Læsetid: 13 min.

Trin for trin brik for brik

Portræt af Per Olov Enquist, netop fyldt 70 år – af forfatterskabet og om sporten, københavnertiden, Niels Bohr og de brændende smertepunkter
29. september 2004

XL
Lungerne føles, som om de langsomt, men sikkert skal briste. Sveden rinder i stride strømme ned over ryggen og drypper ned i øjnene fra panden. Trøje og bukser klistrer klæbrigt til kroppen. Nu bliver det rigtig hårdt.
Alligevel fortsætter han skridt for skridt; højre fod, venstre fod, højre fod. Kom nu, lidt hurtigere! Bare et lille stykke! Han skal gennemføre!
Solen lyser, og på grønsværen har flere unge mennesker allerede slået sig ned, skønt det endnu kun er tidlig formiddag. De kobler af i det fine sommervejr. Men han må holde sin krop i form. Kroppen har altid tjent ham – og tjent ham vel. En gang var Per Olov Enquist et stort håb i højdespring. Drømmegrænsen, som han dengang frenetisk og besat jagtede, var de forjættende to meter. Men han nåede aldrig højere end 1,97 – den samme højde, som han selv måler. Det var ved atletikmesterskaberne i Gimo. I de svenske mesterskab kom han engang ind på fjerdepladsen. Det var i 1958.
Denne dag, denne smukke dag, da han løber rundt i det store og ret mennesketomme Fælledparken i det centrale København, ligger over 20 år tilbage i tiden. Men han løber stadig og dyrker stadig højdespring. Og han gør det ofte. Kroppen må ikke forsømmes.
Jeg tror ikke, at han blot træner for motionens skyld i disse år i København. Jeg tror også, at han prøver at springe væk fra noget. Noget han vil undslippe. Det skal jeg komme tilbage til.
I flere år har han boet på det let nedslidte Nørrebro, som på få år opbyggedes for hundrede år siden for at skaffe boliger til den hastigt voksende industriarbejderklasse, der dengang blev draget til hovedstaden. Men nu er året 1983. Knapt et halvt år er gået siden de store og voldsomme demonstrationer på Nørrebro, hvor militante BZ-aktivister besatte adskillige tomme og forfaldne huse. Selv bor P. O. Enquist i en statelig herskabslejlighed med udsigt over den smukke og evigt grå Sortedamssø og dens lille fugleø.
Det var her – i huset præcis bag det, hvor P. O. Enquist nu bor – at Knut Hamsun skrev sit mesterværk Sult. Hamsun og troløsheden, den store digter og landsforræderiet, Nobelprisen og kærligheden til hustruen Marie er som bekendt noget, P. O. Enquist vender tilbage til. Det skal blive til både en bog og en film. Jan Troell instruerer efter Enquists manus.

Men det ved P. O Enquist selvfølgelig ikke noget om på denne dag, hvor han stadigt mere segnefærdig og svedig halser forbi de allerede halvfulde unge, der sidder i parken og bæller Tuborg. Denne ejendommelige by, København, er nu hans by. Dette yndige land hans hjemland. Han har allerede længe været udenlandssvensk. Siden 1971 har han hovedsagelig boet udenlands. Først valgte han Berlin, siden Paris og derefter Los Angeles. Det blev til et år i Berlin i begyndelsen af 197o’erne under revolternes og den tiltagende terrorismes år, to år i Paris og derefter et år på den amerikanske vestkyst. Det år – 1973 – var han ’visiting professor’ ved UCLA, og det var her han begyndte at skrive på Tribadernes nat. Men fra 1978 bliver han i København i over 16 år. Her træffer han dramaturgen Lone Bastholm. De gifter sig. De får et barn. De lever et højest borgerligt dansk liv.
Denne dag jogger P. O. Enquist i Fælledparken. Ellers er det mest tennis og badminton, det bliver til. To gange i ugens løb spiller han badminton med vennen Thomas Bredsdorff, litteraturprofessor og kritiker. Idrætsmanden Enquist – ikke blot højdespringeren, men også fodboldspilleren m.m. – er ikke blot en af Nordens fremmeste skildrere af skiftende sportsgrene. Jeg tror ikke, at journalisten og forfatteren Bo Strömstedt forfalder til overdrivelse, når han i sine memoirer hævder, at P. O. Enquist har revolutioneret svensk sportsjournalistik. Læs blot bogen Katedralen i München – bedre sportsjournalistik skal man lede længe efter. Men på denne solrige dag i København, løber P. O. Enquist videre i parken. Og snart passerer han en lille grå, grim og ret beset ret intetsigende bygning. Det er Bohr-Instituttet. Her blev der engang skabt verdenshistorie.
Eller rettere: Her ændrede historien retning.

Det var en aften i oktober 1941, og Werner Heisenberg var kommet fra Tyskland, fra laboratoriet i Berlin, hvor man febrilsk forsøgte at hindre amerikanerne i Oak Ridge i at blive de første til at fremstille en atombombe. Han var kommet til København for at stille sin gamle lærer – Niels Bohr – nogle spørgsmål og helst også få ham overtalt til at slutte sig til forskergruppen i Berlin.
De gik over Fælledparken – den samme park, som P. O. Enquist løber rundt i på denne dag. Werner Heisenberg spurgte Niels Bohr, om han troede, at det var praktisk muligt at fremstille en atombombe. Bohr løj, han løj med fuldt overlæg. Han sagde: »Nej, det kan næppe lade sig gøre,« sagde han. I hvert fald så han ikke nogen pointe i selv at medvirke i projektet. »Det vil i bedste fald tage meget lang tid,« sagde han med løgnen levende i øjenkrogen. »Mindst seks eller syv år at færdiggøre en bombe, der vil kunne fungere.« Og dermed fik Hitler ingen atombombe.
P. O. Enquist forsøger at skrive et stykke om dette afgørende møde. Det vil ikke rigtig lykkes for ham. Et eller andet mangler og vil ikke falde på plads. P. O. Enquist beslutter sig for at putte det havarerede stykke ned i skrivebordsskuffen ved siden af den for længst forliste roman, som skulle have været fortsættelsen på hans markante Musikanternes udtog. I tre år arbejder han på fortsættelsen. Alligevel går det ikke.
Han hader at give op. Han hader at tabe. Alligevel er der ingen vej udenom.
Ved at bo så længe i udlandet har P. O. Enquist tillagt sig et syn på Sverige, som afviger fra det gængse, nærsynede. Han dyrker eksilets hvasse og skarpe blik. Uophørligt iagttager han sit hjem- og fædreland og forsøger at få øje på netop det, som vi andre hjemmefødninge overser. Det er ofte hans selvpåtagne hverv. Rapporteringerne går i en lind strøm til Expressens kultursider, hvor Bo Strömstedt tager imod dem med stor entusiasme og jublende glæde.
»At bo i eksil er undertiden som at bo i helvede,« sagde P. O. Enquist, da jeg interviewede ham for nogle år siden, og han endnu boede i København. »Det føles som at gå på tynd is. Man er isoleret, uanset hvordan man vender og drejer det. Jeg har ofte tænkt, at svenskere i almindelighed lider af et mangel på selvsyn. De formår ikke at se det, som er godt og unik ved Sverige og den svenske utopi. Det er jo en utopi, som kommer fra midten – fra den brede arbejderbevægelse. Derigennem blev der skabt et totalt nyt samfund. Det var en utopi, som nåede meget langt. Men i Sverige har man svært ved at skønne på det gode heri.«
P. O. Enquist betegner sig selv som ’betonsocialdemokrat’. Og han siger det med varm stolthed i stemmen.Han tror på reformismen som politisk kraft. Men han først og fremmest er han også en overbevist rationalist. Han har en glødende fornuftstro. Uden at overdrive kan han karakteriseres som en ægte og lidenskabelig oplysningsmand.

Og i modsætning til mange andre svenske intellektuelle pukker han ikke på folkehjemmet.
»Alt urkedsommeligt svensk har vakt din fjerne passion,« skriver Ehnmark, »og fremfor alt det socialdemokratiske – det, som plejer at få nogle af vore uvenner til at føle ishakken i nakken, når de stiger af på Arlanda: den offentlige sektor, plejehjem, blåhvide kaffestel. Jeg er sikker på, at du også savner maskinstrikkede trøjer med rensdyr på og näbbskor (fodformede støvler, red.).«
Dette år – denne dag, da han løber gennem Fælledparken – er han for længst begyndt at høste sine store succeser. For otte år siden – altså i 1975 – skrev han sit første teaterstykke. Dets titel var Tribadernes nat, og det fik urpremiere på Dramaten i Stockholm. Det varede ikke længere, før det gik sejrsgang over hele verden, og Per Olov Enquist fra Hjoggböle i Västerbotten med et slag blev verdens mest spillede dramatiker. Og det er ikke længe siden, at P. O. Enquist har skrevet den smerteligt smukke Til Fædra.
Stykkerne bliver siden flere og flere. Han skriver om Danmarks store søn, den besynderlige og dybt begavede Hans Christian Andersen, og senere også mesterværket I min morfars hus. Han skriver om Maria Stuart, om hr. og fru Heiberg, om Aksel Larsen og hans forræderi, da han af angst for tortur røbede navne på sine partikammerater til tyskerne.
Men da er P. O. Enquist flyttet ud fra det centrale København. Han og Lone Bastholm har forladt arbejderkvarteret på Nørrebro. Flyttelæssene er gået ud til den velhavende og borgerlige villaforstad Hellerup, hvor de bosætter sig i en prydelig rød teglvilla. Den rødstribede kat August – forbillede for Ville i I min morfars hus lever også her i allerhøjeste magelighed og går præcis som i Nørrebro frit omkring. Her må det være tilladt at prale lidt. Jeg har haft August – denne verdensberømte kat – siddende på mit knæ.
P. O. Enquists eksilering er frivillig. Det er vigtigt at notere. Han vælger selv, med fuldt overlæg at gå ud på den tynde is. Måske sammenfatter vennen og hans tidligere redaktør Bo Strömstedt det bedst, når han lidt småperfidt skriver: »I romanen Sekundanten optræder en mand, som, når han skal sige tak for maden, bryder ud i gråd allerede ved kartoflerne. Det er P. O. selv. Han er lige så sentimental, som han er ironisk, og ironien vinder ikke hver gang over sentimentaliteten, selv om han selv tror det. Han er Ingvar Carlssons yndlingsvælger. Sidder han i en herskabslejlighed på Champs Élysées, længes han til Bommersvik. Sidder han i Bommersvik, længes han skamfuldt efter sin egen ækvivokke individualitet. Han er en liberal, som er blevet socialist, men som en del af sin konstitution har bevaret evnen til at få øje på virkelighedens tvetydighed.«

Per Olov Enquist bliver boende i Danmark frem til 1994, sammenlagt 16 danske år. Så bryder han op og forlader det hyggelige Hellerup og sit ægteskab. Under sin kamp imod, at Danmark og Sverige skal tilslutte sig Den Europæiske Union, træffer han Gunilla Thorgren, og kærlighed opstår.
»Så vævedes dette århundredes vigtigste spørgsmål sig ind i vort møde,« skriver Gunilla Thorgren selv, »og blev den akse, hvoromkring vi lod vores livsspørgsmål rotere.« De gifter sig og bosætter sig i en smuk villa i Vaxholm.
Jeg bemærkede før, at P. O. Enquist springer fra noget, han vil undslippe fra. I hans tekster går ordet ’smertepunkter’ hyppigt igen. Hans tanke er lige så enkel og klar, som den er smertelig og vanskelig at udføre. For at skrive noget, som er rigtig godt, for at kunne lægge sammen og tegne et kort på en sådan måde, at helheden siger noget af betydning og vægt, må man trykke på smertepunkterne. »Nogle gange er det så frygteligt, at man bare vil dø,« skriver han i Kaptajn Nemos bibliotek, »men når alting er allermest forfærdeligt, ved man jo på en eller anden måde, at man lever. Man kan mærke det. Det svier som et brændende punkt af smerte.«
Smerten. Dette brændende punkt af smerte.
Et sår, som aldrig formår at læge, som er blottet og holder sig åbent, svier og brænder gennem hele livet. I næsten hele forfatterskabet – i alt fald fra og med hans tredje bog, Magnetisørens femte vinter – trykker P. O. Enquist på smertepunkterne. Der findes en spænding, et enormt og skabende kraftfelt i P. O. Enquists litterære verden. På den ene side i form af et flugtforsøg, en vilje til trods alt at få lov at slippe. Og på den anden side: et overvældende og vedvarende krav om og behov for at lægge sammen, sidde foran det hvide papir og få stykkerne til at danne et hele, at få ordene til omsider at indeholde en forklaring. Noget holdbart. Noget begribeligt.
»Jeg har aldrig været bange for at dø. Men jeg har aldrig villet dø, eftersom jeg først vil have samlet puslespillet. Samlet det og lagt det færdigt. Derefter kan man dø. Det er vel derfor, jeg lever endnu.«
Derfor springer P. O. Enquist væk fra noget. Han springer for at slippe for at skulle samle brikkerne. Han springer bort fra smertepunkterne, bort fra behovet for at lægge det sammen, som var hans barndoms traumer. De dukker alligevel op. Han ligesom peger på et og samme smertepunkt – om og om igen – som på en sårskorpe, der aldrig tillades at læge. I den ejendommelige og vanskeligt begribelige eksperimentalroman Hess fra 1966 går han meget langt. Hvad han der udretter med stilgreb og retorik, betegner han selv som »en klarhed, der skjuler en hemmelighed«.
Per Olov Enquist blev født den 23. september 1934 i Hjoggböle. I sidste uge rundede han de 70. Oppe i Västerbotten hersker troen på en dømmende og straffende Gud. Men også troen på Jesus, den lidende menneskesøn med blod rindende fra sit sår i siden og tårer fra sine øjne. P. O. Enquists opvækst i dette strenge, hårde og ubønhørlige miljø, i den herrnhutiske kristendom, som Evangeliske Fosterlands Stiftelsen repræsenterede med sin blødende Jesus og alle sine forbud – ikke gå i biografen, ikke være vendt mod verden, ikke være hovmodig – et miljø, hvor til og med det at skrive var en synd – har for altid formet ham. Ord som skyld, skam, synd og en tvingende moral har ætset sig dybt ned i sjælene på alle stakkels menneskeuslinge.
Pligt og tro, nåde og synd.

»Hårdhed og tårer. Hårdhed og tårer.«
Det var kun to muligheder, mener P. O. Enquist. Enten blev man tosset og knust under troens byrde eller også overlevede man og blev stærk, eller som P. O. Enquist selv skriver: Man blev »meget stærk, måske alt for stærk«.
Det skal tage mange, lange år før han tager denne opvækst frem fra sit mindes mørke og lægger den frem for sig selv på papir. Men til slut, midt i en stor og svær livskrise, sætter han sig ned og skriver Kaptajn Nemos bibliotek. Den byld, som det brændende smertepunkt har fortættet sig til, sprækker åben. Historien må skrives, stykkerne føjes sammen og nedtegnes.
I stykket I min morfars hus fra tre år før næsten skriger historien som en forrykt efter at blive fortalt. Drengen siger: »Og så skal alting hænge sammen igen. Telefontrådene i gavlen ind på huset, og himmelharpen, som synger, og morfars brandstige, som fører ned af muren, hvis der skulle ske noget…og så bakken ned til kildespringet, og der findes de frøer, som vi forsvarer. Og alting skal hænge sammen igen.«
Og med Kaptajn Nemos bibliotek bliver alt lagt sammen. Alting hænger sammen. Og med den roman er det, som om P. O. Enquist forandres. Dengang troede han, at det var hans sidste roman. Det sagde han til mig på en pinefuldt smuk dag, da jeg traf ham i Hellerup og havde Nemo med i urettet korrektur. Så stærkt, så pinefuldt og rystende havde det været for ham skrive manuskriptet.
Besværgelsen – thi i bund og grund er Kaptajn Nemos bibliotek intet andet end en form for besværgelse – gør ham fri eller i det mindste friere. Hans sprog, som altid har været klart og præget af en brændende iskulde, bliver endnu klarere, endnu mere brændende. Essaysamlingen Korttegnerne kommer året efter. Den er hvas og klarsynet og brillant skrevet og handler om så vidt forskellige fænomener som mordet på Palme, højdespringeren Patrik Sjöbergs afsæt og Aksel Larsens forræderi.

Og så, nogle år senere, verdenssuccesen Livlægens besøg om oplysningsmanden Johann Friedrich Struensee, som stadig oversættes og fejrer nye triumfer i flere forskellige lande. Den efterfølges ganske hurtigt af det store mesterværk Lewis rejse om ’Guds tvillinger’ – Svend Lidman og Lewi Pethrus. Ikke blot et billede af pinsebevægelsen, men et billede af landet Sverige. Og ingen har vel undgået at bemærke, at P. O. Enquist i år har udgivet en roman om Marie Curie og Charcots yndlingspatient, Blanche Wittman – en roman om det kraftige grønne lys og det stærkeste og største lys – det røde, kærlighedens hårde og varme vilkår.
Det er en bog om kærlighedens livsbetingelser og væsen, hvor Pasqual Pinon og hans Maria, som sidder fastvokset i hans pande og synger sin skiftevis onde og skiftevis smukke sang, endnu engang genopstår fra de døde og ’nedstyrtede engle’.
P. O. Enquist – en mand, som ofte kan være en anelse tynget af västerbottnisk tungsind, og som er blevet ufattelige 70 år gammel, siger, at hans hus måske er færdigbygget i dag. Huset er klart. Dermed skulle der ikke være mere tilbage at skrive. Jeg vægrer mig ved at tro det. Hvad med Niels Bohr og Werner Heisenberg – skal deres to digte forsvinde? Skal fortællingen ikke fortælles, skal P. O. Enquist ikke lægge stykkerne sammen og forklare for menneskeuslinge, hvordan det hænger sammen? Om hvordan det smukkeste digt, var det digt, der aldrig blev skrevet? Digtet som var Niels Bohrs tavshed, hans løgn. En løgn, som reddede verden. Skal det ikke nedtegnes?
Skønt jeg sidder her i skumringstimen og skriver, mens en usædvanlig mild og varm septemberregn falder uden for vinduet, trøster jeg mig med, hvad Per Olov Enquist skriver i Korttegnerne og indser, at den sidste bog på ingen måde er skrevet endnu.
»Drømmen om at samle alle stykkerne, er vel den sidste, som forlader os.« Ja, hvad skulle der blive af os, dersom vi ikke forsøgte.

*Christer Enander er svensk freelance-kulturskribent

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu