Læsetid: 5 min.

Tre år i en terrortidsalder

Vi burde aldrig have tilladt 19 mordere at ændre vores verden
Debat
14. september 2004

International
Så passerede vi tre-årsdagen for de spektakulære forbrydelser mod menneskeheden i New York,
Washington og Pennsylvania, der indtraf på den nu så berygtede dato – 11. september 2001. I dag bomber vi så Fallujah. Hva’ beha’r? Hvor mange af os kendte en by ved navn Fallujah den 11. september 2001. Eller Samarra. Eller Ramadi. Eller Anbar-provinsen. Eller Amarah. Eller Tel Afar – det seneste mål i vores ’krig mod terror’ og som de fleste ville have svært ved at finde på noget kort (se på Nordirak, find Mosul og gå to-tre cm til venstre). Hvilket indviklet spind, vi dog kan væve, når først vi giver vores selvbedrag fulde tøjler.
For tre år siden handlede alt om Osama bin Laden og al-Qaeda. Men så – på samme tidspunkt som Enron-skandalen begyndte at rulle – var det pludselig Saddam og masseødelæggelsesvåben og menneskeretskrænkelser i Irak, og tja – resten er historie. Og i dag må selv amerikanerne indrømme, at store dele af Irak står uden for overgangsregeringens og besættelsesstyrkernes kontrol. Vi er simpelthen nødt til at ’befri’ dem forfra og en gang til.
På samme måde som vi befriede Najaf og Kufa – »for at dræbe eller anholde Moqtada Sadr«, som brigadegeneral Mark Kimmett udtrykte det – og på samme måde, som da vi belejrede Fallujah i april, påstod – eller i hvert fald US Marines påstod – at nu ville »al terrorisme blive elimineret« i denne by. Siden er det gået sådan, at dens lokale militærkommandant er blevet halshugget af oprørerne, og Fallujah er i dag – med undtagelse af de jævnlige perioder med luftangreb – fuldkommen i militante islamisters magt.

Dybtstikkende nag
I de sidste par uger er jeg dykket ned i mine arkiver for at spore kilderne til irakernes enorme had imod os. Da jeg gennembladrede mine notesbøger fra 1990’erne, fandt jeg side efter side med nedskrevne vidnesbyrd om irakisk vrede; raseri over sanktioner, som medførte en halv mio. irakiske børns død, indignation hos læger over brugen af uranforarmede sprængmidler i Golfkrigen i 1991 (jo, vi brugte dem igen ved invasionen sidste år, men lad os nu tage et vredesudbrud ad gangen), og vedvarende dybtstikkende nag imod os, imod Vesten. I en artikel, jeg skrev i 1998, spurgte jeg, hvorfor irakerne dog ikke flåede os i stykker legemsdel for legemsdel. Det var præcis, hvad nogle irakere gjorde imod de amerikanske lejesoldater, de dræbte i Fallujah i april i år.
Alligevel havde vi forventet at blive elsket, budt velkommen hyldet, indkvarteret og omfavnet af disse mennesker. Kom vi måske ikke som ’befriere’? Ville shiiterne nu elske os nu? Havde vi ikke skaffet dem af med Saddam Hussein? Kunne de ikke bare slå en streg over forhistorien nu? Først skaffede vi shiamuslimerne den sunnimuslimske kong Faisal på halsen – det var i 1920’erne. Så tilskyndede vi dem til at revoltere mod Saddam i 1991, hvorpå vi straks lod dem i stikken og prisgav dem til døden i Saddams torturkældre. Og nu samler vi så atter Saddams gamle voldsforbrydere og torturbødler, bemyndiger dem til at ’kæmpe imod terror’ og sætter Moqtada Sadr under belejring i Najaf.
De fleste husker ganske nøje, hvad de foretog sig 11. september 2001. Selv sad jeg sad et fly på vej til USA, da jeg over flyets satellittelefon blev ringet op af redaktionssekretæren på Independents udlandsredaktion, som briefede mig om hver enkelt af de nye massakrer, der lige havde ramt USA. Jeg husker hvordan, jeg videregav de rystende informationer til kaptajnen, og hvordan besætningen og jeg luskede flyet igennem på udkig efter mulige selvmordspiloter. Jeg tror, jeg fandt 13. De var selvfølgelig alle arabere, og alle fuldkommen uskyldige. Men jeg havde lige fået et første indblik i den nye verden, vi nu skulle til at leve i: en verden opdelt i ’dem’ og ’os’.

Motiv-analyse forbudt
Jeg begyndte straks at skrive min kommentar til Independents natudgave, men holdt så op og ringede udlandsredaktionen i London op for at indtelefonere den – på dette tidspunkt havde flyet smidt det meste af sit brændstof over Irland og igen sat kursen hjem mod England – for kun ved at ’tale’ min historie frem, kunne jeg finde de ord, jeg behøvede. Og jeg indtalte så min artikel om galskab, bedrag og løgne i Mellemøsten – om de uretfærdigheder, grusomheder og krig – som nu var kulmineret i dette mareridt.
I dagene, der fulgte, skulle jeg snart erfare, hvor uvelkomne sådanne betragtninger var. Overhovedet at stille spørgsmålet om, hvorfor massemorderne fra den 11. september havde begået deres blodige handlinger, var at fraternisere med ’terrorisme’. Blot at spørge til, hvad der var foregået i drabsmændenes hjerner, var at støtte ’terrorens sag’. Når en kriminalbetjent skal opklare en forbrydelse, spørger han som noget af det første til dens motiv. Men konfronteret med denne forbrydelse mod menneskeheden, var det ikke tilladt at spørge til motiver. USA’s Mellemøstpolitik, herunder især dets forhold til Israel, skulle for evigt forblive et emne, der ikke måtte problematiseres og helst slet ikke tales om.

Multikulturalist
I de tre forløbne år har jeg flere gange oplevet, hvad dette betyder. Man må ikke stille spørgsmål. Da jeg næsten blev dræbt af en folkemængde af ophidsede afghanere i december 2001 – de havde lige mistet nogle af deres pårørende i et B52-bombeangreb – skrev en kommentator i Wall Street Journal, at jeg »fik, hvad jeg havde fortjent«, fordi jeg var »multikulturalist«. Jeg får stadig hadepost, hvori folk fortæller mig, at min mor må have været Adolf Eichmanns datter.
Min mor, Peggy, gjorde tjeneste i RAF i 1940, hvor hun reparerede radioer i ødelagte Spitfires. Da hun døde i 1998 og blev bisat i en lille stenkirke i Kent, husker jeg, at jeg i begravelsestalen vredt langede ud efter præsident Clinton. Hvis han havde brugt lige så mange penge på forskning i Parkinsons syge, som han lige havde gjort på at affyre krydsermissiler mod Osama bin Ladens base i Afghanistan, ville min mor måske ikke have ligget i denne trækiste ved min side, sagde jeg. Mon ikke det var første gang Osama bin Ladens navn blev udtalt i dette landsogn?
Hun nåede ikke 11. september med tre år og en dag. Men et ville hun have været enig med mig i: At vi aldrig burde havde tilladt de 19 mordere, der slog til hin skæbnesvangre dag at forandre vores verden. George Bush, Tony Blair og deres allierede gør deres bedste for at sikre, at det lykkes for disse mordere at forandre vores verden. Det er derfor, vi er i Irak nu.

©The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her