk blev holdt i live som fremmedsprog i de øvrige europæiske lande – det engelske sprog skulle nok klare sig alligevel, selv om det blev reduceret til fremmedsprog nummer to i skolen.
Fordelene er til at få øje på: Mulighederne for samtale hen over grænserne ville blive rigere, det gensidige kendskab mellem de europæiske kulturer større. Truslen fra det engelske sprog ville svinde. Alliance francaise og Goethe-Instituttet ville atter få kronede dage.
3. Det tredje forslag er det fornuftigste (og det jeg mindst bryder mig om): esperanto. Et kunstsprog, som i grunden synes skabt til den nuværende europæiske situation: det er tænkt og udviklet som praktisk hjælpemiddel og vil aldrig kunne opleves som en trussel mod andre sprog (og da slet ikke, når vi kommer til digtning eller videnskab!). Som hjælpesprog når en litauer og en portugiser, en græker og en irer, en dansker og en polak skal komme på talefod, synes det ideelt. Som hjælp for en betrængt tolketjeneste i Bruxelles og Strassbourg ligeså.
Men overhovedet ville Europa være et pænt stykke nærmere sin demokratisering den dag, hvor et rimeligt antal europæere kunne tale og skrive sammen uden at opleve samtalen som en trussel mod deres eget sprog. Og vore Europa-politikere ville få sig det bagland, de i dag kun kan drømme om: den dag hvor de europæiske spørgsmål ikke kun lader sig drøfte i deres egne fælles forsamlinger plus i 25 separate lokale debatter, der dårligt nok tager notits af hinanden, men også i en fælles europæisk debat på tryk, i radio og fjernsyn.
Esperanto er så åndløst, vil man indvende. Enig!
Opgaven er efter sit væsen umulig: at bevare Europas sproglige mangfoldighed – og samtidig etablere et fælles sprog, i hvert fald en fælles samtale. Umulig, men nødvendig. Løses den ikke, vil EU fortsat have svært ved at blive så nærværende, som vi har brug for.

*Jørgen Knudsen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu