Sydafrikas apartheid faldt, fordi den europæiske enhed viste sin utilstrækkelighed
i en verden, hvor det også er muligt at søge sammen og danne netværk på tværs af alle tidligere skel
International
Tiåret for apartheids fald markeres i denne måned med besøg af Desmond Tutu (9.-12. september) og en større Sydafrika Festival, der vil blive afholdt på Cafe Mandela på Vesterbro (23.-26. september). Disse anledninger er en udmærket lejlighed til bringe den sydafrikanske og den globaliserede apartheid-modstand frem fra erindringens dyb ikke mindst, fordi der i denne fortid kan findes elementer af værdi i opgøret med bagstræberiske europæiske sammensværgelser.
Efter århundredeskiftet beherskedes al politik af en dyb mistro mellem to europæiske grupper. På den ene side stod en gruppe stivnakkede indbyggere med rod i det kontinentale Europa. På den anden side de engelsktalende sejrherrer, der med højteknologiske våben havde ført krig for at sikre deres kontrol med strategiske mineraler. De to grupper levede i et dybt anspændt forhold, men tidens løsen blev forsoning og fred mellem europæere. Europæerne fandt sammen i en union, som sigtede på at skabe sikkerhed for den fælles civilisation. Freden sænkede sig og skabte forudsætninger for vækst og en fælles velfærd for alle europæere.
Dette korte historiske rids kunne egentlig være ganske opmuntrende, hvis det handlede om europæiske unionsbestræbelser efter år 2000. Men ridset handler også om tiden efter det forrige århundredeskifte i Sydafrika.
I Sydafrika indstiftedes en europæisk union i året 1910. Næsten alle toneangivende politikere beskrev unionen som en bedrift i forsoning mellem landets to europide racer, briter og boere. Enkelte var skeptiske over for fornuften i den europæiske forening, fordi den samtidig udelukkede langt størstedelen af landets indbyggere fra deltagelse i fællesskabet. Apartheid, som dengang mere passende gik under sin engelske betegnelse, segregation, blev grundlagt med højstemte taler om, at europæere aldrig mere måtte bekrige hinanden.
Skævvredet konkurrence
Europæerne i Sydafrika var i stand til at indrette den sydafrikanske politiske økonomi på en måde, der hindrede konkurrence fra den afrikanske befolkning. Ejendomsretten i Sydafrika blev af det europæiske parlament defineret som en europæisk institution. Tilsvarende hindrede den rent hvide arbejderbevægelse den sorte befolknings adgang til faglærte job.
En frygt for konkurrence om adgang til job, uddannelse og sygesikring som den, der motiverede de hvide sydafrikanere i 1900-tallet, blev mere udbredt i Nordeuropa omkring år 2000. Flere mennesker forsøgte at flytte rundt i verden efter jobs. Ved hjælp af indskrænkninger af latinamerikanere, asiater og afrikaneres muligheder for at vandre til de rige lande efter job eller sikkerhed, satte den europæiske højrefløj rammerne for en mere eksklusiv europæisk social-politik. Den globale befolkning deltes i et mindretal, som havde et pas til frit at rejse rundt i resten af verden, og et flertal, hvis statsborgerskab betød langvarig behandling af visum-ansøgninger med højst sandsynlige afslag til følge.
De rige landes indvandringspolitik svarede til deres handelspolitik. EU og USA havde toldmure mod reelt konkurrence-dygtige varer fra den Tredje Verden, og forventede samtidig, at disse lande undlod at beskytte de af deres egne industrier, der ikke havde styrken til at klare sig i international konkurrence.
Mens mennesker og handelsvarer ikke kunne bevæge sig uhindret væk fra fattige lande, så bevægede kapitalen sig frit væk fra Latinamerika og Afrika og i retning af de rigeste lande.
Kapitalflugten fra den Tredje Verden skabte enorme forskelle mellem renten i den rige og den Tredje verden. Hvis man i 2004 skulle låne afdragsfrit for at finansiere egen virksomhed i det sydlige Afrika, ville det lånte beløb være fordoblet inden 2007. I EU eller USA ville beløbet først være fordoblet mellem 2020 og 2030. Kapitalen foretrak lande, hvor en stor offentlig sektor kunne stimulere den lokale efterspørgsel. Renten i det centrale Afrika befandt sig på et niveau, hvor investeringer i økonomien skulle forrentes så hurtigt, at det reelt kun kunne betale sig for private at låne til at købe våben. Dette er den afrikanske borgerkrigs politiske økonomi.
Globaliseret apartheid
De fordelagtige vilkår for europæere er et udtryk for en snigende indførelse af globaliseret apartheid. Sydafrikas præsident Thabo Mbeki har ved flere lejligheder advaret mod global apartheid som »et globalt samfund baseret på fattigdom for de mange og rigdom for de få, karakteriseret af øer af velstand omgivet af et hav af fattigdom«. Kampen mod apartheid i Sydafrika er et eksempel på, at globaliseringen også rummer muligheder for større folkelig deltagelse og en internationalisering og forsoning, der er rummelig nok til at omfatte alle folk. Sydafrikas apartheid faldt, fordi den europæiske enhed viste sin utilstrækkelighed i en verden, hvor det også er muligt at søge sammen og danne netværk på tværs af alle tidligere skel.
Det var idealet om lighed uden etnisk adskillelse, som inspirerede den sydafrikanske modstandskamp og sidenhen også den internationale solidaritet. Modstandskampens rummelighed satte et klart aftryk i landets første demokratiske forfatning. Den sydafrikanske forfatnings forståelse af folket er ikke spor europæisk. Hvor de europæiske forfatninger bygger på nationer, er Sydafrikas grundlov fra 1996 baseret på, at folket er alle, der bor i Sydafrika. Denne rummelige måde at beskrive et folk adskiller sig markant fra den måde, hvorpå folket blev beskrevet, da de europæiske demokratier blev indstiftet. Sydafrika blev med den demokratiske grundlov en nation, som man kan vælge at tilhøre, fordi man befinder sig i landet.
I 1960ernes og 1980ernes kampagner mod apartheid i Sydafrika fandt mange unge også i Europa frem til en identitet som verdensborger. Hvis denne identitet bliver en bærende del af det 21. århundredes politiske bevægelser, vil en verden uden apartheid også være mulig. Man kan kun håbe på, at den europæiske identitet ikke stiller sig i vejen.
*Gorm Gunnarsen er ph.d. og lektor ved Christianshavns Gymnasium. Han har udgivet adskillige bøger om Sydafrikas historie. I oktober udkommer 2. udgave af Sydafrikas historie på Gyldendal
