Læsetid: 4 min.

Et verdensomspændende ansvar

Medlemmerne af den globale tænketank Collegium International Ethique skriver åbent brev til de to præsidentkandidater Bush og Kerry
Debat
30. september 2004


International
Til præsident George W. Bush og senator John Kerry

Den 2. november vil en af jer blive valgt som USA’s kommende præsident. Milliarder af mænd og kvinder verden over, som ikke har mulighed for at stemme til det amerikanske valg, mærker konsekvenserne af valgresultatet på grund af den magt, som jeres store land udøver langt ud over jeres grænser.
Undertegnede, der er medlemmer af Collegium international ethique, skriver til jer som borgere i verden, der ikke har mulighed for at stemme til det amerikanske valg. Vi beder jer om at tage den kendsgerning til efterretning, at en ny æra med gensidig afhængighed landene imellem er blevet indledt, hvor valgresultatet ikke kun har betydning for det enkelte land, men overskrider landegrænserne, og påvirker resten af verden. Jeres politiske ansvar er i denne henseende ikke kun et anliggende mellem USA og de amerikanske borgere, men også et anliggende mellem USA og hele verden.
Fra jordens opvarmning til verdensmarkedet, fra den internationale kriminalitet til teknologien er den gensidige afhængighed blevet et generelt vilkår for hele verden. Ikke mindst terrorismen har tydeliggjort den fatale afhængighed, som karakteriserer det 21. århundrede. De afskyelige angreb den 11. september 2001 og de angreb som fulgte i kølvandet på dem i Casablanca, Bali, Madrid og andre steder har fremkaldt fordømmende reaktioner og enstemmige sympatitilkendegivelser i hele verden og understreget, at der ikke er noget land i verden, som er i stand til alene at opretholde og garantere sin indre sikkerhed og sin suverænitet.
Den gensidige afhængigheds realitet pålægger os at virkeliggøre de positive løfter om at etablere en global orden, der vil sikre en fuld lighed i fordelingen af de økonomiske, sociale og menneskelige ressourcer. Dette faktum kræver, at USA anerkender fire fundamentale principper og behov, som vores Collegium har opstillet som hjørnestene for bestræbelserne for en bedre verden:
*Nødvendigheden af, at vores demokrati er funderet i en verdensomspændende orden, så suveræne folkevalgte kan dæmme op for de verdensomspændende anarkistiske kræfter, som de enkelte nationer hver for sig ikke kan kontrollere, og at forskelligheden og ligheden mellem de demokratiske kulturer bliver sikret.
*Nødvendigheden af, at anerkende de fælles goder i vores verden og beskytte dem som en fælles arv, uanset om det er immaterielle goder som f.eks. adgang til viden, informations- og kommunikationteknologier, eller de
ikke-vedvarende ressourcer som drikkevand og fossile brændstoffer;
*Nødvendigheden af, at formulere og etablere fælles værdier og gensidig afhængighed, som kan tjene som bolværk mod kynisme og relativisme; værdier som må etableres gennem dialog mellem kulturer og civilisationer og gennem demokratiske diskussioner;
*Nødvendigheden af, at slå fast, at den politiske frihed er uadskillelig fra de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som strækker sig på tværs af kulturer og generationer.
Vi har hermes udtrykt vores opfattelse af den globale befolknings fundamentale bekymringer for konsekvenserne af amerikansk lederskab, uden at de har mulighed for at stemme. Vi er på samme tid bevidste om, at I som ledere af jeres store nation samtidig også er bærere af håb, og i stand til at gøre brug af den magt, som I vil få overdraget af det amerikanske folk, for at I kan bruge den til fordel for mennesker i hele verden. USA vil ikke opnå fred og retfærdighed, hvis det ikke samarbejder multilateralt med resten af verden og med de internationale institutioner, men vi ved også, at verden hverken vil komme til at opleve fred og ej heller retfærdighed, uden at USA er involveret.
Det er i denne ånd, at vi beder jer om at læse dette brev – selv om I først og fremmest står til ansvar over for jeres eget lands borgere – og overbringe hele jordens befolkning (jeres usynlige vælgere) et velovervejet svar. I kan være sikre på at jeres svar vil blive hilst velkommen i hele verden og blive anerkendt som en handling, der viser, at I tager det etiske lederskab alvorligt som følger med det politiske ansvar og dermed anerkender den gensidige afhængigheds realitet og forvandler den til et håb.

Underskrivere:
Milan Kucan, Sloveniens tidligere præsident og Michel Rocard, Frankrigs tidligere premierminister og vicepræsident i Collegium international
Andreas van Agt, Hollands tidligere ministerpræsident; Henri Atlan, biofysiker og filosof, Frankrig; Lloyd Axworthy, rektor for Winnipeg Universitetet og tidligere canadisk udenrigsminister; Fernando Henrique Cardoso, Brasiliens tidligere præsident; Manuel Castells, sociolog, Spanien; Mireille Delmas-Marty, juraprofessor på Collège de France; Ruth Dreifuss, tidligere præsident for den svejtsiske konføderation; Gareth Evans, præsident for ICG, tidligere australsk udenrigsminister; Malcolm Fraser, præsident for Inter Action Council, tidligere australsk premierminister; Bronislaw Geremek, tidligere polsk udenrigsminister; Bacharuddin Jusuf Habibie, Indonesiens tidligere præsident; S.A.R. Hassan bin Tallal, Jordan; Vaclav Havel, tidligere præsident for den tjekkiske republik; Stéphane Hessel, fransk ambassadør; Alpha Oumar Konaré, Malis tidligere præsident; Claudio Magris, forfatter, Italien; Edgar Morin, filosof, Frankrig; Sadako Ogata, tidligere flygtningehøjkommisær for FN; Jacques Robin, filosof og grundlægger af ’Transversale’, Frankrig; Mary Robinson, tidligere højkommisær for FN’s menneskerettighedskommission, Irlands tidligere præsident; Wolfgang Sachs, økonom, Tyskland; Mohamed Sahnoun, algerisk ambassadør; George Vassiliou, Cyperns tidligere præsident; Richard von Weizsäcker, Tysklands tidligere præsident; Huanming Yang, Direktør og professor på Instituttet for Genomi i Peking, Kina.

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her