Læsetid: 2 min.

Vækst, vækst, vækst

Debat
11. september 2004

Vækst
Klaus Illum skriver i et indlæg den 3. september, at 80 procent vækst på 30 år ikke sandsynliggør, »at det derefter kan lykkes at opnå en yderligere vækst på 150 procent de næste 30 år«.
Økonomisk vækst går imidlertid væsentligt længere tilbage i tiden end 30 år. Værdien af verdens samlede produktion er 400 gange større i dag end for 300 år siden.

Vækst skaber ressourcer
En sådan eksponentiel vækst kan fortsætte over flere hundrede år, fordi vi hele tiden udvikler nye ressourcer. Det mest karakteristiske ved økonomisk vækst er ikke, at den forbruger ressourcer, men tværtimod at den skaber ressourcer.
I dag kan vi udnytte ressourcer, som ikke var tilgængelige for os som ressourcer for 200 eller 50 år siden. Olie var ikke en ressource for 200 år siden. Silicium var ikke en ressource for 50 år siden, men er i dag grundlaget for informationsteknologien.
Hvis der er en grænse for vækst, skyldes den ikke begrænsede mængder af olie eller landbrugsjord, men udelukkende begrænsninger i menneskets fantasi og skaberkraft. Intet tyder på, at vi er i nærheden af sådanne grænser. Den teknologiske udvikling fortsætter. Antallet af patentbevillinger vokser – i øvrigt eksponentielt.

Her er kilderne
Ejvind Larsen beder den 3. september om kilder, der underbygger mit udsagn om, at uligheden i verden ikke er stigende, men faldende. Væksten i udviklingslandene i perioden 1975–2002 har været 2,3 procent i gennemsnit mod kun 2 procent i OECD-landene (kilde: http://hdr.undp.org/statistics/data/indic/indic_125_1_1.html).
Xavier Sala-i-Martin har i artiklen The World Distribution of Income (NBER Working Paper No. 8904 – se: http://www.nber.org/papers/W8904) målt udviklingen i den globale ulighed i indkomst i perioden 1970-1998 på syv forskellige måder (heriblandt den såkaldte Gini-koefficient). Alle syv metoder viser et fald i uligheden i verden siden 1970. Det norske udenrigspolitiske institut når til den samme konklusion for perioden 1965–1997 i rapporten Globalisering og ulikhet (NUPI 2000).
For 200 år siden var uligheden i verden meget lille. Stort set alle var nemlig lige fattige. Den voksende ulighed i det 18. og 19. århundrede skyldtes, at Vesten blev rigere – ikke at alle andre blev fattigere. Voksende ulighed er altså ikke et ubetinget onde. Så længe ny teknologi skaber nye muligheder, vil de allerrigeste formentlig blive rigere i et højere tempo end de allerfattigste. Det ville selvfølgelig være bedre, hvis alle oplevede stigende velstand. Men det ville være værre, hvis ingen gjorde det. Den rigeste tiendedel af verdens befolkning har siden 1970 øget afstanden til den fattigste tiendedel. Men det modsatte gør sig gældende, hvis man sammenligner den rigeste femtedel med den fattigste femtedel eller den rigeste tredjedel med den fattigste ditto.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her